Spm. nr. S 747

4) Til justitsministeren af:

Claus Kvist Hansen (DF) :

Er ministeren enig i, at jasiden op til afstemningen om afskaffelse af retsforbeholdet i 2015 har ført en skræmmekampagne, set i lyset af at dansk politi fortsat kan søge – og har søgt – i Europols database ligesom før afstemningen om afskaffelse af retsforbeholdet?

Værsgo.

Tak for det. Er ministeren enig i, at jasiden op til afstemningen om afskaffelse af retsforbeholdet i 2015 har ført en skræmmekampagne, set i lyset af at dansk politi fortsat kan søge – og har søgt – i Europols database ligesom før afstemningen om afskaffelse af retsforbeholdet?

Værsgo.

Nej, jeg er ikke enig i, at man har ført en skræmmekampagne. Jeg er enig i, at man klart og tydeligt sagde, hvilke konsekvenser det kunne få. For ingen, heller ikke i denne sal, kunne vide noget som helst om, hvordan det ville gå efter en afstemning. Det kunne vi ikke vide. Vi kunne håbe, at Kommissionen og Parlamentet ville hjælpe os til at få en aftale, men da vi gik hen og satte vores kryds i december, så vidt jeg husker, 2015, var virkeligheden jo, at vi ved et nej var ude af Europol.

Så er jeg bare rigtig glad for, at det lykkedes at forhandle en aftale hjem, og derfor køber jeg ikke hele fortællingen om skræmmekampagnen, for så kan man diskutere, om den ikke var på begge sider osv. Jeg er nok bare ikke så god til at dvæle så meget ved, hvad der er sket for over 2 år siden, for det var virkeligheden. Vi havde en diskussion, der kom et resultat, og så tog regeringen jo arbejdstøjet på og fik lavet en aftale, der gør, at dansk politi fortsat har de muligheder, de har. Det synes jeg jo vi skal glæde os over er virkeligheden i dag her i maj 2018.

Spørgeren, værsgo.

Tak for det. Vi er da for så vidt enige om, at tingene er glædelige, og at vi fik en aftale, som virkede godt, og jeg forstår også ganske udmærket, at ministeren ikke har lyst til at kigge bagud og dvæle ved fortiden, som jeg vist hørte det. Jeg tror, der er mange fra jasiden, som har det fuldstændig på samme måde, men vi på skeptikersiden hæfter os jo selvfølgelig ved, at ministeren nu så to gange inden for 10 minutter har understreget, at ingen på jasiden egentlig præcis vidste, hvad det ville betyde. Indrammer det egentlig ikke ret godt hele problematikken omkring skræmmekampagner, nemlig det forhold, at man ikke vidste præcis, hvad det her ville medføre, og at man måske så netop derfor havde en intensiveret kampagne for at udmale det værst tænkelige billede?

Hvis jeg sådan skal tænke lidt tilbage, husker jeg jo, at Socialdemokratiet havde en plakat, hvor der var en lille pige med rottehaler og en tekst, der hed: Hjælp politiet med at optrevle pædofile netværk. Det var underforstået, at stemte man nej, ville de pædofile overrende Danmark. Jeg synes også, at Venstre havde en plakat, hvor der stod en betjent, som sagde: Styrk politiet. Igen var det underforstået, at stemte man nej, ville man skade politiet. Selv om ministeren selvfølgelig ikke skal tages til indtægt for alle de her enkelte eksempler på skræmmekampagner, synes jeg dog også lige, at Margrete Auken fra SF ligesom tog bundmedaljen, om man så må sige, ved på TV 2 News at påstå, at et nej ville betyde flere handlede kvinder i Istedgade. På det tidspunkt stod ministeren jo sådan set skulder ved skulder med de her mennesker, og hvis ikke det her var en skræmmekampagne, hvad ville ministeren så kalde det?

Værsgo til ministeren.

Jamen i en EU-afstemning kan man også sige at Dansk Folkeparti og Enhedslisten står skulder ved skulder, og jeg tror ikke, at spørgeren vil bryde sig om, at man så bliver sat i samme bås i forhold til al politik. Jeg skal ikke stå her og redegøre for, hvad andre partier har sagt og gjort og ment i en kampagne, jeg vil bare sige, at det, jeg sagde tidligere, var, at vi ikke kunne vide, om vi kunne få en aftale. Altså, vi er nødt til at sige, at alle handlinger har konsekvenser, og når man stemmer nej, stemmer man nej til at blive en del af retsforbeholdet. Så har vi stemt nej til at kunne vælge selv.

Så glæder jeg mig sammen med spørgerens parti over, at vi har en Kommission og et Parlament, der faktisk gerne ville have os med, så vi kunne lave en god aftale, og vi har fået en god aftale, og det er bare det, der er vigtigst for mig. For fortiden er fortid, men det, der er vigtigst for mig, er, at politiet fremadrettet har ordentlige og gode redskaber til at arbejde med. Det synes jeg er vigtigt og godt.

Værsgo til spørgeren.

Det er vi enige om er vigtigt. Men nu hæfter jeg mig igen ved, at ministeren siger, at man på det tidspunkt ikke vidste, hvad der ville ske. Hvorfor sagde man så ikke det? Hvorfor løftede man ikke sløret for den lille flig af tvivl, der hedder, at det faktisk godt kan ske, at vi kan få en aftale, at det godt kan være, at vi kan få mingeleret et eller andet på plads? Men den tvivl havde man jo ikke fra jasiden. Der var det jo fuldstændig definitivt, at et nej ville betyde, at en aftale altså var fuldstændig umulig, bum, basta, der kunne ikke gøres noget, og der viste både den efterhånden så mange gange omtalte krystalkugle, men, hvad kan vi sige, også de politiske realiteter, at det jo rent faktisk godt kunne lade sig gøre. Ville det ikke have klædt jasiden at have været lidt mere jordbundne og have sagt: Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, men alt er sådan set tænkeligt? Jeg tror, det var det, der provokerede rigtig mange mennesker, inklusive nejsiden.

Jeg vil sige i forhold til det der med at stå skulder ved skulder: Nej, selvfølgelig står Dansk Folkeparti ikke last og brast med Enhedslisten i hele deres politik, men når det handler om de pointer, der blev fremført under den valgkamp, som der er tale om her, så står man jo faktisk skulder ved skulder, fordi man har det samme syn på en sag.

Tak. Værsgo til ministeren.

Man kan godt have samme syn på en sag, men forskellige argumenter og bevæggrunde. Derfor: Jeg skal tages til indtægt for, hvad jeg siger, og hvad mit parti mener, og jeg skal ikke tages til indtægt for, hvad alle mulige andre partier, som måtte mene det samme sådan i forhold til et ja, gør. Jeg synes bare, det er vigtigt, at vi erkender over for hinanden, uanset om man gik ind for et ja eller nej dengang, at når man siger nej, så er man ude, og så er man afhængig af andres nåde. Så jeg glæder mig bare over, at viljen var der til, at vi kunne få en aftale. Det er det, jeg synes er vigtigt i dag, altså at vi jo har fået en god aftale. Det synes jeg er supergodt, det er godt for dansk politi.

Værsgo, hr. Claus Kvist Hansen.

Jamen igen: Det er vigtigt, og vi er enige på det punkt her. Men når man nu ser på det her uskønne forløb, der var op til den her afstemning, så tænker jeg også på, at det giver mindelser. Jeg er efterhånden en gammel mand, og jeg kan huske, hvordan det eksempelvis var i år 2000, da der blev stemt om tiltrædelse til euroen. Og da var kampagnen jo endnu mere intens for jasidens vedkommende: Det ville være den totale undergang, og Danmark ville jo nærmest kunne sammenlignes med Somalia, hvis vi stemte nej. Og der gik tingene jo – på mirakuløs vis – ganske anderledes, og det var så igen den her krystalkugle, hvor DF jo så åbenbart havde et godt kig ned i den. Så kommer retsforbeholdsafstemningen, og så kigger jeg selvfølgelig også ind i fremtiden. Jeg ved godt, at de tidligere spørgere har været lidt inde på det samme emne.

Kan vi forvente den samme skræmmekampagne fra jasiden ved eventuelle kommende afstemninger, hvor vi ikke ved, hvad der kommer til at ske?

Sidste svar. Værsgo.

Jeg har for få timer i døgnet til at bruge nogen som helst minutter på at sætte mig ind, hvad nejsiden brugte af argumenter op til en afstemning. For jeg synes, det er uinteressant. Så jeg ved ikke, om jeg kan skyde igen og komme med noget godt her, altså om der også var nogle argumenter der.

Jeg vil bare sige, at jeg ikke på noget tidspunkt har ønsket at føre en skræmmekampagne. Jeg har haft dansk politik i mit hoved og mit hjerte hele vejen igennem, og så glæder jeg mig bare over, at når det er blevet et nej, har vi trukket i arbejdstøjet og sikret den bedste aftale, og vi har fået en supergod aftale. Dét er jeg glad for.

Tak, og spørgsmålet er afsluttet.

Det næste spørgsmål til justitsministeren er af hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.