L 18 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Forordning om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og forordning, hvad angår bevægelighed for indehavere af visum til længerevarende ophold, afskaffelse af garantiordningen i visumsager m.v.).

Af: Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-10-2010

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2010)

20101_l18_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2010)

Integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Forordning om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen og forordning hvad angår bevægelighed for indehavere af visum til længerevarende ophold, afskaffelse af garantiordningen i visumsager, m.v.)

(Lovforslag nr. L 18)

Lovforslaget, som jeg fremsætter i dag, indeholder to elementer.


For det første er der tale om en gennemførelse af en forordning, der ændrer Schengen­reg­ler­ne. Der er tale om en mindre ændring, der betyder, at en udlænding, der har ophold i et andet Schengenland på baggrund af et langtidsvisum, har ret til at færdes inden for Schengen­området på samme måde som en person med en opholdstilladelse i et Schengenland.


En sådan ordning var gældende før den 5. april 2010, hvor visumkodeksen trådte i kraft. Forordningen, der ændrer Schengen-reglerne, genindfører således den tidligere ordning.


For det andet er der tale om en afskaffelse af garantiordningen i visumsager.


Garantiordningen i visumsager betyder, at det i visse tilfælde er muligt at få visum til Danmark mod, at den herboende reference stiller en økonomisk sikkerhed for, at visumansøgeren overholder visumbetingelserne.


Den 5. april 2010 trådte nye krav til sagsbehandlingstiderne i visumsager i kraft. Kravene betyder, at der som udgangspunkt skal træffes afgørelse i en visumsag inden 15 dage. Der er mulighed for at forlænge sagsbehandlingstiden til 30 dage, hvis der skal foretages supplerende undersøgelser, og undtagelsesvist op til 60 dage, hvis der skal indhentes supplerende dokumentation.


De nye krav til sagsbehandlingstider har nødvendigtgjort en gennemgang af alle procedurer i visumsager med henblik på at effektivisere sagsbehandlingen.


I sager, hvor visum alene kan gives under forudsætning af, at den herboende reference stiller en økonomisk garanti, er det vanskeligt at overholde de maksimale sagsbehandlings­tider, da disse sager kræver yderligere sagsbehandling.


Regeringen har fundet, at hensynet til sagsbehandlingstiderne i visumsager betyder, at det ikke længere skal være muligt at opnå visum mod økonomisk sikkerhedsstillelse. Derfor foreslås det at afskaffe ordningen.


Forslaget betyder, at der vil være en mindre gruppe visumansøgere, der vil få afslag på ansøgningen, hvor de i dag ville kunne få visum mod, at den herboende reference stiller en økonomisk sikkerhed.


Forslaget vil kun få betydning for de grupper af visumansøgere, hvor betingelsen om økonomisk garanti i dag anvendes.


Betingelsen om økonomisk garanti anvendes således ikke over for den herboende referen­ces nærmeste pårørende, da disse personer som udgangspunkt kan meddeles visum.


Betingelsen om økonomisk garanti anvendes endvidere kun i forhold til ansøgere omfattet af immigrationslandegruppen, hvor der generelt vurderes at bestå en vis risiko for immigration.


I praksis finder reglerne om økonomisk garanti f.eks. anvendelse ved ansøgninger fra voksne børn, søskende, sted­forældre, nevøer, niecer, børnebørn, kærester, venner, sponsorbørn, m.v.


For at sikre, at ophævelsen af garantiordningen ikke vil udgøre en uforholdsmæssig stram­ning over for disse grupper, skal det fremover i højere grad tillægges vægt, hvilken form for længevarende ophold, der konkret er risiko for, at ansøgeren vil søge.


Hvis det f.eks. vurderes, at der er risiko for, at ansøgeren vil søge familiesammenføring eller opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse, kan der i dag udstedes visum med betingelse om økonomisk garanti, uanset at garantien ikke vil forfalde, hvis vedkommende senere rent faktisk søger familiesammenføring eller opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse. Fremover vil der i sådanne situationer kunne udstedes visum, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.


Omvendt skal der fremover gives afslag på visum, hvis der konkret er risiko for, at udlæn­dingen vil søge om asyl, men hvor risikoen er så lille, at der i dag kan gives visum mod sikkerhedsstillelse.


Afskaffelsen af garantiordningen betyder samtidig, at det særlige danske tillægs­ansøgnings­skema i visumsager kan afskaffes. Afskaffelsen af tillægsansøgningsskemaet vil medføre en lettelse af sagsbehandlingen og dermed bidrage til en kortere sagsbehandlingstid.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.