Det næste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 160:

Forslag til folketingsbeslutning om en ny undersøgelse af falske anmeldelser og anklager i voldtægtssager.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Steffen Larsen (LA), Betina Kastbjerg (DD), Mai Mercado (KF), Rosa Lund (EL), Zenia Stampe (RV), Mette Thiesen (DF) og Torsten Gejl (ALT) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2024).

Sammen med dette punkt foretages:

25) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 188:

Forslag til folketingsbeslutning om at undersøge behovet for en revision af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse.

Af Mette Thiesen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2024).

Jeg giver nu mulighed for, at hver af de to ordførere for forslagsstillerne kan give en begrundelse for forslagene. Jeg ved ikke, om det er ønsket. Det er ikke ønsket. Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Tak for det, og tak til begge forslagsstillere for at have fremsat beslutningsforslagene. Det her er jo et område, som regeringen ser på med meget stor alvor, og som regeringen også prioriterer højt. Derfor har jeg også set frem til, at vi skal førstebehandle de to beslutningsforslag her i dag. Regeringen er nemlig enig med forslagsstillerne i behovet for undersøgelser på området.

Beslutningsforslag nr. B 160 går ud på, at der skal iværksættes en undersøgelse af falske anmeldelser og anklager i voldtægtssager inden udgangen af 2024, der kan præsenteres for Folketinget senest i 2025. I beslutningsforslaget henviser forslagsstillerne bl.a. til, at bekymringen for at blive falsk anklaget for voldtægt er steget i tilknytning til indførelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, og at der bør iværksættes en ny undersøgelse for at få klarhed over omfanget af falske anmeldelser og anklager, både af hensyn til ofrene og for at nedbringe frygten for at blive falsk anklaget.

Beslutningsforslag B 188 går ud på, at der inden udgangen af 2024 skal iværksættes en undersøgelse dels af retspraksis for anvendelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, dels af alle anmeldelser om voldtægt indgivet til politiet i perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2023. Formålet med den første del af forslaget er ifølge forslagsstillerne at tilvejebringe oplysninger om anvendelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse i retspraksis med henblik på at vurdere, om der er retssikkerhedsmæssige betænkeligheder knyttet til det, og om der er behov for en præcisering af bestemmelsen. Formålet med den anden del af undersøgelsen er at få opdateret vidensgrundlaget vedrørende anmeldte voldtægter.

Jeg er helt enig i, at vi kontinuerligt skal kvalificere den viden, vi har, om voldtægtsområdet, og at vores myndigheder skal basere deres indsatser på en aktuel og tidssvarende viden om området. Derfor gennemfører Justitsministeriet også løbende undersøgelser, som belyser voldtægtsområdet fra forskellige perspektiver. Et eksempel på det er jo den årlige undersøgelse af befolkningens udsathed for vold og andre former for kriminalitet, også kaldet offerundersøgelsen.

I 2022 udgav ministeriet en undersøgelse af anmeldelsestilbøjeligheden i sager om vold og seksualforbrydelser. Undersøgelsen belyste bl.a., i hvilket omfang borgere undlader at anmelde voldtægt, og hvorfor de undlader at gøre det. Desuden blev den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse udpeget som anklagerfagligt fokusområde i januar 2021. Rigsadvokaten har derfor fulgt anvendelsen af bestemmelsen tæt for at belyse, hvordan den anvendes i praksis. Rigsadvokaten har bl.a. konkluderet, at bestemmelsen anvendes som forudsat i lovgivningen.

Aktuelt er Justitsministeriet ved at gennemføre en undersøgelse om kriminalitetsramte borgeres tilfredshed med politiet, hvor der bl.a. ses på tilfredsheden blandt ofre for voldtægt anmeldt i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2023. Senest er regeringen og Folketinget blev enige om, at der skal iværksættes en undersøgelse af karakteristika ved gerningspersoner i voldtægtssager i 2025. Yderligere undersøgelser på området skal ses i sammenhæng med det og vil også eventuelt kunne omfatte en tilsvarende tidsperiode.

Så regeringen og Folketinget er allerede blevet enige om, at der skal gennemføres en evaluering af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelses anvendelse i retspraksis, herunder med hensyn til samtykkebegrebet, og i den forbindelse vil der også kunne ses på anmeldelser af voldtægt, herunder falske anmeldelser. De her yderligere undersøgelser kan jo med fordel iværksættes i 2025, når der foreligger et mere solidt grundlag i form af flere afsluttede sager efter den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse.

I forhold til det nykriminaliserede område bør det således sikres, at undersøgelsen dækker mulige overtrædelser begået over en længere periode, og at de overtrædelser er pådømt i både byretten og landsretten. Det er min opfattelse, at vi på den måde sikrer, at vi får et mere retvisende resultat. Nye undersøgelser på området bør desuden i relevant omfang inddrage oplysninger fra den føromtalte undersøgelse af karakteristika ved gerningspersoner i voldtægtssager, der som bekendt iværksættes i 2025.

Så det er mange forskellige spor, der allerede er lagt ud. Forslagsstillerne bag de to beslutningsforslag ønsker sig flere spor lagt ud. Som sagt er regeringen grundlæggende enig med forslagsstillerne bag begge beslutningsforslag i behovet for undersøgelser på området, og jeg håber og ser også frem til, at regeringen sammen med Folketingets partier kan lande en fornuftig løsning under udvalgsbehandlingen af de to beslutningsforslag i forhold til de nærmere detaljer for både timing og indhold af undersøgelserne. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er et par enkelte korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tak. Og tak til ministeren. Jeg beklager forvirringen før. Altså, hele oppositionen står sammen om at ønske den undersøgelse, som ligger i det forslag, der hedder B 160. Fra Dansk Folkepartis side går vi så lidt videre i forhold til også at ønske at kigge på, om den her lov ikke skal revideres.

Jeg tror, at justitsministeren udmærket godt kender til min holdning til det. Nu har vi siddet i både samråd og høringer om det. Der er jo indført noget, der i hvert fald minder om omvendt bevisbyrde i forhold til samtykkeloven, altså den her afklaringspligt. Og når jeg hører eksempler på helt unge drenge, som får meget hårde domme for noget, som de faktisk ikke vidste at de gjorde galt, altså en form for uagtsomhed, som det blev nævnt ved høringen forleden dag, så mener jeg, at man grundlæggende skal ind og undersøge det.

Mener ministeren ikke reelt set, at der er behov for at lave en undersøgelse ligesom den, man havde fra 2009, hvor man manuelt kigger alle domme, alle sigtelser, alle tiltaler, alle frafald og hele molevitten igennem, sådan at man er sikker på også at kigge på det nykriminaliserede område, i forhold til om loven er, som den skal være?

Ministeren.

Jeg tror, det er vigtigt i forhold til det nykriminaliserede område, at det bør sikres, at evalueringen dækker mulige overtrædelser begået over en længere periode, og også, at de overtrædelser er blevet pådømt i både byretten og landsretten. Og det bringer mig så over til: Hvad er så det tidsmæssigt rigtige tidspunkt for en sådan evaluering?

Retsudvalget blev jo allerede i marts måned enige med regeringen om, at der bør gennemføres en evaluering af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelses anvendelse i retspraksis, herunder med hensyn til samtykkebegrebet. Og der mener vi fra regeringens side, at sådan en evaluering med fordel kan iværksættes i 2025, når der foreligger et mere solidt grundlag i form af flere afsluttede sager efter den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse.

Fru Mette Thiesen for den anden korte bemærkning.

Tusind tak. Altså, vi har et ret solidt grundlag allerede nu, så det er egentlig bare at gå i gang. Når man laver så vidtgående en lovgivning, som samtykkeloven alt andet lige er, altså hvor man indfører noget, som selv advokater, jurakyndige, forsvarsadvokater, juraprofessorer og alle mulige andre siger minder rigtig meget om omvendt bevisbyrde, så mener jeg faktisk, at det haster.

Når man ser de eksempler på domme, som jeg nævnte før, mener jeg faktisk, at det haster. Og når ministeren til et samråd med hele embedsværket i ryggen ikke engang kunne svare mig på, om der var tale om samtykke i en konkret sag, så mener jeg, at det er bydende nødvendigt, at vi går i gang med det samme. Mener ministeren ikke også det?

Ministeren.

Igen vil jeg sige, at regeringen og jeg er enige med forslagsstillerne bag begge beslutningsforslag i, at vi selvfølgelig også alle sammen har en interesse i, at det her bliver evalueret. Vi synes så bare, at det er centralt, at det bliver evalueret på et tidspunkt, hvor vi også har mest mulig viden om anvendelsen af den nye bestemmelse.

Derudover vil jeg bare i forhold til præmissen – jeg respekterer jo ordførerens synspunkt, og vi har diskuteret det før – også sige, at det er vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at Rigsadvokaten jo bl.a. har konkluderet, at hovedparten af voldtægtssagerne vedrører forhold, som også ville have været strafbare efter den tidligere voldtægtsbestemmelse.

Tak. Så er der en enkelt kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil jo egentlig bare høre, om det, ministeren lægger op til, er en beretning, for i så fald synes jeg, at det er en rigtig gode nyhed, og det håber jeg da at min kollega fru Mette Thiesen også gerne vil være med til i forhold til de her to forslag. Så lad os få skrevet alle de ting ned, som bekymrer fru Mette Thiesen, og få lavet en god beretning, så vi også har et, hvad kan man sige, et godt styringsredskab i forhold til en evaluering.

Jeg synes jo, af den her debat fortjener, at vi får et solidt grundlag at stå på, inden vi begynder at snakke om revisioner.

Ministeren.

Jamen tak for det. Og det kan jeg bekræfte. Det var det, min indledende tale i virkeligheden også sluttede af med, altså at nu har vi allerede lagt mange spor ud i forhold til også at få mere viden og få truffet beslutningen i fællesskab, også om, at loven skal evalueres, såvel som at vi skal have mere viden.

Der bliver af begge forslagsstillere i to forskellige beslutningsforslag stillet yderligere forslag til, hvordan vi kan tilegne os mere viden om anvendelsen af bestemmelsen, og jeg synes, at vi skal prøve at samle alt det, vi kan, og det, vi kan blive enige om, i en fælles beretning. Og så kan det være, at det, der måske er tilbage, som adskiller os, er timingspørgsmålet, men mon ikke også, at vi kan prøve at finde hinanden i videst muligt omfang der?

Tak for det. Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg synes ligesom fru Karina Lorentzen, at vi faktisk bliver imødekommet meget i forhold til undersøgelse. Det ligger jo sådan set også i det lovforslag, som jeg bare lige i dagens anledning får lyst til at minde om at samtlige partier stemte for.

Derfor vil jeg gerne bare have justitsministeren til at bekræfte fra talerstolen, at der med samtykkeloven ikke er tale om omvendt bevisbyrde eller noget, der ligner.

Ministeren.

Det vil jeg gerne bekræfte.

Ordføreren. Nej, der er ikke flere korte bemærkninger derfra. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Det var egentlig bare for at få en opklaring, når ministeren siger i sin tale, at det giver mening at vente med en undersøgelse i forhold til falske anmeldelser og anklager om voldtægtssager, indtil man har en undersøgelse, der viser karakteristika på voldtægtsforbrydere. Jeg kan simpelt hen ikke få ind i mit hoved, hvordan det hænger sammen. For dem, der er falsk anklaget, er jo ikke voldtægtsforbrydere. Det er bare lige for at forstå, hvorfor det bliver brugt som argument i forhold til at udskyde det.

Jeg er meget positiv over for, hvad ministeren ellers sagde. Det kan godt være mig, der misforstod det, men jeg tænkte, at lige nøjagtig det er jo pærer og bananer, hvis det er noget. Jeg kan sagtens forstå, at den ene undersøgelse er vigtig, men jeg kan bare ikke forstå, hvorfor den er vigtig for at undersøge omfanget af falske anklager i voldtægtssager.

Ministeren.

Jeg tror, når det gælder det rent timingsmæssige i forhold til evalueringen, at det er vigtigt, at det i forhold til det nykriminaliserede område for det første bliver sikret, at den evaluering, vi er enige om skal laves, dækker mulige overtrædelser begået over en længere periode, og for det andet, at de overtrædelser er pådømt i både byret og landsret, sådan at vi også har viden om, at det har været bragt for de enkelte instanser, og sådan at vi får det med, hvis det er, at der er der nogle, der bliver frifundet, eller hvis domme bliver stadfæstet.

I tillæg til det mener jeg også, at det er det er relevant. Det er ikke afgørende for det timingsmæssige, men det er også relevant, at man så inddrager oplysninger fra den nævnte undersøgelse af karakteristika ved gerningspersoner, som vi allerede har besluttet os for skal iværksættes i 2025. Men det timingsmæssige handler mest af alt om, at vi nu skal have været igennem en lidt længere periode, før alle de sager, der findes, siden bestemmelsen trådte i kraft, har nået at være igennem alle de retsinstanser, som de kan indbringes for.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg er tilbøjelig til at give ministeren ret i hans argumentation i forhold til den del. Det er fint, at de her ting ligesom er fuldbyrdet i retssystemet. Det er meget fint. Men jeg forstår stadig væk ikke, hvorfor ministeren tager det op. Det er jo folk, der er uskyldige, men som bliver anklaget for noget, som de ikke er skyldige i. Så jeg kan ikke forstå, at det er vigtigt at få en måde til at finde ud af, hvordan en voldtægtsforbryder ser ud.

Det handler ikke om timingen. Jeg forstår bare ikke sammenkoblingen af de to dele. Det ene er jo folk, der bliver uskyldigt anklaget. Og det bliver vel ikke sådan, at hvis man som udgangspunkt vejer over 100 kg og har gråt hår, er man i en gruppe, og at det så vejer tungere, i forhold til om du bliver falsk anklaget. Forstår ministeren, hvad jeg mener? Jeg synes, at det lidt er pærer og bananer i den samme tale.

Tak. Ministeren.

Det ser jeg måske lidt anderledes på, og jeg tager forbehold for, at jeg ikke selv er den, der skal stå for det forskningsmæssige i en sådan undersøgelse. Hvis jeg så sætter mig i Dansk Folkepartis sted – og jeg ved ikke, præcis hvor hr. Kim Edberg Andersen er – og forholder mig til den kritik, der har været, og det, der har været fremlagt i medierne, har vi svært ved at genkende det.

Hvis det, man måtte mene, er rigtigt, nemlig at der her tale om en mase unge mænd, som bliver uskyldigt dømt, fordi de ikke forstår, hvad et samtykke er, er det da noget, der vil komme frem og vil vise sig, når man samtidig har en undersøgelse af karakteristika ved de gerningspersoner, der her er tale om.

Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Jeg vil bare høre, om ikke ministeren synes, at det ligner en eller anden beretning. Jeg hører på debatten her og al respekt for partierne, det er jo faktisk nogle af dem, der har båret samtykke allermest igennem, der nu gerne vil have en undersøgelse af, hvordan loven virker. Jeg hører ministeren sige, at det kan lade sig gøre i 2025, og det er så om 12 måneder, og herfra vil man gerne have et resultat, der kan forelægges Folketinget i 2025. Hvad vil ministeren sige til en beretning, der måske sådan rammer lidt midt imellem, altså at ministeriet forsøger medio 2025 at have noget på det rene. Det er vel alt andet lige et spørgsmål om at gennemgå de juridiske domme, der har været i Ugeskrift for Retsvæsen og anklagemyndighedens materiale osv. Kunne vi ikke lande et sted midt imellem for at sige det rent ud? Tak.

Ministeren.

Jamen det glæder mig altid, når hr. Preben Bang Henriksen forsøger at gyde olie på vandene, også selv om der ikke er så stor uenighed i salen, så det tager vi kun venligt imod. Jeg synes, man skal gøre det – Folketingets partier imellem med regeringen på sidelinjen – at vi sætter os ned og går i dialog om, hvor langt vi kan komme med sådan en fælles beretningstekst. Det er ikke ud fra et brændende politisk princip, at undersøgelserne skal gennemføres på enten det eller det andet tidspunkt. Regeringens hensyn er, at vi ved mest muligt om både gerningspersoner og afgørelser i alle retsinstanser, før vi også konkluderer noget i en evaluering. Så lad os gå i dialog om, hvad der kan lade sig gøre.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrækken, og den første ordfører, der får ordet, er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet.

Nu er det spændende, om I i salen har oddset på, hvad jeg har tænkt mig at sige fra stolen i dag.

Tak for ordet, og tak til forslagsstillerne for at komme med et rigtig, rigtig vigtigt forslag. Der er ingen tvivl om, at en voldtægt altid er en, der ikke må ske, og en falsk anmeldelse er lige så meget en, der aldrig rigtig må ske. Begge dele er meget, meget ødelæggende for mennesker. Det er også vigtigt, at vi får belyst debatten og viden og indsamling af data ud fra så mange forskellige perspektiver som overhovedet muligt. Vi er i Socialdemokratiet enige om, at vi skal oplyses og have viden om, hvordan samtykkebestemmelsen virker i praksis, her nogle år efter den er trådt i kraft.

Vi har netop hørt vores justitsminister fortælle, at der allerede er foretaget en række undersøgelser, og at der løbende er undersøgelser i gang, og der er en undersøgelse om gerningspersonerne, som sættes i gang i 2025, og en evaluering af, hvordan den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse anvendes i praksis. Det vil vi i Socialdemokratiet selvfølgelig bakke op om. Vi vil også godt bakke op om, at det bliver i 2025, og vi vil også rigtig gerne bakke op om en fælles beretning, og at vi fortsætter dialogen om det her område for at få den bredest mulige viden på så oplyst et grundlag som overhovedet muligt, når vi skal lave en fælles evaluering og kigge ind i den nærmere fremtid. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. (Maria Durhuus (S): Jeg tror, jeg fik 10 minutter). Jeg tror, det er, fordi vi behandler to forslag under det samme punkt. Det er derfor, at der er dobbelt op på tid.

Vi går videre til den næste ordfører i rækken, og det er hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Tak for det. Og tak til de partier, som har fremsat forslagene, som vi debatterer her i dag. Det er jo faktisk også nogle af de partier, ikke mindst SF og Enhedslisten, der har været bærende for, at samtykkebestemmelsen kom på dagsordenen for 3-4 år siden. Så meget desto mere synes jeg, at det er flot, at man også har for øje, om det, man selv var med til at vedtage, og som Venstre og hele Folketinget var med til at vedtage, nu også virker, som det skal, eller om det har, om jeg så må sige, mildt sagt forkerte konsekvenser. Så stor respekt for det.

For det er godt nok en vanskelig lovgivning, og det, der gør det vanskeligt, er jo bevisbedømmelsen. Der er som oftest kun to personer til stede, mens den potentielt kriminelle gerning finder sted, og ofte kan det være påstand mod påstand. Når det så kombineres med nogle trods alt alvorlige straffe, må man bare sige, at så skal vi undersøge, om det, vi gør, er rigtigt. Det skal vi selvfølgelig under alle omstændigheder, men det bliver jo ikke mindre af de omstændigheder, jeg lige har nævnt.

I sidste uge havde vi en høring i Retsudvalget – en af de bedste høringer, jeg har været med til – hvor man virkelig gik derfra beriget og nogle af os måske lidt forskrækkede over at høre, hvad der blev sagt fra professorer, advokater og anklagemyndighedens side. En af de tilstedeværende – jeg er ikke helt sikker, men så vidt jeg husker, var det professor Lasse Lund Madsen – havde taget et uddrag af Rigsadvokatens meddelelse og publiceret det. Og Rigsadvokaten skriver altså følgende ud til sine anklagere:

»Derimod må det i tilfælde, hvor en tiltalt hævder at have haft samtykke til at foretage en ellers strafbar lovovertrædelse, i stedet antages, at der påhviler den tiltalte at sandsynliggøre, at der er givet samtykke, hvis sagens beviser i øvrigt støtter, at der er foretaget en lovovertrædelse.«

Det var, hvad der blev sagt, og så kan man tolke det som en omvendt bevisbyrde. Man kan også tolke det, som om der ikke omvendt bevisbyrde, netop fordi Rigsadvokaten skriver, at der også skal være bevis for, at der er foretaget en lovovertrædelse. Alligevel kan det jo få det til lidt at løbe en koldt ned af ryggen, og hvis ikke det er nok, kan man tage de udsagn, som kommer op på skærmen, og som var hentet fra samtaler med en anklager, der skriver:

Som jeg ser det, blev dommen afsagt på performance i retten. Det er altafgørende, hvordan sigtede sætter ordene sammen. Det kan være helt udslagsgivende for sagen, og det er skræmmende i sig selv.

Det synes jeg faktisk også er skræmmende. Selvfølgelig er vidneforklaringer jo altid vigtige i retten, men at det er udslagsgivende for, om en person bliver dømt, hvorvidt vedkommende giver et pænt indtryk i retten, for at sige det rent ud, tyder altså på, at der kan være en overhængende risiko for, at de pæne bliver frifundet, og at de mindre pæne eller dem, der ikke har haft tid til at gennemgå det hele med deres advokat i tide, herunder haft samtale med advokaten inden politiafhøringen, risikerer at blive dømt.

Så et eller andet sted er det her et område, vi er forpligtede til at gå ind og undersøge så godt, som vi overhovedet kan. Og jeg står ikke og appellerer til, at loven skal laves om, men derimod at vi får et rigtigt beslutningsgrundlag med henblik på de ting, vi nu måtte foretage os. Og – så kommer vi til sagens kerne – derfor tror jeg, at sådan en undersøgelse bør foretages, for det siger jo i hvert fald alle dem, jeg har hørt her på talerstolen, og så er spørgsmålet vel egentligt, om det er på det ene tidspunkt eller på det andet tidspunkt.

Al den stund at Folketinget nu går på sommerferie og der nok ikke rigtig sker så meget på området inden oktober, er spørgsmålet, om man så skal tage næste år med. Det tror jeg nu godt at vi kunne gøre. Det er jo sådan, at loven trådte i kraft den 1. januar 2021, og den omhandler og bliver brugt på forbrydelser efter den dato, og dels skal politiet jo efterforske den potentielle voldtægt, dels skal der afsiges dom i byretten, og det kan der vel gå et halvt års tid med. Tilsvarende kan den dom bliver appelleret til landsretten, og så kan der vel også gå et halvt års tid. Så inden vi har en landsretsafgørelse, har vi nok skrevet den 1. januar 2022; jeg er ikke sikker på det, det er et gætteri fra min side. Der er sikkert nogle, der er gået hurtigere, og nogle, der er gået langsommere. Men det vil altså også sige, at vi måske har et par års landsretspraksis at holde os til, og efter min opfattelse gør det ikke noget, at vi får en lidt mere stabil praksis.

Men undersøgelsen skal foretages – det er udelukkende et spørgsmål om, hvad tidspunkt det bliver. Og jeg synes, vi skal gøre, som også justitsministeren accepterede og lagde op til, nemlig skrive en beretning om det pågældende emne.

Tak til ordføreren. Der er en del korte bemærkninger, og den første, der får ordet, er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til Venstres ordfører for talen. Jeg skal bare spørge ordføreren, om det ikke altid har været sådan i voldtægtssager, at det er påstand mod påstand. Jeg spørger selvfølgelig lidt polemisk, men det var, fordi ordføreren startede sin tale med at sige, at med samtykkeloven var det jo sager med påstand mod påstand. Efter min bedste opfattelse var det også sådan med den gamle voldtægtsbestemmelse, at det var påstand mod påstand i sagerne.

Ordføreren.

Jo, det må jeg nok give fru Rosa Lund ret i. Men så har vi så det, der blev sagt på høringen i sidste uge. Der har jeg i hvert fald noteret mig, at der blev sagt, at bevisbyrden har forskubbet sig lidt. Jeg kan ikke huske, hvem der sagde det. Så jeg er nu ikke helt sikker på, at det er nøjagtig den samme situation som den, vi havde tidligere. Men ellers har fru Rosa Lund da ret. De fleste sager ligner jo de gamle sager, og det var også det, justitsministeren sagde.

Fru Rosa Lund.

Jamen jeg var også til stede på høringen og synes også, at det var rigtig spændende, og at det var nogle gode input, vi fik fra retspraksis. De har fået mig til at tænke meget, at noget af det, der har betydet allermest med samtykkeloven, er, at der er flere, der anmelder. Det er derfor, vi ser, at billedet af dem, der bliver anklaget, ser lidt anderledes ud, end det gjorde for 10 år siden. Det er jo, fordi der er flere, der anmelder voldtægter, og det er vel en god ting.

Ordføreren.

Jeg går ikke så meget op i, hvor mange der anmelder. Jeg går op i, hvor mange der bliver dømt, men der er jo også flere, der er blevet dømt, og under forudsætning af at de er dømt med rette – det er bl.a. det, vi diskuterer her i dag – ja, så er det sandelig en god ting.

Den næste, der har bedt om ordet, er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak, og tak for talen, og også tak for at nævne nogle af de ting, som jeg også støtte på igen ved høringen. Jeg har meget stor respekt for ordførerens viden om retsområdet generelt. Jeg vil høre, om ordføreren egentlig også bare kan bekræfte noget over for mig. Grunden til, at vi i hvert fald er nogle, der går så meget op i, at det her bliver revideret, at det bliver kigget på, og at det bliver undersøgt, er, at det er voldsomt – især nogle af de sager, vi hører om drenge på 16-17 år, gymnasieelever, som bliver banket op om morgenen hjemme hos mor og far og bliver iklædt dna-dragt og ført til stationen og ovenikøbet bliver varetægtsfængslet, og de forstår simpelt hen ikke, hvad det er, de har gjort galt. Er ordføreren ikke enig med mig i, at det faktisk er det, der er essensen? For det må aldrig være sådan i et retssamfund, at folk er usikre på, hvad lovens bogstav er, altså hvad loven egentlig går ud på, sådan at man ender med at begå en forbrydelse, man slet ikke vidste man begik.

Ordføreren.

Det eksempel med, at der bliver ringet på døren lørdag formiddag, og at der udenfor står to betjente, der gerne vil se junior, og at de har taget en hvid dna-dragt med, er fuldstændig korrekt. Forældrene er rystede, og han bliver afhentet af politiet og bliver taget med på stationen. Bliver han fremstillet i grundlovsforhør? Det afhænger selvfølgelig af de konkrete omstændigheder. Men vi må nok også sige – hvad der er relevant i anden sammenhæng – at vi jo er flinke til at varetægtsfængsle folk, så der skal måske ikke så meget til. Så eksemplet ligger ikke helt fjernt, men alene det at blive hentet fortæller jo lidt om sagens alvor, havde jeg nær sagt, og understreger bare, at den her lov er en, som vi skal have sat under lup. Ikke dermed sagt, at der er flere, der skal frifindes osv., men vi skal være helt sikre på, at det er de rigtige, der bliver dømt og også genstand for den behandling, som vi lige taler om her.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg er meget enig. Man siger jo normalt, at man hellere vil have ti, der bliver frifundet, som er skyldige, end en enkelt, der bliver dømt uskyldigt. Jeg skal i hvert fald sige, også som mor til to drenge, at jeg faktisk er bekymret på deres vegne, når de skal til at begive sig ud i den verden. For der er ikke, som jeg ser det og i øvrigt hører det fra folk, som er meget mere kyndige på det her område, klarhed om det her med, hvor langt samtykket går, og hvor hårdt vi straffer noget, som er fumlen, og som ikke reelt er en voldtægt, for det hele ligger inde under den samme bestemmelse. Så jeg vil egentlig bare sige tak for at anerkende det. Jeg mener stadig, der grundlæggende set skal ske en revision af loven, men vi skal også have det hele undersøgt, så bare tak for ordførerens store indsigt.

Ordføreren? Nej. Den næste er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Jeg havde faktisk det samme spørgsmål som fru Rosa Lund, nemlig om det ikke også var påstand mod påstand i de gamle sager. Dengang var bevistemaet jo, om der var tale om en trussel, vold eller tvang, og det er klart, at det, hvis der har været vold, kan bevises, men trusler og tvang afstedkommer jo ikke altid blå mærker, og det kan jo ikke heller ikke altid bevises.

Er det ikke korrekt, at det blot er bevidstemaet, der er anderledes, så man i stedet for at skulle bevise, at der har været vold, trusler og tvang, nu skal bevise, at der er afgivet et samtykke? Og er det ikke rimeligt nok, at der i den her type sager skal være et samtykke?

Ordføreren.

Jo, det er bestemt rimeligt, at der skal være et samtykke. Det, der bare er problematisk, er at finde ud af, om det er givet et samtykke, og hvordan det er formuleret, og hvordan det er forstået – eller misforstået – af den anden part, og det synes jeg det er helt fint at vi får en undersøgelse af. Men selvfølgelig skal der her være et samtykke.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det lyder rigtig godt, og jeg er heller ikke uenig i, at det her skal undersøges. For vi skal jo ikke stå med en masse bekymringer, som er unødige, og er der noget, vi skal reagere på, skal vi jo naturligvis også gøre det.

Københavns Politi har jo lavet en meget fin undersøgelse af de voldtægtssager, der har været, efter at samtykkeloven er blevet indført, og i 60 pct. af sagerne har offeret forsøgt at afvise ved at vende siden til, samle benene osv., og alligevel fortsætter gerningsmanden. Er det ikke en voldtægt, ligesom det også er en voldtægt, når man forsøger at få samleje med en, der sover? Sådan er det i 15 pct. af sagerne.

Ordføreren.

Jo, jo, det er i de eksempler og også, hvis man forsøger at få samleje med en, der sover. Jo, så kan jeg bekræfte, at de tilfælde, der blev nævnt, efter bestemmelsen her er ulovlige, og at det dermed også er en voldtægt. Ja.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg bliver sådan alligevel blandet ind i det, og nu kender jeg ordføreren, og jeg snakker også nordjysk, og jeg synes jo faktisk også, at ordføreren er meget vidende på området, det vil jeg give ham, og at han er en mand, jeg har meget stor respekt for. Men jeg hørte faktisk også ordføreren være noget mere bekymret, end man måske kan se af svarene til Enhedslisten og SF, og det bekymrer mig lidt. For det bekymrer mig jo, at over 50 pct. af de unge drenge kan være i tvivl om, hvad det her samtykke egentlig betyder, og at der er den her retsløshed, som mænd eller for den sags skyld også kvinder risikerer at opleve, hvis det er ens performance i retten, der betyder noget.

Så er det egentlig ikke også det, jeg hører ordføreren, som er meget vidende på området, være bekymret for, og at grunden til, at vi skal have kigget det her igennem, er, at vi har lavet en lov med gode intentioner, men hvor vi nu kan se, at der er nogle ting i forhold til det? For man skal i Danmark jo i hvert fald vide, hvad man har gjort der er ulovligt, hvis man skal dømmes for det, og jeg ser jo sådan på det, at vi nu har lavet et system, hvor man kan risikere at blive dømt for noget, som man teknisk set ikke vidste var galt. Er det ikke også den bekymring, jeg hører at ordføreren har?

Ordføreren.

Jo, det er i allerhøjeste grad en bekymring. Men jeg må nu samtidig også sige, at der da også har været mange situationer, hvor det har bekymret mig, at man måske er blevet frifundet, og hvor det efter min mening var helt oplagt, at man skulle dømmes.

Men jeg vil vende tilbage til det eksempel, som hr. Kim Edberg Andersen kommer med, altså at en stor del af drengene – sådan er det i hvert fald ifølge den undersøgelse, der er lavet – er nervøse for at gå i byen og gå videre, fordi man ikke rigtig har forstået, hvad ordet samtykke går ud på. Én ting er jo at forstå det, og det tror jeg nok også de fleste drenge trods alt kan finde ud af, men noget andet er jo det bevismæssige problem, hvis den ene part bagefter ændrer opfattelse. Så skal vi ikke nøjes med at slutte debatten her af med at sige, at der i hvert fald er grundlag for en undersøgelse?

Kim Edberg Andersen.

Jeg er enig med ordføreren. For jeg tror jo ikke, at der er nogen af partierne herinde, der ønsker, at en eneste voldtægtsforbryder skal have lov til at slippe i forhold til det. Men det er jo faktisk det med bevisets stilling, som man kan se som en bekymring. For vi lever jo i en retsstat, og selvfølgelig skal man dømmes, hvis man begår noget ulovligt, men det drejer sig lige nøjagtig om, hvordan vi har sat det sammen, og det er dejligt at høre, at Venstre går ind for, at vi i hvert fald kigger på det. For så får vi viden, og så kan vi forhåbentlig alle sammen også være villige til at korrigere det ind, sådan at vi på den lidt længere bane får en samtykkelov, hvis man skal kalde den det, som virker for alle parter.

Ordføreren.

Det er nu svært at lave den, men vi skal ind at kigge på det. Det, der kendetegner den her type sager, er jo, og jeg er lige ved at sige desværre, at det ikke vælter rundt med vidner og tekniske beviser, sådan som vi ser det i alle mulige andre sager. Så det er svært at finde beviserne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Den næste ordfører i rækken er fru Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Først en tak til SF for at invitere os med som medforslagsstillere på den, der hedder B 160, og den linker jo også lidt op til B 188, som vi sambehandler i dag. I B 188 bliver der lagt op til, at der er behov for en opdatering af vidensgrundlaget i de anmeldte voldtægtssager.

I forbindelse med samtykkeloven er debatten om falske anklager og anmeldelser i voldtægtssager jo dukket op igen, og halvdelen af de unge mænd frygter jo at blive udsat for en falsk anklage om voldtægt, og som mor til to unge drenge kan jeg bestemt også godt have den bekymring. Tal fra Det Kriminalpræventive Råds undersøgelse om voldtægtsmyter i 2023 bekræfter også min bekymring. I alderen 16-20 år er der hele 54 pct. af de unge mænd, som er bekymret for fejlagtigt at blive beskyldt for voldtægt, og i alderen 20-30 år falder den lidt, men den er stadig væk på 41 pct. Den mest landsdækkende undersøgelse er desværre over 20 år gammel, og derfor er der jo behov for, at der bliver igangsat en ny undersøgelse, så vi kan få afdækket det korrekte omfang af falske anklager og anmeldelser.

Før ændringen i lovgivningen til en samtykkebaseret voldtægtslovgivning var opfattelsen nok primært, at der i forbindelse med en voldtægt var udøvet vold og tvang og trusler, men med den nye lovgivning ville man inkludere de tilfælde, hvor et samleje havde været ufrivilligt, men hvor der måske ikke havde været hverken vold eller tvang eller trusler, og det er jo også i sig selv fint, at vi på den måde tager hånd om andre situationer end de nævnte, men det har nok desværre også bare udløst en tendens til, at det er lidt nemmere at beskylde en ung mand for en voldtægt, hvis pigen efterfølgende har fortrudt samværet, og vi skal selvfølgelig have undersøgt til bunds, om det er tilfældet.

I Danmarksdemokraterne mener vi jo, at voldtægt og voldtægtsforsøg er fuldstændig frygtelige forbrydelser, som man kan udsætte et andet menneske for, og derfor mener vi jo selvfølgelig også, at straffen for voldtægt og voldtægtsforsøg bør være betydelig hårdere, end den er i dag. Men det er også vigtigt for os, at den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse ikke medfører omvendt bevisbyrde for de anklagede, hvor der nemt kan fremkomme falske anmeldelser om voldtægt.

Så vi mener, at der skal være et solidt og opdateret vidensgrundlag vedrørende voldtægtsbestemmelsen og de anmeldte voldtægter, så vi støtter begge forslag, og så skulle jeg hilse fra Konservative sige, at det gør de også.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg er helt enig med ordføreren i, at vi skal komme myter til livs, og derfor vil jeg bare spørge ordføreren, om ikke også vi skal passe på herinde med at bekræfte nogle myter, nemlig den myte, som ordføreren også lidt nævner i sin tale, at en kvinde eller en pige, som ordføreren fik sagt, anmelder en voldtægt, fordi man har fortrudt samlejet. Det er en ret sejlivet myte, som jeg ikke synes vi skal gentage fra Folketingets talerstol.

Ordføreren.

Det tager jeg til efterretning, men nogle af de historier, som der også florerer i de undersøgelser og også i de podcast, du kan høre, er jo, at der er piger, som måske har en kæreste og alligevel har været sammen anden, og dagen efter fortryder hun, og så er det lidt nemmere at anmelde en fyr i stedet for at gå til bekendelse og sige: Hov, jeg var godt nok sammen med en anden i går.

Fru Rosa Lund.

Jeg tror ikke, det er nogen ret nem proces at anmelde et overgreb, og den myte tror jeg ikke vi skal holde liv i herinde i Folketingssalen. Jeg tror faktisk, det er ret svært, især hvis man anmelder en person, man endda har været kæreste med, men lad nu det ligge. Det var ikke for at stå og diskutere eksempler. Det var bare for at spørge ordføreren i forhold til det her med falske anmeldelser, om det ikke er korrekt, at det kun er 0,8 pct. af voldtægter, der er anmeldt falsk, i de tal, politiet har i dag.

Ordføreren.

Jeg har ikke det nøjagtige tal, og det er jo derfor, jeg også synes, det er vigtigt at få undersøgt, hvor stort omfanget er. Så derfor synes vi jo, at det er to gode beslutningsforslag.

Den næste, der har bedt om ordet, er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF. Værsgo.

Jeg studsede også over en sætning, men det var så en anden sætning, nemlig det, at ordføreren sagde, at det er blevet lettere at anmelde en voldtægt eller komme med en falsk anklage. Sådan syntes jeg lidt at ordføreren fremlagde det, og jeg vil gerne høre, om ordføreren vil uddybe det, for det har jeg ikke set nogen steder, altså at det skulle være blevet lettere.

Ordføreren.

Så er det måske et lidt forkert ordvalg at bruge, altså at det er blevet lettere. Men jeg tror, at det godt kan være opfattelsen med den her samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, hvis man måske ikke decideret har sagt ja til den unge fyr i situationen; så kan der godt være unge piger, der måske opfatter det sådan, at så har de ikke sagt ja, fordi de ikke verbalt har sagt det. Jeg tror, at det er den opfattelse, som nogle måske vil bruge frem for at gå til bekendelse over for den kæreste, man måske havde, og sige: Hov, jeg kom til at være sammen med en anden i går.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen jeg er glad for, at ordføreren ikke ved det konkret, for jeg ved det nemlig heller ikke, og så ville der jo være et eller andet, som jeg ikke helt havde opdaget. Og det er jo derfor, jeg synes, det er relevant at få undersøgelsen. For vi kan i hvert fald se, at de unge mænd er bekymrede, og det behøver de jo ikke at være, hvis der ikke er noget om snakken.

Omvendt synes jeg måske også, at det er en urimelig mistænkeliggørelse af de kvinder, som rent faktisk har behov for at anmelde en voldtægt til politiet. Så jeg synes, at det for begge parter er en virkelig uheldig situation, at de her ting florerer i debatten uden helt at være rodfæstet i fakta.

Ordføreren.

Jeg nævnte også, at voldtægt er en forfærdelig forbrydelse, og hvis man har begået voldtægt eller voldtægtsforsøg, så skal man bestemt dømmes efter de regler, der er for det. Jeg synes jo endda, at der i forbindelse med noget af det kan være tale om en for lav straf.

Men der er jo også organisationer, f.eks. Ord Mod Ord, som kommer med eksempler som dem, jeg nævnte nu her. Så der er jo lidt om snakken, og derfor synes jeg, at det er rigtig fint, at vi får undersøgt til bunds, hvad der er myter, og hvad der ikke er myter.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Tak, formand. Liberal Alliance er medforslagsstillere på B 160 sammen med den øvrige opposition, og vi fremsætter derudover også B 188, så vi kan få opdateret vidensgrundlaget på området efter ændringen af voldtægtsbestemmelsen.

Men lad os starte ved de falske voldtægtsanmeldelser. Her har Weekendavisen og en række andre medier afdækket sager, hvor unge kvinder havde lavet falske voldtægtsanmeldelser. Lad mig starte med lige at nævne, hvorfor alle burde være absolut imod netop falske anmeldelser, særlig på voldtægtsområdet. For det første underminerer det potentielt tilliden til de reelle ofre for voldtægt, og det er de ikke tjent med, ligesom vi som samfund ikke er tjent med det. For det andet medfører det en enorm social skade på de anklagede parter, hvor det kan koste uddannelsesplads og arbejde og en udskamning fra venskaber og familie. Der vil være fuldstændig ødelæggende konsekvenser for den falsk anklagede. Det er altså ofrene for rigtige forbrydelser, man risikerer at skade, samt at man ganske konkret kan skade uskyldige borgere i virkelig høj grad.

I en af disse falske voldtægtsanmeldelser, der er blevet afdækket i medierne, var det en ung kvinde, der ganske kynisk spekulerede i at få offererstatningen. Det havde hun dog tilstået over for en ven, der stod frem i retten. En sådan kynisme findes desværre, og det er virkelig »desværre« for alle ordentlige borgere derude, og det er ærgerligt, for det kan i sidste ende risikerer at skade de ægte ofres muligheder for at få oprejsning. Der skal derfor slås hårdt ned på den her form for falske anmeldelser, da de medfører store skader. Så lad mig slå det helt fast: Voldtægtsofre fortjener ikke den mistro, som kan opstå som konsekvens af den her slags opførsel. Det vil derfor være godt at se på omfanget af problemet, således at vi også kan få klarlagt, om der er behov for ændringer i lovgivningen om falske anmeldelser. For det er virkelig nogle skarpe balancer, vi står over for her. For vi vil heller ikke ende med at lave en eventuel lovstramning, der på nogen måde kan gøre, at reelle ofre skulle føle frygt for at komme frem med deres anmeldelser. Det er vigtigt.

Nu til det praktiske om det her med undersøgelser på det her område, hvor jeg først citerer Det Kriminalpræventive Råds gennemgang fra 2009. Citat start:

»Der er store vanskeligheder forbundet med at opgøre det nøjagtige antal falske anmeldelser af voldtægt. Der foreligger ingen nøjagtig registrering af falsk anmeldelse af voldtægt hos politiet, idet falsk anmeldelse af en forbrydelse registreres som helhed – ikke fordelt på arten af den enkelte forbrydelse, anmeldelsen omhandler. De registrerede falske anmeldelser af en forbrydelse omhandler derfor meget andet end voldtægt. Der kan f.eks. være tale om anmeldelse af tyveri og indbrud, der ikke har fundet sted – f.eks. med økonomisk vinding for øje (forsikringssvindel). Det er derfor alene på grund af en omfattende gennemgang af samtlige politijournaler omhandlende voldtægtsanmeldelser, at antallet af falsk anmeldelse af voldtægt kan søges kortlagt.«

Citat slut. Altså, det er ikke nødvendigvis en billig undersøgelse, der skal laves her, da det kræver en manuel gennemgang. Men det er en undersøgelse, som vi af de tidligere nævnte årsager har brug for, særlig når man ser på, at vi har lavet voldtægtsbestemmelsen om i den mellemliggende periode fra den forrige undersøgelse i 2009 og frem til i dag.

Derudover ser vi også gerne på Dansk Folkepartis forslag om at lave en undersøgelse af en revision af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse. Vi havde i sidste uge en høring om loven i Retsudvalget, hvor flere eksperter udtalte sig om lovens effekt og særlig om det nykriminaliserede område, hvor vi skal se på, hvilken effekt loven har haft, og vi bør derfor naturligvis evaluere lovens omfang, og hvordan den rammer. Her vel vidende at regeringen er i den position, at det først skal ske i 2025, men også vel vidende at en sådan undersøgelse jo nok ikke tager få dage, men nærmere tager længere tid, bør arbejdet startes op snarest muligt. Det er dog glædeligt at høre, at regeringen har en interesse i at få loven evalueret. Tak for ordet.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak for en rigtig god tale. Jeg er virkelig enig med ordføreren. Jeg mener jo ligesom ordføreren, at falske anklager som dem, ordføreren nævner eksempler på, i langt højere grad skal straffes – og straffes hårdt – fordi man selvfølgelig ikke må indgive falske anmeldelser om sådan noget, og fordi de jo har så store konsekvenser.

Men jeg kunne på baggrund af de mange gode ting, som ordføreren siger, egentlig godt tænke mig at høre ordføreren og ordførerens partis holdning til, om loven skal revideres. Kan ordføreren sige noget om det på nuværende tidspunkt?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg i første omgang synes, at vi skal have evalueringen, men der er tydelige tegn på, at der er nogle steder i loven, der godt kan være en fordel i at ændre på, både så den bliver mere præcis, men måske også for, at vi kan komme ud over de her idéer om, at den rammer helt skævt, og at alting er helt forfærdeligt hele tiden. For loven virker jo hen ad vejen efter hensigten.

Det er jo trods alt stadig en voldtægtsbestemmelse, og overfaldsvoldtægter, voldtægter med tvang og lignende vil jo alle sammen fortsat være omfattet af loven. Det er i forbindelse med det nye kriminaliserede område, at der kan være nogle steder, hvor vi måske skal være meget mere præcise, med hensyn til hvordan loven skal have en effekt.

Spørgeren.

Tak. Jeg er meget enig, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti gerne vil straffe voldtægter meget hårdere. Vi vil gerne have minimumsstraffe, og vi vil meget gerne have meget hårdere straffe på det område, men vi er jo også nødt til at sikre os, at det ikke som i nogle af de sager, som vi hører om, og som falder inden for samtykkebestemmelsen, handler om nogle unge drenge, som faktisk ikke engang har vidst, at de har gjort noget forkert. Så vi er nødt til at specificere det. Der kom mange spændende bud til den høring, som både ordføreren og jeg var til.

Så er jeg vil egentlig bare komme med en anerkendelse af, at der endelig er lidt opbakning fra flere partier til at få kigget på det her. Så tak for det.

Ordføreren.

Jeg bemærker, at fru Mette Thiesen gerne vil bruge formuleringen, at de unge drenge ikke vidste, at det, de havde gang i, nødvendigvis var et lovbrud. Almindeligvis siger vi jo trods alt, at uvidenhed ikke er en omstændighed, der gør, at man ikke kan blive straffet, men her er der måske mere tale om, at der ikke har været en forståelse af, at det, man har gjort, faktisk har været kriminelt. Det er selvfølgelig ikke det samme, som at der ikke er sket noget kriminelt, men vi bør i hvert fald kigge ind i, hvordan det her fungerer.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Ordføreren talte om de falske anmeldelser, og det er jo præcis det, vores beslutningsforslag handler om. Det er jo det, vi alle sammen gerne vil til bunds i.

Men jeg skal egentlig bare høre Liberal Alliances ordfører, om man så også mener, at vi skal undersøge alle andre typer falske anmeldelser, for falske anmeldelser om voldtægt udgør jo en ret at lille andel af de falske anmeldelser, men når man f.eks. læser Weekendavisen, kan man jo godt få det indtryk, at de udgør en kæmpestor andel. Men de fylder kun meget i Weekendavisen og ikke så meget i politiets statistikker.

Ordføreren.

Generelt kan man jo sige, at falske anmeldelser som en generel enhed har vi jo statistik for fra politiet, for sådan en statistik fører de. Det er mere inden for de specifikke områder, at der er et problem. Den største andel af falske anmeldelser sker, ud fra hvad jeg har læst, jo i forbindelse med forsikringssager – forsikringssvindel for at sige det mildt. Det er det område, hvor folk oftest bryder loven og beriger sig.

Fru Rosa Lund.

Tak for svaret. Så har jeg et andet spørgsmål til hr. Steffen Larsen. Hr. Steffen Larsen sagde, at vi skal være mere præcise. Så vil jeg gerne bede hr. Steffen Larsen om at være mere præcis. Hvad er det præcis i samtykkelovgivningen, man gerne vil ændre i Liberal Alliance? For jeg tænker, at det kan være en rigtig god forudsætning for at lave sådan en undersøgelse, at man ved det.

Ordføreren.

Vi vil, som jeg også sagde til fru Mette Thiesen, gerne have evalueringen først, for vi må jo sige, at selv om vi har hørt om mange forskellige sager, er vi nødt til at få klarlagt, hvad der faktisk er op og ned i det her og få et ordentligt grundlag. Det er det, jeg vil bede om først. Derefter må vi jo så gå ind og se, om de præciseringer, jeg måske har ind i mit hoved lige nu, faktisk er nødvendige. For jeg vil gerne være sikker på, at der er en nødvendighed, før vi går i gang med at lave ændringerne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Den næste ordfører i rækken er hr. Tobias Grotkjær Elmstrøm fra Moderaterne.

Tak til Dansk Folkeparti for at sætte fokus på voldtægtsbestemmelsen i forhold til samtykkebegrebet, og tak til SF for at sætte fokus på falske anklager og anmeldelser af voldtægter. Vi kan også høre i salen i dag, at der egentlig er en bred enighed om, at der skal en undersøgelse i gang.

Men for lige at følge op på Dansk Folkepartis beslutningsforslag vil jeg sige: Voldtægtsbestemmelsen er fra 2021, og der er ingen tvivl for mig at se om, at den helt grundlæggende har ændret samfundsforståelsen af, hvad en voldtægt er. For nu skal kvinder og mænd ikke længere sige nej, nu skal man sige ja. Dermed understreges det, at man har ret til sin egen krop, og samtidig har begge ansvar for at sikre sig, at den anden gerne vil. For mig at se er samtykkeloven også med til at lære fremtidige generationer at være opmærksomme på modpartens signaler og respektere disse. Sagt med andre ord er samtykke med til at forebygge voldtægter på sigt, håber jeg. Derfor mener vi egentlig, at samtykkeloven har været med til sikre voldtægtsofres retssikkerhed, og vi skal ikke helt underkende vigtigheden af samtykkeloven.

Men når det så er sagt, betyder det ikke, at samtykkeloven kommer uden betænkeligheder. Som forslagsstillerne skriver i deres fremsættelse, har flere advokater og fagfolk udtrykt bekymring, og det er klart, at det er noget, vi skal tage til efterretning. Derfor er jeg sådan set også enig med forslagsstillerne i, at det er relevant at undersøge anvendelsen og effekten af samtykkeloven og i det hele taget afdække udviklingen på området, ligesom det også er vigtigt at få opdateret vidensgrundlaget vedrørende anmeldte voldtægter, som ikke er revideret siden 2009.

Og nu kommer der så et men, for selv om samtykkeloven er knap 3½ år gammel, er der ikke ret mange afsluttede sager endnu, som min kollega fra regeringen også har været inde på, altså sager, der har været igennem byretten og landsretten. Vi kan så småt se i statistikkerne, at der er sket en stigning i antallet af anmeldelser, men det interessante for mig er helt klart, hvordan dommene er faldet ud i byret og landsret. Så i Moderaterne mener vi, at det for nuværende ikke er aktuelt med sådan en undersøgelse, som der lægges op til, inden årets udgang. Derfor kommer vi til at stemme imod.

Men det kan ikke siges nok gange, at voldtægt er en dybt forfærdelig og uacceptabel forbrydelse med alvorlige konsekvenser for ofrene. Det er der igen også bred enighed om i Folketingssalen. Derfor skal vi selvfølgelig gøre endnu mere for at forebygge voldtægter, og som vi også tidligere har diskuteret, kræver det mere viden om gerningspersonerne, det kræver mere viden om ofrene og den forholdsvis nye voldtægtsbestemmelse. Derfor vil vi i Moderaterne også gerne kigge ind i en evaluering af samtykkeloven, men først, når der foreligger et mere solidt datagrundlag med flere afsluttede sager.

Der har været lidt diskussion i Folketingssalen i dag om, hvornår en sådan undersøgelse skulle opstartes. Skulle det være i starten af 2025, midten af 2025, slutningen af 2025? Der prøvede min kollega hr. Preben Bang Henriksen at foreslå, at man så skulle lande den midt imellem og sige, at det skulle være i midten af 2025. Men for mig er det afgørende, at vi har et vist antal sager, der har været prøvet i byretten og landsretten, og som så skal definere, hvornår man skal foretage den her undersøgelse, så vi kan komme til bunds med samtykkebegrebet i voldtægtssager.

Så er der SF's beslutningsforslag B 160. Som det er beskrevet i fremsættelsesteksten, når man læser den, er bekymringen for at blive falsk anklaget for en voldtægt steget. Det fremgår af en undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd i 2023. Det er et kæmpe retssikkerhedsmæssigt problem. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt at få klarhed over den reelle risiko for at blive falsk anklaget for voldtægt. Samtidig skal vi undgå unødig at mistænkeliggøre ofre, som har været udsat for en forfærdelig forbrydelse, som voldtægt er. Men Moderaterne støtter op om i 2025 at undersøge, hvor meget falske anklager og anmeldelser af voldtægt fylder. For vi er nødt til også at blive klogere på det område. Det skylder vi både ofrene, og det skylder vi de mange unge mænd, som frygter for at blive falsk anklaget.

Så vedrørende både B 160 og B 188 er vi på linje med Socialdemokratiet og Venstre, i forhold til at vi skal prøve at kigge ind i en beretningstekst. Hvornår undersøgelsen skal igangsættes, mener jeg er helt klart skal være, når vi har nok sager, der har været igennem byretten og landsretten. Det er det, der skal være med til at definere, hvornår vi skal starte undersøgelsen op, så vi har et grundlag for at kunne vurdere konsekvenserne af samtykkeloven. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første, der har bedt om ordet, er hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg hører også, at ordføreren er villig til at se ind i det, for selv Moderaterne kan se, at der er nogle ting, der kan være op og ned. Men ordføreren siger jo noget, som nok er hele problemstillingen her. Ordføreren siger, at man skal sige ja. Men det skal man jo faktisk ikke, og det er nok det, der er problemet, især for unge mænd. Det er det der med, at man skal vise signal til ja eller vise signal til nej. Er ordføreren uenig i, at det nok er det, der er den helt problematiske ting i det her – altså, at det, de her unge drenge er bekymrede for, er, at hvis de tolker signalet til at være et ja og de så ikke undervejs finder ud af, at det her er et signal til et nej, så begår de jo teknisk set voldtægt?

Vi laver en lov, som i sin essens er god, og grunden til, at den bliver lavet, er god. Men fordi vi gør den sådan lidt vævende og afhængig af, hvordan folk tolker andre folk, så risikerer man faktisk at gøre noget kriminelt, og det er det, der er problemstillingen her. Derfor er det vigtigt, at vi får kigget på, om vi har ramt bolden rigtigt i første omgang.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at det ikke er så sort-hvidt, og at der er en gråzone. Altså, det er ikke ja-nej; der kan være nogle signaler, der viser, at man ønsker det, men det er faktisk ikke det, man oprigtigt har ønsket, og hvordan skal den anden så kunne fortolke på det i en situation? Det er problematisk. Det, vi bare stadig skal huske på, er, at ukendskab til lovgivningen ikke fritager en for ansvar. Problemet her er bare for mig at se, at samtykkebegrebet i voldtægtsbestemmelsen er for unuanceret og et eller andet sted for svært ligesom at forstå, og det er problematisk. For det gør jo, at der vil komme flere falske anklager, og det er problematisk for gerningsmændene.

Derfor ja, der skal en undersøgelse til, så vi kan blive klogere på og se, hvor stor andelen af de falske anklager og falske anmeldelser er, og særlig vigtigt, i hvor mange af alle de anmeldelser af voldtægter der sket domfældelse. Og vi skal så dykke ned i de domme for at se, hvad det er, der har gjort, at de er endt der.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Det er lidt problemet, når man sambehandler noget, som egentlig tekstmæssigt minder meget om hinanden og så alligevel måske ikke helt gør. For den første del her handler jo sådan meget om datagrundlag, hvor vi kan gå ind og se og analysere. Og det andet er jo lige nøjagtig en følelse eller noget, hvor man beder folk om at fortolke noget. Jeg er ikke uenig i det der med, at man skal passe på ikke at forfladige det. Men jeg kan misforstå min kone på mange måder, for hendes måde at kommunikere på er anderledes end min, og nu beder vi helt unge mænd om at kommunikere i en situation, hvor de så faktisk, selv om de ved, hvad loven går ud på, kan komme til at bryde den uden at vide det, fordi de ikke er gode nok til at tolke signaler. Er det ikke det, der er problematisk i den del?

Ordføreren.

Nu håber jeg egentlig, at ordføreren forstår mit budskab: at der er den her gråzone. Jeg synes, også som advokat, at det er et retssikkerhedsmæssigt stort problem med samtykkeloven. Der har ligesom været nogle årsager til, at man har indført samtykkeloven. Det har haft nogle positive ting med sig, men klart også nogle negative ting, og det er så det, vi skal have undersøgt konsekvenserne af.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Vi hører det der med datagrundlaget hele tiden. Den sidste undersøgelse, vi har, er fra 2009, og den er for årene 2000-2002, tror jeg det er. Altså, det er 2 år. Med den her samtykkebestemmelse er det i hvert fald 3 år, vi har. Så datagrundlaget er der jo. Der er faktisk også mig bekendt flere sager allerede nu, end der var ved den tidligere undersøgelse. Så vi har sådan set et forholdsvis godt grundlag at undersøge på allerede nu. Det er jo derfor, jeg advokerer for, at vi kommer i gang.

Der er også en anden ting i det, nemlig at i den undersøgelse, man lavede dengang, gennemgik man alle sager manuelt. Man kiggede simpelt hen på alle sager manuelt. For den undersøgelse, som justitsministeren henviser til her tidligere, som Rigsadvokaten har lavet, kan vi ikke bruge til noget, for det er 13 sager, der er taget ud. Vi er nødt til at kigge på alle sager manuelt, simpelt hen kigge dem igennem fuldstændig manuelt for at få det her solide grundlag. Er ordføreren ikke enig i, at vi er nødt til at gå grundigt til værks for at få undersøgt det her grundigt?

Ordføreren.

Jo, det er jeg helt enig i. Selvfølgelig er vi nødt til at gå grundigt til værks, og vi er bare nødt til at have nok afgørelser, der både har været gennem byretten og landsretten, til at kunne vurdere det. For der er ingen tvivl om, at med den nye samtykkelov, der ligesom gik igennem retssystemet, tror jeg, at størstedelen af sagerne bliver anket til landsretten, fordi man selvfølgelig både fra anklagemyndighedens side og fra forsvarets side vil prøve grænserne i den nye samtykkelov, og derfor er det vigtigt, at vi har tålmodighed til, at vi får et tilstrækkeligt datagrundlag.

Fru Mette Thiesen.

Det har vi også nu, er jeg bare nødt til at sige. I hvert fald i forhold til den undersøgelse, man lavede tidligere, har vi flere.

Nu er ordføreren jo selv advokat og ved en del om det her område. Det, som blev problematiseret ved høringer, som jeg også hørte rigtig, rigtig mange sige, er jo nødvendigvis ikke, om der er samtykke til at starte med, ud over at det kan være to unge mennesker, der er fumlende og måske er svært påvirket af alkohol og alt muligt andet, som gør tingene endnu mere svære, men det er også rækkevidden af det samtykke: Hvad er det egentlig, jeg giver samtykke til? Begge er måske indforståede med almindeligt samleje, men hvis der sker nogle yderligere ting, er der ikke samtykke, og så kan det faktisk ende med at blive en voldtægt, fordi man misforstår hinanden. Mener ordføreren ikke, at det grundlæggende er problematisk i et retssamfund?

Ordføreren.

Jeg mener, det er problematisk, at der er så stor usikkerhed om samtykket og samtykkets varighed, og det er også derfor, jeg ser frem til at se, om afgørelser gennem retssystemet mon er noget, der så munder ud i, at man faktisk kan blive dømt for at have begået en voldtægt, hvor man har fået et samtykke, men hvor man bliver dømt på baggrund af, at det samtykke ikke er holdt hele gerningsindholdet igennem, og jeg synes, det bliver meget interessant at se, om vi kan blive klogere på det i forhold til de afgørelser, der er.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Nu snakker vi jo rigtig meget om samtykket, som kan være svært at forstå, og derfor vil jeg gerne høre Moderaternes retsordfører, om han synes, der foreligger samtykke, hvis situationen er, at man siger nej, det her skal man ikke, hvis man samler benene og ligesom signalerer og siger, at det her vil man ikke, hvis man sover med tøjet på og vender siden til? Det kan godt være, at man er gået med hjem, men mener Moderaternes ordfører, at det så signalerer samtykke, når man foretager de her, hvad kan man sige, handlinger, altså samler bindende, vender siden til, beholder tøjet på, sover med alt sit tøj på eller siger: nej, vi skal ikke det her? Foreligger der samtykke der?

Ordføreren.

Det er et godt spørgsmål, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt stiller mig, og jeg vil sige, at jeg både er advokat og retsordfører, men i dag er jeg retsordfører. Jeg vil ikke sådan konkret gå ind og sige, om jeg vurderer juridisk, at der er et samtykke på baggrund af det hændelsesforløb, du kommer med her. Jeg mener også, det må være op til en dommer i en eventuel konkret sag at skulle tage stilling til det, altså om der er samtykke eller ej.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Umiddelbart virker det ikke på mig, som om der er et aktivt samtykke i de her sager, og de udgør faktisk 60 pct. ifølge en undersøgelse, som Københavns Politi har lavet. De siger, at der er behov for mere oplysning omkring det her. Jeg synes jo, at det handler lidt om, at man måske ikke forstår, hvordan en afvisning er, og så maser man på. Og så ved vi jo godt, at i 75 pct. af sagerne fryser offeret og kan ikke rigtig gøre modstand eller sige fra, og så har vi balladen. Så det handler vel i virkeligheden om uddannelse af, hvad kan man sige, både ham og hende i selve samtykkeloven. Jeg synes i hvert fald, at det er meget tankevækkende, at det udgør 60 pct. af sagerne. Tak.

Ordføreren.

Jeg hører ikke rigtig et spørgsmål, men en kommentar fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Men jeg synes også, at hvis det, du har beskrevet her, fylder så meget, så er det ret skræmmende.

Vi skal lige huske at omtale hinanden i tredje person. Vi siger tak, for der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

I Det Konservative Folkeparti er vi medforslagsstillere på B 188 om at få lavet en undersøgelse af falske anmeldelser og anklager i voldtægtssager. Vi støtter også B 160, og begge forslag bliver jo sambehandlet her i dag, for med vedtagelsen og implementeringen af samtykkeloven er en ny debat om lovens anvendelse blusset op. Og for os i Det Konservative Folkeparti skal der ikke herske nogen tvivl om, at der selvfølgelig skal være gensidigt samtykke, når to mennesker er sammen seksuelt – det kan der ikke herske tvivl om. Derfor bakkede vi også op om, at Folketinget traf beslutning om en ny samtykkelov. Det var rigtigt at lave en samtykkelov, for der har været eksempler på voldtægtssager, hvor den ene part ikke har fået sagt fra verbalt eller fysisk, og det var ulykkeligt, at de sager ikke kunne dømmes i retten. Det kan de med samtykkeloven i dag.

Men – for der er et meget stort »men« – det nytter ikke, at samtykkeloven samtidig skaber nye ofre. Spørgsmålet er derfor, om loven er udformet på den måde, som udmønter de politiske intentioner, vi politisk var enige om, da vi lavede samtykkeloven. Reelt ved vi det ikke. Og det betyder, at den juridiske retstilstand bliver uholdbar, hvis det rent faktisk viser sig, at uskyldige unge mænd bliver ofre for en samtykkelov, der ikke i tilstrækkelig grad sikrer deres retssikkerhed i bestræbelserne på at sikre andres retssikkerhed, således at der i dag er uskyldige, som bliver dømt for voldtægt. Vi må aldrig komme dertil, hvor mænd bliver udsat for falske anmeldelser og ovenikøbet ender i en situation, hvor de ikke kan bevise deres uskyld. Det er uholdbart i et retssamfund.

Når en undersøgelse foretaget af Det Kriminalpræventive Råd viser, at 56 pct. af unge mænd er bekymrede for fejlagtigt at blive beskyldt for voldtægt, så er der behov for at få undersøgt samtykkeloven til bunds for at undersøge, hvad der er op og ned. For tænk nu, hvis vi står med en lovbestemmelse, som udsætter unge drenge for justitsmord. Det kan et retssamfund selvfølgelig ikke acceptere.

Derfor finder vi det også stærkt, at beslutningsforslaget B 188 har opbakning fra så mange partier på tværs af hele det politiske spektrum – fra LA, DF, Danmarksdemokraterne, De Konservative, Alternativet, Radikale til SF og Enhedslisten.

Om beslutningsforslaget B 160 skal jeg egentlig bare sige, at selv om vi i Det Konservative Folkeparti ikke på nuværende tidspunkt kan lægge hånden på kogepladen og sige, at der er behov for en revision af loven, så må det jo undersøges, om der er behov for en revision af loven. Derfor er vi også positive over for B 160. Så Konservative bakker op om de to beslutningsforslag, som vi sambehandler her i dag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak. Den næste ordfører er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Mit stolteste øjeblik på den her talerstol var, den dag vi tredjebehandlede samtykkeloven, den dag vi havde den afstemning. Det er stadig væk mit stolteste øjeblik på den her talerstol. Det betyder jo ikke, at der ikke er ting omkring samtykkeloven, som vi kan undersøge, og at der ikke er ting omkring – hvad kan man sige – den situation, der opstår, når to mennesker skal have samleje med hinanden, særlig unge mennesker. Ifølge den årlige offerundersøgelse fra 2023 anslås det, at mellem 11.000 og 17.000 kvinder årligt oplever at blive udsat for voldtægt eller forsøg på det. Det er en undersøgelse, der laves af Justitsministeriet, Det Kriminalpræventive Råd, Rigspolitiet og Københavns Universitet. Selv om der ses en stigning i antallet af anmeldelser af voldtægt de seneste år, var antallet i 2022 kun på 1.979. Så vi har utvivlsomt fortsat et stort problem med, at der er mange, der ikke tør at anmelde eller ikke føler, at det nytter noget at anmelde et seksuelt overgreb.

Det bliver ofte bragt op i debatten, at vi har et stort problem med falske anmeldelser i voldtægtssager. Der er dog intet, der indikerer, at det skulle være sådan ud over debatspalterne i Berlingske Tidende og Weekendavisen. Politiet oplyser, at det kun er i ca. 0,8 pct. af sagerne, at der sker en falsk anmeldelse, altså en lille håndfuld sager. Er det for mange sager, der sker falske anmeldelser i? Ja, det er det helt bestemt, og derfor er det også strafbart at indgive falske anmeldelser. Til sammenligning kan man læse i Politiforbundets fagblad, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed modtager flere hundrede falske strafanmeldelser årligt, så det er jo et lidt andet omfang, hvis det tal altså passer. Men så jeg lige have lov til at huske alle på, at det ikke er sådan, at man bare kan sætte lighedstegn mellem frifindelse i en voldtægtssag og så en falsk anmeldelse. Man kan sagtens blive frifundet på grund af manglende bevis, selv om der ikke samtidig er bevis for, at der skulle være indgivet en falsk anmeldelse. Derfor vil vi i Enhedslisten rigtig gerne have, at vi får lavet en undersøgelse af falske anmeldelser. Det er netop for at vise, at der ikke pludselig er hundredvis af sager om falske anmeldelser, bare fordi vi har fået en samtykkelov. Anmeldelser indgivet efter § 216 før samtykkeloven kunne jo være lige så falske, som de kan være det efter indførelsen. De få sager, hvor nogen rent faktisk lyver om en andens optræden, er heldigvis sjældne, men jeg har ikke hørt om sager efter samtykkeloven, hvor nogen har indgivet en falsk anmeldelse, som de ikke også kunne have indgivet under den gamle bestemmelse, og der er ikke noget i den nye lov, der skulle animere flere til at indgive falske anmeldelser af overgreb og voldtægt.

Så i lighed med politiet er jeg ret sikker på, det her problem ikke er eksploderet efter samtykkeloven, men jeg synes ikke, at det er en dårlig idé at undersøge det, tværtimod. Hvis vi ved, hvilke typer af sager det sker i, og hvordan det hænger sammen, kan vi bedre undgå, at der indgives falske anmeldelser, for ud over at det kan ramme den fejlagtigt anklagede helt utrolig hårdt, rammer det faktisk alle ofre for overgreb, når der indgives falske anmeldelser, og det gør, at ofre for overgreb bliver betragtet som mindre troværdige, og det kan vi ikke leve med. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at den andel, der i dag er af falske anmeldelser, er ret lille, og derfor smerter det mig også, at det kun er i voldtægtssager, hvor vi virkelig har behov for, synes vi, at undersøge falske anmeldelser. Vi burde jo have det behov i alle sager, alle kriminalsager, fordi det er vigtigt.

Enhedslisten støtter selvfølgelig det beslutningsforslag, vi selv står på, fordi vi netop gerne vil aflive den myte om, at særlig voldtægtsofre skulle indgive falske anmeldelser. Det tror jeg simpelt hen ikke på, og jeg er sikker på, at en sådan undersøgelse vil give mig ret, men det må vi jo se. Jeg er i hvert fald meget tilfreds med, at vi står så mange partier bag og gerne vil undersøge det her problem, så vi forhåbentlig kan aflive en myte.

Så er der det andet b-forslag. Når jeg læser det forslag igennem, synes jeg, at man kan udlede, at den primære pointe, som forslaget påpeger, er, at det er svært at afgøre sager, hvor det eneste bevis er forklaringer fra henholdsvis offer og gerningsperson. Og det er og har altid været udfordringen i sager, hvor der ikke er objektive beviser til stede. Hvor der kun er vidneforklaringer som bevis, er jo ikke kun noget, der gælder i de her sager; det kan jo ske i alle typer af sager, hvad enten det handler om tyveri, afpresning, svindel eller alt mulig andet, hvor der ikke har været vidner til stede.

Det har bare ikke ændret sig med samtykkeloven. Før samtykkeloven kunne en overgrebssag sagtens kun have subjektive forklaringer fra offer og gerningsperson som bevis, så det er ikke rigtig noget nyt, at det er et problem, vi står med i voldtægtssager, at der tit ikke er nogen vidner. Som det står i bemærkningerne til forslaget, har forslagsstilleren oplevet flere retsprofessionelle, der gør opmærksom på, at de mener, at det er et retssikkerhedsmæssigt problem. Men så står der lige efter i bemærkningerne, at problemet er, at der kan være sager, hvor unge mænd slet ikke er klar over, at de har begået forbrydelse. Og vi ved jo fra strafferetten, at manglende kendskab til lovgivningen aldrig har været grund nok til, at man bliver frifundet. Selv om det ikke er grund til frifindelse, synes jeg, at det er noget, vi skal tage meget alvorligt. Vi skal da tage alvorligt, hvis der findes unge mennesker derude, som ikke ved, at det er en forbrydelse at begå et overgreb. Det er da et problem, der falder tilbage på os.

Jeg håber da også, at vi er enige om, at hele det her går ud på at nedbringe antallet af overgreb, og derfor så jeg langt hellere, at vi brugte vores energi på at få mere fokus på samtykke i seksualundervisningen, at vi fik seksualundervisningen til at strække sig sig ud over bare 9. klasse og ud over kun gymnasiet, men sådan set alle ungdomsuddannelser. Det tror jeg faktisk ville sikre, at vi kom et langt stykke ad vejen. For det bliver ofte problematiseret i debatten omkring samtykkeloven, at unge drenge er i tvivl om, hvornår man har fået et samtykke. Og det er måske faktisk en god ting. Det ved jeg godt er lidt provokerende at sige, men det er et sundhedstegn og en god ting i en samtykkekultur, at man rent faktisk tænker sig om og overvejer, om den, man er sammen med, overhovedet har lyst, om den, man er sammen med, er for fuld eller påvirket til at kunne sige ja. Og det er svært, og det er akavet at skulle have et samleje for første gang. Det tror jeg da vi alle sammen godt ved. Derfor tror jeg, at vi langt mere kommer det her problem til livs ved at sikre en ordentlig og bedre seksualundervisning. Det tror jeg.

Jeg var også til stede på den høring, der var om samtykkeloven, og det er ikke, fordi jeg ikke er åben over for, at vi kan ændre nogle ting, slet ikke. Jeg mener, og nu skal jeg passe på, at jeg ikke lægger hr. Preben Bang Henriksen ord i munden, at jeg meget hellere ser en beretning om det her sidste beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, for jeg bliver faktisk lidt i tvivl om, hvad det er, man gerne vil have undersøgt, og hvad man gerne vil have ud af sådan en undersøgelse. Som jeg ser det, beskytter samtykkeloven retten til egen krop, og samtykkeloven har betydet, at langt flere anmelder, og derfor har samtykkeloven også ført til flere domfældelser. Det er jo godt på en eller anden måde, at der er flere, der anmelder overgreb, det må vi da ikke se som et problem, altså at der er flere, der går til politiet og siger, de har været udsat for noget, som ikke var i orden.

Det, jeg i virkeligheden appellerer til her, er, at vi ikke kører den her debat helt af sporet og siger, at nu er samtykkeloven bare helt forfærdelig, og at man ikke kan stole på voldtægtsofre, og at man slet ikke kan stole på kvinder, for de er bare sådan nogen, som fortryder, at de havde sex, og så laver de en falsk anmeldelse. Det kan man godt nogle gange komme til at tro, når man lytter på debatten om samtykkeloven. Måske ikke nødvendigvis her i Folketingssalen, men i hvert fald i pressen. Så det vil jeg bare lige slå fast, altså at det selvfølgelig ikke er sådan, og det kan vi forhåbentlig slå fast ved at lave en undersøgelse af antallet af falske anmeldelser. Det vil vi i hvert fald meget gerne været med til i Enhedslisten.

Så skal jeg til sidst sige, at hvor var det dog dejligt at få lov til at tale i 10 minutter om samtykkeloven. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Tak for det. Vi er medforslagsstillere på et af forslagene, og det støtter vi derfor naturligvis. Vi støtter derimod ikke det andet forslag, som vi oplever som en kritik af det her nye samtykkeprincip, som jeg også skal være helt ærlig at sige at jeg var skeptisk over for i starten, fordi jeg var i tvivl om, hvordan det ville fungere i praksis. Men jeg må jo bare sige, at den debat, vi har haft i dag, og i hele taget den debat, vi har haft de seneste par år, har været med til at fjerne et slør fra mine øjne. For jeg er også blevet bevidst om, hvordan vi kulturelt i så mange år har accepteret, at der var en gråzone i forhold til seksuelt samkvem, altså at man accepterede, at den gråzone var der, og at der nogle gange var nogen, der kom til at gå lidt for langt, hvor man sagde, at sådan er det jo, og måske var der også alkohol involveret osv. osv, og det er jo det princip, vi gør fuldstændig op med her.

Jeg vil bare sige, at jeg er mor til to drenge. De er ikke helt så gamle, at det her er relevant for dem endnu. Jeg har dog også en bonussøn, og det kunne være relevant for ham, og så jeg er også mor til en datter. Hvis jeg møder unge mænd, der siger, at de er bange for at blive udsat for en falsk anklage, så vil jeg sige: Først og fremmest er der meget, meget få eksempler på, at der er kvinder, der lige frem spekulerer i at få en eller anden ned med nakken ved at lave en falsk anklage. Så er der nogle, som måske fortryder det, men det tyder ikke på, at der er så mange. Jeg ved ikke, hvor mange det er. Nu har der været nævnt nogle enkelte eksempler, men jeg ved ikke, hvor mange der er af dem, hvor vedkommende måske fortryder det bagefter, eller hvor der har været tale om en gråzone, og hvor man så anmelder det. I den forbindelse synes jeg da også lige, det er værd at sige, at en frifindelse, hvad fru Rosa Lund også sagde, jo ikke er det samme som, at det så var en falsk anmeldelse, for det kan jo være en gråzone, hvor det så kan falde ud til den enes side, men hvor den anden stadig væk sidder med en oplevelse af, at det var et overgreb. Men hvad vil jeg så sige til mine drenge, når det en dag bliver relevant for dem? Jeg vil sige: Der er slet ikke nogen grund til at være bange, hvis du sørger for, at du er hundrede procent sikker på, at der er samtykke fra den andens side.

Det er jo lidt det samme i forhold til andre ting, selv om man altid skal passe på med andre eksempler, men det er bare illustrativt her, for der er jo masser af andre ting i vores samfund, hvor vi jo også kræver et fuldstændig klart samtykke. Hvis nogen går ind på mit kontor og tager nogle penge fra min pung, tror jeg, de fleste vil vide, at vedkommende skal være hundrede procent sikker på, at det har Zenia sagt ja til, at det må de godt. Det er jo der, vi kulturelt er ved at bevæge os et sted hen, hvor man skal have et samtykke. Og nej, det behøver ikke at være en kontrakt, hvor der står: Ja eller nej. Men man må ikke være i tvivl. Hvis man som ung mand, eller ung kvinde for den sags skyld, kommer hjem efter at have været i seng med en og man bagefter faktisk er lidt i tvivl om, om der var samtykke eller ej, så skal man jo vide med sig selv, at uanset om modparten så går til politiet eller ej, er der foregået noget, som ikke var i orden, for man må ikke være i tvivl, og det er det, der er det nye, og det er man selv ansvarlig for. Og alkohol kan aldrig nogen sinde være en undskyldning, selv om jeg godt ved, at alkohol tit bliver brugt som undskyldning i det her land. For vi godt ved, at når man indtager alkohol, kan man ikke helt kontrollere sig selv. Men vi har jo f.eks. også besluttet, at man ikke må køre bil, hvis man har drukket for meget. Derved siger vi jo til fulde mennesker, at man alligevel ikke må miste kontrollen så meget, at man ikke kan huske, at man faktisk ikke må køre bil, når man er fuld. På den måde kan vi jo godt, selv om der er alkohol involveret, sige – og det vil jeg da sige til mine drenge eller min pige for den sags skyld, hvis det en dag bliver relevant: Pas især på, hvis du er fuld, eller måske bare lad være, hvis du er fuld, for der ved du faktisk ikke, om der er samtykke fra den andens side, og det er dit ansvar, og alkohol er ingen undskyldning.

Det er en ny kultur, og der er der en ny snak, vi skal have med vores børn. I stedet for at sige til de der unge mænd, at det også er synd for dem, at de skal gå og være usikre, og at vi skal skrive til vores politikere osv., så ville jeg, hvis jeg mødte dem, tage den snak med dem og fortælle dem, hvordan de ville kunne være fuldstændig sikre på at undgå en anmeldelse og komme ind i den der gråzone, men jo også undgå, at de kom til at udsætte et andet menneske for et overgreb.

Det er ikke for meget at forlange at sige, at hvis man skal i seng med en anden, skal man være hundrede procent sikker på, at det vil den anden også, og hvis man bare er den mindste smule i tvivl, skal man spørge, eller også skal man lade være. Der er ingen undskyldning, hvis man så alligevel vælger at fortsætte sit forehavende.

Der er ikke plads til gråzoner mere, og det er en ny kultur. Som efterhånden midaldrende kvinde, som selv synes, at det her var lidt svært at forstå til at starte med, men som jo har hørt på mange af de unge og også hørt fra dem, som har været udsat for nogle af de her ting, må jeg sige, at det entydigt er en god ting. Det er en god ny kultur, vi udvikler her. Alle kulturelle forandringer er svære, men i stedet for at blive sur på staten eller puste risikoen for falske anmeldelser op – derfor er det fint, vi får undersøgt det – så synes jeg, at man skal tage en snak med de unge mænd, for de kan jo gøre sig fuldstændig sikre på ikke at blive udsat for det her ved at spørge, hvis de er i tvivl.

Til det der med at ligge derhjemme og sige, at man ikke vidste, at man havde gjort noget, vil jeg sige: Jamen spurgte du? Nej, det gjorde jeg måske ikke, svarer man så. Nu har jeg ikke læst de eksempler, men jeg vil sige: Jamen så kunne du ikke være sikker, og det er dit ansvar. Det synes jeg ikke er for meget at forlange. Men der er vi bare et nyt sted i forhold til det, vi kommer fra, og det synes jeg er en god ting – en rigtig god ting.

Vi støtter den her undersøgelse, fordi den jo også kan være med til at vise, at det måske er en myte, der eksisterer, at der er rigtig mange, der laver falske anmeldelser og altså ligefrem spekulerer i det. Det er der jo ikke meget der tyder på er en særlig udbredt praksis. Som fru Rosa Lund også sagde, er det selvfølgelig trist, hvis den myte om, at det er en praksis, der er udbredt, hersker, og det er fint, hvis en undersøgelse kan være med til at det be- eller afkræfte den, men på sin vis er det jo godt, at det er kommet ind på lystavlen derude, at her er der noget, man skal være opmærksom på.

Så synes jeg bare, at det er vores ansvar som voksne mennesker at sige til de unge mennesker – og her tænker jeg primært på drengene, som jo er dem, der er så bange for at blive udsat for en falsk anklage: Pas på dig selv, og det gør du ved at være hundrede procent sikker på, at der er samtykke den anden vej. På den måde passer du på dig selv, og du passer også på din partner. Det er den klare besked, vi skal give.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Jeg kan sagtens mærke på ordføreren, at det betyder noget, og jeg er også enig med ordføreren i, at det ligesom er et paradigmeskifte, og det er godt. Det er jeg faktisk ikke uenig med ordføreren i. Tidligere tog vi snakken om, at vi skal passe på pigerne, og den eneste grund til, at jeg tager ordet, er, at til sidst vender ordføreren det om og siger, at så må drengene, eftersom det er dem, der står med problemet, finde ud af det. Men vi skal også passe på drengene. Og det, der lidt er min bekymring i det her, er jo det der med også at huske at passe på drengene i det her. Altså, det her er jo at balancere på en knivsæg, og det tror jeg vi alle sammen er klar over, for der er ikke en eneste af os herinde, der ikke ønsker, at vi på en eller anden måde kommer i mål i forhold til alle former for voldtægt.

Men mener ordføreren ikke også, at det kan være problematisk, at det gælder over 50 pct. af drengene? For de kan jo ikke alle sammen få ordføreren som mor, hvor ordføreren så kan få 54 pct. af drengene til ikke at føle sig usikre. For det er jo et problem, at 54 pct. af drengene dybest set ikke rigtig lige er klar over det. De ved godt, hvad loven er, men jeg er alligevel meget bekymret for, at de kan komme til at overtræde den. Så er det ikke problematisk i dansk lovgivning?

Ordføreren.

Jamen nu ved jeg ikke, hvad det helt præcis er, de har svaret på, altså om de er bange for, at en kvinde udsætter dem for en falsk anklage, eller om de selv er usikre på, hvad loven er. Det har jeg ikke læst den undersøgelse godt nok til at vide. Men uanset hvad, skal man jo følge loven. Der er i øvrigt rigtig mange love herinde, som man jo ikke forventer at borgerne læser, men som alligevel gælder for dem.

Men når der er så mange drenge, der faktisk bekymrer sig om det, tyder det jo på, at budskabet er nået derud. Man ved godt, at der er sket et eller andet herinde, som har en betydning for, hvad der sker fredag aften eller lørdag aften et helt andet sted i Danmark. Og så tror jeg, vi dels har en opgave i forhold til falske anmeldelser – nu har vi jo ikke selv lavet undersøgelsen, men der er jo ikke meget, der tyder på, at det er en meget udbredt praksis at lave falske anmeldelser – og dels skal vi selvfølgelig blive ved med at tale med de unge mennesker om, hvad det her paradigmeskifte – og det er jo lige præcis det, det er – indebærer. Og det er: Du må aldrig være i tvivl, så lad være.

Hr. Kim Edberg Andersen.

[Lydudfald] ... to forslag, som tyder lidt på at være om det samme, men som alligevel er to forskellige ting, og når man kører dem sammen herinde, bliver det jo sådan lidt svært.

I forhold til det her med det samtykkebaserede kan man sige, at drenge og piger jo med kropssproget eller sådan noget skal give udtryk for intentionen, altså man skal tolke hinanden. Jeg tror, det er det, unge drenge er rigtig bekymrede for, altså om de tolker rigtigt hele vejen igennem, og det er jo en usikkerhed, for havde loven nu drejet sig om, at det gælder, bare der bliver sagt nej, var det noget andet, for det forstår drenges hjerner. Altså, der er jeg bare nødt til at sige i forhold til mænd og kvinder i den alder, at mænd nok generelt ikke er så gode til at tolke signaler, som kvinder er, og det er nok det, de er bekymrede for.

Det er også derfor, jeg vil spørge, om ordføreren ikke synes, det er en god ting, at vi i hvert fald får en revision af det her og ser, om vi rammer rigtigt? For når man laver et paradigmeskifte, er det i sig selv et stort skifte fra A til B, og det skulle være underligt, om vi ramte helt rigtigt med det paradigmeskifte i første hug. Vi er dygtige i Folketinget, men vi er også kendt for en gang imellem at gå tilbage og se på nogle love, vi har lavet, og sige: Der er lige nogle ting, der skal justeres. Er ordføreren uenig i det?

Ordføreren.

Jeg er måske lidt uenig i den vinkling, der ligger i det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, men vi har jo selv fremsat et forslag nu, der handler om at afdække de her ting. Så selvfølgelig er vi også interesserede i det, også fordi det er et paradigmeskifte og et kulturskifte.

Jeg synes bare, det er meget trist, hvis samtalen om den her nye samtykkebaserede lovgivning og paradigmeskiftet skal bygge på nogle myter om, at det her er noget, mange kvinder bruger, og at det hele er meget svært at finde ud af. Det er egentlig ikke så svært, så hvis man er i tvivl, spørger man. Så let er det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre. Det sluttede ordførerrækken, men vi har to ordførere for forslagsstillerne, og den første ordfører for forslagsstillerne, jeg giver ordet til, er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg synes, at det var en landvinding at få samtykkeloven, og at jeg var rigtig glad, fordi det var et enigt Folketing, som stemte den igennem. Med den flyttede vi jo fokus fra, at man skal sige nej til sex, over til, at man skal sige ja og samtykke til det, og det synes jeg egentlig er fair nok. Før var der jo et fokus på, om der var tvang, vold og trusler, når der var tale om en voldtægt. Og mange har nok også haft sådan en opfattelse af, at det ideelle offer var sådan et, der skreg og sagde fra, sagde nej og gjorde modstand. Senere viden viser, at sådan er det faktisk ikke. Langt de fleste ofre, 75 pct., fryser i situationen og er af forskellige årsager ikke i stand til at sige fra, f.eks. på grund af frygt, eller fordi kroppen simpelt hen ikke reagerer. Og det betyder jo, at man skal være særlig opmærksom ved passivitet.

Derfor er det også i min optik rigtigt, af den initiativtagende part skal sikre sig, at der er samtykke, for er der ikke det, så er der tale om en voldtægt. Er loven så et retssikkerhedsskred, som nogle siger? Det er jeg ikke så overbevist om. Det er ikke så lang tid siden, at vi var på besøg hos rigsadvokaten, og der fortalte han, at langt de fleste anmeldelser aldrig bliver til en sag. Sådan var det med den gamle lov, og sådan er det med den nye lov.

Faktisk er det jo stadig væk sådan, at omkring ni ud af ti sager aldrig bliver til noget. Og det er jo, fordi det stadig skal bevises ud over enhver rimelighed, at det, der er foregået, er en voldtægt. Men jeg hører selvfølgelig godt bekymringerne fra forskellige sider, og jeg er også en stor tilhænger af, at vi opererer på et oplyst og opdateret vidensgrundlag. Og det er jo ikke så lang tid siden, jeg selv stod her med et forslag om en undersøgelse af gerningspersoner, ligesom vi i dag også sambehandler forslaget om en opdatering af vores viden om falske anmeldelser. For hvis vi ikke har viden, så forebygger vi, behandler vi, efterforsker vi og ikke mindst lovgiver vi i blinde.

Derfor er vi i SF også umiddelbart positive over for, at vi lander en beretning på begge forslag, altså også Dansk Folkepartis forslag – så vi får den her opdaterede viden. Der skulle jo alligevel laves en evaluering af samtykkeloven – det aftalte vi sådan set allerede, dengang vi lavede loven – og derfor synes jeg, at det giver rigtig god mening at få nedskrevet alle de bekymringer, som Dansk Folkeparti har, så vi kan få dem undersøgt nærmere.

Men jeg mener grundlæggende ikke, at samtykkeloven er en fejl. Og jeg kan være en lille smule bekymret for, at debatten nu begynder at handle om, at de virkelige ofre er de dømte og de frifundne og altså ikke ofrene for voldtægt. En frifindelse af en tiltalt er jo ikke en dom over den forurettede, og at en tiltalt frifindes for voldtægt betyder jo heller ikke, at anmeldelsen var falsk, og måske endda heller ikke, at der ikke var tale om en voldtægt. Det betyder, at der er rimelig tvivl om skyldsspørgsmålet, og når der er det, så skal tiltalte selvfølgelig frifindes.

I vores retssamfund rejses der tiltale og dømmes der alt afhængig af anklagemyndighedens bevisførelse, og det gælder både for voldtægter og for falske anmeldelser. Og forslagsstillerne bringer desuden spørgsmålet om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse på banen. Ja, et flertal i Straffelovrådet talte jo engang i sin tid for en frivillighedsbestemmelse og ikke just for en samtykkelovgivning. men jeg synes, at det, vi hørte til høringen, var, at det sådan set ikke rigtig havde gjort nogen forskel, om det var det ene eller det andet. Det medlem mente i store træk, at de to lovgivninger lignede hinanden, og rigsadvokat Jan Reckendorff, som også var med til at lave det oplæg til en frivillighedsbaseret bestemmelse, slår sådan set også fast i et indlæg, at om loven var hængt op på frivillighed eller samtykke, ville sådan set ikke have ændret på bevistemaet.

Til gengæld kan jeg faktisk godt være bekymret for, om de unge mænd forstår det her begreb samtykke, men det gør ikke nødvendigvis samtykkeloven forkert; det kalder bare på viden. Og her har jeg kigget lidt på den analyse, som Københavns Politi i 2023 lavede af 500 voldtægtssager fra tiden, efter at samtykkeloven trådte i kraft. Og deres konklusion er i hvert fald meget klar: Der er behov for oplysning om samtykke. Kort sagt har de kategoriseret voldtægter i fem bunker, ud fra om der er et forebyggelsespotentiale, og i 60 pct. af sagerne har gerningsmændene overhørt en form for afvisning – det kan være, at man samler benene, tager tøjet på igen eller beholder tøjet på og siger: Nej, vi skal ikke det her. Men alligevel er den ene part i hvert fald fortsat, hvorefter offeret så måske er frosset og ikke kan sige fra mere, men bliver overrumplet i situationen.

Det er jo her, jeg synes, man skal lytte virkelig godt efter. Det er måske mere et spørgsmål om de her signaler, som man skal forstå. Hvis man beholder tøjet på, hvordan kan det så være et samtykke til sex? Det mener jeg jo absolut ikke det kan være. Så der er behov for en kulturændring, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at loven er forkert. Og myten om, at det især er de unge, som kommer galt af sted med den nye lov, synes jeg jo også der blev hamret en pæl igennem ved høringen; det var omtrent 30 pct. både før og efter den nye lovgivning.

Så umiddelbart er jeg ikke sikker på, at samtykkeloven har et behov for at blive revideret. Og rigsadvokaten siger jo i hvert fald også, at loven fungerer efter hensigten. Men jeg synes, det er klogt nok at få undersøgt praksis på området og alle de bekymringer, der kan være, for lad os endelig få dem bekræftet eller ryddet af vejen, så vi har et solidt grundlag at stå på.

Så vil jeg også bare sige lidt om forslaget om falske anmeldelser, som vi er jo er en hel del her, der står bag. Jeg synes, at der er behov for en opdatering af den viden, vi har. Det bliver tit trukket frem, at der er rigtig mange af de her falske anmeldelser, og af de gamle undersøgelser kan vi se, at det ikke er tilfældet. De er der, men de er ikke voldsomt mange. Det er selvfølgelig stadig væk et problem; enhver falsk anmeldelse er et problem, fordi det selvfølgelig kaster mistanke på en uskyldig. Men jeg synes også, det er et problem, at de unge mænd forestiller sig, at de risikerer falske anklager i stor stil. Altså, 54 pct. tror, at det er en risiko – det kan vi se af Det Kriminalpræventive Råds undersøgelse – og de tror også, at mange kvinder lyver om det.

I den gamle undersøgelse var der faktisk også – meget tankevækkende – en udbredt og fejlagtig holdning blandt politibetjentene, i forhold til at der var langt flere falske anmeldelser, end tilfældet rent faktisk var. Nogle af dem troede faktisk, at det var op imod halvdelen af alle sager, der var falske. Det er jo ret voldsomt. Vi har ingen viden om, hvordan politibetjentene ser på det i dag. Til gengæld har vi jo noget viden om, at i hvert fald voldtægtsofre ikke altid føler sig så godt modtaget hos politiet, og der er vi jo ved at få lavet en ny undersøgelse, som skal vise, om det har flyttet noget, efter at vi rent faktisk har lavet flere initiativer i politiforliget. Så det er nok godt at få undersøgt.

Så synes jeg jo også, at det er en urimelig mistænkeliggørelse af ofre for voldtægt, hvis de anklages for i stor stil at levere falske anklager, hvis der ikke er noget om snakken. Så også af den årsag synes jeg, at vi skylder at få et grundlag at stå på her.

Så ja tak til mere viden og ja tak til en beretning, hvor vi får nedfældet de ting, som vi synes skal undersøges, og når vi har det, så lad os handle derefter. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, og jeg byder nu velkommen til en anden ordfører for forslagsstillerne, fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Jeg bliver lidt træt, når jeg hører ordførere, som slet ikke var til den høring forleden, tale om, at man bare kan sige nej. Det er vi enige om; det kan man bare, men hele debatten gik faktisk på, at der er en usikkerhed i forhold til samtykkedefinitionen, og hvor langt samtykket rækker. Så jeg vil egentlig bare opfordre til, at man går ind og hører den høring og lytter til, hvad de eksperter, der var til den høring, sagde om, hvad der egentlig er problematisk i den her lovgivning, og de kom faktisk også med nogle eksempler på, hvordan man kan gøre den bedre, for den er ikke så enkel og heller ikke, som nogle skråsikkert vil sige, fuldstændig, som den skal være. Det er den ikke. Det tror jeg sådan set der er forholdsvis bred enighed om nu. Heldigvis er der i hvert fald bred enighed om, at vi skal have undersøgt grundlaget, og det er altid en god start.

Jeg vil starte med at sige, at voldtægt nok er noget nær den værste forbrydelse, man kan begå mod et andet menneske. Altså, det er ikke bare vold mod krop; det er også vold mod sjæl. Hvis man hører nogle af dem, der har været udsat for voldtægt – jeg har bl.a. gode bekendte tæt på, der også har været udsat for det – så ved man også, hvor stor skade det gør på et menneske at blive udsat for voldtægt. Så det er der ikke nogen tvivl om.

I Dansk Folkeparti så vi meget gerne, at man lavede minimumsstraffe, at man lavede meget højere straffe for voldtægt, fordi det netop er så alvorlig en forbrydelse. Det, vi bare er nødt til at sikre, er, at vi også har en lovgivning, der tager højde for nogle af de sager, vi har set, efter den nye samtykkebestemmelse er trådt i kraft. Det er sager, hvor man ikke var vel vidende om det, som jeg kaldte det før, men det kan jo være nogle eksempler, hvor det er meget unge mennesker, som fumler, og hvor der er noget, der går galt i kommunikationen. Og det er ikke noget, hvor man bare kan sige, at der ikke var samtykke; der har ikke været nogen tvivl, og så kommer der noget efterfølgende, og det synes jeg sådan set bl.a. Marianne Stidsen har beskrevet ret fint. Desværre hørte jeg også ret for nylig om en ung mand, der havde hængt sig selv alene på baggrund af den offentlige udskamning, han følte der var, i forhold til at han var blevet anklaget for en voldtægt, han ikke mente han havde begået. Selvfølgelig er der grundlag for, at vi kigger på den her lovgivning – selvfølgelig er der det, for det er os, der har lavet den.

Jeg synes helt generelt ikke, at man skal opfordre hverken piger til at være bange for mænd eller drenge til at være bange for kvinder. Men jeg synes alligevel, at jeg har hørt nok historier om unge mænd i forhold til den her lovgivning til, at man i hvert fald skal indskærpe: Lad være med at overnatte der. Overnat et andet sted. Det gør jeg, lige så vel som jeg vil sige til mine drenge, og det vil jeg virkelig sige: Du skal ikke tro på, at hun siger, at hun tager p-piller. Beskyt dig selv for at være hundrede procent sikker. Så jeg synes også, der er noget her, og den tvivl og det tab af uskyld et eller andet sted synes jeg jo også er ærgerligt, men jeg synes bare, det er der, vi er, og det er også derfor, det er så vigtigt, at vi får det her revideret.

Når vi skal se så mange unge mænd, drenge, som faktisk er usikre på reelt set, hvad det går ud på, hvad et samtykke er; når vi hører juraprofessorer; når vi hører forsvarsadvokater; når vi endda hører folk fra anklagemyndigheden, der siger, at det her er problematisk – det er problematisk! – fordi man måske ender med at fælde dom, fordi den ene lyder mere troværdig i retten end den anden, og det kan der være mange ting, der gør. Altså, helt grundlæggende set tror jeg da også, at kvinder generelt bliver set på med lidt mere positive øjne end mænd. Det er min egen antagelse, men det er da mit indtryk rigtig mange gange. Så jeg synes bare, den er vigtig.

Jeg har ikke hørt det postulat, og jeg vil i hvert fald sige, at jeg aldrig har postuleret, at der er en masse falske anmeldelser, en masse falske anklager, for det ved jeg ikke; det har jeg ikke noget belæg for at tro. Jeg siger bare, at vi skal have undersøgt det, hvis der er falske anmeldelser og anklager. Jeg har også hørt eksempler på nogle sager, hvor det netop var, at pigen f.eks. ville hævne sig, og hvor man har dokumenteret, at der har været sms-korrespondance, hvor pigen faktisk har sagt: Jeg anmelder ham, fordi han ikke vil være kæreste med mig eller har ignoreret mig dagen efter eller et eller andet. Der har også været eksempler på nogle, der har fortrudt.

Så har der også været nogle andre eksempler, som vi også hørte om til høringen, og der var en ting, jeg blev gjort bekendt med der, som jeg faktisk ikke havde tænkt over. Nu er jeg selv skolelærer, og jeg ved jo også, at jeg havde udvidet underretningspligt, da jeg arbejdede som lærer. Men en pige deler måske med en person i skolen eller med nogle forældre, at hun har oplevet noget, som hun ikke syntes var særlig rart, og hvor de så ender med at anmelde det som en voldtægt: fagpersonen, fordi vedkommende skal, forældrene, fordi de er bange for, at deres lille pige har været udsat for noget rigtig grimt. Det kan man jo et eller andet sted godt forstå, men det er måske slet ikke det, hun ønsker, for det kan godt være, at det var en dårlig oplevelse, men det var ikke nødvendigvis et overgreb.

Det tror jeg sådan set alle har været igennem, uanset hvordan og hvorledes, i de første fumlende år af deres seksualliv, måske også efter for nogens vedkommende; det skal jeg ikke kunne sige.

Men det er bare for sige, at der er gråzoner her, og der er juraprofessorer, der er forsvarsadvokater, der er folk inden for anklagemyndigheden, der er rigtig mange af de fagpersoner, som vi normalt lytter til, som siger: Vær lige opmærksom på det her; der er nogle udfordringer. Det er derfor, jeg siger, at vi er nødt til at gennemgå det manuelt. Den undersøgelse, der er blevet lavet af Rigsadvokaten, er ikke god nok. Vi er nødt til at gennemgå det minutiøst i forhold til det her, og så er vi nødt til med åbne øjne at se på, om den her lov skal revideres.

Der kom i øvrigt også rigtig mange bud på det i høringen, som jeg håber man også kigger på. Jeg var specielt meget nysgerrig på det forslag, der kom fra juraprofessor Lasse Lund Madsen, i forhold til at man skulle lave en – og nu siger jeg lidt på engelsk; beklager, formand – first, second and third degree, ligesom man har i USA. Man laver forskellige straffe, i forhold til om det er first degree, altså en overfaldsvoldtægt, eller om det er f.eks. en second eller third degree, som så kunne være inden for samtykkebestemmelsen. Man har så gradueringer i forhold til strafniveauet, fordi i nogle af de her sager er det jo igen de her helt unge drenge, som ender med at få over et års fængsel. Det er jo ødelæggende for resten af deres liv, i særdeleshed hvis de så siger: Jamen jeg troede faktisk, der var samtykke. Men det var der sådan set ikke. Så den er hermed givet videre. Det er jo også noget, hvor jeg tænker, at vi skal lytte til fagpersoner, hvis – forhåbentlig – loven skal revideres og forbedres, som jeg også vil kalde det.

Noget, jeg tit hører i debatten, er: Ville I så ikke have lavet den gamle bestemmelse om? Jo, for den var slet ikke god nok, overhovedet – slet, slet ikke. Det var vi fuldstændig enige om, men jeg synes også, vi er nødt til og skylder os selv at kigge på, om den lovgivning, vi har lavet nu, egentlig går for langt. Det er der i hvert fald mange eksempler, som jeg har hørt om, der tyder på den gør.

Jeg tror egentlig ikke, jeg vil sige så meget andet. Jeg vil gerne kigge på en eventuel beretning, men det kommer meget an på, hvad der kommer til at stå i den beretning, i forhold til præcis hvad der skal undersøges, og det skal jeg nok også byde konstruktivt ind på, og så skal vi se, hvad vi ender med. Enten kunne muligheden være at lave en beretning på det, der hedder B 160, som vi jo alle sammen i oppositionen er enige om i forhold til de her falske anmeldelser og måske vikle noget mere ind i, og så sætte vores forslag til afstemning, eller at vi finder en god løsning på begge forslag, hvor vi får skrevet de ting ind, som også er vigtige for os i Dansk Folkeparti at få undersøgt.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at der skal skrues i forhold til den her lovgivning; det er jeg faktisk ikke. Hvor meget der skal skrues, ved jeg ikke, og det kræver en grundigere undersøgelse, og det kræver selvfølgelig også, at man den her gang gør det, man altså ikke gjorde sidste gang. Det var et enigt Folketing, der stemte for lovgivningen, men jeg er bare nødt til at sige i bagklogskabens ulidelig klare lys, at man lyttede simpelt hen ikke til de fagpersoner, der allerede dengang råbte vagt i gevær. Så lad os få kigget på det. Lad os forhåbentlig få ændret lovgivningen og lytte til de fagpersoner, som arbejder med det her hver eneste dag, og som allerede nu har nogle rigtig, rigtig gode input til, hvordan vi kan sikre, at den her lov ikke resulterer i justitsmord. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en kort bemærkning. Fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Det er jo helt uvant for mig at høre fru Mette Thiesen tale med så stor omsorg og bekymring for gerningsmanden, i det her tilfælde voldtægtspersonen. Men det er jeg sådan set glad for. Jeg er glad for, at det nu er ret sort-hvidt, at man skal samtykke, men jeg kan da også have ondt af de unge mænd og kvinder, der ikke forstår samtykkelovgivningen og kommer til at fumle sig til et overgreb, som har store konsekvenser for en anden. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge: Kunne Dansk Folkeparti så på lige præcis det her område være positivt stemt over for alternative straffeformer, altså f.eks. konfliktråd? Det synes jeg kunne være fuldstændig oplagt i nogle af de her sager, fordi der jo netop er tale om to mennesker, som måske ikke forstår hinanden, og som måske gennem et efterfølgende konfliktråd kan forstå, hvad der førte frem til den misforståelse, der gør, at de begge to på den ene og på den måde jo står i en utrolig svær situation?

Ordføreren.

Jamen altså, hvis man f.eks. tænker ind i at lave den her first, second og third degree – jeg beklager igen det engelske – kunne man jo sagtens tænke ind, at den, der hedder third degree, altså den mildeste form, hvis man kan sige det sådan, voldtægt er jo aldrig en mild form, men altså der, hvor der er fumlerier, og hvor det er en misforståelse, der ligger til grund, kunne man jo sagtens kigge på, om det også skulle være noget bødestraf eller noget andet. Det er jo der, hvor man går ind og graduerer. Så håber jeg, at Radikale Venstre vil bakke op om, at man så, hvis det f.eks. er udlændinge inden for den første grad, selvfølgelig kvitterer konsekvent med udvisning for bestandig, men så langt vokser træerne jo nok ikke ind i himlen. Og jeg kan da berolige ordføreren med, at jeg generelt er et meget omsorgsfuldt menneske og tager mig af mine medmennesker, men jeg sætter altså danskerne først – det gør vi i Dansk Folkeparti.

Fru Zenia Stampe.

Jeg forstår slet ikke, hvorfor vi lige pludselig skulle diskutere udlændingepolitik her. Det var måske, fordi vi skulle se med milde øjne på nogen, men det kan i hvert fald ikke omfatte udlændinge. Men jeg er alligevel glad for det, der bliver sagt i forhold til alternative strafformer. For jeg synes måske lige præcis på det her område at der kunne være noget perspektiv, især i konfliktråd. Man kan sige, at der ikke er en gråzone, men der er i hvert fald en misforståelse, og jeg tror sådan set, det kan være rigtig godt for begge parter at høre, hvordan situationen forekom for den anden, men også at den, der føler sig uretfærdigt dømt, også kan få lov til at sige, hvorfor vedkommende ikke forstod det, som så ikke var et samtykke. Det synes jeg faktisk der er noget perspektiv i at prøve at samarbejde om at kigge på.

Ordføreren.

Det er tydeligt, at ordføreren ved mere om konfliktråd, end jeg gør, så jeg lytter meget gerne, hvis der er noget der. Nu nævner ordføreren, at der er store omkostninger for den, der, hvad skal man sige, bliver begået et overgreb mod. Vi skal bare huske qua det spørgsmål, jeg stillede hr. Preben Bang Henriksen tidligere, at der også er meget store konsekvenser for den, der bliver uretmæssigt anklaget, og måske faktisk også livsændrende konsekvenser. Så det er jo en balance. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg er meget optaget af, at reelle voldtægtsforbrydere bliver dømt, og at de bliver dømt hårdt, men jeg vil heller ikke risikere, vi har en lovgivning, som skaber justitsmord, hvor nogle bliver uretmæssigt dømt.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Ordføreren har jo ligesom jeg en fortid i et parti, der var rigtig glad for fakta. Jeg hørte Enhedslistens ordfører tidligere postulere, at det kun var 0,3 pct., der var falske anmeldelser, så det er jo nemt lige at faktatjekke. Det Kriminalpræventive Råd lavede en undersøgelse i 2009 for årene 2000 og 2001 og 2002, og med den undersøgelse finder de frem til, at 7 pct. af alle anmeldelser om voldtægt er falske. 2 pct. fører til dom, resten til andre sanktioner. Og det er jo de 7 pct., som man med det her forslag jo egentlig er bekymret for. Man vil gerne undersøge, om det stadig er 7 pct., eller er det mere, og så fører det videre til, hvorfor vi sambehandler det. Og er »det mere« så grundet samtykkeloven.

Der var en, der spurgte, om det gjorde det nemmere. Det er jo ikke det, vi mener. Vi ønsker jo, at alle, der bliver udsat for voldtægt, kan blive hjulpet af retsvæsenet. Men fra 0,3 pct. til 7 pct. er bare en stor forskel, bliver jeg nødt til at sige som mand. Er ordføreren ikke enig i, at hvis 7 pct. af en befolkning bliver udsat for noget, så ville vi alle sammen med det samme stemme igennem, at vi selvfølgelig skal have det undersøgt?

Ordføreren.

Jo, jeg tror, at det var 0,8 pct., ordføreren nævnte tidligere fra talerstolen, men jeg er helt enig i, at vi jo er nødt til at have fakta på plads. Jeg tror, ud fra hvad jeg hører, og det er jo derfor, at vi skal have det undersøgt, at der er så meget usikkerhed om, hvad det her egentlig er – fra begge sider i øvrigt – og at der faktisk er nogen, der ender med at anmelde noget, som ikke er en voldtægt. Og jeg skal hilse at sige, at jeg taler i den grad af erfaring, i forhold til hvor svært det kan være, hvis man er udsat for noget grimt, at tale åbent om det. Det tager nogle gange meget lang tid selv for voksne mennesker. Men vi er bare nødt til at være helt hundrede procent sikre på, at vi rammer plet med lovgivningen, og jeg tror ikke nødvendigvis, at vi gør det med den her lovgivning.

Så synes jeg i øvrigt også, at vi skal indskærpe, ligesom vi skal indskærpe over for de unge mænd, at de skal indhente samtykke, hvor strafbart det faktisk er at indgive en falsk anmeldelse. Det er noget, der kan ødelægge andre menneskers liv

Hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg er ikke uenig. Men vi bliver også bare nødt til at sige, at der er blevet talt lidt om de unge mænd, sådan lidt negligerende, om at 54 pct. har en bekymring for det her. Altså, jeg har jo selv været en ung mand, og det kan godt være, at hjernen ikke er færdigudviklet, men vi er jo ikke sådan dumme for at være dumme som unge. Altså, der er jo en grund til, at 54 pct. af unge mænd er bange for det her system, altså ikke ved, hvordan de skal agere i det. Derfor kunne det også være interessant, synes vi i Danmarksdemokraterne, at få det undersøgt. Lad os nu få noget fakta på bordet; for viser det sig, at der er endnu flere falske anmeldelser nu, så har vi jo et kæmpeproblem med samtykkeloven, som vi har lavet den, og så bliver vi jo nødt til at korrigere den i Folketinget. Er det ikke også ordførerens stillingtagen til det?

Ordføreren.

Jo, jeg er meget enig. Det må altid være sådan, at man hellere ser ti skyldige gå fri end enkelt uskyldig dømt. Og jeg har i hvert fald en stor bekymring i forhold til den samtykkelov, som der er nu – det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om – og det her med de falske anmeldelser skal i den grad undersøges. Men jeg er rigtig bekymret for, at der sker justitsmord, og at man i den grad har indført noget, der minder meget om omvendt bevisbyrde, og at der er nogle unge mænd, i særdeleshed yngre mænd, kan vi også sige, som simpelt hen ikke kan tale deres egen sag, når de sidder i retten, men som heller ikke har forstået, at de faktisk har gjort noget galt. Og så er det problematisk, for hvis man ikke forstår loven, kan man ikke agere efter loven.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslagene henvises til Retsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.