Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 36:

Forslag til folketingsbeslutning om opsættende virkning i klagesager for borgere med handicap.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 20.11.2015).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til social- og indenrigsministeren. Værsgo.

I beslutningsforslag B 36 foreslås det, at regeringen skal fremsætte et lovforslag, der giver opsættende virkning i klagesager for borgere med handicap, der har fået frataget eller nedsat hjælp, uden at den pågældende har forbedret sin funktionsevne. En opsættende virkning skal efter beslutningsforslaget tjene to formål. For det første skal borgeren have den hjælp, kommunen har frakendt, indtil der foreligger en afgørelse fra Ankestyrelsen. For det andet skal ordningen skabe et økonomisk incitament for kommunerne til at træffe den rigtige afgørelse første gang.

Beslutningsforslaget og formålet bag det har en række fællestræk med det beslutningsforslag om kompensationsordningen, som vi netop har behandlet. Regeringens overordnede synspunkter svarer derfor i væsentligt omfang til de synspunkter, som jeg redegjorde for i forbindelse med det foregående beslutningsforslag, B 35.

Vi er enige i, at alle borgere skal have den hjælp, de har ret til efter lovgivningen, og at de skal have den rigtige afgørelse om hjælpen i første omgang. Opsættende virkning vil imidlertid betyde, at der vil blive ydet hjælp i klageperioden, også i de klagesager, hvor Ankestyrelsen når frem til, at kommunens afgørelse er korrekt, og det er alt andet lige tilfældet i omkring to tredjedele af klagesagerne efter serviceloven.

Med opsættende virkning som foreslået vil en række borgere altså få adgang til ydelser, de viser sig ikke at være berettiget til, og det forekommer for mig at se sådan set at være mindre rimeligt. Det vil formentlig også medføre betydelige offentlige merudgifter, og det kan samtidig få antallet af klager til at stige, og derfor mener vi i regeringen ikke, at det vil være hensigtsmæssigt, at der i almindelighed vil skulle tillægges en klage til Ankestyrelsen opsættende virkning, hvis klagen angår borgere med handicap, der har fået frataget eller nedsat hjælp, som foreslået.

I visse sager, hvor afgørelsen kan have særligt indgribende betydning for borgeren, er der faktisk allerede i dag mulighed for at tillægge klagen opsættende virkning. Ankestyrelsen kan efter retssikkerhedslovens § 72 efter begæring tillægge en klage over afgørelser om botilbud til voksne opsættende virkning, og klager over afgørelser om anbringelse af børn og unge har som udgangspunkt opsættende virkning.

Herudover kan en kommune selv – eller Ankestyrelsen – efter praksis helt undtagelsesvis tillægge en konkret klage opsættende virkning, hvis den har vidtrækkende konsekvenser, som ikke eller kun vanskeligt lader sig genoprette. Ankestyrelsen kan endvidere hastebehandle en klagesag, hvis styrelsen finder, at der er behov for det. Drejer en sag sig om merudgifter eller andre pengeydelser efter serviceloven, får borgeren ydelsen med tilbagevirkende kraft, hvis altså Ankestyrelsen giver borgeren medhold.

Endelig skal man være opmærksom på, at udgangspunktet jo ikke er, at kommunerne pludselig stopper al hjælp til en borger, der hidtil har modtaget betydelig hjælp. Ofte vil der være tale om, at hjælpen nedsættes eller ændres til en anden type hjælp, så borgeren fortsat får hjælp, også i klageperioden.

Jeg mener heller ikke, at en opsættende virkning vil føre til flere rigtige afgørelser fra kommunerne. Som jeg sagde før i forbindelse med B 35 om en kompensationsordning, var jeg sådan lidt grundlæggende uenig i den præmis, der også synes at ligge bag B 36, nemlig at kommunerne helt grundlæggende og meget bevidst og usagligt træffer afgørelser i strid med lovgivningen for at spare hjælpen i en klageperiode, og at der er behov for at fjerne et økonomisk incitament til en sådan adfærd. Jeg vil stadig væk mene – og jeg går ud fra – at kommunerne grundlæggende har viljen til at løfte deres ansvar for, at sagsbehandlingen er i overensstemmelse med lovgivningen, og jeg mener derfor ikke, at en regel om opsættende virkning sagligt vil påvirke kommunernes afgørelser.

Så vil jeg gentage, at det er vigtigt, at vi i Folketinget tager ansvar for, at lovgivningen er forståelig for både borgere og for kommuner, og at den er udformet på en måde, så den er til at administrere korrekt. Det er derfor, at regeringen som sagt har besluttet at igangsætte det her vigtige arbejde, og jeg er meget, meget glad for de tilkendegivelser, der faktisk kommer fra rigtig mange af Folketingets partier, om, at man er indstillet på, at her er vi altså i arbejdstøjet. Vi har igangsat arbejdet med en reform af servicelovens voksenbestemmelser, og jeg har lagt op til et bredt samarbejde, hvor bl.a. også brugerorganisationerne bliver inddraget på et tidligt tidspunkt, og i det her arbejde er jeg indstillet på at få drøftet alle gode forslag, herunder også forslag om opsættende virkning på enkeltstående områder. Men det er altså vigtigt at understrege, at der også er en økonomisk ramme, der skal overholdes.

Så jeg håber, at vi på den her måde – organisationer og politikere – i fællesskab vil være i stand til at finde en samlet løsning til gavn for de borgere, der har behov for hjælp efter serviceloven. Det tror jeg på er den eneste rigtige, den eneste fornuftige og den eneste holdbare vej, altså at vi får skabt klarhed i lovgivningen, at vi bliver ved med at understøtte kommunerne i at kunne træffe korrekte afgørelser på baggrund af faglige og økonomiske hensyn og ud fra den enkeltes behov, og at vi også fortsat og fremadrettet arbejder for at sikre en hurtig klagesagsbehandling.

Så på den her baggrund kommer regeringen ikke til at støtte beslutningsforslag B 36.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Som ministeren nok er bekendt med, har jeg som ordfører tidligere spurgt til at få en opgørelse over, hvad det vil koste. Der har jeg fået det svar, at det ikke er muligt at foretage en præcis opgørelse over merudgifterne ved at indføre en ret til opsættende virkning i klagesager, hvor borgere ikke har forbedret deres livssituation, herunder funktionsevne.

Men jeg kunne godt tænke mig at vende den lidt om, for hvad koster det at lade være med at hjælpe mennesker med handicap? Hvad koster det at lade være? Hvad koster det, hvis man ikke genbevilger den handicapbil, borgeren skal bruge for at køre på arbejde? Hvad koster det, hvis borgeren ikke får den rette kørestol, så man simpelt hen bliver indlagt med tryksår? Hvad koster det? Jeg tror bare, man skal passe på med at gøre det her op sort-hvidt, for det er ikke sort-hvidt. Det kan jo godt betale sig at yde en indsats tidligere. Det kan godt være, at den investering koster her og nu, men på længere sigt er den godt tjent ind. Det synes jeg bare er vigtigt at man har med i baghovedet i forbindelse med det her forslag.

Ministeren.

Jeg vil takke ordføreren for det spørgsmål eller for den holdningstilkendegivelse, for det er nemlig fuldstændig korrekt – det her med ikke bare at tro, at det er sort eller hvidt. Det synes jeg også klart vi fik diskuteret i forbindelse med det foregående beslutningsforslag, hvor ordføreren selv bliver lidt udfordret i diskussionen om, hvad det så koster at lave et helt nyt kompensationssystem. Det kan vi godt regne på, og jeg tror, det bliver meget bekosteligt. Det her med opsættende virkning: Hvad koster det? For det er ikke kun kroner og øre, vi taler om; det er fuldstændig rigtigt, at det også er menneskelige ressourcer. Derfor vil jeg igen appellere til ordførerens arbejdsiver og viden på det her felt i forhold til at indgå konstruktivt i det arbejde, der ligger foran os. Det bliver svært, og det bliver krævende. Men jeg mener, at vi har en enormt stor forpligtelse til at sikre, at servicelovens voksenbestemmelser får den reform eller revision, som jeg og heldigvis også rigtig mange andre socialordførere bekræfter er nødvendig.

Spørgeren.

Ja, og for lige at pointere, så handler beslutningsforslaget om opsættende virkning i klagesager jo om de borgere, der ikke har forbedret deres funktionsevne. Det vil sige, at den er stationær: Man kan ikke lige pludselig gå, hvis man er lam, og hvis man har sclerose, bliver man heller ikke rask; hvis man har en respirator, er det højst sandsynligt, at man altid har den på grund af sin ALS. Det synes jeg bare er vigtigt at have for øje, når man taler om det her, og netop også i forhold til det økonomiske. Jeg ved ikke, om ministeren kan huske, at KL lavede et udspil, der hed »Investér før det sker«. Nu ville man gøre op med silotænkningen. Jeg synes bare, at på det her område mangler der simpelt hen noget handling. Vi har snakket for meget, vi skal have noget handling.

Ministeren.

Det er også baggrunden for, at regeringen har udmeldt, lige her inden vi gik på juleferie, at vi genoptager det arbejde, som den tidligere regering måtte skrinlægge. Den tidligere regering måtte skrinlægge det, bl.a. fordi Dansk Folkeparti valgte at sige: Det her er simpelt hen ikke godt nok. Der er man nødt til – og det er igen en appel til Dansk Folkeparti – at trække i arbejdstøjet; der er man nødt til at gå konstruktivt ind i de forhandlinger.

Hvad angår det her med, hvorvidt ens situation er stationær eller ej, så er det bare ikke det, der står tydeligt i beslutningsforslaget. Det er vigtigt, og jeg vil gerne gentage det, at jeg er indstillet på at drøfte alle gode forslag, også forslag om opsættende virkning på enkeltstående områder, men at man er nødt til også at agere økonomisk ansvarligt her. Der er en økonomisk ramme, der skal overholdes.

Næste spørger er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Ministeren nævner, at der er to tredjedele af afgørelserne, som er korrekte – altså hvor borgerne, hvis der havde været opsættende virkning, i den periode ville få tildelt noget, som de egentlig ikke var berettiget til. På samme måde ved man jo så, at borgerne i en tredjedel af sagerne, hvis der ikke er opsættende virkning, får frataget noget, som de egentlig havde ret til. Synes ministeren, det er bedre, at man på den ene side, hvis man havde opsættende virkning, i to tredjedele af tilfældene giver noget, som borgeren ikke har ret til, end at borgeren i en tredjedel af tilfældene får frataget noget, som vedkommende egentlig havde ret til? For det er jo det dilemma, vi står over for her.

Ministeren.

Jeg tillader mig at anlægge en anden synsvinkel på det. For i den ideelle verden har vi slet ikke en diskussion om så stort et antal af klagesager. Det er derfor, jeg mener, vi har en ret vigtig opgave foran os med at sikre, at den her lovgivning er til at forstå, og at man er klar over, hvad det er, man har ret til, men at sagsbehandlerne også er klar over, hvordan de tildeler og vurderer konkret og individuelt i forhold til de borgere, der har brug for hjælp efter serviceloven. Det mener jeg er det første punkt. Så kan man have en teknisk diskussion om, om det er godt med to tredjedele og en tredjedel, men jeg tillader mig at anlægge den første vinkel, som jeg mener er den vigtigste i forhold til spørgsmålet.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg anerkender også, at der er behov for at gå dybere end et enkeltstående beslutningsforslag, som her er fremme, men jeg synes dog, at når man nu står og skal tage stilling til det her beslutningsforslag, er man bare også nødt til at forholde sig til, at så længe der ikke er opsættende virkning, er der en tredjedel af tilfældene, hvor borgerne får frataget noget, som de reelt set har ret til. Det synes jeg er svært at overse og udskyde til nogle forhandlinger på et senere tidspunkt, hvor vi måske eller måske ikke kommer til at kigge på det her.

Ministeren.

Sådan lige umiddelbart lyder det da meget besnærende, men et godt råd til ordføreren vil være: Husk på, hvad opsættende virkning så vil medføre. Så vil opsættende virkning alt andet lige medføre, at det så bare bliver nærmest pr. automatik, at man så påklager den afgørelse, fordi det har opsættende virkning, selv om to tredjedele så får skrinlagt, at det sådan set var en korrekt afgørelse, der blev givet. Hvad er det for et klagesignal, vi sender ved at tildele samtlige sager opsættende virkning? Det mener jeg ikke er den rigtige vej at gå. Ambitionen er ikke at få flere klagesager. Ambitionen er at få en klar lovgivning.

Tak til ministeren. Så giver jeg ordet til Socialdemokratiets ordfører, hr. Orla Hav.

For Socialdemokratiet er det afgørende, at mennesker med et handicap har ordentlige vilkår og kan opnå hjælp og assistance i forhold til deres funktionsnedsættelser. Det findes der heldigvis en række muligheder for.

Vi ser helst, at tilmålingen af denne hjælp sker i et konstruktivt og tillidsfuldt samspil mellem borger og fællesskab. Her kan der findes, desværre, mange eksempler på, at dette ikke eksisterer, men vores målsætning er nu alligevel, at vi som borgere og borgernes repræsentanter indretter samfundet til at være et godt sted at leve, også hvis man har en funktionsnedsættelse.

Vi er dybt betænkelige over for yderligere bureaukratisering af samarbejdet mellem borgere og samfund/kommune. Sagen er jo, at hvis det her forslag stemmes igennem, skal vi bruge yderligere ressourcer på at vurdere skøn og processer, og de ressourcer vil vi egentlig hellere bruge på en direkte service over for borgerne.

Vi anerkender, at beslutningsforslaget rører ved væsentlige problemer i samspillet mellem borgere og fællesskab, og derfor er det også vigtigt og rigtigt, at vi får en mulighed for i fællesskab og sammen med ministeren at lave en ordentlig gennemgang i forbindelse med revisionen af servicelovens voksenbestemmelser, og det arbejde er vi indstillet på at medvirke aktivt og konstruktivt til at løse, så vi får skrubtudserne ud af den praksis, der kan iagttages på det her område.

På den her baggrund kan vi altså ikke støtte det foreliggende beslutningsforslag, men deltager gerne i drøftelserne om revision.

Tak. Der er nogle korte bemærkninger. Den første spørger er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg ved ikke, om ordføreren er bekendt med, at det jo er en genfremsættelse af et tidligere beslutningsforslag, som vi fremsatte fra Dansk Folkepartis side. På daværende tidspunkt, den 27. juni 2014, blev der afgivet en fælles beretning i Socialudvalget, fordi et enigt Socialudvalg ønskede handling på det her område.

Anerkender ordføreren i den forbindelse, at der sådan set ikke er sket ret meget, siden den beretning blev afgivet i Folketingets Socialudvalg?

Ordføreren.

Næh, jeg hørte ministeren gøre rede for, at den tidligere socialminister forsøgte at komme igennem med nogle ordninger med hensyn til en revision af voksenbestemmelserne, hvilket bestemt ikke blev mødt af et Dansk Folkeparti, der ville medvirke konstruktivt til at få de løsninger igennem.

Nu har vi så givet hinanden håndslag – Socialdemokraterne giver i hvert fald over for den nuværende minister håndslag på det – på, at vi gerne medvirker til at finde nogle konstruktive løsninger, hvor vi tilgodeser mennesker, der er i den situation, at de har nedsatte funktionsevner.

Spørgeren.

Jeg er ked af at sige det, men det er direkte løgn, når ordføreren siger, at Dansk Folkeparti ikke er kommet med nogen konstruktive forslag. Vi foreslog obligatoriske tro og love-erklæringer, vi gik konstruktivt ind i arbejdet og kom med nogle rigtig gode forslag, bl.a. nogle af dem, vi drøfter i dag. Så det anerkender jeg simpelt hen ikke at vi ikke gjorde.

Det, det handlede om, var jo de retssikkerhedsmæssige udfordringer, der var i forhold til borgerne, og derfor sagde DF, at hvis det forslag ikke var til gavn for borgerne, kunne vi ikke være med. Men hvis I andre syntes, det var så godt, kunne I da bare have vedtaget det – så havde I jo haft et flertal.

Ordføreren.

Jeg er da ked af ordførerens sprogbrug og af, at hun bliver bragt i affekt over det her. Det er min oplevelse, at Dansk Folkeparti ikke var særlig konstruktive i de forhandlinger, der fandt sted.

Næste spørger er hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil godt spørge ordføreren, om ordføreren ikke mener, at der er et retssikkerhedsproblem. Nu har vi jo lige diskuteret et andet beslutningsforslag om de tilkendegivelser, som ordføreren og i øvrigt også ministeren kommer med, og så er der en situation for borgeren, som oplever, at man i strid med lovgivningen får frataget en ydelse, man har krav på. Man kan ikke gøre noget ved det. Det har uopsættelig virkning. Når man så til gengæld på et tidspunkt vinder sagen, får man ikke nogen som helst form for kompensation. Altså, den, der ulovligt fratager borgeren en ydelse, borgeren har krav på, får det ingen konsekvenser for, men når den pågældende borger så vinder sagen, er der ingen form for erstatning. Er det ikke et retssikkerhedsmæssigt problem?

Ordføreren.

Jo, vi anerkender, at det her rører ved et væsentligt problem. Det er også derfor, vi gerne vil være med til at finde nogle løsninger for at tilgodese borgere, så de ikke bliver klemt i det her system, for det er der jo eksempler på. Det forsøgte jeg også at sige i min ordførertale. Derfor anerkender vi, at der er et problemkompleks, som vi trænger til at få kigget på, og det medvirker vi gerne til på baggrund af de tilsagn, som ministeren har givet heroppefra.

Spørgeren.

En kommune på den københavnske vestegn har i en bestemt type sager fejlbehandlet mellem 60 og 70 pct. af sagerne her for ganske nylig. Det er muligvis, fordi loven er vanvittig kompliceret. Jeg tror det nu ikke. Hvis det nu lykkes at få et flertal for at forenkle lovgivningen, har man så løst problemet med borgernes retssikkerhed, hvis det så kun er 35 pct. af borgerne, der uretmæssigt får frataget en ydelse, de har krav på?

Ordføreren.

I min optik er enhver fejlagtig afgørelse et problem i sig selv. Jeg tror ikke, man kan sætte nogen nedre grænse for, hvad tolerancen er, for vi skal jo vide, at der sidder et menneske, som er dybt afhængigt af, at vi har et velfungerende fællesskab. Til gengæld skal det velfungerende fællesskab jo så også lave nogle regler, som er til at efterleve, og der har ikke mindst Folketinget jo en forpligtelse til at være med. Det stykke arbejde medvirker vi altså gerne til at få klaret, men vi skal også vide, at det her er et vanskeligt område, der jo også i nogen grad hviler på nogle skøn, som bliver lagt ind fra sagsbehandlerens side. Og så skal vi jo selvfølgelig også være sikre på, at de folk, vi beder om at udøve det skøn, også har de nødvendige kvalifikationer til det.

Så der er mange fejlkilder, men vi går altså efter, at vi får et system, hvor borgerne kan være tjent med den service, som fællesskabet giver.

Tak til ordføreren, og jeg giver ordet videre til ordføreren for Venstre, hr. Jan E. Jørgensen.

Mange tak, formand. Jeg vil fortsætte i den højstemte stil ved at citere grundloven, som vi jo alle sammen har skrevet under på, da vi blev valgt til Folketinget. Det er § 63 stk. 1:

»Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.«

Hvad betyder det sådan på almindeligt dansk? Det betyder, at hvis en myndighed, f.eks. en kommune, træffer en afgørelse, så har man mulighed for at gå til domstolene for at få prøvet, om den afgørelse var korrekt. Men det, at man gør det, betyder ikke, at der kommer opsættende virkning. Man skal altså følge afgørelsen, uanset at man indbringer den for domstolene. På forskellige områder er der så i dag nogle nævn, men det gør sådan set ikke sagen anderledes.

Opsættende virkning er i dansk ret den absolutte undtagelse. Kun når der er tale om noget, som ikke kan genoprettes, er der opsættende virkning. Eksempelvis kan nævnes ekspropriation: Man eksproprierer et hus, fordi der skal bygges en motorvej. Huset bliver revet ned, motorvejen bliver bygget, og så får borgeren medhold i, at ekspropriationen var ulovlig. Det nytter jo ikke meget, når huset er væk og motorvejen er bygget. Derfor tillægger man opsættende virkning i den type sager.

Men ellers er det altså en absolut undtagelse at tillægge opsættende virkning, og hvorfor så det? Jo, det har grundlovsfædrene jo tænkt over, for hvis man kunne trænere en afgørelse ved at indbringe den for Ankestyrelsen eller domstolene, ville man naturligvis gøre det. Vi skal passe rigtig, rigtig meget på i den her sag, for vi er altså i gang med at ændre fundamentalt ved hele vores system, og det vil medføre en eksplosion i antallet af klagesager på det her område. Og hvis vi gør det på det her område, hvad jeg ikke håber vi gør, så vil det naturligvis brede sig til alle mulige andre områder. Så vil alle mulige andre spørge, hvorfor det kun lige skal gælde der. Hvorfor skal det ikke også gælde på andre områder, hvor en kommune træffer en afgørelse, som bagefter måske viser sig at være ulovlig? Hvorfor skal det ikke også have opsættende virkning? Det samme kan siges om sagen fra før om økonomisk kompensation. Det vil også være et nybrud, som vil medføre en eksplosion i antallet af klagesager.

Det nemme i politik er at pege på problemer, og det gør Dansk Folkeparti, og man peger på et reelt problem. Det svære i politik er at lave løsninger, og det her er ikke en løsning. Det er i hvert fald en løsning, som vil have så store bivirkninger, at de langt vil overstige det positive i forslaget.

Lad mig sige, at det naturligvis er rigtig ærgerligt, når en kommune træffer en forkert afgørelse, for der er en borger i den anden ende, som det går ud over. Men hvis det her beslutningsforslag blev vedtaget, ville det altså også betyde, at i de to tredjedele af sagerne, som jo ikke omgøres i Ankestyrelsen, vil borgerne kunne trænere en afgørelse. Og mon dog ikke, at borgere fremover vil klage, uanset hvor berettiget en afgørelse måtte være. For bare det, at man klager, vil jo medføre, at man kan udsætte, at kommunens afgørelse bliver effektueret. Og hvorfor skulle man egentlig ikke også bruge den opsættende virkning? Hvad nu, hvis man indbringer Ankestyrelsens afgørelse for domstolene? Hvorfor skal der så ikke være opsættende virkning der?

Jeg har stor sympati for, at Dansk Folkeparti gerne vil løse de problemer, der er på det her område. Den løsning, man peger på, er altså bare forkert. Der er opsættende virkning i sager, hvor det vil have en meget, meget indgribende betydning, og hvor det vil være ødelæggende, hvis man ikke tillagde opsættende virkning. Og som ministeren har givet tilsagn om, er vi villige til at se på, om det område kan udvides en lille smule, så man kan snævre det ind til det.

Men det går ikke bare sådan generelt at give opsættende virkning i alle sager. Dansk Folkeparti vil så sige: Jamen vi har jo sagt, at det kun er, hvor der er tale om, at borgere med handicap ikke har fået forbedret deres funktionsevne. Jo, jo, men det er jo lige præcis det, som kommunerne ofte begrunder deres afgørelse med, altså at borgerens funktionsevne er forbedret. Og det er så det, man skal slås om, altså om funktionsevnen nu er forbedret eller ej.

Så forslaget vil medføre en eksplosion i antallet af sager i Ankestyrelsen og længere sagsbehandlingstider og en eksplosion i de offentlige udgifter. Og det er der jo nogen partier, herunder Dansk Folkeparti, som normalt ikke er så glade for.

Derfor kan Venstre altså ikke støtte forslaget. Det er ikke, fordi vi ikke har sympati for det problem, Dansk Folkeparti peger på, men fordi vi mener, at den løsning, der peges på, er helt forkert.

Tak. Der er foreløbig en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning, og det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg kunne have lyst til at spørge ordføreren om, hvor mange borgere ordføreren tror har råd til at betale en advokat for at køre deres sag. Det tror jeg de færreste har råd til.

Jeg vil bare lige høre, om ordføreren har læst anbefalingerne fra Advokatrådets »Retssikkerhed i forvaltningen«. De kommer jo med en række forslag til at forbedre det her område:

»Advokatrådet anbefaler at klageinstansen bør have både ret og pligt til ex officio inden for en kort frist at tage stilling til, om en klage bør tillægges opsættende virkning.«

Nu er ordføreren jo også lidt inden for juraen. Finder ordføreren, at Advokatrådets anbefalinger er dårlige?

Ordføreren.

Ja, ordføreren er advokat. Det kan man jo godt sige er lidt inden for juraen; det kan vel ikke blive ret meget mere inden for juraen.

Jeg er ikke sikker på, jeg helt forstod det indledende spørgsmål om, hvor mange der havde råd til en advokat. Altså, man behøver ikke en advokat for at gå til Ankestyrelsen. Man kan skrive klagen selv. Så der er ikke krav om advokat. Det kan være en god idé at antage en advokat, for så vil chancen for, at man får medhold, jo altså ofte være større, men det er der ikke noget krav om.

Så er der i øvrigt også en masse foreninger, som givetvis ville hjælpe med at stille advokatbistand til rådighed. Det er der en række foreninger der gør, og det synes jeg er rigtig fornuftigt. Der har bl.a. været ført en række sager på ordblindeområdet, hvor nogle kommuner er blevet sagsøgt med hjælp fra fagforeningen 3F, fordi nogle medlemmer ikke havde fået den ordblindeundervisning, de havde krav på. Så de muligheder er der. Men jeg er nu ikke helt sikker på, at jeg forstod, hvor spørgeren ville hen.

Spørgeren.

Jeg beklager, hvis jeg formulerede mig lidt forkert. Min pointe var bare at sige, at mange borgere næsten føler, at man har brug for en advokat i de her sager – i forhold til det, ordføreren sagde i sin ordførertale.

Men jeg fik ikke svar på mit andet spørgsmål: Mener ordføreren, at de anbefalinger, Advokatrådet er kommet med, er dårlige? Altså, Advokatrådets opgave er jo at pege på forhold i lovgivningen og i den offentlige forvaltning, som ikke på tilstrækkelig måde tilgodeser retssikkerheden. Og de er kommet med en række gode anbefalinger til os politikere. Mener ordføreren, de er dårlige?

Ordføreren.

Nej, men som jeg sagde i min tale, og som ministeren også sagde, kan der godt være behov for at se på, om området for opsættende virkning skal udvides. Men den udvidelse, som Dansk Folkeparti lægger op til, er ikke en, som Advokatrådet peger på. Og det ville være noget, der ville få afsmittende virkning på en lang række andre områder, og det ville være et fuldstændigt nybrud i forhold til hele vores retssystem og i forhold til vores grundlov, som altså er sådan, at hvis kommunen træffer en afgørelse, kan man ikke som borger trænere den afgørelse ved at gå til domstolene og få den udsat, indtil domstolene eller Ankestyrelsen er færdige med at behandle sagen. For hvis det var sådan, ville alle jo gøre det.

Tak til ordføreren. Vi går videre til den næste ordfører i rækken, som er hr. Jakob Sølvhøj for Enhedslisten.

Jeg synes, det er åbenlyst, også ud fra den diskussion, der har været her til aften, at der er brug for, at vi ændrer lovgivningen, så man i højere grad sikrer borgerne mod at blive ramt af fejl i den kommunale sagsbehandling – man kunne også sige ramt af kommunalt besluttede retningslinjer for sagsbehandlingen, som viser sig ikke at være i overensstemmelse med gældende love og regler. Jeg synes, det er helt uholdbart, at vi har en situation, hvor en borger kan blive uretmæssigt frakendt eller få reduceret den hjælp og støtte, som den pågældende har krav på efter lovgivningen, kan anke sagen, kan vinde sagen og derefter må konstatere, at det altså ingen konsekvens havde for hele den lange sagsbehandlingsperiode, hvor den pågældende borger ikke har haft den støtte, som borgeren havde krav på.

Jeg synes også, der mangler en proportion, når man kigger på, hvad konsekvenserne er for henholdsvis borgeren og kommunen i de her sager. For borgeren kan en fejlagtig sagsbehandling, en fejlagtig afgørelse få helt afgørende betydning for den enkeltes liv. Den enkeltes liv kan på det nærmeste bryde sammen. Det kan få konsekvenser i forhold til ens jobmuligheder, det kan få konsekvenser i forhold til at komme ud af ens hjem, det kan gå hårdt ud over familielivet osv. osv. Men for kommunen betyder en fejlagtig afgørelse kun én ting, nemlig at kommunen sparer penge i hele den lange periode, hvor borgeren må undvære en støtte og hjælp, som borgeren faktisk havde krav på efter lovgivningen.

Jeg tror, de fleste vil kunne se, at det er åbenlyst urimeligt, og derfor er der altså brug for, at vi ændrer loven, sådan at vi får en bedre retssikkerhed. Det må simpelt hen ikke være borgeren, der står tilbage med tabet, når det viser sig, at det er kommunen, der har overtrådt lovgivningen. Og det må ikke være sådan, at kommunerne ligefrem kan tjene penge på at forvalte i strid med lovgivningen.

Jeg skal ikke skære alle kommuner over en kam. Det ville jo være en alt for banal tilgang. Jeg bemærkede mig, at ordførere fra andre partier sagde, at vi også skulle have respekt for de folkevalgte ude i kommunerne. Det er jeg sådan set enig i, men omvendt vil jeg sige, at når vi gang på gang ser, at der er kommuner, som frakender borgere en støtte og en hjælp, som det bagefter viser sig at de faktisk havde krav på, så er jeg faktisk overbevist om, at en medvirkende årsag til det er, at der er et meget stærkt økonomisk incitament i lovgivningen til hele tiden at afprøve sager, til igen og igen at afprøve lovens grænser.

Jeg synes altså, det er åbenlyst, at der er behov for at styrke borgernes retssikkerhed. Jeg kan erklære mig helt enig i, at det jo er meget tydeligt, at Advokatrådet her i landet er utrygge ved den måde, lovgivningen er skruet sammen på. Der er en markant kritik fra handicaporganisationerne, og jeg synes, det peger på, at der må indføres en ny bestemmelse om, at vi får opsættende virkning, som betyder, at kommunale afgørelser om fratagelse af støtte, der ankes af borgerne, ikke kan træde i kraft, før der ligger en afgørelse i Ankestyrelsen.

Jeg kan ikke som andre bryste mig af en årelang tradition for at have været socialordfører og have deltaget i den ene og den anden debat. Så kan man jo komme i den situation, at man må læse, hvordan det var, og jeg har omhyggeligt gennemlæst debatten fra sidste gang, Folketinget behandlede et forslag af den her type. Og jeg har noteret mig, at faktisk alle ordførere fra alle partier var helt enige i, at her havde vi søreme et problem. Jeg skal ikke kunne sige nøjagtigt, hvorfor det ikke er blevet løst i den mellemliggende periode, man jeg kan bare konstatere, at det ikke er nok at have forståelse for, at vi har et problem. Der er simpelt hen behov for at handle i den her sag. Og for mig at se har et flertal her i Tinget forsømt at løse et problem, som alle var enige om var til stede.

Jeg synes, det er et rigtig godt forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat. Der kan være nogle tekniske detaljer, der efterfølgende skal drøftes, når der skal laves konkret lovgivning, men det behøver da ikke være nogen hindring for, at man tilslutter sig beslutningsforslaget. Så har vi fastlagt et princip, og så må vi jo efterfølgende diskutere, hvordan lovgivningen konkret skal udmøntes.

Tak til ordføreren. Den næste, der får ordet, er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Beslutningsforslag B 36 har til formål at sikre, at der gives opsættende virkning i klagesager for borgere med handicap, der har fået frataget eller nedsat hjælp, selv om de pågældende ikke har fået en forbedret funktionsevne.

Som det fremgår, vil det her løse flere problemer. Borgerne kommer ikke pludselig til at stå uden hjælp, mens den pågældende klagesag behandles, og kommunerne får et incitament til at behandle klagesager hurtigere, idet der ikke vil kunne opnås en besparelse under sagsbehandlingsforløbet. Incitamentet til at frakende eller forringe hjælp i strid med loven forsvinder, idet kommunerne fremadrettet ikke vil kunne opnå en besparelse, mens en klagesag pågår. Retssikkerheden for borgere med handicap vil desuden blive øget, så hovedvægten kommer på netop social retssikkerhed frem for på det kommunale systems mulighed for budgetstyring.

Hvis beslutningsforslaget her vedtages, vil borgere med nedsat funktionsevne ikke længere skulle lide under, at deres liv uretmæssigt fuldstændig falder fra hinanden, mens de venter på, at en klage færdigbehandles i Ankestyrelsen. Det her handler altså om at stå på borgernes side over for systemet, og det gør vi. Og derfor støtter Liberal Alliance forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste i talerrækken er hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

For os er det her forslag lidt mere enkelt end det forrige. I Alternativet synes vi, det er uretfærdigt, at det overhovedet er muligt, at mennesker med særlige behov kan få frataget eller nedsat deres hjælp, hvis de ikke har fået forbedret deres funktionsevne.

Så vi synes godt om DF's forslag om, at der skal være opsættende virkning i klagesager for borgere med særlige behov, der har fået frataget eller nedsat hjælp, selv om den pågældende ikke har forbedret sin funktionsevne – altså at borgeren skal beholde sin hjemmehjælp eller handicapbil, så længe sagen er i Ankestyrelsen.

Vi vil gerne arbejde hen imod en socialpolitik, hvor den økonomiske incitamentsstruktur altid kommer borgeren til gode. Derfor skal vi kunne ændre den situation, hvor jo længere sagsbehandlingstid der er i en kommune, desto større besparelse er der for kommunen, som i den fornødne tid sparer hjælpen til borgeren med særlige behov.

Det er urimeligt, at borgere med særlige behov får frataget den hjælp, som sagen handler om, mens klageprocessen står på. Det kan faktisk være et rigtig stort indgreb i hverdagen hos en person med særlige behov.

Der er selvfølgelig nogle udfordringer, som skal løses, i forhold til det her forslag. F.eks. skal vi kunne geare klagesystemet til, at denne lov måske øger klagelysten hos mennesker med særlige behov, som jo er i deres gode ret til at klage over kommunens afgørelser. Vi skal også se på den synergi, der er mellem det her forslag og så det forrige.

Så der er selvfølgelig noget arbejde, der skal gøres. Men jeg forstår, at det her forslag er en genfremsættelse, og at forslaget sidste gang førte til en undersøgelse, som af en eller anden grund strandede. Og der er jeg enig med Enhedslisten i – det var også min opfattelse – at der egentlig var enighed om, at det her skulle løses. Jeg har også prøvet at læse på det, men det står faktisk lidt tåget for mig, hvorfor det ikke lykkedes dengang.

Vi vil gerne lægge stemmer til, at det den her gang lykkes at sikre opsættende virkning i klagesager for mennesker med særlige behov, så de ikke mister deres hjælpemidler, mens deres klagesag behandles.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til fru Marianne Jelved som ordfører for Det Radikale Venstre.

Jeg vil gerne komme med nogle eksempler fra den seneste organisation, som jeg har haft et møde med. Det er Scleroseforeningen. De har ni socialrådgivere ansat, som varetager klagesager for deres medlemmer. De har gennem de sidste 5 år behandlet imellem 3.500 og 3.750 sager om året, og de har fået ret i deres klager med procentsatser, der ligger mellem 70 og 81 pct.

Det siger bare for mig, at det her simpelt hen er for meget, og det kan virkelig provokere mig temmelig kraftigt. Man får så samtidig at vide, at Ankestyrelsen har lavet en praksisundersøgelse i 2015 og bl.a. har set på praksis omkring § 83 og § 85 om personlig og praktisk hjælp, og at den kommer frem til, at 40 pct. af sagerne er i strid med regler og praksis. Det er Ankestyrelsen, der siger det. 35 pct. af sagerne er utilstrækkeligt belyst og mangler afgørende oplysninger, og der er særlige mangler omkring hjælpen, hvad angår de to paragraffer, jeg nævnte lige før.

Advokatrådet arbejder med det samme. De er i 2015 kommet med en udgivelse, der hedder »Retssikkerhed i forvaltningen«. Og når de sammenligner de erfaringer, de har gjort, men det, Ankestyrelsen er kommet frem til, så ses der et meget stort sammenfald. Det er altså to forskellige agenter, om jeg så må sige, der når de samme resultater.

Her taler vi altså om mennesker, hvis funktionsevne ikke forbedres. Så det, jeg har brug for, er i virkeligheden også noget med udgangspunkt i det, som ministeren sluttede med. Ministeren sluttede med at sige, at ministeren var parat til at gå ind og drøfte opsættende virkning på afgrænsede områder – eller et eller andet i den retning.

Jeg har nemlig også brug for at få en eller anden form for indhegning af, hvad det er, vi laver opsættende virkning på. Og der ligger jo en skitse til noget, der kunne blive noget, i det beslutningsforslag, som vi behandler nu. Hvis jeg skulle sætte mine egne ord på, ville jeg sige, at det kunne gælde i de situationer, hvor man har en funktionsnedsættelse, som ikke kan forbedres. En blind bliver ikke pludselig mere seende, og en sclerosepatient bliver ikke pludselig mere funktionsduelig. Det kan kun gå den anden vej, desværre.

Derfor synes jeg, det er centralt, at vi prøver at indkredse det. Nu er det sådan, har jeg opdaget, at Ombudsmanden i 2007 har lavet en indstilling, en afgørelse, må sådan noget hedde, hvori han gør opmærksom på, at både en underinstans og en klageinstans faktisk kan give en klage opsættende virkning, uden at det står nogen steder i loven. Jeg synes bare, at det ville være bedre at lovgive, selv om man kunne gøre det. Men når jeg ser en lovgivningsmulighed for mig, ser jeg altså en lovgivningsmulighed, hvor man f.eks. kan gå ind i retssikkerhedsloven og lave en tilføjelse til § 72, som henviser til en indkredsning af dem, der uden tvivl skal have opsættende virkning.

Så skal man bare ved siden af vide, at man altså også, uden at der er lovgivet om det, kan lave opsættende virkning, altså klageinstansen eller underinstansen kan gøre det. Så jeg synes, der er grund til, at vi begiver os ud på den her vej, fordi der simpelt hen er for mange opgørelser, der viser, at der er for mange fejltagelser.

Så skal vi jo samtidig reformere. Nu er der blevet sagt sådan meget frisk fra talerstolen, at det reformarbejde går vi ind i. Jeg kan bare huske den daværende socialminister – og han havde også nogle andre porteføljer, som jeg ikke lige kan huske og remse op nu – og hvor svært det var. Det er rigtig svært, så det, vi går i gang med, er ingen dans på roser. Det bliver svært, og der er mange, der skal give sig, for at vi kan nå nogle resultater. Men jeg mener bare, at sagen fortjener, at vi prøver at reformere og forenkle noget lovgivning, og at vi samtidig sætter ind på det her område, hvilket B 36 lægger op til.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet videre til fru Trine Torp som ordfører for SF.

Jeg tror, at vi alle med jævne mellemrum får henvendelser fra borgere, som er kommet i klemme i systemet, og som ikke får den hjælp, de har brug for og ret til. Man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor opstår problemet med forkerte afgørelser? Hvorfor bliver borgere frataget allerede bevilget hjælp, uanset deres fortsatte behov, og hvordan kan man sikre, at tvivlen kommer borgeren til gode, og at borgeren ikke tages som gidsel, mens borgerens sag afklares i klagesystemet?

I maj 2014 gav alle Folketingets partier udtryk for, at det var helt uacceptabelt, at mennesker med handicap fik reduceret eller frataget deres støtte, selv om deres funktionsevne ikke havde ændret sig, og at problemet skulle løses. Behandlingen af beslutningsforslaget i Socialudvalget endte med en beretning, som alle partier stod bag, og hvor man opfordrede ministeren til at finde holdbare løsninger på problemerne, men der er ligesom ikke rigtig sket noget siden. Argumentationen imod forslaget om opsættende virkning var bl.a., at det ville medføre betydelige udgifter, og det hører vi jo også i dag som et argument, men det har ikke været muligt at få svar på, hvad denne udgift i givet fald ville være.

Efter SF's opfattelse er det på høje tid, at der bliver gjort noget, så de pågældende borgere ikke på den måde får frataget deres livsmuligheder, fordi f.eks. lokale kvalitetsstandarder vægtes højere end borgerens individuelle situation og behov. Ved opsættende virkning vil de pågældende borgere undgå en periode med ringere eller ingen støtte, mens klagesagen kører. Siden et lignende forslag blev fremsendt sidst, er der kommet mere dokumentation på kommunernes praksis, bl.a. fra Advokatsamfundet, handicaporganisationerne og Ombudsmanden.

Kommunerne bør gives incitamenter til at sikre god sagsbehandling og afgørelser, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov. Det bør vi gå sammen om, og SF er i givet fald åben over for at give en klage i forbindelse med visse ydelser opsættende virkning, hvis der ikke kan findes andre løsninger. Efter SF's opfattelse er de mulige økonomiske konsekvenser blevet mindre, bl.a. på grund af den meget kortere sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen.

Med dette forslag vil opsættende virkning ved klager gælde, hvis man som borger med en varigt nedsat funktionsevne får reduceret eller helt frataget sin handicapkompensation. Det kan f.eks. være hjælp i hjemmet, hjælpemidler, handicapbil eller lignende, som man tidligere er blevet visiteret til, og hvis dette sker, uden at ens fysiske eller psykiske funktionsevne er forbedret.

I SF mener vi også, at behovet for opsættende virkning kunne findes på flere områder end handicapområdet, men vi er positive over for at tage et skridt for en målgruppe, som ofte er helt afhængig af en tilstrækkelig støtte som en forudsætning for et værdigt, selvstændigt hverdagsliv på trods af en varigt nedsat funktionsevne. Opsættende virkning betyder også, at kommunens tidligere individuelle skøn om den nødvendige hjælp ikke bliver antastet. Det er denne hjælp, der i givet fald skal fortsætte under klagesagens behandling, samtidig med at Ankestyrelsen tager stilling til, om ændring af ydelsen er sagsbehandlet på en korrekt måde og på et individuelt grundlag, før en eventuel ændring får virkning for borgeren.

Så vi støtter altså forslaget, fordi vi ikke endnu har set nogen bedre løsninger på det her problem.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til fru Mette Abildgaard som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Vi ser nok i virkeligheden det her beslutningsforslag som langt det mest interessante af de fire, vi behandler i dag. I min tale i forbindelse med det tidligere beslutningsforslag var jeg inde på den her tillidskrise. Det er et udtryk, som Det Centrale Handicapråd har anvendt om situationen mellem borgere og kommune. Det er en tillidskrise, som stikker dybt. De har lavet en undersøgelse blandt borgere med handicap, og de kommer frem til en hel del ret interessante konklusioner. Jeg skal nok befri salen for at læse det hele op; jeg vil blot pege på et par af dem.

Generelt vurderer borgerne sagsbehandlingen lavt på alle parametre, og der er et meget stort gab mellem borgernes og sagsbehandlernes vurdering af kvaliteten. Borgerne oplever ikke, at de har indflydelse på deres situation, og føler ikke, de bliver hørt, når de har kontakt med kommunen. Så peger de også på, at sagsbehandlerne i meget lav grad har viden om deres specifikke handicap. Det er jo alt sammen med til at give denne mistillid, og det er jo den mistillid, der gør det aktuelt, at vi taler om opsættende virkning her i dag.

Jeg kan huske – jeg er jo stadig relativt nyvalgt folketingsmedlem – at jeg i august måned modtog Spastikerforeningens medlemsblad. De havde en liste med opråb til de nye socialordførere med ting, som de ønskede man tog fat på. Jeg kan huske, at et af de punkter handlede om, at man i Spastikerforeningen havde en direkte mistanke om, at kommunerne bevidst træffer forkerte beslutninger for at blive fri for udgiften til borgerens ydelse i den periode, hvor ankesagen foregår. Det synes jeg var skræmmende læsning. Man har ikke bare en mistanke, den er så stor, at man ligefrem formulerer den i et medlemsblad, som kommer ud til alle ens medlemmer. Det synes jeg er værd at tage med i overvejelserne.

Vi har fra konservativ side altid været åbne over for at bruge opsættende virkning som et virkemiddel. Vi har også undervejs, når vi tidligere har drøftet det, stillet nogle spørgsmål og haft nogle forbehold over for det. Det kan for mennesker med handicap have fuldstændig uoverskuelige konsekvenser, hvis man fejlagtigt bliver frataget nogle hjælpemidler, som er helt fundamentale for, at man kan leve et liv på lige vilkår med andre. Der har været de her sager med BPA-ordningen, som jo er enormt indgribende. Mennesker mister deres personlige assistance, som måske betyder, at de kan have svært ved at forlade deres eget hjem. Hvis der går 4-6 måneder, alt efter hvor lang tid sagsbehandlingstiden er i Ankestyrelsen, er det godt nok lang tid at stå uden sin hjælper. Det kan være, man har nået at fyre den hjælper, man har haft i mange år, og at vedkommende har fundet et andet arbejde, og på den måde kan det have nogle enorme konsekvenser.

Vi har stadig væk nogle forbehold over for de økonomiske konsekvenser af forslaget, men jeg synes simpelt hen ikke, at det er så kompliceret, at vi ikke kan blive klogere på det. Altså, man må jo kunne sige, at hvis vi indførte det her princip i de sager, der har været i de forgangene år, hvilke økonomiske konsekvens ville det så have? Den radikale ordfører, fru Marianne Jelved, brugte lige det ord, jeg har ledt efter i den her sag, nemlig indhegning. Jeg tror også, at vi fra konservativ side har det sådan, at vi skal være lidt skarpere, når det gælder indhegningen af det her med opsættende virkning. Hvad er det præcis for sager, hvor vi indfører det her princip? For vi er naturligvis ikke interesserede i, at alle sager pr. automatik bliver anket, for det kan man lige så godt: så har man sin ydelse i yderligere det stykke tid. Men omvendt må man bare sige, at i sager, der har så stor betydning for det enkelte menneske med handicap som eksempelvis den her BPA-ordning, vil et princip som opsættende virkning i den grad være med til at styrke retssikkerheden, og vi ser det i hvert fald som værende inden for indhegningen, hvis man skal formulere det på den måde.

Så vi ser meget frem til at arbejde videre med det her i udvalget. Vi vil håbe, at ministeren vil række hånden ud, så vi kan nå hinanden i forbindelse med de her voksenbestemmelser, som der skal ses på siden hen. Men jeg vil i hvert fald sige, at vi fra konservativ side ikke er bange for at arbejde videre med princippet om opsættende virkning inden for de her omfattende sager.

Tak til ordføreren. Så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Nu er vi også ved at have gjort det godt hernede i Folketingssalen, og jeg tror, der er nogle, der er ved at være sultne. Tak for de positive tilkendegivelser og til jer, som bakker op om det her beslutningsforslag. Nu er det ikke sådan, at Dansk Folkeparti ikke er villige til at gå på kompromis, hvis vi bare kan nå et stykke ad vejen, det vil vi meget gerne, og vi vil også meget gerne finde løsninger sammen i udvalget. Det kan jo eventuelt ende med en fælles beretning, hvis jeg ikke får 90 mandater bag det her.

Det er sådan, at flere borgere og flere handicaporganisationer gentagne gange har påpeget den her problematik, og at hverdagen for mennesker med handicap bliver besværliggjort i den periode, hvor de uretmæssigt må undvære hjælp. Den hjælp skulle gerne være med til at opretholde deres almindelige livsførelse, og det er den hjælp, de ofte bliver frataget. Det kan gå ud over deres livskvalitet, det kan forringe deres funktionsevne, det kan forringe deres jobsituation, det kan gå ud over familielivet og påvirke dem hårdt psykisk, og det er alt sammen forhold, der kan medføre uoprettelige skader.

Vi har fået flere henvendelser i udvalget – jeg husker specielt også en henvendelse fra Evald Krog, men der skal vi længere tid tilbage – som netop også påpeger, at de her sager giver kommunerne et økonomisk incitament til at fratage eller forringe hjælpen til borgere med handicap, også når det virker i strid med loven, og det er netop omkostningsfrit at køre de her sager i Ankestyrelsen. Og uanset hvad og uanset hvordan sagen ender, sparer kommunen i den her periode.

Vi er også bekendt med, at der er et tilsyn, og jeg har somme tider undret mig over, hvad de egentlig laver i det tilsyn. For vi ved jo, at der faktisk ikke er givet nogen tvangsbøder til kommunalbestyrelsesmedlemmer siden 2007. Selvfølgelig skal man have tillid – det er somme tider også godt – men man skal ikke have blind tillid, for der er altså nogle udfordringer på det her område, og dem bliver vi nødt til at tage alvorligt. Men netop også i forhold til statsforvaltningen og tilsynet kan man lige tænke på, hvor de er henne. Advokatrådet finder det jo i deres nylige undersøgelse retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at forvaltningen har mulighed for denne grænsesøgende afgørelsespolitik med henblik på at reducere driftsomkostninger uden nogen konsekvenser for forvaltningen, og jeg citerer lige fra undersøgelsen:

»Forvaltningen bør ikke kunne indrette sin praksis efter, at det ikke har nogen form for negative virkninger, når den giver afslag på, reducerer kvaliteten af eller ophæver en løbende ydelse som for eksempel et vist antal hjemmehjælpstimer eller antallet af timer til personlig assistance eller ledsagelse. Forvaltningen bør, når den udarbejder budgetter, inddrage en beskrivelse af de retlige forpligtelser, som den er underlagt«.

De kommer faktisk med en masse gode anbefalinger, som jeg i hvert fald synes vi skal tage til efterretning og kigge igennem. Det drejer sig også om, at jo længere sagsbehandlingstid der er – og vi ved, at den i dag er ret lang – desto større besparelse er der også. Det kan jo give et incitament til at trække de her sager i langdrag, f.eks. når sagerne bliver hjemvist fra Ankestyrelsen, og de så skal revurderes og tilbage igen, og den her økonomiske gevinst får kommunerne jo lov til at beholde, også selv om borgeren får medhold i sin klage. Det finder vi ikke er rimeligt, og derfor har vi sammen med det her beslutningsforslag om opsættende virkning også fremsat det andet om kompensation.

I forhold til det her beslutningsforslag ønsker vi, at der indføres opsættende virkning i de sager, hvor borgerens funktionsevne ikke er forbedret, og det vil sige, at borgeren først får frataget eller nedsat sin hjælp, hvis vedkommende ikke får medhold i Ankestyrelsen. Det er så vigtigt at man tænker på, at det altså er de mennesker, som har så stort et handicap, og som ikke har fået forbedret deres funktionsevne, som det her beslutningsforslag vedrører. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi også skal handle derpå, og derfor har jeg fremsat det igen. For der er store udfordringer, og vi har i 2014 lavet en fælles beretning.

Fru Marianne Jelved listede et godt eksempel op fra Ankestyrelsens nye undersøgelse på, at der er både fejl og mangler, og der er også Scleroseforeningens undersøgelse. Det skriger til himlen. Vi skal reagere herinde fra Folketingets side, og jeg håber ikke, at der igen går 2 år, før vi kan finde en løsning på det her. Jeg er også bekendt med, at Ombudsmanden har været inde over flere sager, bl.a. med en sag fra en bestemt kommune, hvor en kvinde uretmæssigt blev frataget sin BPA-ordning. Han udtaler, og jeg citerer:

»Det kan have meget store konsekvenser for en borger med et alvorligt handicap at blive frataget en ydelse. Også af den grund er det vigtigt, at myndighederne får oplyst sagen tilstrækkeligt, inden de træffer en afgørelse, og at de giver en fyldestgørende og forståelig forklaring på ændringen«.

Det er et citat fra den sag, der har overskriften »Forkert at tage personlig hjælpeordning fra blind kvinde«. Men det gør mig alligevel lidt bekymret, for den sag havde Ankestyrelsen faktisk givet kommunen medhold i, og de ændrer, kan man sige, først deres holdning, efter at Ombudsmanden er gået ind i sagen. Så derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi gennemgår hele området. Men når vi gør det, er det også vigtigt, at det fører til forbedringer for borgerne og til forbedringer af deres retssikkerhed, og det er jo der, hvor vi somme tider måske ikke er helt enige.

Men om ikke andet håber jeg i hvert fald på, at vi kan nå til en fælles forståelse af, at det her er vigtigt, og at vi eventuelt kan nå frem til en fælles beretning. Jeg vil i hvert fald sige tak for debatten i dag, den har været meget givende. Jeg kan også forstå på flere af ordførerne, at de også kan se, at der er udfordringer, og at de også er villige til at finde løsninger på den.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg er glad for, at ordføreren er med på, at der måske skal gås på kompromis for at finde en løsning; det synes jeg lyder godt. Nu har der været talt en del om kommunerne, som træffer forkerte afgørelser, og ja, det sker, og det er sådan cirka en tredjedel af de sager, der går videre til Ankestyrelsen, hvor Ankestyrelsen omgør kommunens afgørelse, men det er altså ikke noget fuldstændig usædvanligt, at den slags sker.

Hvis vi tager den såkaldte omgørelsesprocent i forbindelse med sager fra Sø- og Handelsretten, altså sager, som er blevet afgjort af Sø- og Handelsretten, og som går videre til Højesteret, så kan vi se, at det er 62 pct. af de afgørelser, som Sø- og Handelsretten har truffet, der bliver ændret af Højesteret, og det er jo ikke, fordi man i Sø- og Handelsretten bevidst sidder og træffer nogle forkerte afgørelser. Og hvis vi kigger på Vestre Landsret og Østre Landsret, kan vi se, at omgørelsesprocenterne henholdsvis er 20 og 22 pct. Altså, jura er kompliceret, og der bliver truffet forkerte afgørelser, også i kommunerne, det kommer vi nok aldrig fuldstændig uden om. Det synes jeg bare lige er vigtigt at få med i debatten.

Ordføreren.

Alle gode pointer er vigtige i den her debat. Men må jeg ikke også bare sige, at kommunen i dag har flere muligheder for at søge hjælp, herunder søge rådgivning hos VISO, herunder den juridiske hotline på Ankestyrelsens hjemmeside og en taskforce. Der er rigtig mange muligheder, som vi har stillet til rådighed, for at gøre deres sagsbehandling endnu bedre, og det har vi også gjort på socialområdet. Der er det så frivilligt og ikke obligatorisk, om man ønsker en taskforce ud. Men der er rigtig mange muligheder for kommunerne for at få hjælp til at træffe de rigtige afgørelser.

Spørgeren? Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.