Dette lovforslag er en del af udmøntningen af vedtagelsen af forslag til vedtagelse nr.
V 82 om digitalisering af den offentlige sektor, som Venstre var med til at vedtage som daværende regeringsparti i folketingsåret 2009-10, og som vi som daværende regeringsparti var med til at udmønte i aftalen om den fælles offentlige digitaliseringsstrategi sammen med regionerne og KL.
Lovforslaget handler overordnet set om at digitalisere indberetninger til det offentlige.
I dag forholder det sig sådan, at når en arbejdsgiver vil anmode en kommune om at få udbetalt løntilskud eller tilskud til fleksjob, skal vedkommende udfylde papirblanketter og sende dem med posten.
Det er en langsom og ineffektiv praksis.
Lovforslaget ændrer denne praksis, så indberetningerne bliver digitale og kommer til at foregå via Nemrefusion, som i forvejen kendes fra sygedagpengeområdet og barselspengeområdet.
Konkret giver lovforslaget beskæftigelsesministeren en generel bemyndigelse til at fastsætte regler om obligatorisk anvendelse af digital kommunikation mellem arbejdsgivere og kommuner i forbindelse med anmodning om og udbetaling af tilskud.
Som konsekvens af denne ændring indeholder lovforslaget også andre mindre dele.
F.eks.
forsvinder kravet om at vedlægge fysiske kopier af lønsedler, når indberetningerne bliver digitale, og derfor skal det sikres, at kommunerne foretager stikprøvekontrol af udbetalte tilskud.
Lovforslaget giver derfor kommunerne mulighed for dette, bl.a.
ved at kontrollere oplysninger på baggrund af Indkomstregisteret.
Lovforslaget giver også beskæftigelsesministeren mulighed for at fastsætte de nærmere regler om udbetaling af tilskud.
Hensigten er, at beskæftigelsesministeren på den måde kan sikre, at tidsfristen for anmodning om løntilskud og tilskud til fleksjob bliver ens, svarende til tidsfristen, som gælder på sygedagpengeområdet.
Endelig ændrer lovforslaget også navnet på den lov, der indeholder de nærmere betingelser for denne digitale indberetningsløsning.
Den hedder i dag SDPI-loven og handler primært om sygedagpenge og barselsdagpenge.
Med lovforslaget foreslås det, at denne lov skifter navn til Nemrefusionsloven, fordi loven også kommer til at omfatte udbetaling af andre tilskud.
Venstre bakker overordnet set op om digitalisering af indberetninger.
Det letter arbejdsgangen for mange og er med til at effektivisere den offentlige sektor.
Dog mener Venstre, at beskæftigelsesministeren får en relativt bred bemyndigelse, når det gælder det at fastsætte reglerne om obligatorisk anvendelse af digital kommunikation.
Det ligger fast, at den første periode er frivillig for virksomhederne, men spørgsmålet er, hvordan ministeren vil sikre, at fejl bliver rettet og systemet trimmet tilstrækkeligt, inden ministeren beslutter, at virksomhedernes tilslutning til Nemrefusion gøres obligatorisk.
Og hvilken sikkerhed har Folketinget for dette?
Det er vigtigt for Venstre, at Nemrefusionssystemet bliver evalueret grundigt, inden det bliver gjort obligatorisk.
Derfor skal brugerne af systemet også høres om deres erfaringer, inden systemet gøres obligatorisk.
Det er ikke nok, at de er medlem af en følgegruppe, som i øvrigt ikke er aktiv.
Ellers er Venstre enig i intentionerne om at digitalisere og forenkle bureaukratiet for virksomheder, selvstændigt erhvervsdrivende og kommunerne.