Tak for besvarelsen. Jeg er enormt optaget af lige præcis det her spørgsmål og det forslag, som Folketinget jo har behandlet, og som der var meget stor opbakning til, da Folketinget behandlede det, inklusive fra regeringen, der jo sagde, den havde nogle forbehold. De forbehold havde vi jo på ingen måde i Dansk Folkeparti. Når man kigger på erfaringer fra andre lande, kan man jo se, at det her er et rigtig godt redskab til at slå ned på den måske allerallerhårdeste kriminalitet, der er i et samfund, hvor man ikke kan komme videre ad de traditionelle kanaler, hvor efterforskningen er gået i stå, og hvor der er familiemedlemmer, der har ventet i mange, mange år på at finde ud af, hvad der er sket med deres kære. Derfor er vi også enormt utålmodige, for det har taget lang tid, siden store dele af Folketinget sagde, at nu skulle vi bare ud over stepperne og af sted med det her. Vi behandlede det altså i starten af året, og vi venter stadig væk.
Nu siger ministeren så, at der måske kommer noget i 2024. Der skulle man være færdig med at kigge på, hvad man gør andre steder. Jeg vil gerne spørge ministeren: Kan vi blive mere konkrete end det? For jeg synes jo egentlig, at når vi kigger på, hvad det er for nogle sager, man f.eks. kan opklare med det her, så er der grund til, at vi sætter det lange ben foran. Så kan ministeren være lidt mere konkret, med hensyn til hvornår vi kan regne med at kunne rulle det her ud? Hvornår kan vi forvente at der er et lovforslag fra regeringen, hvis det kræver, at Folketinget skal lovgive?