Fremsat den 17. januar 2023 af Mai Villadsen (EL),
Søren Egge Rasmussen (EL) Lisbeth Bech-Nielsen (SF),
Signe Munk (SF) og Samira Nawa (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om varig bevilling til Klimarådets
understøttelse af klimaloven
Folketinget pålægger regeringen at
sikre en varig bevilling svarende til 25,1 mio. kr., så
Klimarådet kan udføre sit arbejde i henhold til
klimaloven, som minimum indtil Danmark er klimaneutralt. Forslaget
vil ikke forhindre, at der tilføres yderligere midler til
Klimarådet.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 3,
folketingsåret 2022-23, 1. samling. Der henvises til
www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2022-23, 1. samling,
tillæg A, B 3 som fremsat.
Klimarådet spiller en afgørende
rolle i Danmarks indfrielse af klimalovens mål om 70 pct.
reduktion af drivhusgasudledninger i 2030 og klimaneutralitet
senest i 2050. I henhold til kapitel 2 i lovbekendtgørelse
nr. 2580 af 13. december 2021 om klima (klimaloven) har
Klimarådet en række opgaver, som bl.a. omfatter
årlige anbefalinger til klima-, energi- og
forsyningsministeren om klimaindsatsen, en vurdering af, om
regeringens klimaindsats anskueliggør, at klimamålene
nås, og kommentering af det årlige klimaprogram og den
årlige klimastatus og -fremskrivning. Derfor fik
Klimarådet i forbindelse med vedtagelse af klimaloven og
finansloven for 2020 tilført en forhøjet 4-årig
bevilling på 10 mio. kr. i 2020 og 15 mio. kr. årligt i
2021-2023.
Denne bevilling udløber desværre
i 2024, men Klimarådets opgaver er ikke blevet hverken
færre eller mindre komplekse. Derfor mener forslagsstillerne,
at Klimarådet skal have en varig højere bevilling
på samlet 25,1 mio. kr., så længe
Klimarådet skal opfylde den rolle, der er beskrevet i
klimaloven. Bevillingen vil løbende skulle pris- og
lønreguleres m.v.
En højere varig bevilling vil skabe
både ro og sikkerhed om Klimarådets vigtige arbejde.
Det vil samtidig sikre, at andre politiske prioriteringer i
fremtiden ikke vil betyde, at Klimarådet skal nedjustere sine
aktiviteter, med risiko for at Klimarådet dermed ikke kan
opfylde sit formål som beskrevet i klimaloven. Forslaget vil
ikke forhindre, at der tilføres yderligere midler til
Klimarådet, såfremt dette må vurderes
nødvendigt, f.eks. hvis det senere besluttes, at
Klimarådet skal løse yderligere opgaver.
Forslaget kan f.eks. finansieres via den
grønne fond, jf. aftale af 24. juni 2022 om etablering af en
grøn fond.
Skriftlig fremsættelse
Mai Villadsen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om varig
bevilling til Klimarådets understøttelse af
klimaloven.
(Beslutningsforslag nr. B 16)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.