Det næste punkt på dagsordenen er:

47) 2. behandling af lovforslag nr. L 155:

Forslag til lov for Grønland om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleart materiale.

Af udenrigsministeren (Kristian Jensen).

(Fremsættelse 30.03.2016. 1. behandling 19.04.2016. Betænkning 26.05.2016).

Ønsker nogen at udtale sig? Det gør fru Aaja Chemnitz Larsen som ordfører for IA. Værsgo.

Tak for ordet. Efter flere års forhandlinger i den grønlandsk-danske selvstyrekommission og en vejledende folkeafstemning i Grønland trådte Lov om Grønlands Selvstyre, selvstyreloven, i kraft på Grønlands nationaldag den 21. juni 2009. Det var en historisk dag, hvor Danmark og Grønland sammen tog et yderligere skridt mod Grønlands selvstyre og selvstændighed – en dag, som mange grønlandske politikere også før min tid havde drømt om og kæmpet for.

Med selvstyreloven skete der en gennemgribende ændring af de grønlandsk-danske relationer på råstofområdet. Som et resultat hjemtog Grønland råstofområdet den 1. januar 2010, hvorved Grønland overtog den lovgivende, udøvende og administrative myndighed, hvad angår det samlede råstofområde. En central pointe her er, at Danmark uden forbehold overdrog råstofområdet til Grønland den 1. januar 2010. Fra Inuit Ataqatigiits side mener vi derfor også, at vi med regeringens og naalakkersuisuts to uranaftaler fra februar 2016 og efterfølgende to lovforslag, nemlig lovforslag L 155 og L 158, er ude på en glidebane, hvor Danmark nu tilbageruller det ansvar, som Grønland overtog, da Danmark uden forbehold underskrev loven om Grønlands selvstyre.

Selvfølgelig skal vi samarbejde på tværs af Grønland og Danmark om sikkerhedspolitiske aspekter, det er vi realistiske om fra Inuit Ataqatigiits side. I Grønland har vi dog kæmpet hårdt og længe for retten til vores egen undergrund, og med lovforslaget om sikkerhedskontrollen mener vi i Inuit Ataqatigiit, at regeringen og naalakkersuisut og de øvrige partier, som stemmer for de to lovforslag, tilbageruller helt centrale principper i vores selvstyrelov.

I det hele taget har processen med de to uranaftaler og lovforslagene været skæve, ekskluderende og udemokratiske. Inatsisartut har ikke været inddraget i beslutningen om at indgå uranaftaler med den danske regering, og den grønlandske befolkning har ikke været hørt i spørgsmålet om, hvorvidt Grønland skal have en uranmine og eksportere uran. Så sent som i sidste uge, da Inatsisartut sidstebehandlede de to kontroversielle uranlovforslag, nægtede de to grønlandske koalitionspartier at udtale sig og deltage i debatten. Det er under al kritik. IA har på den baggrund følgende mindretalsudtalelse sammen med Enhedslisten:

Inuit Ataqatigiit og Enhedslisten indstiller forslaget til forkastelse på den baggrund, at dette arbejde er et led i forberedelserne til uranudvinding i Grønland. Inuit Ataqatigiit og Enhedslisten er imod, at der udvindes uran og andre radioaktive materialer i Grønland. Uran er ikke et hvilket som helst materiale, og derfor handler lovforslaget om grundlæggende etiske og moralske værdier i det grønlandske samfund, og det handler om at tage et globalt medansvar. Inuit Ataqatigiit og Enhedslisten finder det beklageligt, at forberedelsen af dette arbejde sker uden bred tilslutning i Inatsisartut og uden inddragelse af den grønlandske befolkning direkte.

Realiteten er, at befolkningen og det grønlandske parlament er splittede i spørgsmålet om uranudvinding og uraneksport, kan man sige, og Inuit Ataqatigiit er af den opfattelse, at det er nødvendigt med en folkeafstemning i Grønland, således at der politisk kan tages stilling til en holdbar politik, som reelt har folkets mandat. Et forslag om folkeafstemning i Grønland har således været Inuit Ataqatigiits kompromisforslag.

Uranaftalerne mellem den grønlandske regering og den danske regering som en del af baggrunden for, at disse lovforslag nu er blevet udarbejdet, er indgået uden involvering af Inatsisartut, Grønlands parlament. Inuit Ataqatigiit indstiller derfor forslaget til forkastelse. Mange tak.

Tak til IA's ordfører. Så giver jeg ordet til udenrigsministeren.

Det er måske lidt usædvanligt at tage ordet på nuværende tidspunkt i en diskussion ved en andenbehandling, hvor der ikke er et ændringsforslag. Men der blev sagt så mange ting fra fru Aaja Chemnitz Larsens side, der alligevel kræver en kommentar med på vejen.

Regeringen respekterer fuldt ud den selvstyreaftale, der er indgået. Selvstyreaftalen bygger på, at der er en række områder, der overføres til grønlandsk kompetence, og at der er en række områder, der forbliver dansk kompetence på vegne af hele kongeriget. En af de kompetencer, som er på vegne af hele kongeriget, er udenrigspolitikken, herunder at føre opsyn med, at de internationale aftaler, der indgås, bliver overholdt og efterlevet.

En af de aftaler, der er tale om her, er at sikre, at når og hvis man udvinder uran – og det er en klar grønlandsk egenhændig beslutning, hvorvidt man vil udvinde uran – så er det Danmarks ansvar på vegne af hele kongeriget at sørge for, at den udvinding og den eksport af uran sker efter de højeste internationale standarder og efter de sikkerhedsforanstaltninger, der er. Derfor er der på ingen måde tale om, at man tilbageruller nogen dele af den selvstyrelovgivning, der blev vedtaget – på ingen måde.

Det er også sådan, at vi som regering har haft et tæt og gnidningsfrit samarbejde med den grønlandske regering på det her område. Vi har haft en dialog, som har været direkte, åbenhjertig og baseret på, at Landstinget den 24. oktober 2013 vedtog en principbeslutning om at ophæve nultolerancepolitikken. Det er altså baseret på beslutninger taget af det grønlandske Landsting og baseret på samarbejde med den grønlandske regering, at regeringen har fremsat det her lovforslag og et tilsvarende andet lovforslag. Det er for at give Grønland mulighed for at have en minedrift, der ikke har som hovedformål at udvinde uran, men hvor man kan udvinde det som et biprodukt, og også bruge den minedrift kommercielt.

Jeg synes, vi har fundet en god løsning og en god balance mellem på den ene side det hensyn, der er til, at Grønland skal have mulighed for kommercielt at udnytte de råstoffer, der er, og på den anden side, at vi lever op til det, som er kongerigets internationale forpligtelse, nemlig at sikre, at når der udvindes uran, er der en bogføring undervejs, så at sige, fra det bliver udvundet, over, hvordan det bruges, og til, hvordan det slutdeponeres, sådan at vi ved, at der er styr på den uran og det radioaktive materiale, der udvindes undervejs.

Derfor vil jeg bare gerne på mine og regeringens vegne takke for det tætte samarbejde, der har været med Grønlands regering, baseret på den beslutning, det grønlandske Landsting tog den 24. oktober 2013.

Tak. Og der er ønske om korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Når nu ministeren siger, at ja, det er rigtigt nok, at så administrerer vi bogholderiet, er det jo en meget pæn måde at sige på, at en meget kontroversiel kontrol, som skal foregå, af både opgravning af, transport af, handel med og brug og slutdeponering af et af verdens farligste stoffer, fordi det kan bruges til at lave atombomber, ligger på et kontor i København under administration af Udenrigsministeriet. Så er det vel ikke forkert, som IA har sagt, at der sker en flytning af en kompetence, for også tvivlsspørgsmål bliver jo afgjort i den sammenhæng, og også ansvaret over for internationale organisationer ligger i det danske udenrigsministerium. Er det ikke rigtigt? Det er derfor, jeg ikke rigtig forstår, at regeringen ikke siger det, som det er, at jo, det er rigtigt nok, vi tager og administrerer en del af grønlændernes kompetence, og det har vi aftalt med dem. Det ville da være meget mere fair og reelt. Så ville der være klare linjer.

Ministeren.

For det første ved hr. Christian Juhl godt, da hr. Christian Juhl deltog i førstebehandlingen, at det ikke bare er et bogholderi og et kontor. Det er den folkelige måde at gøre opmærksom på, hvordan man sikrer, at man helt fra udvindingen til deponeringen har styr på, hvor det uran, der måtte udvindes i Grønland, befinder sig henne, og at det alene bruges til lovlige, fredelige formål. Det er en del af Danmarks og det danske kongeriges udenrigspolitik. Og udenrigspolitikken føres af kongeriget gennem Udenrigsministeriet i Danmark.

Det betyder, at det aldrig har været et spørgsmål om, at en del af det her område med at føre kontrol med atomare produkter har været noget, som Grønland har fået selvstyre på. Derfor er det ikke sådan, at man bare kan påstå, at det er noget, vi har taget tilbage, for det har vi ikke. Det ville være fejlagtigt. Og det er sådan, at man som minister er underlagt en sandhedspligt, så jeg kan ikke bare stå og sige, selv om det ville være meget nemmere, og påstå noget, når det, hr. Christian Juhl ønsker jeg skal påstå, er lodret forkert.

Spørgeren.

Jo længere jeg diskuterer med udenrigsministeren, jo mere forvirret bliver jeg. Nu prøvede jeg netop at ironisere over det bogholderisnak, han havde før, fordi det er ret alvorligt. Det er en ret omfattende kontrol, der skal foregå. Det er efter min mening et spørgsmål om, hvorvidt Danmark eller Grønland alene har kapaciteten til det, når man ser på, at der faktisk er uran, der forsvinder på det internationale marked. Selv blandt de dygtigste folk, der skulle passe på det, forsvinder der altså uran. Der er flere tusinde tilfælde, hvor uran er forsvundet. Derfor er det hamrende alvorligt. Men jeg synes, det er at snakke udenom at sige, at den kontrol ikke er flyttet fra den grønlandske myndighed til den danske myndighed, for det er fakta. Og det er der ingen grund til at skjule. Sådan er det.

Ministeren.

Jeg kan ikke skjule, at det altid har været sådan, at kontrollen med atomare produkter har ligget i udenrigstjenesten i den del, der er blevet i Danmark, og ikke i den del, der er flyttet over i selvstyret. Det er sådan, at den kontrol, der er, foretages af tilsynsmyndigheden, som er Beredskabsstyrelsen, og IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur, medvirker hertil. Så der er en meget nøje kontrol med, at vi har styr på, hvor de uranholdige materialer, der måtte blive udvundet fra minen i Grønland, er, hele vejen igennem fra det bliver udvundet, til det bliver deponeret.

Næste spørger er fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak. Fra IA's side er vi udmærket klar over, at det er Grønland, der har ansvaret for uranudvinding, og jeg synes også, det er vigtigt at slå fast, at vi fra IA's side siger klart nej til uran, og det er selvfølgelig derudfra, vi forhandler.

I forhold til det sikkerhedspolitiske siger vi jo også, at vi gerne ser, at der bliver samarbejdet mellem Grønland og Danmark for at finde nogle løsninger – det sagde jeg også i ordførertalen.

Kunne det tænkes, at der kunne være nogle andre måder, man kunne samarbejde på i forhold til at sikre de højeste internationale standarder, i stedet for at man går ind og laver de her uranaftaler uden om det grønlandske parlament?

Ministeren.

Jeg anerkender ikke, at det er uden om det grønlandske parlament. Vores samarbejdspartner på det her område er den grønlandske regering, der handler på baggrund af en beslutning, som det grønlandske Landsting tog den 24. oktober 2013.

Hvordan de interne forhold i Grønland så er i forhold til størrelse af flertal og inddragelse af partier i udmøntningen af beslutningen fra den 24. oktober, synes jeg faktisk ikke er det danske Folketings opgave at blande sig i eller min opgave som udenrigsminister at blande mig i. Det må være sådan, at Grønland selv finder ud af, hvorledes man vælger at lave sin egen parlamentariske opbygning. Det er noget, Grønland selv vælger at gøre.

Jeg ville gerne vende spørgsmålet om, hvis jeg kunne – nu ved jeg godt, at man ikke rigtig kan spørge den anden vej rundt her fra talerstolen – og spørge: Ville det ikke være mærkeligt, hvis vi skulle vælge at sige, at der er et flertal i Landstinget, der har truffet en beslutning, at der er en samarbejdspartner i form af den grønlandske regering, der beder os om at udføre et stykke arbejde, noget kontrol, og at vi så skulle vælge at sige, at det vil vi ikke følge, og at den grønlandske beslutningsproces skulle have været en anden end den, man har valgt at den skal være på Grønland? Det ville jeg personligt føle var meget mærkeligt.

Spørgeren.

[Lydudfald] ... erkende, at man kan stå i en situation, hvor det bliver et andet parti, som har majoriteten i det grønlandske parlament. Og ønsket fra IA's side er jo bl.a. at sikre en holdbar løsning, både for det grønlandske samfund – ikke mindst for befolkningen – men også i forhold til råstofprojekterne, altså hvordan man kan sikre, at man skaber nogle mere stabile rammer i forhold til råstofprojekterne. Og ja, det er selvfølgelig et internt anliggende, og en del af den kritik, som jeg kom med fra talerstolen, er også rettet mod Grønland, kan man sige.

Jeg tog tidligere ordet til det andet lovforslag om eksportkontrol i forbindelse med uran, og noget af det, som jeg har været meget optaget af i forbindelse med det her, har været, at det jo i virkeligheden er en dynamisk liste, og derfor bliver det også i mine øjne sådan lidt en blankocheck, man udskriver fra Grønlands side med hensyn til at afgive noget ansvar i forhold til eksportkontrol.

Ministeren.

Altså, som politiker forstår jeg godt lysten til at debattere politiske beslutninger, der er truffet, men det er ikke min opgave som udenrigsminister at blande mig i, hvordan en beslutning er truffet i Grønland.

For et øjeblik siden havde vi en afstemning her, der endte 53 stemmer mod 55, så det var et snævert flertal, der afgjorde udfaldet af den afstemning. Skulle man så vælge at sige: Jamen det er for snævert til, at vi skal respektere det? Skulle jeg vælge at sige, at en beslutning truffet i Grønland om, hvorvidt man skal udvinde uran eller ej, er for snæver til, at vi vil respektere den? Jeg tror faktisk, de fleste ville synes, at det ville være meget mærkeligt, hvis vi skulle til at kvalificere, hvor stort et flertal der i givet fald skulle til, for at vi ville respektere en beslutning.

Vi vil respektere de demokratiske spilleregler, som man har valgt at følge i Grønland, herunder at man fra Grønlands side med et snævert flertal har valgt at sige, at man gerne vil udvinde uran. Vi har lavet en aftale, jeg har været tilfreds med samarbejdet, jeg anbefaler, at vi vedtager det.

Tak til udenrigsministeren. Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 1-11, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslisten og IA)?

De er vedtaget.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.