Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 48:

Forslag til folketingsbeslutning om fair konkurrence.

Af Finn Sørensen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 18.02.2014).

Forhandlingen er åbnet. Beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Og tak til Enhedslisten for at rejse de her helt relevante diskussioner om både det danske arbejdsmarked og EU-forhold, der knytter sig dertil. Jeg vil gerne starte med at sige, at når det drejer sig om meget af det, som er formålet med diskussionen i aften – nemlig at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår og sikre, at arbejde i Danmark selvfølgelig skal foregå på danske løn- og arbejdsvilkår, og i øvrigt at social dumping skal bekæmpes – så er forslagsstillerne og regeringen jo helt enige.

Social dumping er et reelt og stort problem i vores samfund. Jeg startede i øvrigt selv dagen i dag med at deltage i en fælles aktion de tre myndigheder imellem, nemlig Arbejdstilsynet, SKAT og politiet, og så med egne øjne en byggeplads, hvor en række udenlandske lønmodtagere bruger, tror jeg, endog rigtig, rigtig mange timer. Der var tale om et utrolig dårligt arbejdsmiljø og rigtig, rigtig ringe vilkår, og det er jo hverken første eller sidste gang, jeg ser sådan en byggeplads; det er hverken første eller sidste gang, vores myndigheder ser sådan en byggeplads; og det er hverdagen for fagbevægelsens aktiviteter.

Problemet er der, og det er alvorligt. Det undergraver danske lønmodtageres rettigheder, det undergraver de gode danske virksomheders mulighed for at konkurrere på en ordentlig måde, og det undergraver jo vores mulighed for at have det arbejdsmarked og det velfærdssamfund, vi ønsker i Danmark. Så langt, så godt.

Enhedslisten og regeringen har imidlertid også et på mange måder forskelligt syn på det europæiske samarbejde, og derfor er vi ikke altid enige om, hvad det er for midler, vi kan tage i brug. Enhedslistens forslag overholder ikke spillereglerne i EU – det tror jeg Enhedslisten selv er bekendt med, hr. Finn Sørensen smiler – og forslagene strider mod traktaten og mod principperne om den fri bevægelighed, og fri bevægelighed er trods udfordringer overordnet set til gavn både for danske borgere og lønmodtagere og for vores virksomheder og dermed for dansk økonomi.

Lad mig derfor bare allerede indledningsvis få slået fast, at vi ikke kan støtte beslutningsforslagene. Til gengæld vil vi gerne blive ved med – både sammen med Enhedslisten og andre partier – at fortsætte vores indsats mod social dumping. Og bare for at køre videre ikke i samme rille, som jeg skulle til at sige, men dog ad samme spor, som jeg netop er startet i, vil jeg sige, at det eksempelvis i det, jeg selv deltog i tidligere i dag, altså er helt åbenbart, at det, at vi har fået en forstærket myndighedskontrol på tværs af SKAT, politiet og Arbejdstilsynet, batter noget. For mange af dem, der forbryder sig mod vores regler, gør det, både hvad angår moms- og skattebetaling, overholdelse af sikkerheds- og arbejdsmiljøregler, og ofte vil der også være problemer med at overholde kollektive overenskomster og løndumpe. Og så kommer der problemer med illegal arbejdskraft oveni.

Derfor er det helt nødvendigt, at vores myndigheder kan rykke ud samtidig. Derfor er jeg meget glad, hvad Enhedslisten også ved, for de aftaler, vi har indgået igennem årene, og jeg ser store muligheder for, at vi fortsætter det samarbejde. Nu er det så et samarbejde, der også er udvidet til at gælde nogle borgerlige partier qua den finanslovsaftale, vi har lavet her for 2014. Det er rigtig, rigtig positivt.

Så vil jeg blive lidt mere konkret i forhold til de enkelte forslag. Jeg tror, det er vigtigt, at vi holder fast i, at EU er et fællesskab, der består af lande med nationale velfærdsmodeller og dermed også nationale arbejdsmarkeder. Og derfor skal vi selvfølgelig ikke påtage os at forsørge alle borgere fra andre lande. Hvorvidt lønmodtagere skal have ret til ydelser, når de bliver arbejdsløse, vil jeg vende tilbage til, når jeg har kommentarer til det tredje af de beslutningsforslag, vi behandler her.

Vores arbejdsmarkeder er forskellige, og det betyder, at der er udfordringer med den fri bevægelighed – for vores lønniveau er så forskelligt, vores sociale sikringsniveau er så forskelligt, og i Danmark har vi jo, heldigvis, høje standarder, også hvad angår arbejdsmiljø og sikkerhed.

Vi skal støtte op om den danske model, og det skal vi også gøre fra politisk side. Det betyder selvfølgelig, at vi først og fremmest skal bakke op om arbejdsmarkedets parters mulighed for at regulere på vores arbejdsmarked. Det gælder ikke mindst konfliktretten og muligheden for at forhandle løn. Og derfor skal vi selvfølgelig også tage afstand fra de arbejdsgivere og bagmænd, der står bag den underbetaling, der sker mange steder på vores arbejdsmarked. Det er f.eks. blevet nævnt i debatten, også af kolleger her i huset, tror jeg, at 40 kr. i timen ikke er at betegne som social dumping. Det er jeg fuldstændig og aldeles lodret uenig i. Selvfølgelig er en timebetaling på 40 kr. social dumping; det ligger langt under det lønniveau, man bør oppebære, når man er lønmodtager i Danmark. Og det er selvfølgelig ikke mindst social dumping i forhold til den arbejdsgiver, der udbetaler en overenskomstmæssig løn.

Hvis den opfattelse, at det er i orden at betale løn til langt under overenskomsten, breder sig, vil parternes rolle i forhold til at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår blive svækket, og det vil være en udvikling, som i hvert fald Enhedslisten og regeringen vil være kede af i fællesskab. Så vi skal fortsætte indsatsen mod social dumping og for den danske model, og det vil fortsat være en prioritet for den her regering.

Men som jeg startede med at sige, hvad angår det konkrete beslutningsforslag, B 49, er vi her i strid med EU-reglerne, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Så har vi beslutningsforslag 48 om fair konkurrence. Jeg synes, det er helt centralt, at Enhedslisten sætter fokus på, hvordan vi sikrer konkurrencen, når udenlandske virksomheder udfører opgaver i Danmark og midlertidigt udstationerer deres ansatte. Vi har sagt det mange gange før: Udenlandske virksomheder er velkomne i Danmark, og det er deres ansatte selvfølgelig også, men de danske regler skal overholdes, og den danske arbejdsmarkedsmodel skal respekteres. Det er der heldigvis også mange virksomheder der gør, og de skal have lov til at passe deres arbejde, men der er også virksomheder, der ikke overholder spillereglerne.

Regeringen er, som jeg sagde det før, enig med Enhedslisten i, at vi skal sikre fair konkurrence, men igen vil jeg sige, at vores forskellige syn på det europæiske samarbejde gør, at vi ikke altid er enige om midlerne.

Enhedslisten foreslår som en del af løsningen på bekæmpelse af social dumping, at udenlandske virksomheder, der er midlertidigt i Danmark, fuldt ud skal være underlagt de samme regler som danske virksomheder. Sat lidt på spidsen kan man sige, at forslaget i sin yderste konsekvens vil betyde, at den frie bevægelighed bliver sat ud af kraft, og det er selvsagt EU-stridigt.

Vi er helt enige i, at der er masser af udfordringer, også på det her felt, og vi er, som jeg sagde det før, klar til at tage fat både nationalt og på EU-plan. Jeg tror, at der hele tiden vil vise sig et behov for, at vi sætter ind, også med nye midler, i forhold til at kunne komme efter eksempelvis fupfirmaer, som vi ser nogle af.

Enhedslistens forslag ville betyde, at danske virksomheder og danske ansatte, som udfører opgaver i et naboland, oven i den skat og de sociale bidrag, de allerede betaler i Danmark, også skulle betale skat og sociale bidrag i et andet land. Og det er i hvert fald en situation, jeg synes man skal overveje en ekstra gang.

Jeg vil også gerne sige, at det indre marked kun kan fungere, hvis der er en ordentlig håndhævelse af de eksisterende regler, f.eks. på udstationerings- og skatteområdet. Men i stedet for at lægge barrierer for lovlydige virksomheders lovlige aktiviteter på tværs af grænserne vil regeringen fortsætte vores nuværende arbejde med at sætte ind over for de virksomheder, der snyder og omgår de danske regler; dem er der desværre for mange af.

Så lad mig til sidst om B 51 om EU-borgeres optjening af dagpengeret bare sige det meget direkte: Vi har et velfærdssamfund i Danmark, der heldigvis bygger på et velkendt slogan om ret og pligt, og det tror jeg efterhånden er så indgroet og fastgroet hos mange af os, at det selvfølgelig også indgår i vores vurdering af udenlandske lønmodtageres adgang til ydelser i vores samfund. Og det forstår jeg til fulde som socialdemokrat, for jeg har grundlæggende den holdning, at man skal yde, før man kan nyde.

I Danmark har vi jo et stærkt fællesskab, hvor der er tilknyttet mange rettigheder, men der er også tilknyttet de forpligtelser, at man, når det eksempelvis gælder dagpengeområdet, skal have været i arbejde, skal have været medlem af en a-kasse, før man kan komme til at nyde gevinsten ved vores dagpengesystem. Det er et fællesskab, vi har bygget op over generationer, og jeg tror, at mange af os er optaget af at værne om det.

Med det i baghovedet er det ikke mærkeligt, at der har rejst sig en også heftig offentlig diskussion af EU-spørgsmålet i forhold til vores ydelser. Hvis vi ser på betingelserne for ret til dagpenge, ser vi, at de generelle optjeningsregler om 12 måneders forsikring og 1.924 timers beskæftigelse inden for de seneste 3 år også gælder for EU-borgere, der kommer til Danmark. Og derfor kan man måske også sige, at præmissen for forslaget måske er lidt forkert.

Men EU-reglerne betyder, at man ikke skal starte forfra, når man flytter til et nyt land, men at man om nødvendigt kan medregne perioder fra andre lande, man har været i. Det er altså et element, der fremgår direkte af traktaten, og derfor er vurderingen, at beslutningsforslaget her vil være traktatstridigt.

Når det er sagt, mener jeg ikke, at der skal være ret til dagpenge efter bare kort tids beskæftigelse i Danmark. For at stå vagt om og sikre princippet om ret og pligt inden for vores solidariske fællesskab synes jeg, det er vigtigt, at man har vist sin tilknytning til det danske arbejdsmarked. Og selvfølgelig skal vi også afværge snyd og bedrag med vores ydelser. Vi har i dag et krav om, at man skal have arbejdet 296 timer inden for 3 måneder, før der er ret til sammenlægning. Det er et krav, vi vil kæmpe for at bevare.

Derudover har vi jo fra regeringens side lanceret nogle helt konkrete initiativer, som skal bidrage til at sikre, at både dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere selvfølgelig lever op til de rettigheder og pligter, der gælder i Danmark. Det handler for det første om at styrke kontrollen i forhold til at sikre, at der er tale om reel arbejdstagerstatus. Det er for det andet spørgsmålet om, at lønmodtagere med dårlige danskkundskaber skal have mulighed for en mere intensiv indsats. Det handler for det tredje om vores ønske om at samarbejde nærmere med andre lande for at finde ud af, om de formue- og indtægtsforhold, der opgives til danske myndigheder, er korrekte. Og for det fjerde vil vi sætte fokus på, om der er tale om reel bopæl i Danmark; det kan vi f.eks. sikre ved at give a-kasserne udvidet adgang til registre.

Alt det her gør vi, fordi vi på den ene side ønsker at stå fast på princippet om ret og pligt for alle og på den anden side gør det på den præmis, at vi respekterer EU og EU-retten.

Hr. Finn Sørensen har en kort bemærkning.

Tak til ministeren, og tak for fleksibiliteten, i forhold til at vi behandler de her tre forslag samtidig. Det kræver jo lidt improvisation, sådan at man lige får skruet lidt om på talen, så tak for det.

Ministeren noterede, at jeg sad og smilede. Jamen det gør jeg da altid, når jeg hører ministeren tale om social dumping. Det er ikke altid, jeg smiler, når ministeren taler, men det gør jeg, når hun taler om social dumping, for her har vi, som det også fremgik af ministerens tale, mange fælles berøringsflader. Det her med EU-retten gemmer jeg lidt. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, for der er jo egentlig ikke meget sådan kritik af indholdet i vores forslag. Det virker, som om det mest strander på, at det må vi ikke for EU, og det skal jeg nok kommentere senere i min egen ordførertale.

Det, jeg gerne vil spørge ministeren om, er: Jeg går ud fra, ministeren er bekendt med, at jeg i går skrev et brev til ministeren, hvor jeg opfordrede ministeren til straks at indkalde til forhandlinger for at lave en øget indsats mod social dumping på baggrund af nogle oplysninger, der kom frem, om de her fuskerfirmaer, som vi kalder dem. Og i dag er der kommet nye eksempler, ministeren har jo selv en stribe af eksempler og har selv været ude at se på det.

Så jeg opfordrede til, at vi – hellere i går end i overmorgen – laver en ny aftale, gerne med så bred deltagelse som muligt, hvor vi styrker indsatsen mod social dumping. Og jeg udvalgte omhyggeligt nogle emner, hvor jeg ved at der ikke er nogen afgrund imellem os – for at sige det på den måde. Tværtimod er vi vel, sådan i princippet i hvert fald, enige om det meste. Det handler jo om, at vi skulle styrke myndighedsindsatsen, at vi skulle skærpe straffen over for de her virksomheder, og så det her med id-kort i byggeriet. Jeg vil gerne efterlyse ministerens svar på den opfordring.

Nu har vi også fået imødekommenhed fra hr. Finn Sørensen med hensyn til at tage det hele under et, og derfor lod jeg den korte bemærkning blive lidt længere. Ministeren.

Tak. Jeg er helt bekendt med brevet fra hr. Finn Sørensen og skal selvfølgelig nok svare på det. Jeg er altid villig til at diskutere social dumping og også forhandle det. Så meget desto ærgerligere er det jo, at det ikke, endnu i hvert fald, er lykkedes at lave en god aftale med Enhedslisten om både børnecheckforholdet og social dumping. For som det er hr. Finn Sørensen bekendt, har regeringen jo lagt endog meget, meget gode forslag på bordet i den forhandling, som Enhedslisten desværre ikke har ønsket at indgå i. Bare for at drage et enkelt eksempel frem, som jeg tror vil interessere mange mennesker, så har vi jo et ønske om at indføre et id-kort på byggeriets område, hvilket vil være, tror jeg, et meget, meget vigtigt middel til at bekæmpe social dumping. Så lad det bare være en gensidig opfordring til, at man kommer tilbage til forhandlingsbordet.

Hr. Finn Sørensen.

Jamen så skal ministeren da lige forklare mig, hvorfor en aftale om id-kort i byggeriet, øget myndighedsindsats og skærpede straffe, dvs. ting, som vi er enige om, skal være afhængig af, at Enhedslisten stemmer for et lovforslag, som vi er uenige i. Der tror jeg at ministeren har fået noget galt i halsen, det vil jeg i hvert fald gerne have en forklaring på. Hvis vi har en enighed om, at de ting er nogle gode indsatser at gøre, så lad os dog komme i gang. Og hvad pengene angår, ved ministeren jo udmærket godt, at finansieringen er på plads i kraft af en pulje, som Enhedslisten har fra finansloven for 2013. Så jeg synes da, der kræves en lidt skarpere begrundelse for, at ministeren ikke allerede nu har indkaldt til forhandlinger om disse ting.

Ministeren.

Men sagen er jo, at der har været indkaldt til forhandlinger. Vi har siddet både i finanslovsforhandlingerne for sidste år og med henblik på at lave en finanslovsaftale for 2014, hvor vi havde social dumping på bordet. Og der har netop været en forhandlingsrunde i spørgsmålet om børnecheck og social dumping. Så der har været to endog vigtige anledninger, hvor der har været ganske mange både tilbud og forslag på bordet til at bekæmpe social dumping.

Jeg tror, det er vigtigt, at alle parter kender deres besøgelsestid i den sammenhæng, for Enhedslisten og regeringen har i fællesskab løftet social dumping-indsatsen til et niveau, som vi ikke har set før i Danmark. Det begynder vi i øvrigt at høste nogle af frugterne af. Så igen: Når vi har muligheden for det, synes jeg bestemt, vi skal forhandle dumping.

Så vil jeg i øvrigt sige helt generelt, at jeg tror, det er sådan, at dem, der gerne vil omgå vores danske regelsæt, hvad enten det er arbejdsmiljø eller andre forhold på arbejdsmarkedet, hele tiden finder nye veje. Og derfor tror jeg også, at vi i Folketinget skal være indstillet på tilsvarende at finde nye veje til at løse problemerne.

Tak til ministeren. Så er det hr. Hans Andersen som Venstres ordfører.

Tak for det. Og tak, fordi forslagsstillerne lod det blive således, at vi nu behandler de tre beslutningsforslag under et. Det synes jeg er et udmærket initiativ fra forslagsstillernes side.

De her tre beslutningsforslag er, hvad skal man sige, sådan en samlet pakke fra Enhedslisten, og man kan sige, at de jo har det tilfælles, at de sådan set prøver at se stort på EU's regelsæt. Og det bunder vel grundlæggende i, at Enhedslisten helst ser, at Danmark melder sig ud af EU.

I forhold til det første beslutningsforslag om fair konkurrence vil det efter min bedste vurdering være i strid med EU's udstationeringsdirektiv, hvis Enhedslistens forslag skulle omsættes til lov. Konkret nævner man i forslagets bemærkninger, at 6-månedersreglen er problematisk og skal laves om – altså, en regel, der netop udspringer af udstationeringsdirektivet.

B 49, som er det næste beslutningsforslag, handler jo om beskæftigelse her i landet, og der foreslår Enhedslisten, at det er betinget af, at der er udstedt en arbejdstilladelse af myndighederne.

Med det sidste forslag, B 51, foreslår Enhedslisten, at kun arbejde i Danmark og medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse skal kunne tælles med ved optjening af dagpengeretten.

Generelt ønsker vi ikke i Venstre at være med til at begrænse arbejdskraftens frie bevægelighed. Vi er sådan set også optaget af at bibeholde den danske konkurrenceevne, og så ønsker vi ikke at medvirke til øget bureaukrati. Og der kunne man jo så sige i forhold til forslaget om det her med arbejdstilladelse: Hvordan har Enhedslisten tænkt sig at vores virksomheder skulle kunne fungere i et globalt marked, hvis det her med arbejdstilladelser skulle gælde for en svensker eller en tysker, der kommer hertil? Er det så også personalet på fly eller i tog, og skal lastbiler med frisk frugt vente ved grænsen på, at vi håndterer en arbejdstilladelse? Det er det ene.

Det andet i forhold til B 51 er det, der handler om, at Enhedslisten synes, at kun arbejde i Danmark skal tælle med, når man taler om kravene om, hvad der skal til for at få dagpenge. Jamen det er jo åbenlyst, at det her vil hæmme arbejdskraftens frie bevægelighed. Altså, i forhold til de mange virksomheder, der i dag er afhængige af og ønsker, at arbejdskraften kommer hertil, og som vil ansætte de arbejdstagere, kan man spørge, om der overhovedet vil være nogen, der tør tage til Danmark og tage et job, hvis ikke de kan bære deres, hvad skal man sige, arbejdsperiode med sig til Danmark. Det tror jeg ikke på. Jeg tror sådan set, at tyskeren, svenskeren, hollænderen vil vælge et andet sted at arbejde, for de har ikke noget med i bagagen, når de kommer hertil. Igen: Det er en begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed, som vi ikke ønsker at være med til.

Men det er jo korrekt, at det er forbundet med udfordringer at være med i EU og være med i det indre marked. Og derfor tog den tidligere regering også i 2003 initiativ til at lave østaftalen om det med adgangen, og hvordan man fik adgang til det danske arbejdsmarked for arbejdstagere fra de nye EU-lande. Og der blev jo også taget initiativ til at lave RUT-registeret, Registret for Udenlandske Tjenesteydere, som blev etableret i 2007. Det betyder, at udenlandske virksomheder skal registrere sig, hvis de udfører midlertidigt arbejde i Danmark, og det gør jo, at det nu også er muligt at føre tilsyn med virksomheder, som engagerer sig i Danmark. Det er et tilsyn, som vi sådan set ønsker at støtte op omkring, og som er med til at bekæmpe social dumping og sort arbejde.

Vi har senest indgået en aftale med regeringen om finansloven for 2014, der afsætter 74 mio. kr. årligt til en styrkelse af indsatsen over for social dumping. Det støtter vi sådan set varmt. Det er den måde, hvorpå vi skal sikre, at vi kan bekæmpe social dumping.

Men vi skal jo her være opmærksomme på, at vi skal skabe den rette balance mellem den frie bevægelighed og så rimelige forhold for danske og udenlandske virksomheder og vores arbejdstagere. Og det at skabe den her balance er, kan man sige, en væsentlig udfordring, eller man kan også sige, at det er en opgave for EU-samarbejdet, og det er jo en problemstilling, som vi skal drøfte både her i Folketinget og i Bruxelles, så vi samtidig sikrer, at der er et indre marked, og at der er folkelig opbakning til det og tillid til EU's indre marked.

Så vi mener sådan set i Venstre, at vi skal operere inden for de EU-regelsæt, der gælder, og engagere os i det. Og nu nærmer vi os jo et valg, og når nu Enhedslisten er så engageret i de her EU-spørgsmål, kan man jo spørge: Hvorfor stiller Enhedslisten så ikke op til det pågældende europaparlamentsvalg? For det er jo helt tydeligt, at det her beslutningsforslag afspejler stærke holdninger i Enhedslisten til de her EU-spørgsmål.

Nu nærmer jeg mig en afslutning, og jeg skal huske at hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de ligeledes heller ikke kan støtte de tre fremsatte beslutningsforslag. Og så vil jeg bare slutte af med at sige, at vi sådan set sammen med de øvrige partier i Folketinget, lytter jeg mig til, kæmper mod social dumping. Det er både konkurrenceforvridende, det er ødelæggende for det danske arbejdsmarked, og så er det sådan set også et problem for den enkelte, der bliver udsat for det. På den baggrund kan vi ligeledes ikke støtte de tre fremsatte beslutningsforslag. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Tak til ordføreren. Det kommer jo ikke bag på mig, at ordføreren viger tilbage, bare der er den mindste frygt for, at noget kan stride mod EU-reglerne. Men jeg synes da, det kunne være dejligt, hvis ordføreren ligesom forholdt sig til det indholdsmæssige i de her forslag og ikke bare henviser til, at det er i strid med EU-reglerne, og at det vil begrænse den frie bevægelighed osv. Så jeg vil nøjes med at spørge ind til et enkelt af forslagene.

Synes ordføreren virkelig, det er rimeligt, at det, vi kalder en udstationeret virksomhed, dvs. en virksomhed fra et andet EU-land, kan komme her til Danmark og byde ind på en opgave på langt mere favorable vilkår end danske virksomheder, fordi den udenlandske virksomhed er fritaget for at betale skat her i Danmark i de første 6 måneder? Det kan forlænges i yderligere 6 måneder. Den udenlandske virksomheds ansatte betaler heller ikke skat her i Danmark, og den udenlandske virksomhed kan medbringe sine egne ansatte på hjemlandets løn- og ansættelsesvilkår. Det betyder, så snart vi taler om østeuropæiske virksomheder, at der i langt de fleste tilfælde er tale om det, man i gamle dage kaldte ubillig, altså unfair, konkurrence over for danske virksomheder.

Synes ordføreren virkelig, det er rimeligt, at man har sådan nogle regler?

Ordføreren.

Vi er medlem af EU, og der er vi sådan set blevet enige om, at det her er spillereglerne. Og de spilleregler gælder jo både for virksomheder, som kommer hertil, men de gælder også for de virksomheder, der er her i landet og ønsker at operere i andre lande. Så de gælder begge veje. Så glæder jeg mig sådan set over, at vi har RUT-registeret og løbende sådan set jo tager tiltag til at forbedre det, således at én ting er, at vi har udstationeringsdirektivet, men man skal ikke omgå det og komme hertil og være her i en længere periode ud over den periode, som ordføreren skitserede. Det har jeg sådan set tiltro til. Det skal vi blive bedre til, men det går den rigtige vej med at dæmme op for snyd og dermed også for social dumping.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg synes også, det er fint, at vi har RUT-registeret, og jeg synes også, det er fint, at ordføreren synes, det er fint. Jeg synes også, det er fint, at ordføreren er med til at bevilge 74 mio. kr. om året til en indsats mod social dumping. Det var bare ikke det, jeg spurgte om. Jeg spurgte, om ordføreren synes, det er rimeligt, at virksomheder fra andre EU-lande, østeuropæiske lande, kan komme her og underbyde danske virksomheder i kraft af nogle konkurrencefordele, der består i, at de ikke skal betale skat, at deres ansatte ikke skal betale skat, og at de lønninger, man aflønner med, kan være langt lavere, hvilket de også i mange tilfælde er. Og det betyder, at danske håndværksmestre bliver udkonkurreret i kraft af disse regler. Synes ordføreren, det er rimeligt?

Jeg kan jo ikke nå at spørge igen, men hvis svaret er det samme som før, må jeg konkludere, at ordføreren synes, det er rimeligt, fordi sådan er EU-reglerne.

Ordføreren.

Jamen jeg indledte med at sige, at vi er medlem af EU. Der er spillereglerne sådan, og så synes vi sådan set, at det er den ramme, vi så kan agere inden for. Udstationeringsdirektivet er en del af den her pakke, og det fører jo til, at der bliver udført arbejde, hvor betaleren – det kunne være kommunen, det kunne være regionen, det kunne være en privat virksomhed – sådan set får sine varer til en konkurrencedygtig pris, når man ser på EU som helhed. Så det er jo sådan set spillets regler, der bliver udlevet i virkeligheden, og det står vi inde for og støtter op om.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Jeg var sådan lidt glad for den sidste bemærkning, for det betyder vel så, at man i Venstre synes, at de her regler er helt rimelige. Må jeg så ikke bare påpege, at det godt kan være, at vi er medlemmer af EU, men det er altså partier såsom Venstre, der har været med til at vedtage, at reglerne er, som de er, i EU, fordi man har sagt ja til de her forordninger. Men jeg kan så forstå, at man i Venstre synes, at det er helt rimeligt, at reglerne er, som de er.

Ordføreren.

Som jeg svarede hr. Finn Sørensen, er udstationeringsdirektivet sådan set en del af pakken, når man er med i EU. Det synes vi giver nogle muligheder, men det giver jo også nogle udfordringer. Det giver jo også nogle muligheder for de virksomheder, der er placeret her, og som arbejder rundtomkring i andre EU-lande, og det giver jo ligeledes nogle muligheder for, at virksomheder kan komme hertil, men i en kort, begrænset periode, og udføre arbejde. Og så er der de andre regler, der yderligere åbner op for fri bevægelighed af arbejdskraften, og det er vi sådan set også tilhængere af.

Så jeg tror samlet set, at det her på bundlinjen giver en styrket konkurrence, og jeg tror sådan set, at Danmark er tjent med, at der er en styrket konkurrence.

Fru Pia Adelsteen.

Skal jeg forstå det sådan, at man i Venstre synes, at en styrket konkurrence, hvor det, der i hvert fald sker i Danmark, netop at vi har udbetaling af velfærdsydelser til f.eks. børn, der ikke bor i Danmark, at vi har pres på arbejderlønninger, især inden for byggebranchen, fordi der sker social dumping, er helt i orden, fordi vi er medlem af EU-klubben, og da vi jo selv har været med til at vedtage reglerne – det er i øvrigt også rimelig svært at lave dem om – så accepterer vi det her?

Ordføreren.

På ingen måde. Det var et svar i forhold til udstationeringsdirektivet. Vi støtter på ingen måde social dumping. Det redegjorde jeg for i min ordførertale. Vi støtter jo heller ikke, at velfærdsydelser blot er ydelser, man kan komme til Danmark og få fra dag et eller fra dag ni, eller hvornår tidspunktet nu er. Det ønsker vi jo – og det fornemmer jeg også at der er drøftelser om rundtomkring – at få strammet op på og finde en løsning på.

Så det er ikke Venstres politik. Jeg tror, at jeg er meget på linje med beskæftigelsesministeren, med hensyn til,at man skal yde, før man kan nyde, også når det gælder velfærdsydelser, og det håber jeg på at vi kan finde en aftale om.

Tak til Venstres ordfører. Hr. Bjarne Laustsen som socialdemokratisk ordfører.

Tak, formand. Jeg vil også gerne sige tak til Enhedslisten for fleksibiliteten, da man besluttede at behandle de her tre forslag sammen. De hænger trods alt lidt sammen. Men jeg vil også takke dem for i det hele taget at rejse debatten.

Det er altid væsentligt at diskutere, hvordan vores regler fungerer, for verden er jo ikke den samme, som den var før 1989, heldigvis, og en række nye lande er kommet til. Det gør altså, at vi har et arbejdsmarked, der ser noget anderledes ud, end vi havde for nogle år siden. Derfor er det fint nok, at vi diskuterer det her, men jeg synes også, det er vigtigt, at vi konstaterer, at i Danmark har det været sådan igennem mange, mange år, at vi har været vant til at sende folk ud at arbejde på skibe, til byggeri i Tyskland, Norge eller Sverige osv., og det synes vi jo at man skal gøre, hvis det er sådan, at man har været nede i sin fagforening og fået godkendt en kontrakt. Så er det den måde, man har gjort det på.

Men det, der giver nogle udfordringer, er jo, når lønforskellene er så store, som de er i dag i forhold til nogle af de nye østeuropæiske medlemslande. Så de tre beslutningsforslag, som Enhedslisten har fremsat, er okay at debattere, men vi ser forskelligt på det, med hensyn til om vi synes, at vi har et fællesskab igennem EU eller ej, og uanset det synes vi, at man skal arbejde på lige og fair vilkår, og der findes så forskellige metoder.

Når det drejer sig om fair konkurrence, kan vi sige, at det har vi jo sådan set allerede. Selvfølgelig skal de virksomheder, der kommer her, overholde danske love og regler. Den måde, vi håndterer det på i Danmark, er sådan, at vi bl.a. gør det sammen med Enhedslisten i forhold til social dumping. Vi kan ikke have, at danske lønmodtagere bliver udkonkurreret, og vi kan heller ikke have, at danske håndværksmestre ikke kan konkurrere, fordi de er lovlydige. De overholder landets love, de udbetaler overenskomstmæssig løn, og så kommer der firmaer udefra, der snyder med det hele. Det kan vi selvfølgelig ikke have. Derfor skal vi sætte ind på hele den liste mod social dumping.

Men jeg vil også gerne sige her til nogle af de partier, hvis ordførere har været oppe at deltage i debatten, at jeg tror, at man skal tænke sig rigtig godt om her. Den måde, man tidligere har løst det her problem på i Danmark, var jo sådan, at det var fagbevægelsen, der tog sig af det, og på de arbejdspladser, jeg har været, hvor der har været en organisering, har der ikke været skyggen af social dumping, for der var aftaler om det hele. Alt var klappet af og skrevet ned i en overenskomst, og der var lokalaftaler på virksomheden, og kom der nye folk ind, arbejdede de selvfølgelig ikke på ringere vilkår end dem, der var der i forvejen. Så det var noget, der blev ordnet kvit og frit af den danske fagbevægelse, og derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at der også findes partier her i Folketinget, der har været med til at underminere de faglige folk, der skulle være med til at stå for det her. Fagbevægelsen har altså ikke de samme kræfter, som de havde tidligere, og derfor er vi jo i en situation, hvor vi både skal have politi, SKAT og Arbejdstilsynet til at arbejde sammen for at kunne modvirke nogle af de her ting.

En anden måde, vi også håndterer det på, er jo igennem dobbeltbeskatningsaftaler. Det er jo vigtigt, at vi har aftaler om, hvordan vi håndterer de her ting. Jeg tror også på, at vi ser en situation, hvor der vil være en kæmpestor kreativitet fra folk, der vil udfordre og misbruge reglerne. Det kan vi se bl.a. med lejekontrakter. Det vil være sådan, at man må komme med de eksempler, man har, og så må vi kigge på dem. Det er noget, der først og fremmest ligger hos skatteministeren, og så må man prøve at tage det den vej rundt. Men ingen skal være i tvivl om, at vi ikke holder hånden over nogen, der forsøger at omgå reglerne, uanset om vi er med i et fællesskab i EU eller ej. Jeg tror bare, at når det drejer sig om forslaget om fair konkurrence, som Enhedslisten har skrevet, vil det være i strid med både det indre markeds regler og især udstationeringsreglerne.

Når det drejer sig om arbejdstilladelse til EU- og EØS-borgere, er det vigtigt, som jeg sagde før, at danske arbejdere kan rejse ud. Det er endda også sådan, at folk, der er arbejdsløse, kan rejse til et andet land og få dagpengene med i en periode. Det synes jeg er fint. Men hvordan håndterer vi så det her i Danmark? De fleste af os går jo ind for den danske aftalemodel, og det betyder, at det er okay at føre en faglig kamp ude på arbejdspladserne om, hvordan vilkårene skal være. Det er dem, der er derude, og deres faglige organisationer og arbejdsgivermodparten, der må klare det her. Det er på den måde, vi sørger for, at der er rimelige regler, og der ligger ofte en faglig kamp bagved.

Det, der så også er spørgsmålet her, er, om det vil være i strid med den frie bevægelighed mellem landene, som vi alle sammen synes er en god idé, altså at borgerne kan arbejde frit det ene og det andet sted. Vi skal bare sikre os, at der ikke sker social dumping, og også her at virksomhederne ikke kommer til at lave unfair konkurrence, og at deres medarbejdere ikke bliver udsat for social dumping.

Når det drejer sig om EU-borgernes optjeningsret, vil jeg sige, at det er sådan, at vi har nogle regler nu, som hverken Enhedslisten eller Socialdemokratiet har stemt for. 1924 timer skal man bruge. Tidligere kunne man nøjes med ½ år, når det drejer sig om genoptjening. Det er jo sådan, den parlamentariske situation er, og derfor lever vi så med det, i hvert fald indtil videre. Men når det drejer sig om EU-borgere, siger vi jo, at de trods alt skal have 3 måneders optjening her i landet. De kan tage noget af deres periode med hjemmefra. Det viser sig, at det problem er minimalt, fordi det kun er seks EU-borgere, som har været nødt til at bruge noget af deres opsparing hjemmefra for at kunne få understøttelse. Det vil sige, at de EU-borgere, som kommer hertil, og som er blevet arbejdsløse, alle sammen har 1924 timer.

Men som også ministeren var inde på, er vi helt enige om, at den konstruktion, vi har med vores a-kasser, er helt unik og hundred år eller mere gammel. Det er jo en rigtig god ordning, i hvilken ret og pligt spiller ind, men den betyder også, at man skal være medlem af systemet for at kunne få noget. Det vil sige, at der også er en vis form for egenbetaling dertil, og derfor er det også rigtigt, at de folk, der kommer udefra, skal være med til at bidrage til festen, inden de kan nyde musikken, hvis man kan sige det på den måde. Så derfor kigger vi meget på de domme, de regler og ting og sager og også den sag, der ligger om Finland. Her vil vi stå last og brast med dem, for vi synes, det er rimeligt, at vi har nogle klare regler om, hvordan og hvorledes man kan arbejde.

Vi har ikke noget imod, at der kommer folk herop og arbejder i Danmark, bare det sker på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og så skal vi nok fra dansk side, både når det drejer sig om lønmodtager- og arbejdsgiverside, være i stand til at muliggøre udøvelse af fair konkurrence på et frit marked. Det ønsker vi alle. Vi ønsker ikke lukkede stater, lukkede grænser. Vi ønsker et åbent og frit arbejdsmarked, hvor vi spiller fair med lige og åbne kort. Tak.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har meldt sig for en kort bemærkning. Det er hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren. Jeg synes, at ordførerens indlæg bar præg af den samme svaghed, som jeg hørte hos Venstres ordfører og hos beskæftigelsesministeren: Man forholder sig ikke til det konkrete indhold. Vi kunne jo måske godt prøve at skille tingene ad og sige: Hvad synes vi er rimeligt? Og så derefter tage diskussionen, om der så måske var nogle EU-regler, vi gerne ville have lavet om. Det ville jo fremme debatten her i Folketinget.

Men jeg må så tillade mig at konkludere, at ordføreren sådan set er enig med ordføreren for Venstre: Ja, det er søreme lidt ærgerligt, men det kan vi ikke gøre noget ved, fordi vi er medlem af EU, og sådan er det. Så er det bare helt i orden, at udenlandske virksomheder kan underbyde danske virksomheder, fordi reglerne er sådan. Må jeg konkludere sådan?

Mit andet spørgsmål er: Støtter ordføreren min opfordring til beskæftigelsesministeren om, at vi hurtigst muligt bliver indkaldt til forhandlinger for at drøfte, hvilke tiltag vi kan gøre og blive enige om for at styrke indsatsen mod social dumping? Jeg har jo nævnt tre konkrete tiltag, som jeg tror ordføreren udmærket kender, og som jeg faktisk tror ordføreren er enig i.

Ordføreren.

Til det første spørgsmål vil jeg sige klart nej. Jeg holder rigtig meget af Enhedslisten, men den konklusion, som ordføreren, hr. Finn Sørensen, drager, kan han ikke med rette komme og påstå er dækkende. Jeg havde i min ordførertale klare svar på den udfordring, der er i, at vi er medlem af EU, at vi er en part, og at vi har sagt ja til nogle ting.

Så er det også sådan, at så har man nogle fælles spilleregler. Det er jo klart, at hvis der er nogle, der kommer og udfordrer dem ved at lave en unfair konkurrence, og det gælder både arbejdsgiversiden, men også lønmodtagersiden, som bliver udsat for unfair konkurrence af måske danske arbejdsgivere, så vil vi selvfølgelig ikke finde os i det. Derfor arbejder vi også sammen med de forskellige myndigheder, som det allerede har været nævnt, og vi er også parate til at lave aftaler og har gjort det også med Enhedslisten.

Så hvis det er sådan, at man har nogle eksempler på, at der foregår plattenslageri og forskellige andre ting, så kom endelig med dem, og det gælder også faglige kammerater derude.

Når det drejer sig om aftaler, som regeringen måtte indgå med Enhedslisten, så hører de jo hjemme i et andet regi – det har jeg ingen mulighed for at gøre heroppefra. Men jeg synes bare, at der ved forhandlingerne om den sidste finanslov var nogle tilbud til Enhedslisten, som jeg var helt enig i hensigten med. Når der ligger guld på gaden – det står på side 1 i forhandlingslærebogen – så skal man selvfølgelig bukke sig ned og samle det op, og det mener jeg ikke at Enhedslisten gjorde ved de sidste finanslovsforhandlinger.

Hr. Finn Sørensen.

Men nu er det altså sådan, at der ligger guld på gaden, fordi Enhedslisten har opfordret til forhandlinger om nogle forslag, som vi er enige om – og Enhedslisten har pengene med. Så synes jeg søreme, at ordføreren skulle kende sin besøgelsestid og bøje sig ned og samle det guld op. Det er mit svar på det.

Når jeg konkluderede, som jeg gjorde, på det andet spørgsmål, så skyldes det jo, at ordføreren afviser nogle forslag, som i langt højere grad, end vi kan gøre det nu, vil sikre, at både udenlandske virksomheder og udenlandske arbejdere opererer her i landet på lige vilkår. Når ordføreren afviser det med henvisning til EU-reglerne – det kan vi ikke, og det må vi ikke – så må jeg jo konkludere, at ordføreren er enig med Venstres ordfører.

Ordføreren.

Vi ønsker et åbent og frit arbejdsmarked, og vi ønsker, at de virksomheder, der opfører sig ordentligt og anstændigt, ikke skal dynges til i bureaukrati. Vi skal være efter dem, der ikke overholder reglerne; det er der, vores indsats primært skal være, og sådan vil det også være i fremtiden. Da jeg selv var ude på arbejdsmarkedet, var det den fagligt aktive tillidsmand, der sørgede for, at der ikke var nogle af de her regler, man forbrød sig imod. Så vi er ikke helt enige om den sag, også fordi vi ikke enige om tilgangen til EU; men jeg mener, at med de forhold og de systemer, vi har, så kan vi holde os fri af det. Hver eneste 25 øre, som Enhedslisten tager med, og som vi kan blive enige om at bruge til fælles gavn, for at der ikke sker social dumping, finder vi selvfølgelig ud af at bruge. Det håber jeg da helt sikkert på.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Nu havde Enhedslistens hr. Finn Sørensen den venlighed at spørge den socialdemokratiske ordfører, om det var rimeligt, så jeg tror, at jeg vil starte der. For om de her forslag, som Enhedslisten har fremsat, vil jeg sige, at vi i Dansk Folkeparti stort set bakker op om det meste. For det, der foregår, er nemlig ikke rimeligt. Det er selvfølgelig også, fordi vi i Dansk Folkeparti har en anden indgangsvinkel eller et andet syn på EU og det samarbejde, der er.

Når man taler social dumping – det synes jeg også vi har hørt fra de tidligere ordførere – vil jeg sige, at vi selvfølgelig skal gøre noget for at bekæmpe det. Det er alle stort set enige om. Problemet er bare, at det er rigtig svært at gøre noget ved det på grund af EU og på grund af, at et flertal her i Folketinget bl.a. har været med til at vedtage de regler, der er i EU. Det er jo faktisk det, der gør, at vi har social dumping. Det er den fri bevægelighed. Det synes jeg er problematisk.

Jeg synes også, at man mere eller mindre siger, at jamen vi skal gøre noget for at bekæmpe det, men man har i hvert fald et eller andet sted opgivet at gøre det via EU-systemet, altså via det medlemskab, man har i en klub, hvor man egentlig gerne vil være. Der har man faktisk opgivet at gøre et forsøg på via det medlemskab, via de regler, der er i det medlemskab, at ændre på reglerne. Så i stedet for prøver man at lave en masse værnsregler i Danmark for at undgå social dumping, og det synes jeg er problematisk.

Jeg har nogle små kommentarer til de tre beslutningsforslag, som Enhedslisten har været så flink at slå sammen her under den lidt sene behandling i dag.

I forhold til fair konkurrence har jeg i hvert fald et spørgsmål. Jeg forstår godt intentionen med fair konkurrence. Når udenlandske virksomheder kommer til Danmark, kan de undlade at betale skat, har ansatte, som arbejder på hjemlandets vilkår, og så siger Enhedslisten, at så skal de altså ligesom tippe over og følge de vilkår, der er i Danmark. Jeg forstår godt intentionen med det, men jeg prøvede at vende billedet om, og så tænkte jeg, at okay, hvis vi nu har en dansk virksomhed, der tager til Polen med danske ansatte, skal de danskere så ansættes på polske vilkår og til polske lønninger? Jeg synes, det er problematisk. Jeg forstår godt intentionerne. Jeg synes, de er positive, men jeg synes, det er problematisk, for jeg ved jo også, at Enhedslisten helt åbent siger: Kom bare til Danmark, men I skal bare være under de danske vilkår. Ergo kunne man også bruge det som argument i Polen. Der kunne man sige: Kom bare til Polen, men så er det på polske vilkår. Det ønsker jeg faktisk ikke for danske ansatte – i en dansk virksomhed vel at mærke. Hvis man er ansat i en dansk virksomhed, mener jeg faktisk, at det er de danske regler, der skal følges, også selv om man arbejder i Polen. Sådan er det. Så jeg synes, at det godt kan være lidt problematisk. Men jeg synes, det er en positiv intention.

I forhold til det her med arbejdstilladelse synes jeg at det er et glimrende forslag. Jeg synes faktisk, at det bør være sådan – og det mener vi jo i Dansk Folkeparti – at ethvert land skal kunne bestemme, hvem det er, der kommer ind og arbejder i landet, for hvad er det reelt, vi har brug for? Jeg synes jo, det er hamrende ærgerligt, at vi i Danmark har en masse folk, der går og er arbejdsløse, ufaglærte, som er arbejdsløse, og som sagtens kunne få et arbejde, hvis det ikke var, fordi vi havde så mange andre mennesker, der kom til Danmark og tog arbejdet.

Nu kan man godt bevæge sig lidt ud på et skråplan. Til gengæld er jeg også nogle gange lidt bekymret, for jeg hører også historier fra arbejdsgivere, der siger, at de ikke kan få danske ansøgere. Der er ikke nogen, der søger i f.eks. gartnerier eller i landbrug. Og det er jo smadder ærgerligt, for det er jo ikke, fordi de gartnerier eller landbrug ikke udbetaler den løn, de skal i forhold til danske regler. Men det er da lidt ærgerligt, at det i hvert fald på nogle områder åbenbart er svært at få arbejdskraft. Jeg ved godt, det er hårdt at være i et gartneri. Jeg ved også godt, det er hårdt at være i et landbrug. Men alt andet lige må man jo sige som ministeren: Man skal yde, før man kan nyde. Og det kan man vel også bruge i den sammenhæng, når det drejer sig om at tage et stykke arbejde.

Jeg har altid haft det synspunkt. Det er også derfor, at jeg, når vi har ligestillingsdebatter eller ligelønsdebatter, altså når man taler om arbejde af samme værdi, bliver sådan lidt irriteret, fordi for mig at se er alt arbejde værdifuldt, uanset hvad man i øvrigt laver. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde, at jeg stort set aldrig går til lægen, men at jeg altså bruger min skraldemand hver uge, ergo er hans arbejde mere værdifuldt for mig end lægens. Og så skulle skraldemanden, hvis man skulle følge den præmis, at man skulle betale efter værdien, have mere i løn end lægen. Og sådan hænger verden jo altså ikke nødvendigvis sammen.

Men jeg synes, det er rigtigt, at man i Danmark selv skal kunne bestemme, hvem der kommer ind. Jeg synes, det er fint, hvis man kunne give dem arbejdstilladelse. Og så må vi jo prøve at lave EU-reglerne om, sådan at man kan komme til det.

I forhold til optjening af dagpengeret er jeg også helt på bølgelængde med forslaget. Det bør være sådan, at man ikke kan tage sin optjening med fra land til land. For når ministeren siger, at man skal yde, før man kan nyde, betyder det jo netop, at det ikke gør sig gældende lige på det her område, fordi vi har noget selvbetaling i forhold til dagpengeretten. Man betaler, man er medlem af en a-kasse. Når man er medlem af en a-kasse, kan man få dagpenge, hvis man bliver arbejdsløs, men man skal have været medlem i x antal uger, man skal have haft så og så mange timer, og så kan man få udbetalt sine dagpenge. Og det er jo lige præcis det, der ikke er tilfældet – og det er også derfor, det er så urimeligt og føles så urimeligt – når man kan tage den her optjeningsperiode med fra et andet EU-land.

Så jeg er helt på bølgelængde med forslaget, som er rigtig godt. Og der kan man så sige, at selv de der 3 måneders arbejde, der bliver krævet p.t., jo også bliver kraftigt udfordret af EU-systemet.

Bare sådan meget overordnet vil jeg sige, at når vi taler alt det her social dumping og lige konkurrencevilkår, er det jo noget, vi alle sammen ser på. Jeg synes, det er vigtigt, at virksomhederne har lige konkurrencevilkår. Jeg synes, det er vigtigt, at vi forsøger at forhindre social dumping. Men årsagen til, at vi har de her problematikker, er altså den fri bevægelighed i EU. Det mener jeg rent faktisk.

Det er ikke, fordi jeg ikke synes, at folk skal kunne bevæge sig efter arbejde eller noget, men jeg synes også, det må være ethvert lands ret at kunne gå ind og sige: Det er meget muligt, at du er uddannet ingeniør, men vi har 3.000 arbejdsløse ingeniører, så det kunne godt være, at vi skulle bruge dem, før vi tager nogle nye ind. Det synes jeg faktisk vil være rimeligt, og derfor vil sådan noget som en arbejdstilladelse jo også være en ganske glimrende ting.

Så vil jeg bare sige, at hvis man hører fra de her typiske unionspartier, at de vil bekæmpe social dumping, så generer det mig grænseløst, at det, man vil, er at forringe de vilkår, vi egentlig har været 100 år om at bygge op for danskere. For det er det, man gør, fordi man ikke vil kæmpe kampen nede i EU-systemet. Den opgiver man faktisk på forhånd, og det synes jeg er ærgerligt. For grunden til, at vi har problemerne, er jo faktisk de regler, man sådan set også har sagt ja til i EU-systemet. Og det kan så være årsagen til, at man ikke vil bekæmpe dem. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har meldt sig for korte bemærkninger. Den første er hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg vil gerne kvittere for ordførertalen, faktisk ikke kun fordi der er en positiv holdning til to tredjedele af forslagene, kan man vel sige, eller lidt mere, men først og fremmest fordi ordføreren forholder sig til indholdet i vores forslag og tager stilling til, om ordføreren synes, de forslag er rimelige, eller de ikke er. Det var jo det, der ville være så dejligt i det danske Folketing, når vi diskuterer ting, der har berøring med EU-regler – at vi startede med at diskutere, om vi egentlig synes, at reglerne er rimelige. Hvis vi så fandt ud af, at flertallet mente, at de ikke var rimelige, kunne vi indlede en kamp for at få lavet dem om og se, hvor langt vi kunne komme.

Der er jo næsten et spørgsmål til mig, og jeg vil da gerne prøve at svare på det. Ja, der er ulemper ved at lave regler om, og der kan også være den ulempe ved at sige, at udenlandske virksomheder skal følge reglerne i det land, hvor de nu opererer, at der så kan opstå en urimelighed den anden vej. Men det er nu nok engang prisen for det, tror jeg.

Ordføreren.

Tak for det. Og tak for svaret. Det er jo altid rart at have det på den her måde. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at det er den rigtige vej at gå at give den ulempe. Men jeg kan godt forstå, at man fra Enhedslistens side siger, at det her er vigtigt i forhold til fair konkurrence virksomhederne imellem.

Må jeg så ikke også bare sige, at jeg også en gang imellem, når vi har de her EU-debatter, ville ønske, at man ikke bare lænede sig tilbage og pr. automatik trak det der svar: Det kan vi jo ikke gøre noget ved, for vi er medlem af en klub, der hedder EU, og ergo kan vi ikke ændre noget. Altså, hvis politikere ikke kan ændre noget i EU, synes jeg, vi har et helt andet problem, for hvem pokker skulle så ellers kunne ændre noget? Det her er jo netop politisk besluttet, og selvfølgelig skal man også kunne ændre tingene, også i EU-systemet, for ellers har vi nogle helt andre problemer.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Det, jeg nu lige vil høre ordføreren om, når ordføreren forholder sig til forslaget om en arbejdstilladelse, er, om ordføreren kan bekræfte, at i den østaftale, som ordføreren for Venstre omtalte, indgik det også, at man skulle have en arbejdstilladelse, og at det, for at man kunne få den, skulle dokumenteres, at man havde en ansættelseskontrakt, og at det foregik på sædvanlige danske løn- og arbejdsvilkår. Jeg skal bare høre, om ordføreren kan bekræfte det, og om det ikke også kan tages som et eksempel på, at EU-regler altså ikke er lavet af Moses oppe på bjerget. De er lavet af mennesker, og de burde derfor også kunne laves om.

Ordføreren.

Det kan jeg kun bekræfte.

Tak. Så er det hr. Bjarne Laustsen.

Tak. Af hensyn til protokollen skal jeg tilstå, at jeg glemte at sige, da jeg stod deroppe på talerstolen, at synspunktet om at afvise beslutningsforslagene også gælder Det Radikale Venstre. Så er det på plads.

Så skal jeg spørge fru Pia Adelsteen til det der med, at man ikke synes, at danske arbejdere skal rejse ud. Hvis der er danske firmaer, der får ordrer i udlandet, skulle de så ikke have en mulighed for at rejse ud? Er det så ikke hykleri at ville stille nogle anderledes krav til folk, som kommer den anden vej her, frem for at have et åbent og frit marked?

Så vil jeg sige til det, som fru Pia Adelsteen har gang i, med at det er EU, der er en fjende i forhold til Danmark: Der kan EU slet ikke måle sig med Dansk Folkeparti. Altså, i forhold til hvad Dansk Folkeparti har foretaget sig over for den samlede danske fagbevægelse både med hensyn til efterløn og med hensyn til dagpenge og med hensyn til fradrag for faglige kontingenter, er der ingen, der kan måle sig med de forslag, som netop Dansk Folkeparti er kommet med. Derfor bliver det opfattet sådan, at den største trussel imod fagbevægelsen ikke er EU – det er Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Først i forhold til det her med at rejse ud: Jeg synes, at alle virksomheder eller arbejdere for den sags skyld skal rejse ud og arbejde i andre lande, hvis de har lyst til det. Men jeg mener, at det skal være sådan, at når man rejser ud, er det altså lidt på eget ansvar. Jeg ville jo f.eks. aldrig nogen sinde rejse til Kina uden at vide, at jeg havde et arbejde dernede, og jeg ville faktisk heller ikke gøre det, hvis det var i Spanien. Det skal jeg altså ærligt indrømme, men jeg er også sådan lidt en sikkerhedsfreak. Det kan være, det er derfor. Jeg synes jo, at hvis man rejser for at tage et arbejde, er det typisk, fordi man kan få noget. Det er jo smaddergodt, og så skal man selvfølgelig gøre det. Men samtidig vil jeg da sige, at jeg synes, det må være op til det land, man så rejser til, at sige: Ved du hvad, det er meget muligt, at du kommer, og det er meget muligt, at du gerne vil have arbejde her, men vi har så mange arbejdsløse, så nogle af dem skal altså tage det arbejde først – f.eks. hvis man nu har nogle sociale ydelser, ligesom vi har i Danmark. Det er jo ikke alle lande, der har det; det skal man jo altså også huske på. Så jeg synes, det er fint at kunne rejse, men jeg synes også, man må have lov til at sige nej til, at folk rejser ind, hvis man ved, at egne borgere bliver arbejdsløse. Det synes jeg faktisk er rimeligt.

I forhold til at gøre EU til fjenden vil jeg bare sige: EU vil jeg gøre til mange ting, men jeg vil ikke gøre EU til hovedfjenden. Jeg vil gøre unionspartierne til fjenden i forhold til det her. Socialdemokraterne har jo sådan set selv været med til at vedtage efterlønsreformen og dagpengereformen.

Hr. Bjarne Laustsen.

Hverken før eller efter ville det have kunnet lade sig gøre at lave ændringer i dagpengene eller efterlønnen, hvis ikke det havde været for Dansk Folkeparti. Så er det vel klaret af; sådan er det bare. Og vi ved alle sammen, hvor forslagene kom fra. Jeg synes, at det er hykleri. Man synes, at danske virksomheder skal have lov at sende folk ud i verden, det er godt, og det skal være let og ubureaukratisk osv. Nu er 28 lande blevet enige om at have et sæt fælles regler, når man sender arbejdskraft frem og tilbage til hinanden. Det, vi bare skal sikre, er, at der ikke sker social dumping. Jeg var inde på tidligere, at dansk fagbevægelse kunne stå for, at der ikke var noget social dumping. Derfor er det underligt, når Dansk Folkeparti står og leder efter et system til, hvordan man kan undgå det her, at man så netop har været med til at svække den danske fagbevægelse.

Ordføreren.

Altså, jeg synes, at det er noget eklatant vrøvl. Jeg mener ikke, at Dansk Folkeparti har været med til at svække den danske fagbevægelse. Så har vi da godt nok mere magt, end jeg har opdaget – skulle jeg hilse og sige – også i forhold til fagbevægelsen.

Det er altså sådan, at ja, Dansk Folkeparti har været med til at lave en dagpengereform, Dansk Folkeparti har været med til at lave en efterlønsreform, men mig bekendt var der et folketingsvalg i 2011, hvor der stod i hvert fald en del socialdemokrater og fortalte, at det ville blive lavet fuldstændig om, hvis man kom til magten, og det skete ikke, vil jeg sige til hr. Bjarne Laustsen, for der stemte Socialdemokraterne for lige præcis de samme reformer, på trods af at man havde flertal og sagtens kunne have lavet det om.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for SF, fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg vil også gerne takke for, at vi kunne pulje de her tre beslutningsforslag, da de jo har meget med hinanden at gøre.

Jeg kan sige, at fra SF's side er vi fuldstændig enige i Enhedslistens intention bag de tre beslutningsforslag, nemlig at sikre det danske arbejdsmarked og det velfærdssamfund, vi har i Danmark, mod social dumping. Det har SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten jo også længe været enige om, og derfor har vi også lavet en række aftaler igennem snart 3 år, f.eks. om samarbejdet mellem Arbejdstilsynet, SKAT og politiet, som der også er blevet sat penge af til.

Jeg nævner lige lidt om udstationeringsdirektivet fra 1996, fordi det har meget at gøre med det, vi diskuterer. Direktivet skulle jo sikre, at virksomheder kunne udstationere medarbejdere i andre EU-lande uden at møde hindringer, men at virksomhederne selvfølgelig også skulle overholde de arbejdsretlige regler, der gælder i værtslandet, særlig reglerne om mindsteløn og andre grundlæggende arbejdsvilkår, og at respekten for nationale arbejdsregler skulle omfatte de regler, der er fastsat ved kollektive overenskomster.

I den forbindelse fastslås det udtrykkeligt i direktivet, at EU-landenes egne regler, for så vidt angår retten til f.eks. kollektive kampskridt, ikke berøres. Men i 2007 og 2008 kom der en række domme, bl.a. Lavaldommen, som ledte til, at man fik den her diskussion både på EU-niveau i forhold til Monti, men også herhjemme i forhold til Lavalloven, hvor man endnu en gang understregede, at retten til kollektive kampskridt og respekten for værtslandet altså skulle overholdes.

Grundlæggende set er der jo en problematik i, at der er nogle EU-lande, der har mindsteløn fastsat ved lov, og der så er nogle skandinaviske lande, som har overenskomster, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der fastsætter det. Og det er jo et grundlæggende problem i forhold til nogle af de her ting, vi taler om.

Vi fik jo også Lavalloven, hvori der udtrykkeligt står, at der på samme måde som over for danske arbejdsgivere kan anvendes kollektive kampskridt over for udenlandske tjenesteydere, men at det skal være tydeligt og med fornøden klarhed fremgå, hvilken løn der ud fra overenskomsterne skal betales.

Jeg vil sige lidt om håndhævelsesdirektivet, som vi også har diskuteret med ministeren, også i Europaudvalget, og som jo netop skulle styrke udstationeringsdirektivet. To punkter af en lang række punkter er bl.a. sanktioner og bøder og afgrænsning af nationale myndigheders tilsyn, og de to punkter er specielt relevante for B 48 om fair konkurrence og B 49 om arbejdstilladelse til EU-borgere.

Ifølge håndhævelsesdirektivet må myndigheder kun kræve, at der afgives en simpel erklæring om tjenesteyderens identitet og samtidig selvfølgelig opbevares relevant dokumentation, f.eks. arbejdskontrakter. Men man kan altså ikke kræve en egentlig arbejdstilladelse til EU-borgere, netop på grund af princippet om fri bevægelighed.

Så Enhedslistens beslutningsforslag er på en række punkter i hvert fald både traktatstridigt og i strid med direktivet. EU-Domstolen har også slået fast, at man ikke skal betale skat i f.eks. Danmark de første 6 måneder, og at det kan forlænges i op til 12 måneder. Så ligesom ministeren var inde på, vil jeg sige, at Enhedslistens tre beslutningsforslag er et rigtig godt afsæt for at få diskuteret de her vigtige ting, som vi jo gør rigtig meget her i Folketingssalen, og det synes jeg er rigtig godt og vigtigt, men der er en række ting, som er traktatstridige og i strid med direktiverne.

Men der er også andre ting i de her forslag, som man jo godt kan diskutere. F.eks. med hensyn til B 51 om optjening af dagpengeretten er jeg fuldstændig enig med ministeren. Regeringen har jo også udtrykt sin støtte til Finland og den verserende sag, der er der, for der skal strammes op, og det skal sikres, at EU-borgere har en tilknytning til det danske arbejdsmarked, at de står til rådighed, og at der bliver givet bøder og sanktioner, hvor det er relevant, mod snyd og misbrug.

I forhold til optjening af dagpengeretten: Hvis en EU-borger f.eks. hverken taler dansk eller engelsk, er det jo svært at begå sig på det danske arbejdsmarked. Derudover tjener optjeningsperioden også som en test af, om man reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet og har en reel arbejdsevne. Men fra SF's side ønsker vi også at bevare fleksibiliteten over for danske statsborgere, og det skal ikke give problemer, at man rejser ud i en kortere periode og dermed mister sin dagpengeret.

SF har sagt det til regeringen, og jeg synes regeringen er meget lydhør. Og specielt beskæftigelsesministeren og statsministeren har jo sagt, at man vil tage debatten på EU-niveau, for der findes andre veje. F.eks. har Irland et værn i forhold til deres dagpenge, så der sker udbetaling af dagpenge beregnet efter et gennemsnit af lønnen i henholdsvis Irland og EU-borgerens hjemland. Og så vidt jeg ved, undersøger Kommissionen også i øjeblikket, om en sådan model kan indføres i samtlige EU-lande.

Så der er ting, man godt kan rykke ved, og der er ting, vi skal tage ansvar for herhjemme, for social dumping vil være et problem, som vi bliver nødt til konsekvent at forholde os til. Jeg tror ikke, der kommer den dag, hvor vi ikke har flere problemer at løse, og så ville vi jo også blive arbejdsløse herinde.

I SF har vi som ministeren også fokus på ret og rimelighed: Man skal bidrage til det danske samfund for at få adgang til en række ydelser. Derfor har vi også sat fokus på arbejdsudleje, og jeg har udtalt kritik af skatteministeren, som jeg synes gemmer sig bag et nyt styresignal. For det er politisk, og det handler om, hvorvidt man bidrager, og hvorvidt der bliver alt for mange smuthuller i forhold til virksomheder, der ikke skal betale skat osv.

Generelt synes jeg vi har brug for en social protokol eller lignende, der for alvor ser på en bedre balance imellem den fri bevægelighed og beskyttelsen af de enkelte EU-landes arbejdsmarkeds- og velfærdssystemer. Vi kender alle sammen til problematikkerne og udfordringerne ved at have fri bevægelighed. Men det er også et gode. Det er et gode at have fri bevægelighed. Og jeg har selv benyttet mig af det flere gange, da jeg var yngre, til at tage arbejde i Spanien og England osv. Det er noget, der binder Europa bedre sammen, og det er noget, vi skal beskytte. Jeg synes, det er et gode, men det må ikke blive noget, der undertrykker den enkelte arbejder eller det samfund, som har nogle specifikke særkender i forhold til andre lande.

Nogle gange lyder det også, som om det næsten kun er i Danmark, vi diskuterer de her ting. Men det er det jo ikke. Man diskuterer det i Tyskland, i Holland og i mange andre lande, når der kommer konkrete eksempler op og man synes, at man skal indføre nogle værn.

Så debatten er jo ikke sådan, at den ikke kan tages på EU-niveau, for der er masser af andre lande, der har de samme bekymringer, som vi har, og som ønsker at sætte nogle værn op, så man både kan have fri bevægelighed og kan beskytte de særkender, der er i forhold til ens eget medlemsland.

Så vil jeg sige, at der er enkelte ting i de tre beslutningsforslag, som jeg synes er vigtige at diskutere, og det er specielt på dagpengeområdet, hvor vi skal støtte op om Finland og blive ved med at kæmpe den sag. Der er andre områder, og nu kommer jeg måske lidt på forkant med tingene, men ordføreren spurgte, hvad der var ret og rimelighed i, og der er nogle ting, som jeg ikke synes er rimelige, men som er EU-ret. Sådan er det jo også hjemme. Der er ting, som er fastsat ved lov, som man kan synes er rimelige eller urimelige, men man skal jo rette sig efter loven, og hvis man ønsker at få den lavet om, må man kæmpe for det.

EU er jo ikke et statisk projekt, der ikke har udviklet sig. Tværtimod. Det har udviklet sig rigtig, rigtig meget, og det kan vi gøre, men det er noget, vi skal gøre – og jeg tror også, jeg har sagt det før til ordførererne i vores mange diskussioner om det her spændende emne – på EU-niveau. Det er noget, vi vil blive ved med at presse statsministeren for at hun tager op igen og igen. For jeg tror på, at man kan have et europæisk projekt, hvor der både er fri bevægelighed, og hvor vi også kan have forskellige samfundsmodeller.

Tak for det. Der er foreløbig et enkelt medlem, der har meldt sig for en kort bemærkning. Det er hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren, også for de mange positive bemærkninger. Så er det jo, at jeg synes, at ordføreren falder lidt i den samme grøft som de andre ordførere. Men jeg kan godt høre forskel; sådan skal det ikke forstås. Jeg kan sagtens høre forskel på de ting, ordføreren siger, og dem, som Venstre og hr. Bjarne Laustsen sagde.

Jeg noterede mig, hvilket jeg blev meget glad for, at ordføreren sagde, at vi skal kæmpe for at få en social protokol, så vi kan få slået fast, at de faglige og sociale rettigheder er vigtigere end den fri bevægelighed. De må i hvert fald ikke blive kørt over af reglerne om fri bevægelighed, og det med arbejdsudleje er rigtig godt. Lad os sammen presse regeringen på de punkter. Men konklusionen på det hele bliver – sådan hører jeg det – at ordføreren egentlig synes, at der er mange gode ideer i det her, men at det kan vi ikke, for det må vi ikke for EU. Det er da bagvendt. Lad os da først finde ud af, hvad vi selv mener, og så lad os slås for at få ændret EU-regler i den henseende.

Så har jeg lige et spørgsmål til ordføreren: Bakker ordføreren op om Enhedslistens opfordring til beskæftigelsesministeren om, at vi omgående bliver indkaldt til forhandlinger for at få lavet en aftale om de ting, vi jo i det store og hele er enige om, nemlig øget myndighedsindsats, hårdere straffe, id-kort i byggeriet osv.?

Ordføreren.

Tak for bemærkningerne. Noget af det var jeg enig i, specielt rosen, og andet i mindre grad. Jeg synes ikke, at jeg ikke kommer ind på de enkelte elementer. Jeg siger bl.a., at selv om sammenlægningsprincippet bliver fortolket på den måde i forhold til dagpenge, så skal vi kæmpe for det, fordi der kan man godt lave det om. Jeg siger også, at der er andre områder, hvor jeg ikke er enig med Enhedslisten, f.eks. det her med, om man ikke kan rejse ud i x antal måneder som dansk virksomhed og med danske medarbejdere og så stadig væk betale dansk skat og dansk løn. Så der er lidt forskelligt blandet i det.

I forhold til opfordringen til beskæftigelsesministeren har vi jo siddet ved forhandlingsbordet, og jeg ved godt, at hr. Finn Sørensen siger: Jamen hvorfor skal vi forhandle for at få et forslag igennem, som vi ikke er enige i? Men sådan foregår meget politik jo. Regeringen vil gerne have et flertal bag sit eget forslag. Vi er interesserede i, både hr. Finn Sørensens parti og mit eget parti, at få nogle værnsregler i forhold til nogle af de udfordringer, som det stiller os over for. Det var på det forhandlingsbord – nu skal man jo ikke gengive, hvad der lå på bordet her i det relativt offentlige rum – der jo lå nogle fantastisk gode ting.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg vil bare lige sige, at vores forslag om fair konkurrence ikke forholder sig til, hvordan danske virksomheder skal aflønne danske arbejdere, hvis de er udstationeret i udlandet, overhovedet ikke. Nej, det forholder sig til, hvordan udenlandske virksomheder her i landet skal opføre sig, nemlig ligesom alle mulige danske virksomheder.

Så må jeg spørge ordføreren: Mener ordføreren virkelig, at ordføreren vil afvise en opfordring til en hurtig forhandling om at få lavet aftaler om nogle ting, som vi i det store hele er enige om? Vil ordføreren afvise en sådan opfordring ved at sige, at sidst vi sad sammen, kunne vi ikke blive enige, fordi der var nogle andre ting rodet ind i det? Ordføreren insisterer altså på at rode de andre ting, som vi er uenige om, ind i en hurtig forhandling, hvor vi kan skaffe nogle resultater, der kan vise befolkningen, at der altså er et flertal i Folketinget, der tager bekymringerne om social dumping alvorligt. Vil ordføreren virkelig afvise en sådan opfordring med henvisning til, at vi tidligere har været uenige om et helt tredje element?

Ordføreren.

Nu kan jeg jo vældig godt lide hr. Finn Sørensen, men jeg synes, at det der er ved at være på grænsen: Det er hr. Finn Sørensen og Enhedslisten, der har forladt det forhandlingsbord, som døren stadig væk står åben ind til. Døren ind til det forhandlingsrum står åben, og vi er nogle, der stadig væk gerne vil forhandle, fordi der ligger nogle rigtig vigtige ting på det bord inde i det forhandlingsrum.

Realiteten i dansk politik er, at regeringen gerne vil have flertal for sit forslag, og så indkalder man til forhandlinger. Og det er jo ikke, fordi det er æbler og pærer, nej, det handler om nogle velfærdsydelser, som vi er bange for resulterer i social dumping, og derfor vil vi gerne have en række ting på bordet, som kan modstå det. Så jeg synes, at Enhedslisten skulle komme tilbage til det forhandlingsbord.

Men selvfølgelig vil jeg gerne støtte en erklæring om, at vi diskuterer de her ting – altid. Det vil jeg aldrig sige nej til. Men Enhedslisten skulle ikke være gået sin vej, det synes jeg virkelig ikke, og jeg håber virkelig ikke, at det ender med, at regeringen laver en aftale med de borgerlige, for den bliver asocial og usolidarisk, i modsætning til hvis man lavede en aftale med SF og Enhedslisten. Så jeg håber ikke, at det er det, der bliver resultatet, men hvad ved jeg. Vi så det også under finanslovsforhandlingerne, men jeg vil aldrig sige nej til at blive indkaldt til forhandlinger om at få sat en stopper for social dumping.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Liberal Alliance, fru Mette Bock.

Tak for det. Og tak, fordi ordføreren har været så venlig at lade os behandle de tre forslag sammen, for de hænger jo meget godt sammen. De diskussioner, der rejses her, er jo diskussioner, som vi formentlig vil komme til at få mange flere af fremover.

Først gælder det B 48 om fair konkurrence. Der kan man i forslaget læse, at virksomheder fra andre EU-lande, der udfører service- og tjenesteydelser her i landet, skal følge nøjagtig de samme love og regler som danske virksomheder. Til det er der jo kun at sige, at selvfølgelig skal dansk lovgivning følges, men jeg synes, det er værd at gøre opmærksom på, at forslagsstillerne tænker begrebet love og regler langt videre, end vi gør i Liberal Alliance. Det viser sig i bemærkningerne, hvoraf det fremgår, at:

»... danske fagforeninger skal have mulighed for at stille nøjagtig de samme krav til de udenlandske virksomheder som til danske virksomheder, hvad angår løn- og ansættelsesvilkår, og at fagforeningerne som følge deraf skal have samme mulighed for at indlede kollektive kampskridt over for udenlandske virksomheder, som de har over for danske virksomheder.«

Det synes vi ikke er en god idé, fordi man dermed, ganske som man gør det i B 49, ophøjer fagforeningerne til at være en form for lovgivende myndighed og overenskomster til at være lovgivning ligesom de juridiske love, vi vedtager her i Folketinget, og det er vi ikke enige i. I Liberal Alliance ønsker vi at fastholde den danske model, som vi værdsætter og gerne vil værne om, hvor løn- og ansættelsesvilkår er noget, som arbejdsgiver og arbejdstager aftaler med hinanden.

Hvad angår B 49, som handler om arbejdstilladelse, kan man i forslaget læse, at det skal sikres:

»at EU-borgeres beskæftigelse her i landet er betinget af, at der af myndighederne er udstedt en arbejdstilladelse.«

Af bemærkningerne fremgår det:

»Arbejdstilladelsen udstedes, såfremt det dokumenteres, at ansættelsen sker på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, og at den fagforening, der har overenskomsten for det pågældende arbejdsområde, har godkendt, at denne betingelse er opfyldt.«

Ligesom med B 48 synes vi at man dermed ophæver fagforeningerne til at være en slags offentlige myndigheder og lovgivere, og at overenskomster kommer på lige fod med lovgivning, og det skal ikke være tilfældet i vores optik, og det forekommer heller ikke at være i tråd med demokratiske spilleregler. Dermed mener vi sådan set også, at forslaget reelt vil være en stopklods for arbejdskraftens fri bevægelighed, som netop ikke vil være fri, men vil være underlagt fagbevægelsens forgodtbefindende. Forslaget er dermed, sådan som vi ser det, et brud med den danske model, hvor løn- og arbejdsvilkår som sagt er noget, arbejdsgiver og arbejdstager aftaler med hinanden.

Endelig er der til sidst B 51 om optjeningspligten for dagpengeretten. Der fremgår det af forslaget, at det skal sikres:

»... at det kun er arbejde i Danmark og medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse, der kan tælles med ved optjening af dagpengeret.«

Det er sådan set ikke det værste ved det her forslag, og med det kriterium må man bare konstatere at vi altså har valgt en anden model, hvor vi kræver en optjeningsperiode på 5 års beskæftigelse i Danmark, før man kan have optjent fulde velfærdsrettigheder i Danmark. Jeg tror, Liberal Alliances forslag er forslagsstillerne bekendt.

Det fremgår også af bemærkningerne, at:

»Enhedslisten mener, at kravene til optjening af dagpengeret er alt for skrappe. Det ville være mere rimeligt med 3 måneders medlemskab og 3 måneders arbejde, ligesom kravet til genoptjening af mistet dagpengeret bør sættes ned til 3 måneder.«

Det er jo et synspunkt, man kan have, men det kan vi ikke støtte Liberal Alliance, da vi mener, at det vil underminere det danske velfærdssamfund og slå bunden ud af vores kasse. Vi støtter de nuværende optjeningsregler med 52 ugers beskæftigelse, hvis man har opbrugt retten til dagpenge.

Så samlet set kan Liberal Alliance ikke støtte nogen af de tre forslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren for nogle klare politiske meldinger, som jeg er rygende, hamrende, uenig i, men jeg er glad for, at ordføreren i modsætning til de fleste andre ordførere, der har været på talerstolen, forholdt sig til den politiske substans i det; det kan jeg godt lide, for så får vi rene linjer, og så kan vælgerne også se, hvad det er, man har at vælge mellem. Og det, som er den klare melding, som jeg læser den, er, at man fra Liberal Alliances side ikke er interesseret i, at vi får nogle redskaber, som kan sikre, at udenlandske virksomheder og udenlandske arbejdere opererer her i landet på lige vilkår. Liberal Alliance er politisk set rigtig godt tilfreds med reglerne om fri bevægelighed, fordi de netop giver den, så lad os kalde det konkurrence, i Liberal Alliances sprog, som gør, at vi er i gang med det, der hedder ræset mod bunden, når det drejer sig om løn- og ansættelsesvilkår på det danske arbejdsmarked. Det er klar tale, tak for det.

Så skal jeg bare afvise, at vi med vores forslag ophøjer overenskomsterne til lovstof, eller at vi giver fagforeningerne lovstatus eller noget, der ligner; det er der overhovedet ikke tale om, det er totalt misforstået, og jeg forstår slet ikke, hvordan ordføreren når frem til det.

Ordføreren.

Det er jo altid noget, at vi, hvis vi ikke kan være enige om andet, så kan være enige om at være uenige, og der synes jeg og værdsætter jeg ligesom forslagsstillerne, at vi altid er klar over, hvad vi er uenige om imellem Liberal Alliance og Enhedslisten. Men jeg vil så samtidig sige, at den uenighed jo er fair nok, for det er en politisk uenighed.

Jeg vil bare sige, at jeg, hvis man kigger lidt længere ud i horisonten – selv om det jo er fair nok, at Enhedslisten kæmper den kamp – så har utrolig svært ved at forestille mig, at vi i Danmark kan blive ved med at have et system, hvor både skatter og lønninger distancerer sig så markant fra det, de er i andre lande, ikke bare andre lande, der ligger langt, langt væk fra Europa, men også andre lande i Europa. Hvis vi bliver ved med det, vil vi jo fortsat se en udvikling, hvor arbejdspladserne flytter sig ud af Danmark, og hvor nye investeringer går uden om Danmark, og resultatet af det er noget, som hverken Enhedslisten, Liberal Alliance eller andre partier i det danske Folketing ønsker, nemlig at vi mister flere og flere arbejdspladser, og at det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde beskæftigelse til borgerne i Danmark, og det synes jeg ville være en rigtig ulykkelig situation.

Jeg tror, vi er enige om det langsigtede mål om, at vi skal skabe og bevare arbejdspladser i Danmark, men vi er jo så rygende uenige om, hvilken vej man skal gå for at sikre, at de arbejdspladser faktisk bliver skabt.

Hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren også for den bemærkning; det er jo en lang og i øvrigt meget, meget relevant diskussion, ordføreren dér rejser, så den kan vi ikke afslutte med den her bemærkning. Jeg må bare sige, at vi set fra Enhedslistens synspunkt har en mulighed for at bevare det velfærdssamfund, som vi har, en skattefinansieret velfærdsmodel, men forudsætningen er altså, at vi får en mulighed for at sikre, at udenlandske arbejdere og udenlandske virksomheder er her i Danmark på lige vilkår. Og hvis vi kan få redskaberne til at sikre det, tror jeg også, vi kan bevare velfærdssamfundet og også bevare arbejdspladserne her i landet.

Ordføreren.

Altså, jeg må bare konstatere, at forudsætningen for, at man kan få skatteindtægter, jo er, at der er nogle mennesker, som modtager nogle lønninger, og hvis arbejdspladserne rykker ud af Danmark, er der ingen lønninger at beskatte. Og dermed er man jo inde i den onde cirkel, som vi desværre har set udvikle sig igennem en årrække, og som vi i hvert fald fra Liberal Alliances side meget gerne vil have sat en stopper for ved at gøre danske virksomheder mere konkurrencedygtige, så man kan tiltrække både investeringer og flere arbejdspladser.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Finn Sørensen.

Tak. Den frie bevægelighed på det indre marked er et slaraffenland for virksomheder, der kan ansætte på alle mulige dårlige vilkår. Der er for meget fri konkurrence og fri leg for virksomheder på bekostning af lønmodtagere og arbejdspladser.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Der var måske nogle, der sad og troede, at det var noget, som jeg havde fundet på. Det er det altså ikke. Det er hr. Jeppe Kofod, Socialdemokraternes spidskandidat til EU-valget, der udtalte sig sådan i Politiken i går. Han satte gang i en debat, der gjorde, at hele spørgsmålet om social dumping rykkede øverst på dagsordenen i EU-valgkampen. Det er vi glade for i Enhedslisten og i Folkebevægelsen mod EU, for det er dér, det spørgsmål hører hjemme – øverst på dagsordenen. Vi har indtrykket af, at Socialdemokraternes og SF's kandidater til EU-valget bredt har den samme opfattelse.

At vi stadig har store problemer med social dumping, kom jo også frem i går. Det kom nemlig frem, at der stort set er lige så mange fuskerfirmaer i 2013 som i 2012, dvs. firmaer, udenlandske virksomheder, der forsøger at flyve under radaren, men som bliver grebet i det. Der blev nemlig grebet 395 firmaer, som lige havde glemt at registrere sig i RUT. Jeg tror, at vi alle sammen, i hvert fald de fleste partier, er enige om, at det kun er toppen af isbjerget. I dag kom det jo frem, at det især er hos disse firmaer, at der er store problemer med arbejdsmiljøet. I løbet af 2012 og 2013 har Arbejdstilsynet besøgt 1.738 virksomheder, som ikke var registreret i RUT. Hos hver anden – 865 – var der alvorlige problemer med arbejdsmiljøet. Der er derfor al mulig grund til at stramme yderligere op.

3F offentliggjorde den 20. marts en undersøgelse af, hvad der egentlig sker på det danske arbejdsmarked med hensyn til østarbejderne. Jeg vil gerne lige gennemgå essensen af tallene. Den viser nemlig, at hvis man kigger på en række brancher af dem, vi plejer at kalde de udsatte brancher, når vi taler om social dumping, så er det de brancher, der har hyret mest østeuropæisk arbejdskraft til erstatning for dansk arbejdskraft.

Hvis vi tager rengøringsbranchen, så er der ansat knap 10.000 østarbejdere, der er fyret 5.200 danskere. Hvis vi tager bygge- og anlæg, så er der ansat 9.141 østarbejdere, der er fyret 26.226 danskere. Landbrug, skovbrug og gartneri: Her er ansat 7.758 østarbejdere, der er fyret 8.134 danskere. Hotel og restauration: Der ser det en lille smule bedre ud. Alt er relativt. Der er ansat 4.278 østarbejdere, men der er kun ansat 1.297 danskere. Hvis vi går til transportområdet, så er der ansat 3.216 østarbejdere og fyret 21.927 danskere.

De tal taler jo for sig selv. De er jo i sig selv et dementi af de evindelige påstande fra borgerligt hold om, at danskerne ikke gider tage job i de her brancher. Tallene viser jo, at det forholder sig lige omvendt. Der er kyniske og grådige virksomheder i Danmark, der ikke kan få det billigt nok, som helt systematisk fyrer herboende dansk arbejdskraft – og her taler jeg ikke om etnisk oprindelse, men om danskere, dvs. mennesker, som har slået sig ned for at bo og arbejde i Danmark. De bliver fyret, for at man kan importere udenlandsk arbejdskraft i stedet. Gennem de sidste mange år og stort set hver eneste dag får vi eksempler på, at det sker på langt ringere vilkår, end de mennesker, som er blevet fyret, var ansat under.

Regeringen og Enhedslisten har gennem to finanslovsaftaler gjort en god indsats, men de her tal og de her fakta viser, at der skal skrappere midler til. Og det førte jo til, at jeg i går sendte et brev til beskæftigelsesministeren og opfordrede hende til straks at indkalde til forhandlinger, så vi hurtigt kan lave en aftale om at gennemføre nogle ting, som regeringen, SF og Enhedslisten i det store og hele er enige om i forvejen, men som af andre grunde ikke er blevet til aftalestof endnu.

Det, jeg foreslog, var, at vi koncentrerede os om hårdere straffe til de virksomheder, der flyver under radaren, herunder muligheden for at sende dem hjem, hvor de kommer fra, hvis ikke de kan finde ud af at overholde reglerne, id-kort i byggeriet – for vores skyld også gerne i andre udsatte brancher – og en styrket myndighedskontrol. Jeg skal senere vende tilbage til, hvad mine forventninger er til ministerens svar. Det tager jeg afslutningsvis. Jeg vil bare sige, at det jo kun kan gå for langsomt med at få lavet en sådan aftale og at vise befolkningen, at der er nogle partier her i Folketinget, der tager indsatsen mod social dumping alvorligt.

Men vi skal også erkende, at der altså ud over de ting, som jo kan gennemføres, det tror jeg vi er enige om, uden store opgør med EU-reglerne, er brug for, at vi i det hele taget får nogle langt bedre redskaber, der kan sikre det, som de fleste eller måske alle herinde, bortset fra Liberal Alliance, står og siger, nemlig at det er vigtigt, at de udenlandske arbejdere, de udenlandske virksomheder er velkomne her i landet, men også at de skal fungere på lige vilkår med dem, der er her i forvejen. De skal følge de samme regler som danske virksomheder og danske arbejdere. Det er jo for at sætte fokus på de redskaber, vi har brug for, at vi har fremsat de her tre beslutningsforslag plus forslaget om børnechecken, som jo allerede har været til behandling.

Nogle bemærkninger til de enkelte forslag. B 48 – fair konkurrence: Det handler jo ganske enkelt om at afskaffe de urimelige skattefordele, som udstationerede virksomheder har, når de opererer her i landet. De er skattefritaget i 6 måneder, og det kan forlænges til 12 måneder. De kan medbringe deres egne ansatte på hjemlandets løn- og ansættelsesvilkår, og de skal i øvrigt heller ikke betale skat her i landet. Det er jo ikke mærkeligt, at nogle kan føle sig fristet til at få leveret tjenesteydelser fra sådan nogle virksomheder, for det siger sig selv, at de kan levere ydelserne langt billigere end danske virksomheder. Hertil kommer jo det særlige forhold, at EU-Domstolen i den såkaldte Lavaldom har fortolket det direktiv, der sætter rammerne for den her trafik, nemlig det såkaldte udstationeringsdirektiv. Den fortolkning er jo en stærkt begrænsende fortolkning, som går imod det, vi alle sammen troede det her udstationeringsdirektiv drejede sig om, nemlig at det var et minimum, og så kunne medlemslandene bygge ovenpå med de love og regler eller overenskomster, whatever, de nu ønskede at bruge som et redskab til at sikre lige vilkår. Men nej, nej, det mente Domstolen vi helt havde misforstået. Udstationeringsdirektivet blev af Domstolen fortolket som et maksimumsdirektiv. Det lægger et loft over, hvad vi må kræve af udstationerede virksomheder, og dermed blev det slået fast, at vi ikke har ret til at stille de samme krav til udstationerede virksomheder fra andre EU-lande, som vi må stille til danske virksomheder. Konfliktretten blev begrænset, og det gjorde den også ved, at man rettede ind gennem en dansk lov. Så allerede her har vi jo et alvorligt problem, som der skal gøres op med. Og ja, det er rigtigt forstået, at hvis vi kan komme igennem med det synspunkt, som ligger i vores forslag, B 48, er vi kommet langt i forhold til at gøre op med det.

Så vil jeg bare lige præcisere en ting af hensyn til nogle indlæg, der var tidligere, jeg tror, det var fra Dansk Folkeparti. Der er altså intet i vores forslag, B 48, som siger, at danske arbejdere, der arbejder for en dansk virksomhed, som opererer i et andet land, skal ansættes på ringere vilkår, end hvis de var ansat i Danmark. Det står der ikke noget om, og det er heller ikke konsekvensen af det.

Så er der B 49 om arbejdstilladelsen. Jamen det er jo sådan set kerneforslaget i forhold til at sikre, at udenlandske arbejdere kan arbejde her på lige vilkår og sikre det forhold. Forslaget går jo ud på, at for at man som udenlandsk arbejder skal kunne påbegynde arbejde her i landet, skal der foreligge en arbejdskontrakt, en ansættelseskontrakt, og af den skal det fremgå, at ansættelsen sker på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Så er der en meget vigtig tilføjelse, nemlig at den kontrakt skal godkendes af den fagforening, der har overenskomsten på det pågældende område. Og til Liberal Alliance vil jeg sige, at det jo intet har at gøre med at give fagforeningen en lovstatus eller en myndighedsstatus, for hvem er bedre til at kontrollere, om ansættelsen er sket på sædvanlige og lige vilkår? Ja, det må da være den fagforening, der har overenskomsten.

Under den såkaldte østaftale havde vi faktisk et sådant redskab. Det, vi foreslår, er en mildere udgave af det normale princip i udlændingeloven, som jo er, og som stadig gælder for tredjelandsborgere, at for at udlændinge kan arbejde her i landet, skal de have en arbejds- og opholdstilladelse, de skal have en ansættelseskontrakt på sædvanlige danske vilkår, arbejdsmarkedets parter skal høres, om de er enige i, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det er jo det grundlæggende princip i udlændingeloven. Disse regler gælder stadig for tredjelandes borgere, men i kraft af EU-medlemskabet og det indre markeds regler er det sat ud af kraft, når det drejer sig om EU- og EØS-borgere, og det er jo det helt grundlæggende problem, som vi siger vi bliver nødt til at forsøge at gøre op med og tage en kamp for.

Så er der forslaget om optjening af dagpengeret. Også her skal der være lige vilkår. Men det er jo altså sådan, at en EU- og EØS-borger, en vandrende arbejdstager, som det hedder, kan opnå dagpengeret efter 3 måneders medlemskab af en dansk a-kasse og 3 måneders arbejde her i landet, hvor en dansk lønmodtager skal have 1 års medlemskab af en a-kasse og 1 års arbejde ud af de seneste 3 år. Det er jo en helt urimelig skrap regel at have, men det er desværre det, der er flertal for i Folketinget, som hr. Bjarne Laustsen så rigtigt konstaterede. Det burde vi gøre op med, men det har vi ikke flertal for, og derfor går forslaget på, at udenlandske arbejdere her i landet skal følge de samme regler som danske herboende lønmodtagere skal følge for at opnå dagpengeret. Og der er det jo ikke rimeligt at henvise til optjeningsperioder for andre EU-lande, fordi man jo der har optjent dagpengeretten under helt andre vilkår, først og fremmest det forhold, at man ikke har været medlem af en dansk a-kasse i det samme antal måneder som danske lønmodtagere. Og der er det jo, som hr. Bjarne Laustsen også rigtigt påpegede, en unik ordning, vi har. Der adskiller dagpengeforsikringen sig jo afgørende fra alle de andre velfærdsydelser, fordi – og det er der en speciel historie om, vi ikke skal ribbe op i her – den netop betinger, at man har bidraget i x antal måneder til en dansk a-kasse.

Så er der min vurdering af debatten. Ja, den ligner jo de andre debatter, vi har, altså at når det kommer til noget, der bare er i skyggen af at være i konflikt med EU, så er der en bestemt gruppe af partier fra SF til og med De Konservative, som så ikke er her i dag, men de er nok stadig væk enige med Venstre, der ikke rigtig vil forholde sig substansen. I spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt eller ikke rimeligt, henviser man bare til, at det er i strid med EU, så det kan vi ikke lave om. Det er jo ikke ret meget, der løfter sig på baggrund af en sådan debat. Og så kan man jo spekulere på, hvorfor der argumenteres på den måde. Jeg er kommet til den konklusion, at der jo kun kan være to grunde til det. Den ene grund er, at hvis man argumenterer indholdsmæssigt, skal man jo til at indrømme, at alle de løfter, man er kommet med igennem mange, mange års medlemskab af EF og EU, om, at medlemskabet aldrig ville få nogen negative konsekvenser for den danske overenskomst og velfærdsmodel, ikke holdt vand. Og det er jo noget skidt, når man indrømmer det, for så er man forpligtet til at gøre noget ved det, og det er det, man af en eller anden mystisk grund har meget, meget svært ved. Det tror jeg man kommer til at lave om på, netop fordi den aktuelle debat viser, at det jo er ved at gå op for befolkningen, at alle de her løfter ikke holdt vand, så befolkningen i stigende grad kræver, at der bliver lavet om på det.

Så vil jeg gerne vende tilbage til den aktuelle situation, som jo er, at Enhedslisten i går opfordrede beskæftigelsesministeren til omgående at indkalde til forhandlinger om, hvordan vi kan gøre en øget indsats imod social dumping. Der udvalgte vi os nogle emner, som vi på forhånd ved der er enighed om ikke kræver opgør med nogen EU-regler. Det er muligt, Kommissionen har en anden opfattelse af det, det må vi finde ud af til den tid, men pragmatiske, som vi er, sagde vi: Lad os dog få gang i noget af det, vi er enige om. Og de emner, som vi udvalgte, er noget, vi har drøftet flere gange, og som vi har været tæt på at skrive aftaler om. Det er så blevet forpurret af uenighed om andre ting, men det er jo: en styrket myndighedsindsats; det er spørgsmålet om nogle skrappere straffe over for de virksomheder, der ikke overholder reglerne; og det er forslaget om et id-kort i byggeriet. Og der kan jeg sådan set ikke forstå, at beskæftigelsesministeren ikke allerede har indkaldt til forhandlinger om de her ting, det må dog ligge på den flade. Når man kigger på, hvordan debatten kører her op til EU-valget, ville det da være en ren vindersag for regeringen, for SF sammen med Enhedslisten at lave nogle aftaler om de her ting, hvor der ikke burde være nogen principielle uoverensstemmelser. Det ville jo vise et flertal af befolkningen, at der altså er et flertal i Folketinget, der tager deres bekymringer omkring social dumping alvorligt.

Vi tror også på, at det vil give hele debatten op til EU-valget nogle helt andre og meget mere håndterlige skruer, for hele den her debat om den påståede velfærdsturisme har nok kun den karakter, den har, fordi vi har det problem, der hedder social dumping.

Derfor kan jeg ikke forstå, at ministeren ikke allerede har indkaldt regeringspartierne, SF, Enhedslisten, og hvem der ellers gerne vil være med til at løfte noget her, til en forhandling for at få sluttet en aftale om de forhold. Jeg er jo meget spændt på, efter de bemærkninger der er kommet i dag, hvordan beskæftigelsesministeren svarer på Enhedslistens opfordring, om man virkelig vil synke så dybt, at man siger: Nej, I skulle jo – som nogle ordførere fra SF og Socialdemokraterne har været inde på i dag – have kendt jeres besøgelsestid her for en måned siden, da vi snakkede om børnecheck, eller for 4 måneder siden, da vi snakkede finanslov, og da I ikke kunne finde ud af det, vil vi ikke noget nu.

Jeg tror, at man lige skal overveje, om det er den forklaring, man skal komme med. Jeg tror i hvert fald, at der er mange ude i befolkningen, der holder skarpt øje med, om alle de her udsagn om, at man gerne vil gøre noget ved social dumping, nu også bliver omsat til praktisk handling.

Nu ligger der en gylden chance; der ligger – for at bruge hr. Bjarne Laustsens billedsprog – guld på gaden, fordi Enhedslisten har taget pengene med, så vi får indløst de her forslag og får lavet en aftale om dem. Så til hr. Bjarne Laustsen, fru Lisbeth Bech Poulsen, fru Camilla Hersom og beskæftigelsesministeren: Nu er det bare med at komme i gang med at få samlet det guld op. Tak for ordet.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at de tre forslag, B 48, B 49 og B 51, henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.