Tak. Nu har vi lige hørt sundhedsordførerne debattere, så jeg vil indlede med at slå fast, at Søren Kierkegaard jo sagde, at angst er et vilkår for mennesket. Jeg har som transportordfører for Socialdemokratiet den opfattelse, at hvis vi kan fjerne årsagen til angst, skal vi selvfølgelig også gøre det. Og jeg taler hverken om psykiatri eller sundhedspolitik her. Vi taler om en nyere form for angst, nemlig rækkeviddeangst. Det er noget, ejere af elbiler kan have, og det er noget, der kan afholde folk, der ejer en fossildrevet bil, fra at købe en elbil, næste gang der er behov for at investere i ny bil. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer flere offentligt tilgængelige ladepunkter med fleksible betalingsmuligheder og sikrer forbrugerne en fair pris for opladningen. Det er kort og godt det, der sikres med den her nye EU-forordning – et godt og borgernært tiltag, som sikrer danske elbilister flere lademuligheder herhjemme såvel som ved kørsel i EU-lande. Det må være svært at være EU-modstander i dag.
For et par år siden vedtog vi på baggrund af AFI-direktivet en ny lov, og nu er der så fra Europa-Kommissionen kommet en AFI-forordning som en del af pakken »Fit for 55«. AFI-forordningen er trådt i kraft og finder anvendelse fra den 13. april 2024, og som følge af AFI-forordningen foreslås det, at en række bestemmelser i AFI-loven bliver ophævet eller ændret, således at loven fremover ikke vil regulere de forhold, der er reguleret i AFI-forordningen. Herudover bliver der med lovforslaget fastsat nogle supplerende bestemmelser i forhold til AFI-forordningen.
Forordningen fastsætter bl.a. nogle fælles tekniske specifikationer og krav til brugerinformation, datalevering og betalingskrav for infrastruktur for alternative drivmidler. Og med lovforslaget fastholder vi med nogle mindre tilpasninger den nugældende AFI-lovs bestemmelser, som giver kommuner og regioner mulighed for at indgå aftaler med ladeoperatører, som ikke vedrører AFI-forordningen. Endelig foreslås der også med lovforslaget nogle regler, som vil kunne supplere AFI-forordningen, når det gælder f.eks. placering af opgaven med tilsyn med markedet for opladningsinfrastruktur.
Hvad er så et offentligt ladepunkt? Nu kommer der en lang teknisk definition: Det er infrastruktur for alternative drivmidler, der er beliggende på et sted eller en lokalitet, der er åben for offentligheden, uanset om infrastrukturen for alternative drivmidler er placeret på offentlig eller privat ejendom, uanset om der gælder begrænsninger eller betingelser med hensyn til stedet eller adressen, og uanset de gældende anvendelsesbetingelser for infrastrukturen for alternative drivmidler. Så har vi ligesom fået slået fast, hvad det er, vi taler om.
Med hensyn til betalingsløsninger og prisgivning skelnes der mellem ladepunkter på og over 50 kW og så dem, der er på under 50 kW. I forhold til betalingsløsninger for ladepunkter med effekt på eller over 50 kW er det sådan, at offentligt tilgængelige ladepunkter skal acceptere elektronisk betaling, f.eks. enten betalingskort, laser eller kontaktløs funktion, der kan læse betalingskortet. Der er indbygget en overgangsordning, som siger, at ladepunkter, der er etableret inden den 13. april 2024, skal opfylde kravene fra den 1. januar 2027, såfremt ladepunkterne er etableret langs TEN-T-vejnettet eller er på et sikkert parkeringsområde. Og prisvisningen på ladepunkter med effekt på over 50 kW skal være ad hoc-pris pr. kilowatt-time, og et eventuelt brugsgebyr i minutpris, og det skal være tilgængeligt for forbrugeren, før opladningen påbegyndes.
Så er der betalingsløsninger for ladepunkter med en effekt på under 50 kW. Her kan man nøjes med betalingsanordninger, der anvender en internetforbindelse og giver mulighed for sikre betalingstransaktioner såsom specifik QR-kodelæsning eller lignende. Prisvisningen på ladepunkter med en effekt på under 50 kW skal være ad hoc-prisen, og alle priskomponenter skal være tydelige og let tilgængelige. Her er der ingen overgangsordning, så det gælder for alle ladepunkter uanset etablerings tidspunkt.
Så er det godt, at forslaget sikrer, at de priser, som operatører af ladepunkter opkræver, skal være rimelige, let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og ikkediskriminerende, så vi beskytter forbrugeren mod prisdiskrimination. Der stilles krav om, at myndighederne regelmæssigt skal overvåge urimelig handelspraksis, der påvirker forbrugerne, men forordningen indeholder ikke egentlige tilsyns- og straffebestemmelser. I det her forslag foreslår vi så for at sikre Danmarks overholdelse af EU-retlige forpligtelser, at der indføres bestemmelser om tilsyn og straf, og derfor indeholder lovforslaget et vejledende bødeniveau i forhold til overtrædelse AFI-forordningens regler.
Jeg vil afsluttende sige, at det er et lovforslag, som sikrer direkte virkning af EU-forordningen, som skal hjælpe elbilister til bedre lademuligheder ikke bare i Danmark, men i hele EU, så det er godt for den enkelte, og det er godt for den grønne omstilling og dermed for os alle. Det er et godt lovforslag, som Socialdemokratiet kan støtte. Og jeg kan se, at den radikale ordfører ikke er i salen, så derfor har jeg lovet at sige, at Radikale Venstre også kan støtte lovforslaget.