Også tusind tak for det her spørgsmål. Må jeg ikke starte med at sige, at jeg deler spørgerens sympati og medfølelse med de mange medarbejdere, som har mistet deres job som følge af lukningen af slagteriet i Sæby?
Det har store konsekvenser, når en arbejdsplads lukker. Det har det ikke bare for dem, der er på arbejdspladsen, det har det også for familier, og det har det også for lokalområdet. Derfor er der også en række værktøjer, som vi allerede har taget i brug. Vi er selvfølgelig optaget af, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe de afskedigede medarbejdere videre i job eller uddannelse. Der er en god dialog mellem Beskæftigelsesministeriets Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord, som det hedder. Jeg er også blevet oplyst om, at der har været afholdt møder mellem Danish Crown, Fødevareforbundet – altså NNF, som de hedder – øvrige a-kasser og jobcentre om mulighederne for at sikre en fremtidig beskæftigelse for de berørte medarbejdere.
Beskæftigelsessystemet er jo til for at hjælpe borgerne, særlig i de her situationer, videre i job, og der er en række muligheder, som der bliver kigget på, og som man allerede er i gang med. De relevante jobcentre kan så søge om midler fra den her varslingspulje, som spørgeren også ganske godt kender. Det er en pulje til særlige og fremskudte indsatser ved større afskedigelser, bl.a. i forbindelse med jobsøgningskurser, opkvalificering og andet – lige nøjagtig det, som spørgeren spørger til. Midlerne fra den her varslingspulje kan så igangsættes med en indsats i selve opsigelsesperioden, så det har en akut indsats også, og det er dem, som jeg omtalte før, som samarbejder, i gang med at kigge på.
Vi følger selvfølgelig det her tæt. Det er mange, der er blevet afskediget, og derfor ser vi på det med meget, meget stor alvor. Vi er også åbne over for at se, om der kunne være behov for en dansk ansøgning til støtte fra den her Globaliseringsfond, som yderligere vil kunne sætte fokus på mulighederne for at få skabt forudsætninger for, at man kan få et nyt job.