Tak til Enhedslisten for at have rejst debatten her i dag.
Det er en central og vigtig debat, som er af vital betydning for den danske model og dermed for vores arbejdsmarked.
Jeg vil starte med at sige, at jeg som beskæftigelsesminister sætter den danske model utrolig højt.
Vi har i mine øjne en af verdens bedste modeller, hvad angår reguleringen af arbejdsmarkedsforhold.
Vi har et stabilt og fredeligt arbejdsmarked, og vi har generelt gode løn- og arbejdsforhold.
Der er en mobilitet og en fleksibilitet, der gavner både lønmodtagere og arbejdsgivere i med- og modgangstider.
Takket være fælleserklæringen for 25 år siden har vi gode pensionsordninger, og vi har en arbejdsmarkedsmodel, der bygger på dialog og forståelse for hinandens vilkår.
Jeg tror, det er noget af det, der giver stor tilfredshed både på arbejdsgiver- og på arbejdstager side.
Hvis vi ikke havde haft den danske model, tror jeg ikke, at vi havde oplevet et Danmark, der var så rigt og så velstående og på mange måder et så godt et land at leve i.
Derfor synes jeg selvfølgelig, at der er al mulig grund til at passe på vores danske model og sikre, at vi har en stærk dansk model i fremtiden.
Indledningsvis vil jeg også gerne sige, at det, at vi har en konflikt- og strejkeret, er en helt central del af den danske model, og hvis parterne skal have den nødvendige magt, skal de også have stærke midler til at føre deres intentioner ud i livet.
Regeringen vil derfor sikre konfliktretten, som den er i dag.
Det er sådan set det vigtigste for mig at få slået fast.
Det andet, jeg godt kunne tænke mig at sige i dag, er, at vi er en regering, der aktivt støtter det danske medlemskab af EU.
Vi støtter også det indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed.
Det indre marked har i vores øjne både skaffet beskæftigelse og merværdi og dermed økonomisk vækst til gavn for ikke bare lønmodtagere og virksomheder, men også for det danske samfund i det hele taget.
Det indre marked må selvfølgelig ikke underminere arbejdstagernes rettigheder, men omvendt må den frie bevægelighed respekteres.
Men det er også vigtigt at få sagt indledningsvis, at de spilleregler ikke altid respekteres.
Derfor er vi som regering grundlæggende positivt indstillet over for, at Europa-Kommissionen nu ønsker at fremsætte forslag til en bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet, ligesom vi på dansk jord med dansk lovgivning gør, hvad vi kan for at bremse de negative konsekvenser f.eks.
i form af social dumping.
Vi har lavet en politisk aftale sammen med Enhedslisten i forbindelse med finanslovaftalen for indeværende år, hvor vi forstærker indsatsen mod social dumping.
Det gør vi, hvad angår cabotagekørsel, og det gør vi, hvad angår et styrket myndighedssamarbejde på tværs af SKAT, politi og Arbejdstilsynet, og det gør vi ved, at vi på vores videre færd har nedsat et grundigt udvalgsarbejde, der skal se på, hvordan man i endnu højere grad kan imødekomme udfordringerne med social dumping.
Det siger sig selv, at forudsætningen for, at den frie bevægelighed kan blive en succes, er, at der skal være ordentlige vilkår, og de virksomheder, der navigerer i det her, skal selvfølgelig overholde spillereglerne.
Med hensyn til det konkrete forslag, nemlig den såkaldte Monti II-forordning – som vel egentlig er årsagen til at spørge til forespørgslen, og som hr.
Finn Sørensen lige sagde også har aktualiseret debatten – har Folketinget i mandags modtaget regeringens grund- og nærhedsnotat, og Folketing har sikkert allerede konstateret, at vi ønsker en nærmere redegørelse fra Europa-Kommissionen om, hvorvidt nærhedsprincippet er overholdt.
Det er jo en central diskussion, som skal være belyst, før vi kan tage endelig stilling.
Jeg vil også gerne indledningsvis sige, at når det handler om det her område – i øvrigt i lighed med mange andre, men i særdeleshed her – vil den officielle danske holdning selvfølgelig være nøje afstemt med den holdning, som parterne måtte repræsentere i sagen.
Jeg kan også oplyse til Folketinget, at jeg som beskæftigelsesminister allerede har modtaget henvendelser fra hovedorganisationerne LO og FTF og fra arbejdsgiverrepræsentanterne via DA, og parterne udtrykker stor bekymring over for Monti II-forordningen, og det lytter vi selvfølgelig rigtig, rigtig meget til.
Som hr.
Finn Sørensen selv var inde på, kræver forordningen enstemmighed.
Et land har allerede meldt, at det ikke ønsker at stemme for, og jeg har endnu ikke lyttet mig til, at et eneste land har meldt positivt på den forordning, der ligger.
Det bliver jeg selv meget klogere på under det uformelle ministermøde i næste uge, som afholdes i Horsens her i Danmark, men indtil nu er der altså ikke et eneste land, der har meldt positivt ud i forbindelse med forordningen.
Så man kan sige, at der lige nu er en del, der tyder på, at det slet ikke bliver aktuelt at diskutere forslagets videre færd, men det skal selvfølgelig ikke hindre Folketinget i at have en ordentlig drøftelse her i aften om hele spørgsmålet.
Jeg vil egentlig gerne understrege, at det ikke er muligt for EU at regulere konfliktretten i forhold til at fastlægge nærmere regler og betingelser for konflikt, f.eks.
harmoniserede varsler for konflikt, på EU-plan.
Men det betyder jo altså ikke, at konfliktretten er ubegrænset.
I Danmark kan man ikke bryde loven med henvisning til, at man er i arbejdskonflikt, og helt tilsvarende og parallelt skal man ved konflikter også respektere EU-retten.
F.eks.
har EU-Domstolen fastslået, at man ikke kan konflikte for krav, der har til formål at forhindre en virksomhed i at etablere sig i et andet land.
De domme har været diskuteret i Folketinget tidligere.
Så man kan sige, at det, der også er spørgsmålet i debatten i dag, for det første er, om EU kan afklare forholdet mellem konfliktret og den øvrige EU-ret, og det andet spørgsmål er, om EU bør gøre det.
I et eller andet omfang kan man vel sige, at det første spørgsmål er juridisk, og at det andet er politisk.
Der er selvfølgelig en sammenhæng mellem det politiske og det juridiske forstået sådan, at hvis man mener, at EU ikke bør regulere et område, giver reglerne om nærhedsprincippet nogle juridiske muligheder.
Og vi har som sagt sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt nærhedsprincippet overhovedet er overholdt med den her forordning.
For måske at sætte dagens debat lidt i relief vil jeg komme med et par ord om den danske model og EU.
Konfliktretten, som vi diskuterer i dag, er, som jeg sagde det før, en helt integreret del af den danske arbejdsmarkedsmodel, og sådan skal det også blive ved med at være, hvis det står til regeringen.
Arbejdsmarkedets parter og den danske model udgør et vigtigt fundament for hele vores samfund.
Men det er jo sådan set også en model, der er vant til at blive udfordret af økonomiske kriser, konjunkturer og ændringer på arbejdsmarkedet.
Jeg henviste før til »Fælleserklæringen« fra 1987, hvor parterne sammen med den daværende i øvrigt borgerlige regering jo fandt sammen om et, vil jeg kalde det, stærkt politisk svendestykke.
Man blev enige om løntilbageholdenhed i en periode, mod at man kunne gå i gang med at udbygge det, der skulle vise sig at blive velsagtens et af verdens allerstærkeste pensionssystemer, nemlig arbejdsmarkedspensionerne.
I 1987 viste den danske model sit værd, og det håber jeg også den danske model får lejlighed til igen.
Den styrke, som parterne i Danmark repræsenterer i den danske model, er jo også en styrke, som på en eller anden måde giver magt, og når man har magt, har man vel også et ansvar for den samlede samfundsudvikling.
Forleden dag fik vi overenskomstresultatet på det private arbejdsmarked, og jeg synes, man må kvittere for den ansvarlighed, som overenskomstresultatet også er udtryk for.
Som regering er det for os rigtig, rigtig vigtigt, at vi også fremover har stærke parter, der magter at tage medansvar for samfundsudviklingen.
Og hvorfor siger jeg alt det her i en tale om konfliktretten og forordningen Monti II, som der er rejst en forespørgselsdebat om?
Det gør jeg for egentlig at understrege, at det danske arbejdsmarked og den danske model udfordres fra mange sider, og jeg tror, det er vigtigt ikke at gøre EU til et fjendebillede i den her sag.
På mange måder spiller EU jo i dag en vigtig rolle for vores arbejdsmarked.
Med fællesakten i 1986 fik EF hjemmel til at udarbejde arbejdsmiljødirektiver, og de fleste grundlæggende risici er i dag reguleret af EU, så vi har mindstebeskyttelse på hele det europæiske arbejdsmarked.
Det er også nogle grundlæggende rettigheder, som jeg hører at mange – også fra forskellige partier – skatter højt.
Senere er arbejdsmarkedets parters rolle blevet styrket og endda traktatfæstet.
Beskæftigelsesstrategien er indført, og der er igennem de senere år blevet foretaget en række ændringer.
Et eksempel er selvfølgelig Lissabontraktaten, hvor arbejdsmarkedets parters rolle blev yderligere stadfæstet.
Ligegyldigt hvad man kan sige om de beslutninger, der er truffet i EU, er der ingen tvivl om, at det europæiske samarbejde og vores medlemskab deraf også stiller os over for udfordringer, men arbejdsmarkedets parter har, synes jeg, også tidligere vist med et bredt flertal blandt Folketingets partier, at de er i stand til at løse de udfordringer.
Et eksempel på det er Lavaldommen.
Der er flere grunde til at nævne lige præcis den dom, og jeg er sikker på, at vi kommer til at diskutere den, men det er sådan set også en af årsagerne til, at vi overhovedet er her i dag.
Efter Lavaldommen stod det klart, at den danske fagbevægelse ikke kunne konflikte sig til krav i samme omfang, som den havde kunnet tidligere.
Groft sagt troede alle vel før Lavaldommen, at konfliktretten befandt sig i en form for fritsvævende rum uden EU-retlige begrænsninger, men EU-Domstolen slog fast med Lavaldommen, at konfliktretten skal holde sig inden for EU-rettens rammer; det vil i den konkrete sag først og fremmest sige udstationeringsdirektivets regler for, hvilke lønkrav man retligt kan stille.
Det var en afgørelse, der dengang, tror jeg, blev imødeset med både spænding og frygt, men da afgørelsen først var faldet, blev lønmodtagere, arbejdsgivere og politikere dengang enige om, at man måtte stå sammen om at finde en løsning.
Jeg synes, at resultatet deraf er tilfredsstillende.
Jeg synes også, at det er vigtigt at hæfte sig ved, at der var en god proces, som viser, at vi i Danmark er i stand til at opretholde en dansk model, også selv om vi er en del af EU's indre marked.
Når vi så kigger på, hvilken betydning Lavaldommen har haft på EU-plan, vil jeg sige, at det fra flere sider er blevet nævnt, at EU-Domstolen med Lavaldommen har fastlagt, at arbejdstagerens rettigheder er underlagt den frie bevægelighed.
Og der tror jeg at der kan være grund til at skrue tiden lidt tilbage, nemlig 30 år, til den 3.
februar 1982, hvor Domstolen fastslog følgende:
»Det står fast, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at medlemsstaterne udstrækker deres lovgivning eller de af arbejdsmarkedets parter indgåede kollektive arbejdsaftaler vedrørende mindsteløn til at omfatte enhver, der, selv midlertidigt, udfører lønnet arbejde på deres område, uanset hvor arbejdsgiveren er etableret, ligesom fællesskabsretten ikke forbyder medlemsstaterne at gennemtvinge overholdelsen af disse regler ved passende midler.«
Domstolen slog altså fast dengang, at den frie bevægelighed
ikke
var ubegrænset, den skulle respektere reglerne om mindsteløn.
Det var den dom og efterfølgende domme, der førte til, at man fandt det nødvendigt at fastsætte nogle mere præcise regler for, hvad der gælder i tilfælde af udstationering, og det førte til vedtagelsen af udstationeringsdirektivet.
Så man kan sige, at arbejdstagernes rettigheder er begrænset af udstationeringsdirektivet, men omvendt, at den frie bevægelighed også er afgrænset af grundlæggende arbejdstagerrettigheder.
Så man kan sige, at vi er tilhængere af et indre marked.
Vi er også af den klare overbevisning, at det indre marked er til gavn for både virksomheder og lønmodtagere, men det er selvfølgelig fuldstændig afgørende vigtigt, at det, der foregår inden for rammerne af den frie bevægelighed, respekterer de grundlæggende rettigheder, og at konkurrencen foregår på en ordentlig måde.
Det indre marked kan i vores øjne kun fungere, hvis der er en ordentlig håndhævelse af udstationeringsdirektivet.
Den diskussion udestår fortsat, også her, fordi vi netop kun har modtaget Kommissionens forslag til en bedre håndhævelse.
Jeg skal til at slutte af, men jeg vil sige, at vi nu har et forslag fra Kommissionen, arbejdsmarkedets parter har, som jeg sagde før, på både dansk og europæisk plan allerede nu udtalt sig negativt om Monti II-forordningen, og regeringens foreløbige holdning fremgår af det grund- og nærhedsnotat, som er oversendt til Folketinget.
Hvis der nogen sinde skulle komme gang i reelle forhandlinger på europæisk plan om forslaget, vil regeringen selvfølgelig inden da præsentere sin indstilling i Folketingets Europaudvalg; det er den rigtige måde at gøre det på.
Derfor står vi altså i den situation, at vi selvfølgelig lytter til, hvad parterne siger.
Vi har fra regeringens side et ønske om at sikre, at der fortsat er en konfliktret på dansk jord.
Det er selvfølgelig i det lys, man skal se den holdning, der vil komme om nødvendigt i fobindelse med Monti II-forordningen.