L 43 Forslag til lov om ændring af lov om kontinentalsoklen.

(Tilladelse til visse rørledningsanlæg på søterritoriet).

Af: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
Udvalg: Energi- Forsynings- og Klimaudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2017

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

20171_l43_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

Energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om kontinentalsoklen (Tilladelse til visse rørledningsanlæg på søterritoriet)

(Lovforslag nr. L 43)

Lovforslagets formål er at give en klar hjemmel til, at der kan inddrages udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske hensyn i afgørelsen af, hvorvidt energi-, forsynings- og klimaministeren kan give tilladelse til at nedlægge elkabler og rørledninger til transport af kulbrinter på dansk søterritorium.

Forslaget er begrundet i et ønske om at tilvejebringe et klart retsgrundlag til beskyttelse af rigets udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser i forbindelse med nedlæggelse af transitelkabler og transitrørledninger på søterritoriet. Der er ikke en klar hjemmel herfor i det gældende retsgrundlag, idet elkabler og rørledninger på søterritoriet i det væsentlige reguleres i en række bekendtgørelser, der for søterritoriets vedkommende er udstedt med hjemmel i statens højhedsret over søterritoriet.

Det foreslås, at den administrative behandling af ansøgninger om nedlæggelse af rørledningsanlæg på søterritoriet kommer til at ske i to trin. På første trin udarbejder udenrigsministeren en indstilling, der inddrager udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske hensyn til energi-, forsynings- og klimaministeren, som lægges til grund i dennes afgørelse. Hvis udenrigsministerens indstilling er positiv, skal der på andet trin foretages en sædvanlig miljø- og sikkerhedsmæssig vurdering af den pågældende ansøgning. Hvis indstillingen er negativ, meddeler energi-, forsynings- og klimaministeren afslag allerede af denne grund. Energi-, forsynings- og klimaministeren bemyndiges til at fastsætte de nærmere regler for ansøgningsprocessen.

Forslaget indeholder desuden en række regler, der har til formål at understøtte den administrative behandling af ansøgninger om nedlæggelse af rørledningsanlæg på søterritoriet og de særlige hensyn, der gør sig gældende for disse ansøgninger. Forslaget indeholder således regler om oplysningspligt for ansøgere og ejere af rørledningsanlæg på søterritoriet og regler, der begrænser adgangen til at klage over afslag begrundet i rigets udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser.

Forslaget indeholder endvidere en række ændringer, der har til formål at ligestille behandlingen af ansøgninger om nedlæggelse af rørledningsanlæg på kontinentalsoklen uden for søterritoriet og på søterritoriet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.