Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 3. behandling af lovforslag nr. L 209:

Forslag til lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v.

Af beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 17.04.2013. 1. behandling 23.04.2013. Betænkning 22.05.2013. 2. behandling 28.05.2013).

Hr. Finn Sørensen som Enhedslistens ordfører.

Tak. Enhedslisten har ikke indtil nu meddelt vores stilling til det her lovforslag. Det må være passende at gøre det, og jeg skal meddele, at vi stemmer ja til det.

Det er ikke med den store begejstring, for nu at sige det meget diplomatisk. Ministeren har jo selv erkendt, at her har vi ikke noget effektivt værn mod løndumping i form af vikarbureauer, så det behøver jeg ikke at vade i – det er vi enige om.

Men så er det jo så meget mere beklageligt, at regeringspartierne ikke har fundet anledning til at støtte de ændringsforslag, som Enhedslisten havde stillet, og som blev stemt ned her forleden dag under andenbehandlingen. Hvis man havde støttet de ændringsforslag, havde vi da i hvert fald fået en væsentlig forbedring af loven på tre vigtige områder. Det ene er, at så havde vi fået slået fast, at det stadig væk er brugervirksomhedens vilkår, der er afgørende, hvis man skal bruge en kollektiv overenskomst til at fravige ligebehandlingsprincippet, sådan at vikaren ud fra en samlet vurdering skal være sikret vilkår, som mindst svarer til det, som gælder for brugervirksomhedens ansatte. En anden vigtig ting var jo, at man havde respekteret den danske model ved at sige, at hvis en overenskomst skal bruges til at fravige ligebehandlingsprincippet, skal parterne være enige om det. Det er jo ikke et kriterium i loven, som det er i dag; det har vi eksplicit fået afklaret ved et spørgsmål og et svar.

Et andet vigtigt område var jo at forbedre vikarens retssikkerhed, ved at virksomheden, altså vikarbureauet, skulle forpligtes til at oplyse vikaren om, om der var indgået en såkaldt jobklausul med brugervirksomheden, og hvad indholdet i en sådan jobklausul var.

Som det sidste havde vi jo foreslået, at man indførte en autorisationsordning for vikarbureauer i lighed med det, der gælder med hensyn til erhvervelse af tilladelse til godskørsel.

Det havde jo været tre gode, solide forbedringer af det her, sådan at man uden at rødme kunne have sagt, at her havde vi da fået nogle rigtig effektive redskaber i kampen mod den løndumping, som bedrives af vikarbureauer. Men desværre har regeringen ikke ønsket at benytte sig af det flertal. Det er jo så beklageligt. Men nu er vi jo sådan indrettet i Enhedslisten, at vi ikke er sure. Vi analyserer, om der her alligevel skulle være tale om en forbedring, og det kan vi ikke komme uden om at der er. Der er en forbedring af vikarers retsstilling. Og så er da én ting, som vi vil glæde os over i loven, og det er, at den udelukker brugen af udenlandske vikaroverenskomster til at fravige ligebehandlingsprincippet med.

Så vi stemmer for.

Beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Jeg vil starte med at glæde mig over, at vi nu får vedtaget implementeringen af vikardirektivet med et bredt politisk flertal, og vil dermed også kvittere for, at Enhedslisten stemmer for.

Jeg kunne tænke mig lige at knytte et par kommentarer hertil, for det er jo fuldstændig rigtigt, som Enhedslistens ordfører siger, at vi nu får et højere beskyttelsesniveau af vikarer i Danmark. Det betyder, at nogle af dem, der er på kanten af vores arbejdsmarked, og som kan være i en udsat situation, qua det at man blot er vikar og ikke er fastansat, kommer til at få en bedre beskyttelse og i højere grad en ligestilling med det øvrige arbejdsmarked.

Når Enhedslistens ordfører så siger, at man godt kunne gå længere i respekten for den danske model, så er det vigtigt for mig som beskæftigelsesminister at understrege, at det lovforslag, vi i dag tredjebehandler, hviler på den aftale, der er lavet mellem DI og CO-industri, og jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke parterne på industriens område for at have lavet en aftale, som vi kan basere lovforslaget her på. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg fra starten har ønsket, at arbejdsmarkedets parter – i lighed med, hvordan vi i øvrigt implementerer EU-lovgivningen – har skullet opnå en fælles aftale om vikarområdet. Det har været forsøgt i en årrække uden det ønskede og nødvendige resultat, og derfor er der grund til entydigt at glæde sig over, at parterne på industriens område har taget ansvar i den her sag og lavet en aftale, som lovgivningen her baserer sig på.

Derfor synes jeg, at lovforslaget her, ud over at det sikrer et højere beskyttelsesniveau til vikarerne, er et rigtig, rigtig godt eksempel på, hvordan vi bør lovgive på arbejdsmarkedsområdet, når det handler om EU-direktiver, nemlig ved at parterne finder en måde at implementere det på, og at vi så lægger lovgivningen oven på.

Afslutningsvis vil jeg gerne tilslutte mig den glæde, som Enhedslistens ordfører udviser, i forhold til at udenlandske vikarbureauers udenlandske overenskomster ikke vil kunne bruges i forhold til at tilsidesætte ligebehandlingsprincippet. Så alt i alt tager vi her et afgørende skridt fremad i beskyttelsen af nogle af vores lønmodtagere. Jeg vil gerne rose de af arbejdsmarkedets parter, der har taget ansvar i sagen, og så vil jeg i øvrigt gerne give et tilsagn til Enhedslisten og alle de andre, der måtte lytte med, om, at kampen imod social dumping bestemt ikke slutter her; vi er kun lige startet.

Hr. Finn Sørensen har en kort bemærkning til ministeren.

Tak for det. Og tak til ministeren for indlægget. Vi skruer jo lidt op og ned for retorikken, alt efter hvor begejstrede vi er hver især, og det er fint nok. Jeg vil bare gerne have, at ministeren bekræfter, at lige nøjagtig de tre ændringsforslag, som Enhedslisten har stillet, var ud fra nogle rimelig stærke ønsker fra fagbevægelsen. Det ville da have været enormt klædeligt for en socialdemokratisk beskæftigelsesminister at have lyttet mere til fagbevægelsen, hvad det angår, i stedet for ligesom at basere det på, hvad arbejdsgiverne nu syntes var vigtigt.

Så skal jeg da bare bekræfte, at kampen fortsætter, og også diskussionen om de tre ændringsforslag, som Enhedslisten har stillet. Det tror jeg at ministeren vil opleve at der er interesse for, i hvert fald fra fagbevægelsens side og dermed også fra Enhedslistens side, altså for, at vi fortsætter arbejdet med de tre punkter, som vi desværre ikke kom igennem med den her gang.

Ministeren.

Lad mig først og fremmest bare gentage, at for regeringens vedkommende er Enhedslisten jo den helt naturlige samarbejdspartner, når det handler om bekæmpelse af social dumping og om det at sikre et reguleret dansk arbejdsmarked. Så hele den indsats fortsætter vi i fællesskab.

Når det så handler om de konkrete ændringsforslag, vil jeg gerne knytte et par ord dertil, for jeg er faktisk ikke enig i det, ordføreren siger. Jeg er ikke enig i, at det er en socialdemokratisk beskæftigelsesministers opgave at fremme kun den ene af de to parters interesser og ønsker, når vi taler det danske arbejdsmarked, tværtimod. Hele pointen med den danske model er det modsatte af det, Enhedslistens ordfører siger, og når arbejdsmarkedets parter i fællesskab opnår resultater og løsninger, så bakker jeg dem op. Min opgave er ikke altid at favorisere den ene part frem for den anden, men det er til gengæld at se på den balance, som arbejdsmarkedets parter er i stand til at finde i fællesskab, for det balancepunkt er det, der gavner både danske lønmodtagere, danske virksomheder og dermed Danmark som et samlet hele.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Ja, hvis det var så simpelt og mekanisk og matematisk, som ministeren dér siger, kunne det jo forlede fagbevægelsen til at spørge sig selv, hvad den egentlig skal med en socialdemokratisk beskæftigelsesminister; den lille polemiske bemærkning synes jeg da gerne jeg ville have lov til at komme med. Det var såmænd det eneste.

Ministeren.

Deri tror jeg bare at ordføreren tager fejl. For jeg er fuldstændig overbevist om, at de parter på industriens område, der har taget ansvaret i den her sag og båret en balanceret løsning ind til Folketinget og regeringen, er ualmindelig glade for, at jeg bakker den aftale op, og at jeg ikke underløber aftalen ved pludselig at favorisere den ene part frem for den anden. Og her er vi vel inde ved noget af det mest interessante ideologisk, og som også en gang imellem adskiller parterne i centrum-venstre i Danmark, og det er i forhold til, når arbejdsmarkedets parter i Danmark finder det balancepunkt, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere kan finde hinanden.

Der har jeg som udgangspunkt, både som beskæftigelsesminister i regeringen og som socialdemokrat, at det er det balancepunkt, der gavner både de danske lønmodtagere og de danske virksomheder og dermed Danmark som et hele. Og derfor er jeg egentlig ret overbevist om, at de parter på industriens område, som har forhandlet en aftale hjem, som er rigtig, rigtig god, også for danske vikarer, er ualmindelig glade for, at jeg bakker den aftale op i stedet for at ændre i den.

Hr. Henning Hyllested har også bedt om en kort bemærkning.

Det såkaldte balancepunkt afgøres jo af det styrkeforhold, der til enhver tid er på arbejdsmarkedet. Hvis man gør det op eller siger, at det vil man ikke blande sig i, og at man retter os efter det til enhver tid gældende styrkeforhold, kan man jo komme i den situation, at fagbevægelsen er svækket i forhold til arbejdsgiverne. Og så kan man jo altså åbenbart komme i den situation som socialdemokratisk beskæftigelsesminister, at man alligevel lovgiver ud fra et balancepunkt, hvor fagbevægelsen helt klart har været den lille.

Det her Folketing afholder sig jo ikke fra i så mange andre sammenhænge at lovgive, så man rent faktisk svækker f.eks. fagbevægelsen. Altså, når man lovgiver om, at det skal være muligt med tværfaglige a-kasser eller andre ting, hvis man lovgiver om dagpengeperioders længde eller genoptjeningsret, så er det fagbevægelsens medlemmer, man på en eller anden måde stækker, og dermed stækker man jo også fagbevægelsen. Så jeg synes, det er en noget flot holdning at have, når man siger, at man retter sig efter det til enhver tid gældende balancepunkt. Så kommer man da ud i problemer ind imellem som socialdemokratisk beskæftigelsesminister.

Ministeren.

Nu skal jeg jo ikke stå og tale på vegne af Dansk Metal eller de meget, meget dygtige tillidsmænd, vi har på industriens område. Jeg vil bare helt stilfærdigt sige, at jeg ikke tror, at de er enige med spørgeren i, at de er specielt svage. Jeg tror ikke, man kan finde én i CO-industri, der ikke mener, at de matcher DI fuldstændig, og at der i øvrigt på industriens område er et ualmindelig godt samarbejde arbejdsgiver og arbejdstager imellem.

Man kan selvfølgelig blande mange forskellige diskussioner sammen, men jeg deler simpelt hen ikke påstanden om et af de områder på det danske arbejdsmarked, der er bedst reguleret, som har en meget, meget høj organisationsgrad, og som evner gang på gang at forhandle overenskomster, der gavner de danske lønmodtagere, de danske virksomheder, vores mulighed for at kunne eksportere og vores mulighed for at have et konkurrencedygtigt erhvervsliv, hjem. Jeg deler simpelt hen ikke analysen. Tværtimod er præcis industrien et eksempel på, hvor stærk dansk fagbevægelse fortsat er.

Hr. Henning Hyllested.

Det er en kendsgerning, at dansk fagbevægelse i dag efter 10 år under VKO er en svækket fagbevægelse. Det tror jeg trods alt også erkendes i samtlige forbundskontorer i dansk fagbevægelse. Det er jo altså bl.a. kommet på baggrund af politiske tiltag fra dette Folketing. Jeg synes, det er mærkeligt at stå og høre, at en socialdemokratisk beskæftigelsesminister ikke anser det som sin opgave måske at tage noget af det tabte land tilbage og være med til at styrke dansk fagbevægelse. Det er der, beskæftigelsesministeren og beskæftigelsesministerens parti jo trods alt har deres rødder.

Kampen om fagbevægelsen er jo ikke bare en, der foregår ude på vores arbejdspladser, altså den faglige kamp. Det er også en politisk kamp. Det er jo derfor, at fagbevægelsen har skabt politiske partier og ikke mindst beskæftigelsesministerens parti. Hvis ikke fagbevægelsen kan bruge sit parti, om jeg så må sige, i en politisk kamp i det her Folketing, er man godt nok ude at skide, som vi siger.

Vi passer lidt på sprogbrugen her i Folketinget.

Ministeren.

Jeg skal lade være med at gå ind i det sidste ordvalg, og hvad det præcis kan dække over i forskellige sammenhænge. Jeg vil blot konstatere, at hvis man er optaget af, at der skal være politisk opbakning til den danske model, den frie forhandlingsret, muligheden for at kunne konflikte og dermed etablere de balancepunkter, skal man jo ikke politisk underløbe aftaler, der frivilligt er indgået på det danske arbejdsmarked. Det er det ene, jeg vil sige.

Det andet, jeg vil sige, er, at det er en lidt besynderlig diskussion at have i sammenhæng med det her lovforslag, for som Enhedslistens ordfører lige har sagt, er en af styrkerne ved lovforslaget her netop, at udenlandske overenskomster på vikarområdet ikke vil kunne blive brugt i fremtiden til at sætte ligebehandlingsprincippet ud af spil. Det vil kun de mest repræsentative danske overenskomster, og det er da en politisk vilje til at understøtte det danske overenskomstsystem.

Man kan komme langt med ord og paroler, men en gang imellem skal der jo stemmes om de konkrete lovforslag, og her er jeg glad for, at Enhedslisten stemmer for, for det betyder, at vi kan bevæge dansk arbejdsmarkedspolitik endnu et skridt fremad.

Jeg er i øvrigt glad for, at der, som jeg startede med at sige, er bred politisk opbakning til forslaget her, for det har været en rigtig, rigtig svær sag at lande, så tak for opbakningen fra alle de partier, der nu støtter det.

Tak til beskæftigelsesministeren. Ønsker flere at udtale sig?

Det er ikke tilfældet.

Så stemmer vi om lovforslagets endelige vedtagelse, og det kan vi nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 110 (V, S, DF, RV, SF, EL og KF), imod stemte 5 (LA), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.