Spm. nr. S 1567

12) Til social- og integrationsministeren af:

Hans Andersen (V):

Hvad mener ministeren om, at lovens krav om dokumentation ifølge Københavns socialborgmester (Politiken, den 30. marts 2013) står i vejen for, at Københavns Kommune kan nedbringe ventetiden for og sikre en ordentlig behandling af familier med børn med autisme?

Social- og integrationsministeren.

Det siger sig selv, at en kommune skal sørge for at tilrettelægge sine sagsoplysninger og sin sagsbehandling, så det bliver mest smidigt og hensigtsmæssigt i forhold til den enkelte borger og familie, og det mener jeg ikke er sket, men det mener jeg bør kunne ske med de regler, vi har, for området.

Reglerne betyder, at merudgiftsydelsen udmåles efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte familie med et barn med handicap. At merudgifterne skal være sandsynliggjorte, betyder, at kommunen ikke kan kræve dokumentation for udgifterne.

Når en kommune skal fastsætte en ydelse, skal den lave et overslag over omfanget af de behov, som barnet efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter. Udgifter, som forældrene kan dokumentere, skal selvfølgelig indgå i den hjælp, der udmåles. Den enkelte familie bør ved opfølgning kunne sandsynliggøre eller eventuelt dokumentere de væsentligste udgifter, som de har haft, siden ydelsen blev fastsat. Det vil gøre det nemmere at få fastsat en rimelig merudgiftsydelse.

På baggrund heraf finder jeg ikke grundlag for at gå ind i den konkrete sag, som kommunen jo efter det oplyste selv vil søge at løse ved at indkalde til et møde for at drøfte kritikken.

Spørgeren.

Tak for svaret. Ministeren redegjorde for, hvordan man arbejder med merudgiftsydelsen generelt. Men vi må bare konstatere, at sådan fungerer det ikke i Københavns Kommune, og selv om man i Københavns Kommune i dag går ud og siger, at nu skal man i dialog, har socialborgmester Mikkel Warming været ude at sige, at der er en række krav, jævnfør lovgivningen, der er årsag til, at han ikke som socialborgmester kan levere en ordentlig service. Og så vil jeg bare spørge ministeren direkte: Har socialborgmesteren ret, eller giver det her anledning til, at ministeren vil ændre lovgivningen?

Ministeren.

Vi følger sådan set altid med i, om der er nogle ting, der skal reguleres eller ændres, det gør vi også på det her område. Det er klart, at en sag som den her jo naturligvis også aktualiserer behovet for at se på det.

Når det så er sagt, vil jeg gerne sige: Den lovgivning, som man i Københavns Kommune kritiserer, er en lovgivning, der fungerer mange andre steder. Hvis det nu kun havde været lovgivningens skyld, at der var nogle problemer, så havde det nok også været et mere generelt problem.

Det, vi har set i forhold til handicapområdet i Københavns Kommune, har jo været, at der er blevet lavet nogle forskellige undersøgelser. Deloitte lavede en undersøgelse i 2009, som viste, at der ikke rigtig var styr på området. Der har Københavns Kommune så efterfølgende forsøgt at rette op, og i forbindelse med den genopretning har de fået utrolig lange sagsbehandlingstider, hvilket naturligvis påvirker de forældre, der står i det her, forfærdelig negativt.

Københavns Kommune har selv erkendt, at de har problemer, og har sagt, at de vil gå i dialog med de forældre, som synes, at de bliver dårligt behandlet, og derfor kan man sige, at Københavns Kommune lige nu håndterer sagen selv. Men jeg tror ikke, man kan sige, at det kun skyldes lovgivningen, at det er gået galt i København.

Arbejdstilsynet har bl.a. givet et strakspåbud, der er medarbejdere, som er bekymrede for reaktioner fra ledelsen, der er mange ting, der ikke har været gjort godt nok i København. Men når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg synes selvfølgelig altid man skal se på, om lovgivningen skal ændres. Det er en ting, vi altid gør løbende.

Spørgeren.

Jeg må så konkludere, at social- og integrationsministeren ikke giver socialborgmesteren ret i, at det er lovgivningen, der er årsag til, at handicapområdet i Københavns Kommune i den grad jo efterlyser forbedringer i forhold til de familier, der har brug for hjælp.

Så må jeg spørge social- og integrationsministeren: Hvordan vil ministeren så sikre, at der faktisk bliver fulgt op på det i Københavns Kommune? For tilbage i 2009 er der påpeget problemer, og problemerne er sådan set blevet større siden 2009; der er en række ting her, som efterlyser handling. Hvordan vil ministeren sikre, at der faktisk bliver handlet i forhold til det her?

Ministeren.

Der er jo ikke tale om ny lovgivning, så derfor kan man sige, at det, som de i Københavns Kommune har meget svært ved, jo ikke er en ny lovgivning, der er kommet. Det er en forholdsvis gammel lovgivning, som de godt kan finde ud af i rigtig mange andre kommuner.

Men når det så er sagt, vil jeg også gerne medgive, at det er komplicerede regler. Derfor synes jeg også, der er god grund til hele tiden at se på, om man kan ændre nogle ting, og om den del af Københavns Kommunes kritik i virkeligheden ikke godt kunne føre til, at man kigger tingene igennem en gang til. Jeg er altid åben over for at kigge på tingene.

Men jeg vil også gerne sige, at de problemer, der har været i Københavns Kommune, og den opfattelse af at blive dårligt behandlet, som familierne til de handicappede børn har, synes jeg ikke at man alene kan sige skyldes lovgivningen. Det skyldes en hel masse andre ting i den måde, som Københavns Kommune har struktureret sit arbejde på. Og derfor synes jeg, det er rigtigt, at Københavns Kommune selv tager fat og laver de ting om, der ikke fungerer, og sørger for at tage en dialog med de forældre, som er berørt af det. For der kan jo ikke være nogen tvivl om, at det ikke er i orden, at forældre skal være så pressede og føle sig så dårligt behandlet.

Det anerkender Københavns Kommune, og det har jeg noteret mig. Og på spørgsmålet om, hvordan jeg vil følge op på det, vil jeg svare, at jeg selvfølgelig kigger med og ser, hvordan indsatsen i Københavns Kommune forandres.

Spørgeren.

Jeg hører det sådan, at ministeren siger, at det ikke alene er lovgivningen, der er årsag til den manglende hjælp til familierne i Københavns Kommune. Nej, det håber jeg så sandelig ikke, for det første svar, jeg fik fra ministeren, var sådan set, at det ikke handlede om lovgivningen – at det ikke var lovgivningen, der var problemet.

Men så skal jeg bare høre ministeren: Hvilket grundlag har ministeren egentlig for at kunne sige, at nu håndterer Københavns Kommune så de her problemer? For vi har hørt socialborgmesteren et antal gange sige, at nu skal der nok ske forbedringer, og så sker de ikke alligevel.

Jeg lyttede til et tidligere svar i dag om samme emne, og jeg vil derfor gerne spørge ministeren, ud fra hvilket grundlag det er ministerens opfattelse, at leansystemet bliver afviklet. Altså, på hvilket grundlag kan ministeren stå her i dag og sige, at nu tror hun sådan set på, at Københavns Kommune handler anderledes?

Ministeren.

Hvordan Københavns Kommune konkret ændrer deres struktur, i forhold til om de vil fortsætte med lean, eller hvordan de vil gøre det anderledes, er jeg ikke på stående fod i stand til at svare på. Men det, jeg kan sige, er, at Handicapkontoret, som ligger i Social- og Integrationsministeriet, er i dialog med Københavns Kommune, og dermed er jeg også forsikret om, at det her bliver håndteret.

Det her drejer sig om nogle forældre, som har skrevet et brev, hvori de gør opmærksom på de urimeligheder, som de føler at de bliver udsat for. Jeg har også forstået, at Københavns Kommune sådan set har lagt sig fladt ned og anerkender, at den indsats, de har leveret, ikke har været i orden. Og derfor har de indkaldt de her forældre til et møde for at få skabt en dialog om, hvordan man i fremtiden skal indrette handicapområdet og tage hånd om de her sager. Og så har jeg som minister ikke rigtig nogen anden rolle at spille, end at jeg kan se til og følge med, så jeg kan se, om det lykkes i Københavns Kommune at sørge for, at borgerne får en sagsbehandling, der er fleksibel og smidig, sådan som den gerne skulle være, men hvor borgerne også føler, at de bliver godt behandlet og – vigtigst af alt – får de ting, de er berettiget til, på det tidspunkt, hvor de har behov for det.

Så jeg følger med i det og er tryg ved, at Københavns Kommune selv tager sagen alvorligt.

Dermed sluttede spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er stillet til social- og integrationsministeren af hr. Hans Andersen fra Venstre.