Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af lovforslag nr. L 155:

Forslag til lov for Grønland om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleart materiale.

Af udenrigsministeren (Kristian Jensen).

(Fremsættelse 30.03.2016).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Kasper Roug, Socialdemokraterne. Værsgo, hr. Roug.

Tak for det, formand. For at udvide sin minedrift ophævede Grønland i 2013 deres nultolerancepolitik mod at efterforske og udvinde nukleare materialer. Udvinding og eksport af nukleare materialer berører hele kongeriget Danmarks udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, og derfor er der opstået et behov for at etablere et system med både folkeretslige forpligtelser og med retningslinjer for kontrol og gennemsigtighed med alle faser af både udvindingen og eksporten af nukleare materialer fra Grønland.

Det lovforslag, vi behandler her, skal danne grundlag for sådan et sikkerhedskontrolsystem, og det bygger på et grundigt dansk-grønlandsk forarbejde.

Forud for lovforslaget har der været nedsat en arbejdsgruppe – en uranarbejdsgruppe – der har bestået af danske og grønlandske myndigheder, som har udarbejdet en rapport om udvinding og eksport af uran. De har på den baggrund fastslået, at der er behov for lovgivning på området. Efterfølgende er der indgået en fælleserklæring mellem Udenrigsministeriet og Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel om i gensidig respekt og ligeværd at etablere en grønlandsk og dansk sikkerhedskontrolstruktur. Det er alt sammen for at sikre, at udvinding og eksport af nukleart materiale fra Grønland kommer til at foregå efter højeste internationale standarder.

Lovforslaget skal sikre de beføjelser, der er nødvendige for at leve op til kongeriget Danmarks internationale sikkerhedskontrolforpligtelser, og sikre, at nukleart materiale kun kan blive udnyttet fredeligt og ikke indgå i illegitime våbenprogrammer eller i forbindelse med terror. Sikkerhedskontrollen skal bl.a. leve op til traktaten om ikkespredning af kernevåben, IAEA's sikkerhedskontrolaftale, og den tilhørende tillægsprotokol.

Det sikkerhedskontrolsystem, der foreslås med lovforslaget, kommer til at svare til de relevante dele af Det Europæiske Atomenergifællesskabs forordning om anvendelse af sikkerhedskontrol. Det gælder i dag for Danmark, men ikke for Grønland. Det foreslåede sikkerhedskontrolsystem vil bl.a. omfatte en anmeldelse og rapporteringsforpligtelse, der er forbundet med at besidde og udnytte nukleare materialer. Det indebærer bl.a. informationsdeling med IAEA om nukleart materiale og anlæg, krav om rapportering og inspektionsadgang og etablering af drift af et elektronisk bogholderisystem til at føre regnskab og kontrol med alt nukleart materiale.

En tilsynspligt vil også blive indført, og så skal Udenrigsministeriet indgå bilaterale aftaler med de stater, der skal modtage det nukleare materiale – såkaldt mellemstatslige modtagerstatsaftaler. I aftalerne vil der blive stillet en række krav, bl.a. juridiske, bindende forpligtelser om, at materialet kun udnyttes fredeligt. Det vil være Udenrigsministeriet, der bliver overordnet ansvarlig myndighed for sikkerhedskontrollen, og Beredskabsstyrelsen vil sammen med de grønlandske myndigheder varetage de konkrete sikkerhedskontrolopgaver. Det drejer sig eksempelvis om at varetage bogholderi- og kontrolsystem for anlæg og nukleart materiale i Grønland og om at udføre tilsyn og kontrol med, at sikkerhedskontrolforpligtelserne bliver overholdt, bl.a. via inspektioner fra IAEA-inspektører.

Med dette lovforslag og med lovforslaget om kontrol med eksport af produkter med dobbelt anvendelse, som bliver fremsat samtidig af erhvervs- og vækstministeren, sikrer vi, at fremtidig udvinding og eksport af nukleart materiale fra Grønland kommer til at ske under de skrappeste sikkerhedsmæssige vilkår i verden. Vi sikrer også, at materialet kun bliver brugt til fredelig anvendelse. Det er godt for det grønlandske samfund, og det vil være godt med en god aftale, som garanterer sikkerhed og fredelig anvendelse. Socialdemokratiet støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak. Nu har Socialdemokraterne været ude at sige, at det her er et spørgsmål for Grønland. Men i og med at vi har to lovforslag, som vi behandler her i Folketinget i dag, bliver det også et spørgsmål for Danmark. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Socialdemokraterne mener om, at rigsfællesskabet bliver uraneksporterende. Hvis man ser på det internationalt, vil det jo være Danmark, der i nogle tilfælde repræsenterer rigsfællesskabet og dermed også står som et rigsfællesskab, der er uraneksporterende.

Ordføreren.

Det er sådan, at Grønland jo har hjemtaget ansvaret for at tage stilling til, om de vil udvinde uran eller ej. Det, vi tager stilling til her i dag, er jo, hvad der skal ske, hvis grønlænderne vælger at udvinde uran. Så Socialdemokraterne i Danmark tager ikke på den måde stilling til, om grønlænderne skal udvinde uran eller ej. Det må grønlænderne selv om.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Så tror jeg ikke, at man helt har forstået formålet med de her to lovforslag, både det, vi behandler nu, og det, der kommer efterfølgende. Det siger jo netop, at det er Danmark, der går ind og i virkeligheden giver tilladelse til, hvad vi kan eksportere. I bund og grund kunne man stille det lidt på spidsen og sige, at det egentlig er Danmark, der får kontrollen med al minedrift i Grønland, og på den måde sker der også en tilbagerulning at den kompetence, som man har givet til Grønland i forbindelse med selvstyreloven.

Ordføreren.

Jeg synes godt nok, at den grønlandske spørger i den grad sætter tingene på spidsen. Det er klart, at hvis man ikke lever op til de sikkerhedsforpligtelser, der bliver lagt op til her, kan man ikke behandle nukleart materiale. Men det er noget, der er foregået i tæt samarbejde mellem de grønlandske myndigheder og de danske myndigheder. Hvis det er noget, man virkelig mener der skal laves om på på den ene eller anden måde, så må det komme til debat senere under andenbehandlingen.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten, for en kort bemærkning.

Tak. Der er jo en grund til, at vi skal behandle det her i Folketinget og ikke kun lade grønlænderne behandle det. Hvis det var sådan, at det var grønlandsk område, så var det jo Grønland selv, der bestemte, og så behøvede vi slet ikke at tage stilling til det her. Grunden til, at vi skal tage stilling til det her, er jo netop, at det er udenrigspolitisk højspændt at smide uran på et verdensmarked, der er hullet. Der er flere tusinde eksempler på, at uran er røget på det sorte marked og uden om kontrollerne. Derfor er det jo meget problematisk, ikke mindst i en så urolig verden, som vi har nu, hvor en atombombe kan betyde et totalt skift i f.eks. Mellemøsten.

Ordføreren.

Nu vil jeg nok mene, at spørgeren fra Enhedslisten tager det lidt ud at konteksten. Det er jo ikke det, vi debatterer i dag. Det er rigtigt nok, at baggrunden for forslaget her er, at det grønlandske selvstyre har valgt at afskaffe den tidligere nultolerancepolitik over for nukleart materiale. Det er jo det, vi tager stilling til her. Det vil sige, at vi nu tager stilling til, hvad vi skal gøre, hvis grønlænderne vælger at bryde det her nukleare materiale. Hvad skal vi så gøre? Hvad vil proceduren være i det tilfælde?

Hr. Christian Juhl.

Det centrale er lige præcis, vil jeg sige til ordføreren, hvad vi skal gøre, hvis grønlænderne vælger at grave uran op af jorden, som kan sælges på det sorte marked og bruges til atombomber. Det er derfor, at vi som udenrigspolitikere skal tage stilling til det her spørgsmål, fordi vi er medansvarlige, hvis uranen ryger over på det sorte marked til nogle, vi ikke synes om. Det er derfor, vi skal tage stilling til det. Det har ikke noget at gøre med, hvordan man graver det op, eller hvilke maskiner man skal bruge. Det skal de nok selv finde ud af. Det her er hardcore udenrigspolitik og sikkerhedspolitik.

Ordføreren.

Jeg anbefale spørgeren fra Enhedslisten at stille samme spørgsmål, når vi behandler L 158, for der kommer vi lige præcis til at debattere det her. Lovforslaget omfatter ca. 37 sider og omkring 200 siders bilag, og det synes jeg går ret minutiøst ned i de sikkerhedsproblematikker, der selvfølgelig også er, ved at man risikerer en eksport af nukleart materiale. Og det går sådan set også meget i detaljer med, hvad der skal ske, når den kommer op af jorden, og hvad der skal ske derfra.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. L 155 skal skabe rammerne for, at der kan drives miner med radioaktivt materiale på Grønland under betryggende forhold. Lovforslaget skaber hjemmel til, at Beredskabsstyrelsen kan føre den kontrol med mineindustrien, der skal til, for at sikre, at radioaktivt materiale fra den grønlandske undergrund kun anvendes til fredelige formål og dermed ikke til våbenindustrien. Ydermere sikres det, at Udenrigsministeriet skal indgå bilaterale aftaler med de modtagerlande, som der ønskes eksporteret til. Disse aftaler skal sikre den fredelige anvendelse af det radioaktive materiale.

I det store hele kan Dansk Folkeparti tilslutte sig lovforslaget. Vi stiller os dog noget undrende over for § 10, stk. 2, som giver udenrigsministeren mulighed for at dispensere fra reglerne om de bilaterale aftaler. Vi har svært ved at se, i hvilke situationer et sådant stalddørssalg af radioaktivt materiale skal finde sted, hvorfor vi vil forfølge netop denne del, som vi ønsker grundigt belyst og afgrænset, i udvalgsarbejdet.

Jeg skal i øvrigt meddele, at DF's positive indstilling til forslaget ikke er det samme som en endelig støtte til drift af miner med radioaktivt materiale på Grønland. Den beslutning kan først træffes, når konsekvenserne heraf er fuldt belyst.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Tak. Nu er det også sådan, at det er Grønland, der har kompetencen til at give en udnyttelsestilladelse, når vi når dertil. Men DF har jo også udtrykt bekymring for den sårbare natur, og der er jo et særligt miljø, kan man sige, i Grønland, som man er nødt til også at tage stilling til. Vi taler jo i tilfældet Kvanefjeldet i hvert fald om en åben mine i baghaven, som jeg kalder det, altså en mine meget tæt på en by med ca. 1.300 indbyggere. Vi taler også om et sted, hvor der holdes får, og om, at meget af det her affald skal ud i en sø meget tæt på, hvor befolkningen er. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren udtrykke lidt mere, hvad det er for en bekymring, man har i forhold til den grønlandske natur.

Ordføreren.

Der er jo ingen tvivl om, at radioaktivt materiale er et særlig følsomt emne, og affaldet herfra kan være forbundet med meget store både miljømæssige, men også sundhedsmæssige risici. Og det er klart, at hvis man skal begive sig ud i et mineeventyr af den her kaliber, skal vi være meget grundige i de vurderinger, der er af både de miljømæssige og de sundhedsmæssige konsekvenser for de områder, hvor minedriften skal finde sted. Det er ganske naturligt. Det skal ikke være på bekostning af naturen og menneskene, at vi skal drive minedrift.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Fra IA's side siger vi klart nej til uran, og vi ser jo heldigvis også, at selv dem, der siger ja til uran, begynder at stille sig sådan lidt mere kritisk over for det. Man siger netop, at det ikke kan lade sig gøre, medmindre det er miljømæssigt forsvarligt, og medmindre man kan sikre sundheden for befolkningen. Vi ved jo så også, at den her VVM-rapport, der skal beskrive de miljømæssige konsekvenser, er indleveret for næsten 5 måneder siden til Grønlands selvstyre. Vi står derfor også i en situation, hvor vi undrer sig lidt over, at man ikke får den her offentlige høring i gang.

Ordføreren.

Det kan jeg levende sætte mig ind i ordførerens undren over. Men som sagt er forslaget her jo ikke et forslag om, hvorvidt man er for eller imod udvindingen af uran på Grønland, men derimod et forslag, som sikrer, at skulle det komme dertil, hvor der er nogle, der giver tilladelsen til udvinding af uran, skal det som minimum ske under forsvarlige forhold.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Som jeg husker det, har Dansk Folkeparti støttet nultolerancepolitikken, da det var god tone i Grønland. Var det ikke ud fra en politisk og strategisk overvejelse, at man støttede det, eller var det bare, fordi det var smart at støtte? Hvad var grunden til det, og hvorfor skifter man så nu?

Ordføreren.

Som sagt ser jeg ikke nærværende forslag som værende et brud med nultolerancepolitikken. Det handler alene om, at hvis der skulle være et flertal, som beslutter sig for at udvinde uran, så kan det ikke stride med Dansk Folkepartis interesser, at det så i hvert fald skal ske under betryggende forhold.

Hr. Christian Juhl.

Det er jo næsten logik. Ordføreren taler om, hvad man vil gøre, hvis det skulle ske. Men er vi ikke også sat i de her stole for at tage stilling til, om det er godt eller skidt? Altså, jeg ser de her to forslag som direkte sammenhængende, og jeg undrer mig over, at vi skal have to runder med de her forslag, for det er to sider af samme sag, og de kan jo ikke fungere hver for sig.

Ordføreren.

Det kan jeg sådan set godt se, og jeg har også selv undret mig over, at det skal være delt i to. Men ikke desto mindre mener jeg, uden dermed at have sagt, at Dansk Folkeparti på nuværende tidspunkt mener, at der skal udvindes uran på Grønland, at såfremt andre udenom Dansk Folkeparti – eller med Dansk Folkeparti, såfremt det kan ske under betryggende forhold – beslutter, at der skal udvindes uran på Grønland, så må det da være i alles interesse at sikre, at det i det mindste sker under betryggende forhold.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Peter Juel Jensen, Venstre.

Tak for det. Da Venstres ordfører på området, hr. Marcus Knuth, ikke havde mulighed for at være til stede i salen, læser jeg hermed hans tale op:

Med nærværende lovforslag ønsker Danmark, at nukleart materiale fra Grønland udnyttes til fredelige formål, og at Danmark lever op til sine internationale sikkerhedsforpligtelser. Da Grønland i 2013 besluttede at ophæve sin nultolerancepolitik, betød det, at forbuddet mod udvinding og eksport af uran og andre radioaktive stoffer blev ophævet. Grønland sagde med andre ord god for, at uran fremover kan udvindes i Grønland.

Med henblik på at undersøge konsekvenserne af ophævelsen blev der nedsat en uranarbejdsgruppe, som i deres rapport i oktober 2013 slog fast, at der var behov for et system til at implementere de internationale forpligtelser til at føre sikkerhedskontrol med det nukleare materiale.

Derfor er lovforslaget en opfølgning på uranarbejdsgruppens rapport og resultatet af en aftale mellem Danmark og Grønlands Selvstyre. Som ansvarlig for Grønlands udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik er det nemlig Danmarks opgave at sikre, at det radioaktive stof ikke havner i diktatorers våbenprogrammer eller i hænderne på terrorister. Danmarks internationale forpligtelser følger først og fremmest af traktaten om ikkespredning af kernevåben, IAEA's sikkerhedskontrolaftale og den tilhørende tillægsprotokol. Danmark er ifølge konventionerne ansvarlig for, at uran fra rigsfællesskabets områder ikke spredes ureglementeret.

Der vil med lovforslaget blive indført et sikkerhedskontrolsystem, hvor der er anmeldelses- og rapporteringsforpligtelser knyttet til at besidde og udnytte nukleart materiale. Derudover vil eksporten af uran ske på baggrund af en bilateral aftale indgået mellem modtagerstaten og Udenrigsministeriet. Aftalen vil indebære en juridisk bindende forpligtelse for modtagerstaten til kun at bruge det nukleare materiale til fredelige formål.

Venstre mener, at det er nødvendigt at få aftalen mellem Grønland og Danmark på plads, og derfor stemmer Venstre for forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Mange tak. Vi ønsker fra IA's side, at man også tager stilling til uranpolitikken i Grønland på længere sigt. Inatsisartut har for ikke så lang tid siden åbnet sin samling og behandlet det her forslag. Men vi ved også, at der er tre forslag, som handler om folkeafstemning. Det er tre forskellige partier eller løsgængere, som har fremsat en række forslag, og det kan jo potentielt have en betydning for, hvilken kurs man fremadrettet vælger i forhold til uran. Hvordan skal vi forholde os til det i Folketinget?

Ordføreren.

Er vi ikke enige om, at grunden til, at vi behandler dette og det efterfølgende lovforslag, er, at der har været et ønske fra Grønland om at have denne mulighed?

Nu vil spørgeren gerne have, at jeg blander mig i grønlandsk indenrigspolitik. Jeg holder altid meget af, når de grønlandsk valgte folketingsmedlemmer ikke blander sig i dansk indenrigspolitik, så skulle vi ikke holde den der?

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Det er bestemt ikke hensigten at opfordre til, at du skal blande dig i interne grønlandske forhold, men jeg synes, vi er nødt til at forholde os til, hvorvidt grundlaget er stærkt nok til, at de her love overhovedet kan blive færdigbehandlet. Man kunne jo godt forestille sig, at der kom en folkeafstemning, og så var hele grundlaget for det her lovarbejde ikke på plads.

Jeg må lige gøre opmærksom på, at vi ikke bruger direkte tiltale i Folketingssalen.

Ordføreren.

Jeg må sige til formanden, at det er, fordi jeg er så tillidsvækkende.

Jeg vil gerne fastholde mit synspunkt fra før. Altså, hvis man i selvstyret finder ud af, at det kunne være en god idé med en folkeafstemning, så er det det, man finder ud af der. Jeg forstår det her lovforslag og det efterfølgende forslag på den måde, at man fra landsstyrets side har bedt om at få muligheden for at have det. Og jeg synes jo, det er godt, når man inden for rigsfællesskabet kan blive enige om de her ting. Jeg har jo lige læst ordførertalen op på Venstres vegne, og i Venstre synes vi altså, det er en god idé at imødekomme landsstyret her.

Så kan det godt være, at man i landsstyret og på Grønland gerne vil have en folkeafstemning, og så afholder man selvfølgelig den.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil gerne høre Venstres ordfører, hvordan han ser på, at Danmark nu skal være en uraneksporterende nation, altså at vi skal op i den klasse, hvor vi er med til at levere råstoffer også til ikkefredelige formål, idet der jo er rigtig, rigtig mange huller i det sikkerhedssystem på verdensplan, som eksisterer, og der er også rigtig meget uran på det sorte marked.

Ordføreren.

Nu er jeg jo valgt på Bornholm og dermed bornholmer, så det sorte marked er ikke noget, jeg kender til eller på nogen måde dyrker. Men jeg kan høre, at ordføreren fra Enhedslisten har helt andre erfaringer.

Det må jo være således – og det er også derfor, vi behandler de her to lovforslag – at såfremt uran skal eksporteres, er verdenssamfundet meget opmærksom på, at det er noget, der skal behandles særlig varsomt. Det er jo derfor, at der er de her sikkerhedsprocedurer, som vi også giver vores ja til med det her lovforslag. Så selvfølgelig skal vi behandle det meget respektfuldt.

Jeg går ud fra, at det her er kommet i stand i et godt samarbejde mellem Danmark og landsstyret. Og når alle gode kræfter spiller sammen, skal vi nok spille efter reglerne, for sådan plejer det at være, når Danmark og Grønland arbejder sammen.

Hr. Christian Juhl.

Jamen skal det danske Folketing slet ikke tage stilling til, om vi overhovedet skal grave det uran op? Det sikreste er jo at lade det ligge, så bliver der i hvert fald ikke lavet nogen bomber af det.

Ordføreren.

Det kan ordføreren jo have ret i, men vi må også se i øjnene, at uran også kan bruges som energikilde, og det er vel også vigtigt for verdenssamfundet at have energi. Jeg går ud fra, at det her kun bliver benyttet til fredelige formål, det er der internationale forpligtelser, der sikrer, og det er også noget af det, som vi giver vores go for, når vi stemmer ja i dag. Og jeg går da ud fra, at hvis det her er et stort ønske på Grønland, vil Enhedslisten heller ikke stå i vejen for at give Grønland den mulighed, når alle regler bliver overholdt.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Uranminedrift i Grønland – jeg opfatter begge forslag som meget tæt sammenhængende, og derfor vil der være en sammenblanding af de to forslag, idet jeg prøver på at tage dem som en helhed. Jeg synes, det hænger sammen, og det må også have været regeringens mening, at de to forslag er gensidigt afhængige, ellers forstår jeg ikke sammenhængen i det omfattende materiale. Det har i øvrigt været et meget omfattende materiale at komme igennem, men hvis jeg skal trække det ud af det, jeg kan, vil jeg sige, at når nu debatten om minedrift i Kvanefjeld igen er aktuel, må vi jo tage stilling til det, og det skal vi via to lovforslag, der baner vejen for, at private firmaer kan grave efter og sælge bl.a. uran i Kvanefjeld.

Grønland har indtil 2013 haft en nultolerancepolitik. Det betyder, at det ikke var muligt at grave efter og sælge uran. Både i Grønland og Danmark var der enstemmig opbakning bag denne holdning, men den nye Siumutledede regering har besluttet kort efter tiltrædelsen i starten af 2013, at de ønskede nultolerancepolitikken ophævet. Det blev besluttet med 16 stemmer for og 15 imod i det grønlandske parlament – en meget, meget lille margen, må jeg nok sige, om så alvorligt et spørgsmål. Efterfølgende har den grønlandske regering givet det australske mineselskab GME mulighed for at søge om adgang til at lave minedrift i Kvanefjeld, der indeholder en række sjældne jordarter, bl.a. uran og thorium. Partierne bag ophævelsen af nultolerancepolitikken lovede under valgkampen, at det først skulle ske efter en folkeafstemning, og det bliver jo spændende at se, om det kommer til at ske i Grønland.

Vi skal kigge på, at den grønlandske og den danske regering har indgået en aftale om, at der kan igangsættes både minedrift og salg af uran. Det er de lovforslag, vi skal tage stilling til i dag, og vi skal stemme om lovforslagene i kølvandet på aftalen. Jeg ville have anbefalet regeringen, at de havde snakket med Folketinget om det, før de begyndte at lave den slags aftaler, så vi var involveret, før aftalen var lavet. Grunden til, at vi skal tage stilling til det, er netop, at der er væsentlige sikkerheds- og udenrigspolitiske aspekter i at sælge uran, fordi det kan bruges til atomvåben. Minedrift er et område, der er hjemtaget til Grønland, men udenrigs-og sikkerhedspolitikken er danske kompetenceområder, og derfor er det jo en pligt, at vi skal tage stilling, når nu Danmark risikerer at blive en uraneksporterende stat.

Vi har altid været et ikkeatomland, og vi risikerer nu at komme ud blandt en helt anden kaliber af lande. Vi vil ikke være med til, at vi tager den risiko, og vi har tre grunde til ikke at stemme for forslagene. For det første fastholder vi mange års enighed om nultolerancen. Uran skal blive i jorden, det er giftigt for mennesker, det er giftigt for miljø, og det er farligt for klodens sikkerhed. Derfor skal rigsfællesskabet ikke tillade eksport af uran, og det er jo det, lovforslagene først og fremmest handler om – og ikke om, om Grønland har ret til at grave heroppe, det har de selvfølgelig.

For det andet er det ikke muligt at sikre, at uran kun bruges til fredelige formål. Baggrunden er, at regeringen uden at spørge Folketinget har indgået en aftale med Grønland om, at det er i orden at grave efter uran. Det vil for Danmarks vedkommende som ikkeatomland sige, at det kun må anvendes til fredelige formål, hvilket vi har eksperternes ord for ikke er muligt at sikre. Hvis man læser nogle af de artikler, der er skrevet bl.a. i forbindelse med ophævelse nultolerancen i 2013, viser det sig, at nye tal fra Det Internationale Atomenergiagentur viser, at der er et stort sort marked for radioaktivt materiale, herunder uran. Fra 1993 til 2013 har der således været 2.331 tilfælde af illegal handel med radioaktive stoffer, herunder uran. Heraf hører 419 under kategorien ulovlig besiddelse og relateret kriminel aktivitet. 615 tilfælde hører under kategorien tyveri eller tab, og 1.244 tilfælde hører under kategorien anden ulovlig aktivitet. Derfor skal der være et meget, meget stærkt kontrolorgan, hvis man skal sikre sig imod den slags ting. Og det her er endda sket på et marked, hvor der er meget kontrol i forvejen.

Selv om der er en lang række internationale konventioner og regler, der skal forhindre kriminalitet, så ved vi, at der bliver smuglet uran, og at der eksisterer et stort slyngelmarked for handel med det. Som det ser ud nu, har Grønland ikke den nødvendige ekspertise, Danmark har efter min mening heller ikke, og landet mangler især økonomiske ressourcer for at etablere det nødvendige grundlag for at beskytte sig selv og for at kunne matche det her.

For det tredje er vi i Enhedslisten også modstandere af, at man bruger uran som energi til fredelige formål. Derfor kan vi ikke støtte de to forslag.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, den første er fra fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak. Ordføreren nævner behovet for kompetenceopbygning, og som vi kan se i lovforslaget, er der lagt op til, at det skal træde i kraft allerede den 1. juli 2016. Det giver selvfølgelig nogle bekymringer, i forhold til hvordan man kan sikre, at kompetencerne er til stede til at kunne løfte i hele det her tunge sikkerhedssystem, som skal være på plads. Er der nogle bekymringer fra Enhedslistens side i forhold til det?

Ordføreren.

Ja, bestemt, og det er netop en af grundene. Grønland har, er det 56.000 eller 57.000 indbyggere, som skal løfte den her enorme opgave med det kontrolsystem, der skal til. Når ikke engang nogle af verdens rigeste og største lande kan løfte den kontrolopgave tilfredsstillende – der er 2.000 eksempler på, at der er røget radioaktivt materiale uden for kontrolsystemerne – hvordan i alverden tror man så, at Grønland så hurtigt og i et samfund med så få indbyggere til at sikre det, altså økonomisk, kan løse den opgave. Jeg tror simpelt hen ikke på det. Jeg tror heller ikke på det, selv om Danmark satte sine ressourcer ind på at hjælpe Grønland med at sikre det.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. En anden bekymring, som Enhedslisten giver udtryk for, er hensynet til miljøet. Der har været forlydender om, at tidligere efterforskning i Kvanefjeld har efterladt op til 1 milliard ton affald, efter at der har været forskellige efterforskningsaktiviteter. Det giver i hvert fald anledning til bekymring, også fordi det på den måde faktisk kommer til at påvirke Danmark i en meget konkret grad, kan man sige.

Ordføreren.

Ja, det er jeg fuldstændig enig i, og jeg har også set de artikler, som netop påpeger, hvor følsom en natur det er, man graver i, og som affaldet skal lægges i. I den situation er det formelt set grønlændernes ansvar. Altså, hvis grønlænderne graver det op og har det liggende, må grønlænderne tage ansvaret for det. Men jeg er meget, meget nervøs for, at det giver grønlænderne meget, meget store miljøproblemer, hvis man begynder at grave. Affaldet skal jo ligge et sted, det kan man ikke bare eksportere et andet sted hen.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Jeg tror egentlig ikke, jeg har hørt noget, som hr. Christian Juhl har sagt, som jeg strengt taget ikke sådan indholdsmæssigt er enig i. Jeg er enig med hr. Christian Juhl i stort set alt, hvad hr. Christian Juhl har sagt, men jeg bliver simpelt hen nødt til at spørge ind til, hvad det er, der adskiller det her område fra alle mulige andre områder, hvor vi diskuterer grønlandske forhold, og hvor hr. Christian Juhl jo, endda overordentlig nidkært, forfølger ethver indblanding fra Danmarks side i interne grønlandske forhold. Så kan man argumentere med Grønlands befolkningsgrundlag, og man kan diskutere alt muligt andet, men en række andre kæmpestore udfordringer af social karakter f.eks. vil hr. Christian Juhl jo almindeligvis afvise at Danmark skal blande sig i. Jeg synes, jeg hører sådan nogle postkoloniale holdninger fra ordførerens side.

Ordføreren.

Ja, det kunne man godt høre, hvis man valgte at sige, at det var et emne ligesom alle andre. For os er det et meget, meget særligt emne, at Danmark og Grønland sammen går ud og bliver uraneksportør – af den særlige grund, at uran kan bruges til atomvåben, et af de farligste og vildeste våben, menneskeheden har opfundet. Hvis man går ud på et marked, som ikke er sikkert og tæt, skal man tænke sig rigtig godt om, og der er vi nødt til at sige: Det er hamrende vigtigt, at vi også tager ansvaret på os i Danmark, for udenrigspolitikken er jo et rigsfællesskabsanliggende. Derfor skal vi tage ansvar, og derfor skal vi – alle politikere her – tage stilling: Vil vi være uraneksportør sammen med Grønland – ja eller nej? Hvis man siger ja, har man taget ansvaret for det efter min mening. Det er det, der gør det helt særligt.

Hr. Karsten Hønge.

Så det vil sige, at Enhedslistens politik fastlægges ud fra nogle principper, som man står meget hårdt på, indtil man synes, at principperne skal laves om, fordi et eller andet er tilstrækkelig alvorligt til, at man ikke lige tør overlade det til grønlænderne. Jeg mener: De sociale udfordringer i Grønland er så massive, at der kunne man lige så vel sige: Okay, der er 5.000 udsatte børn og unge i Grønland, og det er vi simpelt hen nødt til at gribe ind over for. Men det vil man normalt afvise, hvad jeg i øvrigt også synes er rigtigt. Så jeg forstår simpelt hen ikke det her.

Pludselig er det nu Enhedslisten ordfører, hr. Christian Juhl, der bruger rigsfællesskabet. Hvad er dog for nogle imperialistiske termer, man pludselig benytter sig af i Enhedslisten?

Ordføreren. Værsgo.

Tak for det. Imperialistiske termer er det nu ikke. Altså, rigsfællesskabet er jo det tætteste, man kommer på selvstændighed overhovedet i den proces, der har været. Tog man de gamle kolonitider, hvor Danmark var koloniherre i Grønland og på Færøerne, kunne jeg endda forstå det. Nu har vi da heldigvis fået en selvstyrelov, som sikrer, at Grønland og Færøerne kan bestemme, hvornår de vil være selvstændige. Det er jo en helt anden situation.

Men derfor er jeg enig i, at vi skal tage så vide hensyn som muligt. Vi har bare formuleret det sådan i Enhedslisten, at der findes to-tre meget, meget afgørende sikkerhedspolitiske emner, hvor vi er nødt til at deles om det her ansvar. Og der må det her hensyn vige i denne situation. Det er derfor, vi tager den stilling. Og atomvåben er altså et af de væsentlige.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak for det. Lovforslaget her, nr. L 155, er en naturlig opfølgning på det grønlandske Landstings beslutning tilbage i 2013 om at ophæve nultolerancepolitikken for efterforskning og udvinding af nukleart materiale. Med forslaget sikrer vi, at rigsfællesskabet således også kan leve op til de internationale forpligtelser og regler om sikkerhedskontrol med nukleart materiale i Grønland med henblik på fredelig udnyttelse.

Men der er jo klare udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter i det, som vi også har hørt tidligere, da rigsfællesskabet med en vedtagelse potentielt jo kan blive en sikker eksportør af nukleart materiale. Derfor er det jo også meget glædeligt, at Grønlands og Danmarks regeringer for nylig har indgået en aftale om de meget særlige forhold, der knytter sig til det her område, en aftale, der gennem et tæt samarbejde mellem Grønland og Danmark skal sikre de bedst mulige kontrolforanstaltninger og sporingsmekanismer i overvågning af anvendelsen af det eventuelle nukleare materiale. Dermed følges der op på uranrapportens anbefalinger, og der skabes tryghed om rammerne for en eventuel fremtidig håndtering og eksport af nukleart materiale fra Grønland.

Fremsættelsen af lovforslaget giver mig så også en god anledning til at efterlyse regeringens samlede udenrigspolitiske strategi. Liberal Alliance venter jo i spænding på Peter Taksøe-Jensen-udvalgets udredning, der jo i den grad må være på trapperne, medmindre den som så meget andet af regeringens arbejde også er udskudt til efteråret, for uden en samlet udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi kan det jo være lidt vanskeligt for Danmark at navigere og prioritere vores indsats.

Men i første omgang vil jeg nu bare nøjes med at erklære, at Liberal Alliance støtter L 155.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Hvordan forholder Liberal Alliance sig til, at uran kan bruges som andet end fredelig energibrændsel? Og hvordan forholder Liberal Alliance sig til, at Danmark aldrig tidligere har været uraneksportør og dermed potentiel leverandør af råmateriale til atomvåben?

Ordføreren.

Vi kan jo ikke i Liberal Alliance benægte, at uran kan anvendes til andet end en fredelige formål, men forslaget er jo netop fremsat, for at der skal skabes nogle ordentlige rammer for, at det ikke sker.

Hr. Christian Juhl.

At det ikke sker? Jeg har lige fortalt i min ordførertale, at der inden for en 10-15-års periode er 2.133 eksempler på, at der er forsvundet radioaktivt materiale på det internationale marked. Gør det ikke en smule indtryk?

Ordføreren.

Jeg kan forsikre hr. Christian Juhl om, at alt, hvad hr. Christian Juhl siger, gør indtryk på mig og på Liberal Alliance. Men jeg har også en meget stor tillid til, at samarbejdet imellem Grønland og Danmark i den her situation kan være meget effektivt og fungere og kan sikre en rigtig og fredelig udnyttelse af eventuelt nukleart materiale fra Grønland.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Nikolaj Amstrup, Alternativet.

Mange tak. Lovforslaget her sigter mod at regulere sikkerhedskontrollen med nukleart materiale fra Grønland med henblik på at sikre den fredelige udnyttelse af nukleart materiale og leve op til kongeriget Danmarks internationale sikkerhedskontrolforpligtelser. Og lad mig slå fast med det samme, at vi i Alternativet absolut ikke er glade for hverken udsigten til, at det danske kongerige bliver uraneksportør, eller at der bliver udvundet uran i kongeriget i det hele taget.

Vi er meget bekymret for de mulige risici og de langsigtede konsekvenser af uranudvindingen for både det grønlandske folk, for rigsfællesskabet og for Danmark. Vi er også skeptiske over for timingen af de her lovforslag, og vi havde gerne set, at den VVM-undersøgelse, der er lavet, også var offentliggjort, så vi kunne få det faglige grundlag udbygget. I øjeblikket er der stor debat i Grønland, og der er forslag fremme om en mulig folkeafstemning om nultolerancepolitikken. Det er en debat, som vi ser på med stor interesse og spænding.

Men når alt det er sagt, er vi også af den holdning i Alternativet, at vi skal respektere det grønlandske selvstyres demokratiske processer, hvad enten vi er på linje med de beslutninger, der bliver taget af grønlænderne, eller ej. Vi ser denne lov om sikkerhedskontrol med nukleart materiale som en naturlig følge af de beslutninger, der er taget i Grønland.

Så trods vores bekymringer for konsekvenserne af den grønlandske beslutning om at ophæve nultolerancepolitikken for uranudvinding, ser vi dette som en følge og en nødvendig lov for at tilvejebringe den lovgivning, der skal sikre en vigtig sikkerhedskontrol af det nukleare materiale og sikre, at kongeriget lever op til sine internationale sikkerhedsforpligtelser.

Høringssvaret fra Advokatsamfundet påpeger dog også, at der er nogle problematiske områder i lovforslaget omkring boligens ukrænkelighed, og det er vi enige i. Vi vil arbejde for større opmærksomhed om at kunne benytte et mindre indgribende middel for at tilgodese kontrolhensynene.

Vi ønsker at følge både dette og den videre udvikling i Grønland tæt, men sætter dog også det overordnede hensyn til internationale forpligtelser og de særlige hensyn, som hele sikkerheden med nukleart materiale har, højt. Så i respekt for de grønlandske demokratiske beslutninger er vi indtil videre positive over for forslaget.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Mange tak. Ordføreren og Alternativet erkender, at rigsfællesskabet bliver uraneksportør. Det betyder jo så, at Danmark også indirekte bliver uraneksportør. Samtidig erklærer Alternativet sig også modstandere af uranudvinding, men det klinger sådan lidt hult i mine ører, i forhold til at de så bakker op om de her lovforslag. Vil ordføreren forklare?

Ordføreren.

Ja, som sagt har vi i Alternativet stået i et dilemma, for ja, vi er modstandere af uranudvindingen, men vi har også respekt for, og det ved jeg også at fru Aaja Chemnitz Larsen i høj grad har, at de områder, som selvstyret har hjemtaget, skal respekteres. Det har vi afvejet på den måde, at vi ser den her sikkerhedslov som en naturlig følge og i øvrigt rettidig omhu i forhold til en forberedelse, hvis Grønland beslutter at udvinde uran.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Jeg skal forstå det helt rigtigt: Det betyder så, at Alternativet godkender, at Danmark og rigsfællesskabet bliver uraneksportør. Jeg synes stadig væk ikke, at det helt hænger sammen. I og med at det er to lovforslag, som vi tager stilling til her i Folketinget, bør man jo også have en selvstændig holdning til det, også i respekt for, hvad Grønland måtte beslutte.

Ordføreren.

Vi har absolut en selvstændig holdning til det. Men vi har som sagt også respekt for, at de områder, som Grønland har hjemtaget, er under grønlandsk jurisdiktion. Det, som dette forslag drejer sig om, er, at vi tilvejebringer en lov, som gør det muligt at have en ordentlig sikkerhedskontrol med de nukleare materialer, hvis Grønland skulle beslutte at fortsætte.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Jeg var godt klar over, at Alternativet var imod, at man gravede uran. Jeg troede, at de vidste, at det er et så afgørende specielt stof, at det kan sætte kloden på den anden ende, hvis man har nok af det, og hvis man bruger det forkert. Jeg var også godt klar over, at Alternativet mener, at det er farligt for mennesker og for miljø. Derfor forstår jeg det slet ikke. Hvis det er sådan, at man er imod det her, men alligevel baner vejen for, at det godt kan gøres, er man så ikke en slags politisk hæler, som ligesom baner vejen og siger, at man af forskellige grunde alligevel er nødt til at bane vejen for det, sådan at det kan blive en realitet, at man får den modsatte udvikling af, hvad man gerne ville have, endda på et afgørende, kan vi kalde det, eksistentielt område for menneskeheden?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at udtrykket politisk hæler måske er lige skrapt nok i den sammenhæng. Vi har diskuteret det meget, og vi har også valgt at se på det på den måde, at hvis situationen var omvendt og det grønlandske selvstyre havde taget en beslutning, vi var rigtig, rigtig glade for i Alternativet, eller andre i øvrigt var glade for, og man så i det danske Folketing begyndte at lave lovtekniske benspænd for det, er jeg da sikker på, at også hr. Christian Juhl ville modsætte sig det på det kraftigste. Så set i lyset af det og set i lyset af respekten for det grønlandske selvstyre har vi altså valgt at støtte forslaget.

Hr. Christian Juhl.

Jeg kan afsløre, at hvis Tysklands miljøaktivister spurgte, om jeg ville hjælpe dem med at blokere for et urantog, så tror jeg, at jeg ville tage ned og hjælpe dem med det, fordi jeg synes, at det er så essentielt. Selv om det ikke er dansk politik, synes jeg, det er så essentielt, at man også nødt til at gå til yderligheder og hjælpe sine nabolandes kollegaer.

Her har vi en særlig situation, idet vi er meget nære venner med grønlænderne og kan have en dialog på civiliseret vis i den her sal og uden for salen og i Grønland og alle mulige steder. Skulle vi ikke bruge den til at prøve at forhindre den katastrofe, der kan opstå i kølvandet på de her to forslag?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal bruge den her dialog, og jeg synes også godt, at vi som politikere i Danmark kan udtrykke vores holdning til uranudvindingen i Grønland, og at vi kan udtrykke vores holdning eller vores støtte til en proces, som gør det muligt at lave en folkeafstemning i Grønland om spørgsmålet. Det vil jeg synes er den rigtige vej at gå.

Så siger vi tak til ordføreren og giver ordet til den næste ordfører. Det er hr. Martin Lidegaard for Radikale Venstre.

Fra radikal side kan vi støtte dette forslag, ligesom vi kan støtte det næste forslag, L 158.

Det er såmænd ikke, fordi ideen om at udvinde uran i Grønland er vokset i den radikale baghave. Hvis jeg lige tog min energipolitiske hat på, ville jeg måske tillade mig at tvivle både på realismen, når vi kigger på verdensmarkedet, men også på, hvor meget der er i det for det grønlandske samfund. Men det er sådan set sagen uvedkommende.

Det, der er sagen vedkommende, er det, som flere ordførere har givet udtryk for, nemlig at hvis man vælger at give selvstyre til Grønland, så bliver man også nødt til at tage de grønlandske beslutninger alvorligt, uanset om man er enig i dem eller ej. Det gælder på dette område, det gælder på en række andre områder. Det er sådan, det er at have selvstyre. Så tager man politisk ansvar for sit eget land og sin egen fremtid.

I det her tilfælde har vi så at gøre med et område, og det er ikke nogen hemmelighed, som både Grønland og Danmark har brugt en hel del energi på at forhandle, fordi det selvfølgelig har udenrigspolitiske komplikationer, når vi skal til at overveje en eventuel eksport af uran fra Grønland, simpelt hen fordi der er en række internationale konventioner, man skal leve op til for at sikre, at man har styr på sikkerheden og spredningen af uran. Derfor har det selvfølgelig være helt betimeligt, at der har været et samarbejde mellem Grønland og Danmark med henblik på at få styr på de sider af sagen.

Men den grundlæggende beslutning om, hvorvidt det er en god idé eller ej at udvinde uran i Grønland, er og bliver med selvstyreloven en beslutning, der er lagt i grønlandske hænder, og som grønlandske politikere må tage ansvar for. Det gør de jo også, skal jeg hilse at sige. Det ser man, når man følger debatten i Grønland. Det går heftigt for sig, og man kan jo sige, at hvis jeg var investor, så ville jeg kigge meget nøje efter, for det er noget, der deler det grønlandske samfund, så man kunne håbe, at der på et tidspunkt kunne findes en lidt større enighed blandt de grønlandske politikere. Men igen vil jeg sige, at det er noget, som Grønland selv må tage vare på. Det gælder også spørgsmålet om, hvad der sker, hvis flertallet skifter, så der lige pludselig er et flertal imod udvinding af uran i Grønland. Det kan jo sagtens ske. Det har vi set før. Men hele den grønlandske debat må vi have respekt for i Danmark. Den må vi respektere at grønlænderne tager og et grønlandsk flertal finder frem til, og så må vi i den sydlige del af rigsfællesskabet forsøge at levere det, der skal til, for at de beslutninger kan eksekveres.

Det er på den baggrund, at vi støtter de to forslag. Det er i respekt for det grønlandske selvstyre. Jeg synes, det er svært at komme til anden beslutning, uanset hvad man personligt mener om udvinding af uran i Grønland.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Nu er det vel ikke helt sandt, vil jeg sige til hr. Martin Lidegaard, at det alene er Grønlands ansvar og Grønlands beslutning. Altså, der er jo en grund til, at vi også skal tage stilling i den her sal. Der er jo en grund til, at der i det materiale, vi har fået udleveret i lovforslagene, er beskrevet en ret væsentlig rolle for den danske regering og ministeriet. Det er jo os, der formelt set har det store ansvar over for de internationale aftaler. Det er jo derfor, vi skal behandle det her. Og det vil sige, at det ikke er rigtigt, at det alene er Grønlands ansvar, for det er jo et delt ansvar, må man nok sige – det er det i særdeleshed, for ellers skulle vi slet ikke behandle det her i salen.

Derfor er det vel fair nok, at vi også siger vores mening om det og siger, om Danmark kan levere på det. Det vil sige, at hvis man siger ja til det her, har vi vel også sagt: Ja, Danmark kan levere på det her og stå inde for det – tage ansvar og det hele.

Ordføreren.

Det står i hvert fald enhver frit for at sige, hvad vedkommende mener, og det gav jeg også selv lige udtryk for. Men der er noget, som undrer mig lidt ved Enhedslistens holdning her. Beslutningen om, hvorvidt Grønland skal udvinde uran og forsøge at eksportere det, er Grønlands. Det har så en række implikationer, som hr. Christian Juhl har helt ret i også har betydning for Danmark, nemlig at det er rigsfællesskabet og dermed Danmark på vegne af rigsfællesskabet, der har ratificeret en række internationale aftaler på det her område, og som derfor skal stå på mål for det. Og det er derfor, vi har haft den forhandling, som gør, at vi skal sikre os, at hvis det kommer dertil – hvad jeg i al beskedenhed, må jeg sige, tvivler på – at der virkelig kommer investorer, som er klar til at investere på det her område, er det selvfølgelig også i klar dansk interesse, at vi så lever op til alle de internationale aftaler, som der måtte være på området.

Hr. Christian Juhl.

Hvis Danmark ikke er i stand til at levere i forhold til de internationale aftaler, hvad jeg er i tvivl om, meget i tvivl om, når man ser, hvor hullet systemet i forvejen er for alle de store atomstater, bør man så ikke her eller i regeringen eller andre ædruelige steder sige: Hey, det her kan vi ikke levere på, kære Grønland; det er I nødt til at vente med, til vi finder ud af et system, som vi kan levere på? Det ville dog være ganske, ganske uansvarligt på så essentielt et område, altså med hensyn til atomkraft og uran, at man siger: Nå ja, men hvis grønlænderne vil det.

Ordføreren.

Det er helt indlysende, men det synes jeg også er det, der ligger i lovforslaget her og også i det næste. Det er da helt indlysende, at Danmark skal bestræbe sig på at sikre, at hvis vi kommer i den situation, at der skal eksporteres uran fra Grønland, så skal det ske efter alle kunstens regler og efter alle internationale regler, sådan at vi er sikre på, at den uran ikke bliver spredt til steder, vi ikke ønsker den spredt til. Og det har Danmark et klart ansvar og medansvar for at sikre.

Der er endnu en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Mange tak. Jeg deler ordførerens skepsis i forhold til, om projektet kan realiseres, og det er jo et element, kan man sige. Men nu er der en politisk behandling af det her lovforslag, og ordføreren nævner jo selv, at der kan være en række udenrigspolitiske komplikationer. Kunne man forestille sig, at det også kunne give en række udenrigspolitiske komplikationer for Danmark i forhold til nogle internationale relationer? For det er jo noget nyt, at Danmark så bliver uraneksporterende.

Ordføreren.

Jeg går ud fra, at fru Aaja Chemnitz Larsen tænker på de forpligtelser, vi har internationalt, og i kraft af de regler, vi skal leve op til i internationale organisationer, og det er det svært at sige noget håndfast om. Hvis vi lever op til alle de internationale aftaler fra rigsfællesskabets side, og hvis man estimerer de mængder, der i givet fald kan blive tale om, så er det jo ikke sådan, at Grønland vil blive storeksportør af uran, og det vil primært blive til fredelige formål, så vidt jeg har forstået intentionerne. Men det er svært at svare helt præcist på spørgsmålet, før vi kender den konkrete kontekst, den konkrete producent og de konkrete mængder.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

En indenrigspolitisk bekymring eller diskussion i Grønland er jo det her om en folkeafstemning, og selv om det ikke er en del af det her, kan en kommentar fra min side i hvert fald være, at det jo kunne være med til at sikre en mere sådan fremtidssikret indsats i forhold til, hvad det er Grønland gerne vil, i forhold til uranudvinding. Så det er mere en kommentar fra min side. Tak.

Har ordføreren en bemærkning?

Det vil da være spændende at se, hvad resultatet af sådan en folkeafstemning vil blive, og det vil i hvert fald give den grønlandske befolkning en maksimal indflydelse på sagen.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

SF anerkender selvstyrets ansvar for Grønlands udvikling, og vi respekterer også grønlændernes beslutninger vedrørende en eventuel minedrift. En eventuel eksport af uran skal jo så kontrolleres og reguleres af internationale aftaler, og det lovforslag, der ligger, giver rammerne for, at en eventuel minedrift i Grønland ikke bidrager til, at uran kommer i hænderne på parter, som kunne bruge materialet til militære formål. SF er meget skeptiske over for en eventuel kommende minedrift efter uran, men vi anerkender grønlændernes ret til at beslutte det. Vi ønsker IA alt muligt held og lykke i arbejdet med at stoppe processen mod udvinding af uran.

Som sagt vil SF ikke blande sig i Grønlands interne forhold, men vi vil dog sige, at vi også synes, at det er en problematisk demokratisk situation, selvstyret har bragt sig i, med en meget snæver afstemning om så vidtgående forhold, som vi taler om her. Thumbs up til IA, som det vist må hedde på moderne grønlandsk, og i SF sætter vi vores lid til en forhåbentlig kommende folkeafstemning. Skulle det trods indsatsen fra bl.a. IA alligevel blive besluttet at hente uran ud af Kvanefjeldet, vil det her lovforslag trods alt sikre, at det vil ske under forholdsvis trygge forhold, og at der kun kan sælges uran til fredelige formål.

SF støtter aftalen mellem Danmark og Grønland og dermed lovforslaget, men vi håber så samtidig på, at den aldrig vil blive brugt.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak. Jeg tror, vi kan være enige om en ting, selv med ministrene, og det er, at det, hvis der en dag sker det, at der bliver solgt så meget uran til f.eks. ISIL, at de kan lave den første og den anden og den tredje bombe, vil være en katastrofe. Dermed er vi også inde på et problem, som vi har peget på i årtier – i hvert fald ordføreren og jeg – nemlig at vi skal have fjernet alle jordens atombomber fra jordens overflade uden at sprænge dem.

Jeg mener, er Danmark ikke medansvarlig, hvis der sker det, at Grønland beslutter, at de vil grave uran op og sælge det, hvis det her bliver solgt på det sorte marked? Danmark har jo hovedkontrolopgaven i den her lovgivning, det er jo ikke Grønland, der har det, det er jo ikke Grønlands ansvar i den forstand. Det er jo formelt set Danmark, der har det.

Frigiver det slet ikke nogen tanker hos ordføreren, at det er sådan?

Ordføreren.

Jo, det gør det, og det er også derfor, vi igen vil sige på moderne grønlandsk: thumbs up til IA for at få stoppet det her. Vi har alle mulige varme følelser over for den politiske kamp mod udvinding af uran – i Grønland vel at mærke. Vi synes, det er fuldstændig utilstedeligt at optræde som storebror herinde og stille sig op med pegefingeren over for den grønlandske befolkning og fortælle dem, hvad de har bedst af. Det er jo en følelsessag, om man synes, det skal være uran eller andre politiske områder.

Mens vi taler her, sulter og fryser grønlandske børn, og der sker seksuelle overgreb. Det kan vi have nogle meget stærke følelser for, altså at Danmark burde gøre noget ved det, men vi anerkender, at det er Grønlands ansvar. Vi kan ikke sådan sjakre med vores holdninger. Nogle gange synes vi, vi overtager vores gamle kolonialistiske holdninger over for Grønland, men når man så synes, at et andet emne optager en lidt mere, så mener man noget andet.

Vi har nogle principper i SF i forhold til forholdet mellem Grønland og Danmark, og det er det, vi respekterer her, og vi håber på, at det lovforslag aldrig vil blive brugt.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg synes, ordføreren snakker ganske meget udenom. Vi kan jo ikke bruge en meget, meget ulykkelig situation for grønlandske børn til at sige, at så skal vi også afstå fra andre situationer, som er eksistentielle ikke kun for grønlænderne, men også for danskerne og for andre, for hvem ved, hvorhenne på kloden den slags mineral kan blive misbrugt? Det er derfor, jeg mener, at det her jo, uanset hvad ordføreren siger, er et dansk ansvar, om det her ryger ud på verdensmarkedet og ryger i forkerte hænder. Det er et dansk ansvar, det er ikke et grønlandsk ansvar.

Ordføreren.

Vi deler jo bekymringen om udvinding af uran. Vi deler forhåbningerne om, at den uran bliver i Kvanefjeldet ved Narsaq, men jeg deler ikke Enhedslistens behov for at opføre sig som en imperialistisk storebror over for grønlænderne.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Jeg ved jo, at SF er Danmarks grønne parti – det har jeg læst store annoncer om her for nylig – grøn udenpå og rød indeni ligesom en vandmelon. Det er der jo ikke noget galt i. Men jeg vil så spørge, når man nu er så meget modstander af uran, hvordan verdens klimaproblemer ville se ud, hvis ikke vi havde atomkraft, som uran jo også kan bruges til. Kan hr. Karsten Hønge også se nogle fordele ved uranudvinding?

Ordføreren.

Det er i hvert fald en ny retning, diskussionen vil tage, hvis vi går meget langt ind i den, hvad jeg da for øvrigt rigtig gerne vil, men jeg synes måske ikke lige tiden er til det. Men kort fortalt handler det om, hvilke retninger man tager i energipolitikken. Altså, hvis man satser på atomkraft, betyder det så massive investeringer, at hele ens investeringsprofil, hele ens opmærksomhed vil rette sig mod en energiform, som på længere sigt ikke er bæredygtig. Derfor vil det simpelt hen være en grundlæggende forkert retning i energipolitikken, når man på den måde tager opmærksomheden og investeringerne væk fra der, hvor fremtiden i virkeligheden ligger, nemlig i bæredygtige, grønne energiløsninger.

Det er sådan den energipolitiske side, men det er nu heller ikke grunden til, at vi synes, som vi gør. Det har nu ikke haft nogen betydning for vores holdning andet, end at det kan betyde forurening i Grønland, hvilket jeg igen trygt overlader til en forhåbentlig kommende grønlandsk afstemning og til, at IA står tilstrækkelig stærkt, til at de kan få overbevist den grønlandske befolkning om, at man skal lade uran blive i Kvanefjeldets grund.

Jeg går ud fra, at det betyder, at ordføreren ikke har yderligere? Ja. Så har vi en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Mange tak. Ja, SF er jo et grønt parti; de har slået sig op på at være et grønt parti, og hvis man hørte med ved høringen her for ikke så lang tid siden i Folketinget om uranudvinding, kunne man jo næsten fristes til at tro, at uranudvinding kunne gøre Grønland grønnere. Men nej, det er ikke tilfældet. Derfor synes jeg også, det kræver, at man tager stilling til det.

Jeg synes ikke, man kan sammenligne det her med udsatte børn i Grønland, som der var en forespørgselsdebat om, med de to lovforslag, som vi her skal tage stilling til. Jeg synes, det er at blande æbler og pærer sammen.

Så derfor synes jeg, at man er nødt til at tage stilling til det her på en helt anden måde, end man skulle med det andet, som er et rent grønlandsk ansvar, sådan som tingene er lige nu. Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens kommentar til.

Ordføreren.

Hør nu her, det er jo et spørgsmål om at debattere på et principielt plan, da jeg nævnte det med udsatte grønlandske børn og unge. Det er selvfølgelig ikke, fordi det på den måde er sammenligneligt. Det handler om respekten for, hvilke ting vi mener at grønlænderne selv skal tage ansvaret for. Og det ved jeg bare kalder på rigtig mange stærke følelser, også her i Folketinget, hvor mange medlemmer jo mener, at man skal gribe direkte ind i situationen i Grønland, fordi den nærmest er uholdbar på det sociale område.

Der siger vi også, at uanset at vi i dag ved, hvor forfærdeligt det står til i Grønland, så holder vi os fra at blande os i det. Så det er jo på det principielle plan, jeg siger, at det godt kan sammenlignes, i og med at jeg i den her sammenhæng anerkender grønlændernes ret til at beslutte det.

Men jeg håber på – i og med at jeg jo har venner og bekendte og nærmest også familie i Grønland – at de vil være med til at sørge for, at den uran bliver i Kvanefjeldets grund. Det er jo det, jeg kan gøre, men jeg synes, det ville være urent at spænde ben formelt her i Folketinget.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak. Vi kan jo hurtigt blive enige om, at der er behov for at gøre noget i forhold til udsatte børn i Grønland – det er der bestemt – men det er et rent grønlandsk ansvar, sådan som tingene er lige nu. Det er det ikke, hvad angår det her med uran i de to lovforslag, vi har foran os.

Jeg vil igen sige, at jeg synes, det klinger sådan lidt hult, at man på den ene side siger, at der er nogle principper, og på den anden side siger, at de principper fraviger man, fordi man vil vise den her sådan lidt misforståede respekt over for, at det er et grønlandsk ansvar. Det bliver jo et delt ansvar med de her to lovforslag.

Ordføreren.

For mig er det helt nyt og selvfølgelig noget, jeg skal gå hjem og tænke dybt over. Altså, hvis grønlandske medlemmer af Folketinget insisterer på, at vi som dansk Folketing skal ind og gribe ind over for interne grønlandske anliggender, uanset om områderne er direkte hjemtaget eller det er et delt område, så skal jeg selvfølgelig tænke dybt over det.

Men jeg tror, at det vil tjene grønlænderne godt – på bare lidt længere sigt – at have danske politikere, der stoler så meget på den grønlandske befolkning og på, at de tager de rigtige beslutninger om deres egen fremtid, herunder om, hvorvidt uran skal blive liggende i Kvanefjeldets grund eller skal hives op.

Den næste korte bemærkning er fra fru Aleqa Hammond, Siumut.

Jeg vil gerne rose SF's ordfører og de andre ordførere, som har støttet forslaget, for at respektere selvstyreaftalen, som vi alle sammen skal arbejde efter. Jeg vil også gerne rose dem for at anerkende den kompetence, som Grønland har fået hjemtaget i 2010 med råstofloven. I den står der jo, at eftersom vi har fået hjemtaget sagsområdet, er det et rent grønlandsk område. Vi er lovgivende magt og udøvende magt på området, og at den respekt udvises af SF, tager jeg hatten af for. At man har en anden holdning til uran, er noget andet, men som parlamentarikere skal vi til enhver tid sikre os at opretholde og respektere den lovgivning, som vi alle sammen skal stå for.

Ordføreren.

Jeg opfattede det mere som en kommentar end som et egentligt spørgsmål.

Yderligere? Nej. Så siger vi tak til ordføreren her. Den næste ordfører er hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Konservative støtter som udgangspunkt lovforslaget. Jeg vil dog sige, at jeg glæder mig meget til at høre indlæg også fra de to grønlandske folketingsmedlemmer, og at vi også gerne vil yderligere i dialog med Landstinget for at høre deres holdning til sagen. Jeg har forstået, at der er blevet forhandlet med det grønlandske selvstyre og den danske regering, men at vi også mangler Landstingets holdning, og selvfølgelig vil tillægge det meget stor betydning, hvordan man ser på det her lovforslag på Grønland.

Jeg har personligt en positiv holdning til udvinding af uran, hvis det foregår til fredelige formål. Som jeg nævnte før i mit spørgsmål til hr. Karsten Hønge, står atomkraft for omkring 11 pct. af verdens elektricitetsproduktion, så vidt jeg lige har kunnet slå op. Jeg ville frygte for, hvordan klimaproblemerne ville se ud i verden, hvis ikke vi havde atomkraft. Det kræver nu engang uran. Så jeg har personligt ikke de samme reservationer over for udvinding af uran. Men det kræver naturligvis, at det er målrettet fredelige formål.

Som jeg ser det, forekommer lovforslaget her mig logisk nok, i og med at råstofområdet er et grønlandsk anliggende, som Grønlands Landsting og selvstyret har taget til sig og taget ansvaret for. Dermed er det ikke noget, vi skal gøre os til overdommer over i det danske Folketing, men Danmark har stadig væk ansvaret for sikkerhedspolitikken, heriblandt at sikre, at der ikke sker spredning af atomvåben. Vi har nogle internationale forpligtelser, som vi er nødt til at leve op til.

Som jeg har forstået lovforslaget, er det alene det, der er sigtet med det. Vi er nødt til at sikre det. Det har vi en forpligtelse til. Og så må det være sådan, at det bliver vedtaget i Folketinget, selvfølgelig i videst mulig respekt for at råstofområdet ellers er et grønlandsk anliggende. Hvis der måtte være nogle brudflader mellem de to hensyn, hensynet til Grønlands selvstyre og råstofområdet og Danmarks ansvar for sikkerhedspolitikken, er det selvfølgelig noget, vi skal diskutere.

Men som udgangspunkt forekommer det mig at være et logisk lovforslag, som vi agter at støtte.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Tak. Hvis man har respekt for selvstyret, som flere partier også har givet udtryk for – også De Konservative – og man har respekt for, at det er Grønland, der skal træffe den endelige beslutning, så er det jo lidt dobbeltmoralsk, at man overtager et ansvar; det er i bund og grund det, der er vores argument. Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens kommentar til.

Ordføreren.

Det er jeg jo enig i. Men når vi nu har ansvaret for sikkerhedspolitikken i Danmark, og det er den danske regerings ansvar, så har jeg svært ved at se, hvordan man kan lade være med at fremsætte et lovforslag som det her, fordi man jo så ikke lever op til de forpligtelser, som vi har sikkerhedspolitisk. Så det er klart, at det er to hensyn, der strider lidt mod hinanden. Og der må man jo så få det til at passe sammen.

Men for mig forekommer det – og jeg glæder mig som sagt til at høre de to grønlandske folketingsmedlemmers indlæg – at være en fornuftig afvejning af de to hensyn, altså sikkerhedspolitik over for råstofpolitik, for jeg kan ikke se, at vi bare kunne forholde os passivt, når vi nu har de her internationale forpligtelser til at forhindre spredning af nukleart materiale.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak. Det kommer nok også frem i debatten om næste lovforslag, men det er måske dér, hvor der er nogle større bekymringer over, at man netop i virkeligheden tilbageruller noget, som man har hjemtaget i Grønland. Så det tager jeg op på et senere tidspunkt. Tak.

Ordføreren.

Det vil jeg så se frem til, fordi det er vigtigt for mig at få konkretiseret præcist, hvad det er, fru Aaja Chemnitz Larsen mener der bliver tilbagetaget, for selvfølgelig skal vi ikke tage noget tilbage. Men så må det være lidt mere konkret, så jeg også kan forstå problematikken – men det får jeg nok forklaret nu.

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Så vidt jeg husker, svarede ordføreren på, hvem der har ansvaret for sikkerhedspolitikken. Det er jo dejligt klart, fordi det er der ikke ret mange af de andre ordførere, der har bidt mærke i, nemlig at det rent faktisk er sådan, og at det er en af grundene til, at vi sidder her i aften og skal tage stilling til de her ting.

Men så vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvor starter sikkerhedspolitikken, og hvor slutter den, og hvor starter råstofloven, og hvor slutter den? For ordføreren spurgte om, hvor der kunne være nogle brudflader. Kan ordføreren fortælle mig: Hvor starter og slutter sikkerhedspolitikken, og hvor starter og slutter råstofpolitikken?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke fortælle hr. Christian Juhl. Det tror jeg vi er nødt til at få nogle kloge jurister til at analysere. Så det spørgsmål tror jeg man må rette til andre end mig.

Hr. Christian Juhl.

Jamen det er jo beskrevet i materialet: Fra det øjeblik, man stikker spaden – eller hvad man nu bruger til at grave op med – i jorden, til det færdige produkt forlader Grønland, er der tale om sikkerhedspolitik. Endda er Danmark, efter at produktet har forladt Grønland og er solgt til en anden part, medansvarlig for, hvad der sker med det der; det vil sige, at fra man stikker spaden i jorden og dertil.

Kan ordføreren ikke godt se, at der er masser af brudflader her, masser af brudflader, som giver os ansvar?

Ordføreren.

Jo, det kan jeg sagtens se. Det var egentlig det, jeg sagde det meste af tiden, da jeg holdt min ordførertale; og så forstår jeg i øvrigt ikke, at man stiller spørgsmål, som man godt kender svaret på.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Aaja Chemnitz Larsen, IA.

Mange tak. Inuit Ataqatigiits holdning er klar: Dette lovforslag mener vi bør sættes i bero, fordi der foreligger tre forskellige forslag om folkeafstemning vedrørende uran på Inatsisartuts dagsorden for forårssamlingen, som netop er i gang. Og ingen af disse forslag har været førstebehandlet endnu. Flere grønlandske partier mener, at lovforslagene først bør behandles i Danmark efter en eventuel folkeafstemning i Grønland, ligesom der er flere partier i Grønland, som mener, at Danmark først bør behandle lovforslagene, når de har været igennem en offentlig høring i forhold til miljøkonsekvenserne baseret på den seneste VVM-rapport.

Befolkningen og politikerne i Grønland er dybt splittet i spørgsmålet om uran og uranudvinding. Grønland ophævede i 2013 nultolerancepolitikken med et spinkelt politisk flertal i Inatsisartut med 16 mandater for en ophævelse og 15 mandater, som var imod. I otte byer og bygder har folk fredag den 8. april i år været på gaderne i protest mod uranudvinding og med krav om en folkeafstemning. Det er tydeligt for enhver, at spørgsmålet om uran ikke er afsluttet i Grønland. Og derfor må vi spørge: Er det afsluttet i Danmark, siden den danske regering har så travlt med at få gennemført denne lovgivning?

For Inuit Ataqatigiit handler det om grundlæggende værdier. Skal Grønland og rigsfællesskabet føre radioaktive mineraler ud i en verden, hvor der sker nok atomulykker, og i en verden, som kæmper med, at nukleart materiale ikke skal spredes og komme i de forkerte hænder? Inuit Ataqatigiit siger nej til udvinding og eksport af uran og andre radioaktive materialer.

Behandlingen af dette og det næste lovforslag har været på en meget tumultarisk rejse. Sagen skulle først rejses her i Folketinget, vel at mærke inden Inatsisartut var hørt, og dette skete angiveligt efter et pres fra naalakkersuisut og ville have været på kant med selvstyreloven. Men dette blev ændret efter et pres fra de to grønlandske folketingsmedlemmer. Det glæder mig, at Folketingets Præsidium har sikret, at de to lovforslag ikke sambehandles som et punkt, hvilket ellers er blevet foreslået, men at de to lovforslag bliver behandlet hver for sig, som de gør nu.

Desværre var dette ikke tilfældet i Grønland, hvor de to lovforslag sammen med to andre grønlandske lovforslag blev behandlet under et. Dette er ikke passende for så stort et emne, som har så stor betydning for det grønlandske samfund, men i høj grad også for rigsfællesskabet.

Lovforslagene og aftalekomplekset mellem den danske regering og naalakkersuisut skulle sikre rammerne for udvinding. Der har været politisk uenighed mellem Danmark og Grønland om afgrænsningen af beføjelserne i Danmarks udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske indsats i relation hertil. I Inuit Ataqatigiit mener vi, at aftalerne underminerer et område, som vi har hjemtaget. Samtidig vil vi sige, at vi er lodret uenige i beslutningen om at udvinde uran og derfor også lodret uenige i, at rigsfællesskabet skal være uraneksporterende. Det kan nok så mange internationale konventioner og forsikringer om, at dette udelukkende sker til fredelige formål og efter højeste internationale standard, ikke ændre på.

Dem, der ønsker uranudvinding i Grønland, peger på, at det ikke skal ske for enhver pris. Det skal ikke have miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser for befolkningen i Grønland. Det er rigtig positivt, for så kan vi måske møde hinanden, men det er vigtigt, at man melder det her klart ud. For er der nogen sinde nogen, der har set en uranmine uden konsekvenser for miljøet?

Vi venter stadig på offentliggørelsen af bl.a. rapporten om håndtering af de miljømæssige konsekvenser, den såkaldte VVM, som er en vurdering af virkningerne på miljøet. Jasigerne henviser til, at før man har modtaget den endelige ansøgning og de endelige rapporter har været i offentlig høring, kan man ikke have en diskussion om Kvanefjeldsprojektet. Men problemet er, at dokumenterne blev indleveret til Grønlands selvstyre i starten af december 2015, og vi afventer således en gennemgang. Men det er snart 5 måneder siden. Man kan spørge sig selv, om det er på grund af de miljømæssige og sundhedsmæssige udfordringer, at behandlingen af disse ansøgninger tager så lang tid. At man afventer den endelige VVM, kan ikke være årsag til, at vi ikke kan diskutere, om uranudvinding i Grønland skal finde sted eller ej.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg spørge: Loven er sat til at træde i kraft den 1. juli 2016, men hvorfor dette hastværk? Lad os i stedet for stoppe og sikre, at den grønlandske befolkning bliver hørt. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at man ikke må fotografere med blitz i Folketingssalen.

Det er hr. Rasmus Jarlov. Værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge om Inuit Ataqatigiits holdning til, om det er Danmark eller Grønland, der skal stoppe den her udvinding af uran, fordi jeg hørte lidt fru Aaja Chemnitz Larsen argumentere for, at vi ikke skulle stemme den her lov igennem for at stoppe udvindingen af uran i Grønland. Det forstår jeg egentlig ikke, for det synes jeg jo er en grønlandsk beslutning. Danmark har det sikkerhedspolitiske ansvar, men det her lovforslag lægger op til, at hvis Grønland ønsker at foretage uranudvinding, hvilket er en grønlandsk beslutning og alene en grønlandsk beslutning, så skal det bare ske inden for nogle sikkerhedspolitiske rammer, som Danmark er nødt til at stille op, fordi vi har ansvaret for sikkerhedspolitikken her i Folketinget. Man er IA ikke enige i, at det må være Grønlands Landsting, der stopper udvindingen af uran, og ikke den danske Folketing, der skal gøre det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er korrekt, at det er en grønlandsk beslutning, men IA har også haft den samme holdning og givet udtryk for den samme holdning under førstebehandlingen af det her punkt i Inatsisartut, og vi synes, at det er rigtig vigtigt, at det store mindretal, som vi repræsenterer, men som også involverer andre partier, også bliver repræsenteret i behandlingen af det her punkt her i Folketinget.

Hr. Rasmus Jarlov.

Andet spørgsmål er, om jeg kunne få uddybet, hvordan det er, at fru Aaja Chemnitz Larsen mener, at det her strider imod Grønlands ret til selv at træffe beslutninger på råstofområdet, for det fik jeg jo spørgsmål om før. Vil fru Aaja Chemnitz Larsen lige sætte et par ord på det? Hvordan kunne Danmark agere anderledes, når nu vi også har den sikkerhedspolitiske forpligtelse, som jeg går ud fra at fru Aaja Chemnitz Larsen også anerkender at vi har, og at vi derfor skal sikre, at nukleart materiale ikke bliver spredt?

Ordføreren.

De største bekymringer, i forhold til at vi får tilbagerullet et grønlandsk ansvar, er i virkeligheden i forhold til det næste lovforslag, så jeg vil egentlig tage dem med under næste punkt. Men jeg mener, at der er behov for at sikre en mere varig løsning og netop sikre, at det er et stærkt flertal i Grønland, at befolkningen også bliver hørt, så det er et stærkt flertal i befolkningen, som viser en klar vej i forhold til, hvor det er, Grønland vil bevæge sig hen, og det er den holdning, som IA står for.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak. Ordføreren sagde, at der var store miljømæssige konsekvenser. Vil ordføreren uddybe, hvad det drejer sig om?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo som sagt en åben mine, der ligger meget tæt på en by med ca. 1.300 indbyggere, og jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at man ikke kigger på andre erhvervsudviklingstiltag i Sydgrønland, men at man udelukkende stiller det her op som det eneste alternativ i forhold til at skabe arbejdsmuligheder i Sydgrønland.

Jeg synes, der er nogle bekymringer i forhold til de miljømæssige konsekvenser for befolkningen og naturen i området. Og det her er jo et principielt spørgsmål, vi tager stilling til – der er potentielt 11 steder Grønland, hvor man kan udvinde uran, eller hvor der eksisterer uran i undergrunden.

Hr. Christian Juhl.

Jeg vil høre ordføreren, om hun mener, at et land som Grønland vil være i stand til at håndtere de internationale regler, der er vedrørende opgravning og salg af uran, og om ordføreren eventuelt mener, at det rent sikkerhedsmæssigt ville kunne lade sig gøre i et samarbejde mellem Danmark og Grønland, uden at der er uran, der forsvinder.

Ordføreren, værsgo.

Tak. Altså, der er jo bekymringer. Uanset hvordan du gør det, vil der være bekymringer med hensyn til miljøet og med hensyn til håndteringen af det sikkerhedsmæssige.

Bekymringen går jo bl.a. på, hvorvidt vi har kompetencerne, og man peger jo også på i den her store rapport, som blev udgivet i 2013 på baggrund af den her uranarbejdsgruppe, at der er behov for at udvikle nogle kompetencer.

Nu ser vi jo, at det her lovforslag bliver hastet igennem, og at vi i løbet af 2-3 måneder skal lade den her lov træde i kraft. Vi har en række bekymringer i den forbindelse, fordi vi ikke mener, at vi kan nå at få de kompetencer inden da.

Tak for det. Så er det fru Aleqa Hammond, værsgo.

Jeg kan ikke lade være med at spørge ordføreren om noget. Lovforslaget drejer sig om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleart materiale, og det er det, vi diskuterer, men ordføreren står og snakker om åbne miner og Kvanefjeld, så jeg vil gerne spørge, hvad det har med lovforslaget at gøre. Det er ikke en konkret ansøgning, vi sidder og diskuterer i Folketinget. Flertallet i Inatsisartut har i henhold til de demokratiske principper, Grønland arbejder efter, ophævet nultolerancen, og det her er den naturlige konsekvens af den beslutning, altså at vi i fællesskab i Danmark skal sikre sikkerhedsproceduren. Er IA imod den procedure?

Værsgo til ordføreren.

Mange tak. IA er jo bestemt fortaler for demokrati, men vi mener også, at Grønland på mange måder er et ungt demokrati, som også skal udvikles, og i det ligger også, at vi er nødt til at tage højde for, at der altså er en splittelse såvel i befolkningen som politisk i dette spørgsmål, og derfor er man også nødt til at tage højde for det politisk. Jeg synes også, det er rigtig vigtigt at sige, at vi her står med et konkret projekt, som rigtig hurtigt bliver det, vi taler om.

Vi forholder os også til det helt generelle, og det er derfor, vi siger, at det her har vi nogle helt principielle bekymringer om miljømæssigt. Det kunne være Kvanefjeldsprojektet, som er det helt konkrete projekt, som vi har, men som sagt er der også 11 andre steder, hvor uran kan udvindes i Grønland.

Fru Aleqa Hammond.

Om det er ungt demokrati eller gammelt demokrati, står vi alle sammen over for den samme ting, og det er, at vi respekterer flertallets beslutning. End of story!

Jeg vil også gerne spørge lidt til IA. Rigsfællesskabet har en fælles holdning, hvad angår sikkerhedsmæssige og udenrigspolitiske spørgsmål, som vi i fællesskab skal finde en løsning på. Har IA noget imod det forslag, som er fremkommet, og som netop skal sikre, at vi følger de retningslinjer, som det danske kongerige skal følge i henhold til internationale standarder?

Ordføreren, værsgo.

Fra IA's side synes jeg, det er vigtigt at pointere, at demokrati også handler om at respektere befolkningen, og det er der, hvor jeg synes der er en udfordring i forhold til bare at sige, at det er et spinkelt flertal, som bare tromler en beslutning igennem. Vi ved, der er rigtig mange familier i Sydgrønland, i Narsaq, som har rigtig, rigtig store bekymringer, og at det her spørgsmål også splitter familier og splitter befolkningen i Sydgrønland. Så jeg synes også, man skal tage befolkningens bekymring alvorligt.

Tak for det, og tak til ordføreren. Og så er det faktisk fru Aleqa Hammond, der skal på talerstolen. Værsgo.

Siumut finder det vigtigt, at erhverv så vidt muligt er flerstrenget. Om det drejer sig om levende eller ikkelevende ressourcer, skal vi sørge for størst muligt udbytte såvel beskæftigelsesmæssigt som økonomisk. Grønland har i henhold til selvstyreloven beføjelser til at hjemtage sagsområder fra Danmark, og når Grønland ønsker dette, finansierer de det og bliver dermed lovgivende og udøvende magt på området. Dette er tilfældet med råstofområdet. Det vil sige, at Grønland har den lovgivende og den udøvende magt.

Råstofloven blev vedtaget med alle partiernes tilslutning i Inatsisartut og har dermed sat en fælleslinje for fremtidens lovramme på råstofområdet. Senere vedtog også samtlige partier i Inatsisartut storskalalovgivningen. Således har Grønland i Inatsisartut sikret en råstoflov samt en storskalalov med alles vedtagelse, og det vil så sige, at det kan bane vejen for en flerstrenget økonomi og et flerstrenget erhverv. Det er et naturligt ønske, at lande skal udvikles baseret på egne ressourcer og muligheder.

Flertallet i Inatsisartut har ophævet nultolerancen over for uran, og dette har så medført, at vi i dag behandler et lovforslag, som er en direkte konsekvens af denne beslutning, og det er helt naturligt på sin plads.

Udenrigsministeren fremlægger forslag til lov for Grønland om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleart materiale – et lovforslag, som blev førstebehandlet i Inatsisartut den 13. april 2016. Danmark er et kongerige, også bestående af Grønland, og kongeriget har sine internationale forpligtelser at overholde. På råstofområdet har både den danske regering og det grønlandske selvstyre sikret en fælles erklæring mellem Erhvervs- og Vækstministeriet – skråstreg – Erhvervsstyrelsen og Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel om eksport af bl.a. dual-use-produkter og -teknologi.

Siumut mener helt bestemt, at det er vigtigt med en fælles forståelse og et fælles fodslag i kongeriget Danmark på områder, som vedrører international forpligtelse, og som Danmark har underskrevet på vegne af hele riget. Det drejer sig om en fælles forståelse og fælles løsning, der til enhver tid vil sikre stadfæstelse af de lovgivningsmæssige definitioner og forpligtelser. Derfor har der været nedsat en arbejdsgruppe bestående af danske og grønlandske myndigheder, som i rapporten om udvinding og eksport af uran fra oktober 2013 har fastslået, at der er behov for et etableret system til at implementere de internationale forpligtelser om at føre sikkerhedskontrol om nukleart materiale. Arbejdsgruppens anbefaling er bl.a., at udvinding og eksport af uran fra Grønland skal ske efter de højeste internationale standarder.

Grønland har en økonomi, som trænger til styrkelse. Siumut mener, at en flerstrenget økonomi baseret på fiskeri, turisme og råstoffer er kerneområder, man skal satse på i fremtiden. Det er en målsætning, der er langt fremme, allerede før man hjemtog råstofområdet for Danmark, og en målsætning, der skal bringes ud i livet, således at vi kan være med til at sikre en mere flerstrenget og mangfoldig økonomi til gavn for befolkningen og generationer fremover.

En udvikling inden for råstofområdet vil altid medføre store forpligtelser for sikkerhed, sundhed og miljø og ikke mindst kontrolinstans samt internationale forpligtelser, som skal gå op i en højere enhed. Sikkerhedskontrolsystemet svarer til de relevante dele af Det Europæiske Atomenergifællesskabs forordning om anvendelse af sikkerhedskontrol, der i dag gælder i Danmark, men ikke i Grønland.

Med lovforslaget indføres et sikkerhedskontrolsystem, hvor der er anmeldelses- og rapporteringsforpligtelser, og det knyttes til at besidde og udnytte nukleart materiale, ligesom der skal føres tilsyn hermed.

Udenrigsministeriet er overordnet ansvarlig myndighed for sikkerhedskontrol i kongeriget, men konkrete sikkerhedskontrolopgaver vil primært blive varetaget af Beredskabsstyrelsen i et tæt samarbejde med de grønlandske myndigheder.

Siumut stemmer for forslaget.

Tak for det. Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Uranarbejdsgruppen lavede en rapport i 2013, hvor konklusionen var, at man mellem Grønland og Danmark var enige om at være uenige. Og den uenighed bestod i, at ordføreren som formand for Naalakkersuisut på daværende tidspunkt var uenig i, at det er Danmark, der har ansvaret i forhold til det udenrigspolitiske, det sikkerhedspolitiske og i forhold til forsvarspolitikken på det her område.

Det lyder, som om ordføreren har en anden holdning, så det kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren uddybe.

Ordføreren.

Jeg har ikke en anden holdning. Min holdning har altid været meget klar i forhold til den grønlandske befolkning og den grønlandske myndighed, hvad angår råstofområdet: Det er et rent grønlandsk anliggende. Grønland har den lovgivende og udøvende magt på råstofområdet.

Men jeg er enig i, at vi lever i et kongerige, hvor vi ikke har sikkerhedspolitikken ovre på vores side. Og uanset om jeg kan lide det eller ej, er det sådan, at i rigsfællesskabet har man en fælles forpligtelse til at sikre, at vi følger de internationale bestemmelser, vi alle sammen er underlagt, indtil andet er bestemt. Og derfor er jeg også fuldstændig enig i det, der står i lovforslaget, altså at vi skal finde fælles fodslag, der til enhver tid tilgodeser de kompetencer, som vores lande hver især repræsenterer og skal efterleve.

Jeg har været uenig i definitionen af, hvad der er sikkerhedsmæssige aspekter i forhold til råstofferne i sig selv – hvilke råstoffer der har noget med udenrigspolitik eller sikkerhedspolitik at gøre.

Tak. Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Men vi ser jo med disse to lovforslag, at man tilbageruller noget kompetence, fordi det reelt bliver Danmark, der giver en tilladelse på en række områder. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad bevæggrunden er for, at man har ændret holdning siden sidst.

Værsgo til ordføreren.

Jeg skal sige det igen: Jeg har ikke ændret holdning. Jeg har været meget stålfast i mine holdninger, og jeg har bestemt ikke ændret holdning, og det har Siumut bestemt heller ikke. Vi har stået i spidsen for ophævelsen af nultolerancen. Vi står i spidsen for at sikre, at der bliver skabt arbejdspladser for den grønlandske befolkning baseret på vore egne ressourcer, uanset hvilke råstoffer det måtte dreje sig om. Det skal være i respekt for befolkningen, det skal være i respekt for sikkerheden og for miljøet og sundheden, ligesom det foreskrives i vores egen råstoflov, som IA også selv har stemt for.

Jeg synes også, det er utrolig vigtigt, at vi finder fælles fodslag i alle spørgsmål, som har med råstoffer at gøre. Danmark er ikke et uraneksporterende land, når vi vedtager det her – det bliver Grønland.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Nå, der kom faktisk lige et par stykker til. Værsgo, hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge fru Aleqa Hammond, om hun synes, det er okay, at jeg, både når vi stemmer, og når vi diskuterer, siger min mening om fælles spørgsmål som sikkerheds- og udenrigspolitik, også når det drejer sig om sikkerheds- og udenrigspolitik i Danmark eller i Grønland?

Ordføreren.

Jeg synes, at det er helt på sin plads, at vi diskuterer et givent lovforslag, uanset om man er for eller imod det. Det er okay, at man er imod det. Det er et demokratisk bestemt flertal, som vil sikre, at lovgivningen går videre eller bliver forkastet.

Som jeg ser det, er jeg glad for, at det er på linje med Siumuts holdning, som er, at man stemmer for lovgivningen, og jeg er glad for, at denne lovgivning er baseret på respekt for hinandens kompetencer og hinandens lovgivninger og altså stadig er i henhold til de hjemtagne sagsområder. Det er helt på sin plads.

Det er okay at være imod, men det betyder ikke, at man er splittet. Man har bare en anden holdning.

Hr. Christian Juhl.

Mener fru Aleqa Hammond, at man kan skelne mellem, hvilken del af processen der er råstoflov, og hvilken del af processen der er sikkerhedspolitik, når nu vi beskriver i de her regler, at fra man stikker spaden i jorden, til materialet er placeret et eller andet meget, meget sikkert sted om mange, mange år, er der tale om sikkerhedspolitik? Sikkerhedspolitik er et meget, meget vidtgående begreb, når vi snakker om uran.

Værsgo, ordføreren.

Sikkerhedspolitikken kan jo ændre sig med historien. Lige nu er der stadig væk fokus på uran. Senere hen kan sikkerhedspolitikken også være baseret på andre råstoffer engang i fremtiden, alt efter hvordan verden udvikler sig, og hvilke ting man synes er vigtigere. Der er også mange sikkerhedspolitiske aspekter, som har med det at gøre, alt efter hvilket råstof man har at handle med med andre lande. Så sikkerhedspolitik er mange ting.

Derfor synes jeg, at det havde været helt naturligt på sin plads, at Danmark og Grønland i fællesskab nedsatte den arbejdsgruppe for at sikre, at man har en fælles forståelse for de forskellige definitioner, og det synes vi er helt okay, det bakker vi fuldstændig op om.

Tak for det. Så er det hr. Rasmus Jarlov, værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fru Aleqa Hammond, om hun vil sætte lidt flere ord på med hensyn til, hvor uenigheden går, altså grænsefladen mellem Grønlands ret til at bestemme over råstofpolitikken og den sikkerhedspolitik, som ligger hos Folketinget her i København. For jeg hører, at der er noget uenighed, men jeg kunne godt tænke mig at få uddybet lidt, hvad det præcis er, det går ud på. Jeg har hørt det blive nævnt, at det er noget med, hvilke råstoffer der bliver inddraget. Er det korrekt, og er der andre ting, hvor fru Aleqa Hammond mener at man med lovforslaget her træder ind på Grønlands ret til at bestemme over råstofferne?

Værsgo til ordføreren.

For Siumut er det helt naturligt, at det vil åbne op for vores muligheder for udvikling i landet, også inden for råstofområdet, ikke specifikt med hensyn til uran, men generelt alle ressourcer, som vi har i samfundet, og at det vendes til den gode side over for befolkningen, og det er til gavn for os alle sammen. Grønland har den lovgivende og udøvende magt på råstofområdet, og det vil sige, at det er Grønland selv, der bestemmer, om vi vil udvinde det eller ej. Det er ikke et spørgsmål om, at regeringen her skal sige god for det eller ej. Danmark bliver ikke eksporterende, men det gør Grønland.

Men det bliver de sikkerhedsmæssige og de udenrigspolitiske aspekter, som vi skal lave et fælles forslag om, således at vi sikrer, at de konventioner, som Danmark har underskrevet, og de internationale forpligtelser, som Danmark har som et rige, og som Grønland ikke har, overholdes, således at det er i overensstemmelse med de forpligtelser, vi har som land, og det er helt naturligt og på sin plads. Og det her er ikke for at bane vejen for en større krig eller atombomber eller deslige, tværtimod. Altså, vi gør det jo, for at det bliver til gavn for befolkningen i Grønland, i harmoni med de forpligtelser, vi har, også inden for riget.

Hr. Rasmus Jarlov.

Ja, det forstod jeg godt, og jeg synes egentlig også, der var en masse anerkendelse af nødvendigheden af, at vi har den her sikkerhedspolitiske ramme, hvor vi må forhindre en spredning af nukleart materiale. Men det står stadig ikke helt klart for mig, for jeg forsøger jo sådan at forstå, om vi træder ind på noget, som man fra grønlandsk side føler er i modstrid med selvstyreordningen. For det ønsker vi jo ikke, og det er derfor, jeg gerne vil gøres opmærksom på det, hvis der er noget, der så bør ændres i lovgivningen i forhold til at respektere selvstyret og råstofpolitikkens bestemmelser på Grønland.

Ordføreren.

Lovforslaget er ikke i strid med selvstyrelovgivningen, tværtimod, det respekterer selvstyrelovgivningen. Jeg synes også, at de stridigheder eller diskussioner og debatter, vi har haft mellem Grønland og Danmark efter ophævelsen af nultolerancen, har haft sine bedre dage og lidt dårligere dage, og det er ikke helt okay. For det drejer sig om et hjemtaget sagsområde, som Grønland har fuld kompetence over, men alligevel er der også nogle aspekter, som vi skal være opmærksomme på, og som man fra Danmarks side også har gjort os opmærksom på, og det er, at vi skal have fundet en arbejdsgruppe, som skal sikre, at vi har nogle fællesnævnere at arbejde efter.

Den arbejdsgruppe er så fremkommet med nogle anbefalinger, som Grønland kan leve med, og som Danmark kan leve med, således at vi i fællesskab kan arbejde videre efter de internationale forpligtelser, vi alle sammen skal arbejde efter, med respekt for selvstyrelovgivningen, som siger, at det er det grønlandske Inatsisartut og naalakkersuisut, der lægger linjen for, om vi vil udvinde eller ej.

Tak til ordføreren. Værsgo til udenrigsministeren.

Tak for en grundig gennemgang af lovforslaget. På trods af den grundige gennemgang vil jeg alligevel knytte nogle bemærkninger til baggrunden for lovforslaget, da der fra ordførernes side har været lagt forskellige sider af lovforslaget frem.

Det er sådan, at efter selvstyreloven fra 2009, som et meget bredt flertal i Folketinget vedtog, overtog Grønland råstofområdet i 2010 og fik dermed den lovgivende og udøvende magt på området. På den baggrund er beslutningen om at ophæve nultolerancen for efterforskning og udvinding af uran og andre radioaktive stoffer et grønlandsk anliggende.

Men da der er udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske implikationer forbundet med netop at udvinde og eksportere uran, er der tale om et rigsanliggende, der kræver et samarbejde mellem Danmark og Grønland om, hvordan det kan ske. Det blev der opnået enighed mellem regeringen og det grønlandske landsstyre om i en samarbejdsaftale i starten af i år.

I tilknytning til samarbejdsaftalen er der indgået to fælleserklæringer: om sikkerhedskontrol og om eksportkontrol med dual use-produkter. Både sikkerhedskontrol og eksportkontrol følger af kongerigets internationale sikkerhedspolitiske forpligtelser. Fælleserklæringerne udgør en politisk forståelse mellem Grønland og Danmark om den praktiske implementering af de to lovforslag, vi behandler i dag.

Med aftalerne implementerer vi et konkret samarbejde, der sikrer, at Grønland kan fortsætte sine bestræbelser for at udvide sin minedrift, samtidig med at vi som kongerige overholder vores internationale ikkespredningsforpligtelser og lever op til de højeste internationale standarder for uraneksport. Hovedformålet er selvfølgelig at sikre, at uran udvundet i Grønland udelukkende bruges til fredelige og civile formål.

Der er tale om et aftale- og lovgivningskompleks, der med afsæt i den gældende kompetencefordeling inden for riget klart præciserer ansvars- og opgavefordeling mellem danske og grønlandske myndigheder.

Der har været en tæt og konstruktiv dialog og et konstruktivt samarbejde med Grønland og Nuuk i hele perioden. Jeg er glad for, at det er lykkedes at opnå enighed med det grønlandske landsstyre om det lovforslag, vi har foran os i dag. Det beviser, at vi sammen kan opnå resultater til gavn for hele rigsfællesskabet – også på svære og komplekse områder.

Lad mig især fremhæve fire centrale elementer i det ret tekniske lovforslag.

For det første er der sikkerhedskontrol. Lovforslaget implementerer de internationale forpligtelser for Grønland, som følger af traktaten om ikkespredning af kernevåben vedrørende kontrol med nukleart materiale. Sikkerhedskontrol kan overordnet beskrives som et bogholderisystem, der sørger for, at der bliver holdt regnskab med alt nukleart materiale og relaterede anlæg, udstyr og aktiviteter. Grundlæggende handler det om at sikre, at nukleart materiale ikke falder i de forkerte hænder.

For det andet er der kompetencefordeling og samarbejde med landsstyret. Sikkerhedskontrollen med nukleart materiale er et sikkerhedspolitisk område knyttet til internationale ikkespredningforpligtigelser. Der er tale om et fælles anliggende, og der fremsættes dette lovforslag for Grønland i Folketinget. Der er lagt op til et tæt samarbejde med Grønland om den administrative varetagelse af sikkerhedskontrol.

For det tredje flugter lovgivningen med relevant EU-lovgivning. Man kan ikke blot anvende den lovgivning, der gælder i Danmark, for Grønland. Grunden er, at opgaverne vedrørende sikkerhedskontrol i Danmark primært varetages gennem Euratom, Det Europæiske Atomenergifællesskab. Grønland er som bekendt ikke medlem af EU og heller ikke af Euratom. Derfor er det nødvendigt at etablere et særligt sikkerhedskontrolsystem for Grønland med denne lov. Der er enighed med landsstyret om, at loven skal svare til relevante dele af Euratoms regler.

For det fjerde er der de mellemstatslige modtagerstatsaftaler. For at følge de højeste internationale standarder for uraneksporterende lande er der i lovforslaget et krav om, at eksport af uran fra Grønland forudsætter en såkaldt mellemstatslig modtagerstatsaftale. De overordnede krav, som Udenrigsministeriet vil stille, følger de højeste internationale standarder. Det indebærer bl.a. efterlevelse af internationale ikkespredningsforpligtelser og standarder for fysisk beskyttelse som bindende juridiske forpligtelser i forhold til den videre håndtering af uran fra Grønland.

Se, der har været en række ordførere heroppe, men der er faktisk ikke så mange spørgsmål, der udestår, eftersom langt de fleste spørgsmål har drejet sig om præcis det samme.

Jeg vil dog prøve at give hr. Kasper Roug en uddybning af § 10, stk. 2. Næh, undskyld, det var DF's ordfører, Jeppe Jakobsen, Jeg har noteret forkert, det beklager jeg. Det er et stykke tid siden, at folketingsarbejdet startede i dag. Men § 10, stk. 2, gælder spørgsmålet om, at der gives udenrigsministeren en mulighed for at dispensere i særlige tilfælde. Her tænkes der på, at hvis man f.eks. har en klump uran eller et uranholdigt materiale, der skal sendes til undersøgelse uden for Grønland, men der ikke er tale om en egentlig igangsættelse af eksport, men alene om en undersøgelse, så vil det være for stort et apparat at sætte i gang at lave sådan en fuld mellemstatslig aftale for blot at lave en undersøgelse af en mindre mængde uran.

Derfor gives der en mulighed for, at udenrigsministeren vil kunne gøre det. »Udenrigsministerens afgørelse herom sker efter en konkret anmodning, og der kan til afgørelsen knyttes de vilkår og betingelser, som vurderes at være nødvendige af hensyn til overholdelse af Kongeriget Danmarks internationale sikkerhedskontrolforpligtelser.«

Det sidste var et direkte citat fra bemærkningerne, side 26, første spalte. Nu håber jeg, at jeg har kastet lidt mere lys over, hvad det egentlig er, det drejer sig om.

Derudover har der sådan været to drøftelser. Den ene drøftelse har vedrørt, om vi fra dansk side skal blande os i, hvad Grønlands landsstyre har vedtaget. Det er den holdning, som Enhedslisten har lagt for dagen: at uanset at man tilbage i 2009 var med til at vedtage selvstyreloven og dermed flytte området til Grønland, så trækker man det tilbage, når man er utilfreds med, hvad det grønlandske landsstyre vælger at foretage sig, og siger, at nu blander man sig.

Der har jeg langt mere respekt for SF's indstilling i den her diskussion. Man siger, at man egentlig er uenig i det, som Grønland vælger at gøre, men at man respekterer, at det er deres ret at gøre det. Det var ikke min holdning, men mit forsøg på at udlægge SF's og hr. Karsten Hønges holdning til sagen. Selv om han ikke er til stede i salen, tror jeg, han vil være meget enig i lige præcis den udlægning.

Jeg kan ikke forstå dem, der siger: Ja, vi overlod det til Grønland at træffe beslutningen, men når de træffer en beslutning, vi ikke er enige i, så ønsker vi at blokere deres mulighed for at fuldføre den.

Jeg kan heller ikke forstå dem, der siger, at det er en snæver afstemning eller et spinkelt flertal. Prøv at forestille jer, at vi vendte diskussionen om og sagde: Det var tæt på, at der var kommet flertal for det, så vi tillader det alligevel. Prøv at forestille jer, at vi havde sagt, at det kun var et lille flertal, så derfor gider vi ikke respektere det. Altså, jeg synes, det er problematisk nok i sig selv, at man snakker om det, når der er tale om Grønlands landsstyre, men skulle vi så indføre det samme princip her i Folketinget: at hvis man ikke synes, at flertallet er stort nok, kan man være ligeglad med det? Det er en mærkelig diskussion. Meget mærkelig.

Vi har valgt fra regeringens side, inklusive den daværende regering, som jeg også var en del af, at overlade en række områder til det grønlandske selvstyre. De træffer en beslutning, og det er deres ret. Det vælger de at gøre, og det respekterer vi. Så er der nogle områder, der er rigsfællesskabets kompetencer, og det er at sikre en eksportkontrol, der gør, at når der er tale om uranholdigt materiale, så lever vi op til de højeste standarder. Det vælger vi at gøre med lovforslaget her.

Det sidste spørgsmål, jeg vælger at svare på her, er spørgsmålet om det såkaldte hastværk. Det her er en aftale, vi har brugt rigtig meget tid med det grønlandske landsstyre om at få forhandlet på plads. Det er en aftale, hvor fremsættelsen af forslaget i dag er afstemt med vores kollegaer i Nuuk. Og når det er sådan, at den står til at træde i kraft den 1. juli, er det, fordi vi forventer, at det vedtages i Folketinget, inden Folketinget går på sommerpause omkring grundlovsdag.

Derfor er det mest naturligt, at loven træder i kraft ved førstkommende månedsskifte derefter. Der er intet hastværk, der er intet hastende i den her behandling af lovforslaget. Det er timet efter, at vi kan få udtalelsen fra Grønlands landsstyre i forbindelse med forberedelsen til afgivelse af betænkning i Folketingets Grønlandsudvalg her. Og derfor er det i fuld overensstemmelse med og afstemt efter behandlingen i Grønland. Tak.

Tak. Der er nogle korte bemærkninger. Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Tak for svarene på i hvert fald nogle af de spørgsmål, som jeg har stillet undervejs. Jeg synes stadig væk, det er påfaldende, at man haster den her lovgivning igennem. Det må jeg sige; det er nu den holdning, jeg har. Jeg bemærker jo også, at der står i lovforslaget og i bemærkningerne, at sikkerhedskontrollen vil koste 3 mio. kr. årligt. Det er en udgift, som den danske stat har, indtil man kan sende den videre til et selskab. Man kan eventuelt komme til at stå i den situation, at der ikke bliver noget selskab, at der ikke bliver et råstofprojekt om de her mineraler i Grønland, og så har man ikke nødvendigvis nogen, som man kan sende regningen videre til. Det vil jo betyde, at det er en regning til den danske stat. Det kunne jeg godt tænke mig at høre en kommentar til.

Værsgo.

Man kunne også se på det modsatte, og det gør jeg, nemlig at der, hvis der ikke ligger en aftale om, at der er en mulighed for at kunne eksportere det, heller ikke vil være nogen, der ønsker at indgå en aftale.

Det, vi gør nu, er, at vi skaber rammerne for, at der kan laves en minedrift. Vi skaber rammerne for, at der, hvis der som en del af den minedrift graves uranholdigt materiale op, er mulighed for at behandle det efter de højeste internationale standarder. Jeg tror på, at det fremmer muligheden for, at der kommer minedrift i gang i Grønland. Det er ikke op til mig at vælge, om der skal være minedrift i Grønland. Det har vi med selvstyreloven overladt til det grønlandske landsting, og det har det taget beslutning om. Med det, vi gør her, skaber vi rammerne for regelsættet omkring det.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Men erkender udenrigsministeren, at man med dette lovforslag bliver en myndighed på området for råstofsikkerheden? Erkender man, at man bliver en myndighed, og at man på den måde tilbageruller noget af det ansvar, som Grønland har hjemtaget?

Værsgo, ministeren.

Nej, på ingen måde. I 2009 blev der lavet en arbejdsdeling, hvor spørgsmålet omkring råstofudvindingen ligger i Grønland, mens spørgsmålet omkring sikkerhedspolitik og udenrigspolitik ligger i Danmark. Eksportkontrollen af uranholdigt materiale er udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det har hele vejen igennem været en rigsfællesskabskompetence, der styres af Udenrigsministeriet i Danmark. Derfor bliver der ikke flyttet noget som helst tilbage.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Nu er jeg ikke så vild med at diskutere via stråmænd med udenrigsministeren, og hvis han lytter til, hvad jeg siger, har jeg intet imod, at grønlænderne bestemmer alt, hvad de vil, om råstof, men jeg har noget imod, at det danske Folketing overlader til grønlænderne at bestemme dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er det, jeg har prøvet – også i min ordførertale – at slå fast, at den vil jeg være med til at beslutte, og hvis jeg er bange for, at det, som udenrigsministeren har været med til at beslutte på uranområdet, anfægter vores hidtidige udenrigspolitik, vil jeg gerne have lov til at protestere. Det er jeg i min fulde ret til også i forhold til selvstyreloven. Det er hele Folketinget, det er ministeren sågar selv. Det er jo derfor, at han blander sig ved at lave en aftale.

Så lad os prøve at diskutere fakta, og lad os diskutere det, vi reelt er uenige om. Vi er reelt uenige om, om der skal uran ud at flyde på det internationale marked. Vi er reelt uenige om, om det skal være dansk udenrigspolitik at fremme det. Det synes jeg ikke at det skal være, og jeg vil gerne sige, at det er jeg fuldstændig uenig med udenrigsministeren om.

Hvad angår råstof, kun råstof, kan de gøre lige præcis, hvad de vil i Grønland. Det har de lov til. Hvis de vil have deres egen udenrigspolitik, kan de også få det, men det får man ved at melde sig ud og lave sit eget land.

Ministeren.

Hr. Christian Juhl må have den udlægning af tingene, som hr. Christian Juhl ønsker. Jeg vil bare sige, at jeg er uenig i hr. Christian Juhls indstilling. Jeg er uenig i den indstilling, der handler om, at man skal blande sig i interne grønlandske anliggender. Jeg synes, at det ville være rimeligt at sige, at når man har overladt råstofområdet til Grønland, har man i Grønland spørgsmålet om, hvorvidt man skal kunne grave uranholdigt materiale op eller ej. Det har Grønland truffet en beslutning om. Det kan godt være, at hr. Christian Juhl er uenig i den. Det skal jeg ikke blande mig i. Jeg respekterer den.

Så har Danmark et ansvar for, hvad vi gør, såfremt der graves uranholdigt materiale op. Det tager vi hånd om med lovforslaget her, og det gør vi ved at sikre, at den uran, der måtte blive gravet op og måtte blive eksporteret, bliver behandlet på en kvalificeret og sikker måde. Det er jeg tryg ved.

Hr. Christian Juhl.

Det er lige der, vi er ved kernen, for jeg mener ikke, at det er forsvarligt, og når Danmark skal tage ansvaret, stå inde for, som vi har snakket om i dag, at det her sker forsvarligt, mener jeg ikke, at Danmark kan det. Ministeren lukker øjnene for, at der er tusindvis af eksempler på, at uran flyder rundt på et sort marked. Vi har mindst to lande i verden, som påstås at have atomvåben, som er uden for kontrolsystemet. Jeg advarede udenrigsministeren om at indgå i sådan nogle systemer, når man ikke kan holde den sikkerhed, der skal holdes på så afgørende et område som atomvåben, som uran jo er en grundbestanddel af. Det er der, at jeg mener, at udenrigsministeren lukker øjnene og laver en ny udenrigspolitik for Danmark.

Ministeren.

Jeg begynder at overveje, om Enhedslisten sådan har en konkurrence om, hvem der kan spørge mig mest om udtrykket stå inde for i løbet af en dag. Jeg vil sige, at der skal hr. Christian Juhl nogle flere gange på talerstolen, for jeg tror, at hr. Nikolaj Villumsen alligevel fører den interne konkurrence.

Der er vel ikke noget nyt i hr. Christian Juhls såkaldte spørgsmål her. Hr. Christian Juhl mener ikke, at det system, der bliver sat op, er tilstrækkelig sikkert. Det mener jeg, ellers ville jeg og regeringen ikke have foreslået det. Derfor støtter vi det her forslag som en ramme, der vil gøre det muligt for Grønland at få en rentabel minedrift og dermed få den spredning i deres økonomiske grundlag, der er så hårdt tiltrængt, og hvor jeg godt forstår, at der fra Grønlands side er et ønske om at få flere indtægtskilder.

Tak. Hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Nu afventer vi, som jeg sagde i min ordførertale, jo stadig væk regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Kunne udenrigsministeren sætte et par ord på, hvilke konsekvenser og ændringer det ville have for regeringens udenrigspolitik, såfremt rigsfællesskabet gik hen og blev uraneksportør?

Ministeren.

Jeg må rette en misforståelse. Der er ingen grund til at sidde at vente på en udenrigspolitisk strategi. Der kommer en udredning, som er en analyse. På baggrund af den tager regeringen forskellige initiativer. Analysen skal bruges som oplæg og udspil til en udviklingspolitisk strategi. Den skal bruges som oplæg til en forsvarsforligskredsforhandling i 2017, men det er sådan set op til regeringen at træffe beslutning om, hvilke dele af den her analyse man vil vælge at lægge vægt på, og hvilke dele man vil vælge ikke at lægge vægt på.

Så derfor er spørgsmålet: Hvad betyder det her lovforslag for vores udenrigs- og sikkerhedspolitik? Det betyder, at vi står fast på internationale rammer; vi står fast på FN-sporet, i forhold til hvad retningslinjerne skal være, når man snakker om materiale af særlig farlig karakter. Og det gør vi ved at lave et regelsæt, der lever op til FN's standarder, der lever op til de højeste internationale standarder, der er, hvis man producerer og udgraver råstoffer, der har uran i sig.

Hr. Carsten Bach.

Tak for svaret. Så kunne jeg godt tænke mig at høre, om udenrigsministeren kan løfte sløret for, om Peter Taksøe-Jensens redegørelse indeholder nogle aspekter omkring netop rigsfællesskabet som uraneksportør.

Værsgo til ministeren.

Jeg kan oplyse, at Peter Taksøe-Jensens udredning bliver præsenteret den 2. maj, og forud for det har jeg ikke nogen kommentar til indholdet af den.

Tak for det. Fru Aleqa Hammond, værsgo.

Jeg er rigtig glad for udenrigsministerens udmelding om, at det her er helt på linje med selvstyret og dets kompetencer, og at det også er noget, som er en direkte konsekvens af den arbejdsgruppe, som Danmark og Grønland i fællesskab nedsatte, og at man følger de anbefalinger, som de har foreskrevet. Grønland har som sagt overtaget alle råstofområder, dvs. alle råstoffer i Grønland inklusive uran og sjældne jordarter og andre mineralske stoffer af økonomisk interesse for fremtiden.

Det her er faktisk også lidt af en ny realitet for rigsfællesskabet, fordi det faktisk er første gang, at vi har fået hjemtaget et sagsområde, som har et sikkerhedsmæssigt aspekt. Det har så også resulteret i, at vi har udformet vores samarbejde mellem Danmark og Grønland på en anderledes måde for at finde en fælles løsning, der er bedst mulig for hinanden, og så vi alle sammen lever op til de internationale forpligtelser i henhold til lovgivningen. Og den her procedure synes jeg faktisk har været helt naturlig og helt på sin plads.

Ministeren.

Der var ikke noget spørgsmål, så jeg vil bare bruge lejligheden til at takke for det gode og tætte samarbejde, der har været med selvstyret, om at udforme de her aftaler. Det har været en kompliceret proces; der har været mange hensyn at tage stilling til; der har været mange spørgsmål, der skulle vejes op mod hinanden. Og det er klart, at det også har givet udfordringer, i forhold til hvordan man konkret skulle skrue aftaleteksten sammen.

Men det har alt sammen fungeret i et godt og konstruktivt dialogforum, et godt og konstruktivt miljø, hvor man har lyttet til hinanden og fundet fælles løsninger. Derfor glæder jeg mig også over, at det er lykkedes Danmark og Grønland i fællesskab at nå frem til aftalerne bag dette og det næste lovforslag.

Fru Aleqa Hammond?

Så er det hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal starte med at tilgive ministeren den lille navneforveksling, det har jo været en lang dag her i salen, måske mest af alt og i særlig grad for ministeren. Jeg skal takke for den præcisering af, hvad § 10, stk. 2, handler om. Det er jo også en situation, som vi i Dansk Folkeparti godt kan forstå. Men jeg vil spørge ministeren, om ministeren ikke anerkender, at det stadig væk er sådan lidt løst defineret, i særlig grad i henhold til det her med, hvad en mindre mængde er, for når vi netop taler om radioaktive stoffer, kan selv ganske små mængder jo have en ganske skadelig virkning, hvorfor man måske skal være lidt skarpere på den her definition.

Ministeren.

Jo. Det kan jeg godt. Når jeg står og genlæser sætningen her, tror jeg nok, at jeg, hvis jeg havde byttet plads med hr. Jeppe Jakobsen, så ville have stillet nogenlunde samme spørgsmål, måske ikke under førstebehandlingen, men derimod under udvalgsbehandlingen, hvor det ville være muligt også at komme nærmere ind på at give en mere præcis beskrivelse af, hvad det er for kriterier, der skal være opfyldt, for at udenrigsministeren i givet fald ville kunne give en sådan bemyndigelse. Når jeg siger udenrigsministeren i tredje person, er det ikke i et anfald af storhedsvanvid, men fordi det vil være den til enhver tid siddende minister, og derfor kunne det være ganske glimrende, hvis vi fik en klarere beskrivelse af, præcis hvad § 10, stk. 2, giver mulighed for.

Hr. Jeppe Jakobsen.

Det skal ministeren have tak for. Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen af det.

Ministeren.

Det er næsten som at tage ordene ud af munden på mig, for det plejer at være ministerens opgave under afrundingen sådan at sige tak for de mange kommentarer. Tak for den brede tilslutning, der er til lovforslaget, jeg ser frem til udvalgsbehandlingen.

Tak for det. Tak til ministeren

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Grønlandsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.