Tak for det. Om nogle få minutter har et meget stort flertal her i Folketinget godkendt aftalen om at stille baseområder i Danmark til rådighed for præsident Trumps USA. Dermed påtager flertallet sig et tungt og vidtrækkende ansvar, for aftalen er uopsigelig i 10 år, og den træder i kraft i en situation, hvor præsident Trump truer med at annektere langt størstedelen af kongeriget Danmarks geografiske areal. Det er i sandhed en mærkelig måde at svare på en anneksionstrussel, altså at invitere den aggressive stormagts soldater indenfor.
Siden marts har Folketinget stillet omkring 200 spørgsmål til lovforslag nr. L 188 om aftalen med USA, og jeg har personligt stået for mere end halvdelen af de spørgsmål. De fleste af svarene har ikke været tilfredsstillende. Mange har blot været henvisninger til aftaleteksten, og andre har peget i retning af, at regeringen helt bevidst ønsker uklarhed omkring kompetencefordelingen mellem danske og amerikanske myndigheder. Der bliver svaret i abstrakte vendinger, og regeringen nøjes i høj grad med at referere lige præcis baseaftalens bestemmelser i stedet for at svare på de helt legitime bekymringer, som Enhedslisten, den brede befolkning og mange af høringssvarene faktisk giver udtryk for. Det mener jeg simpelt hen er arrogant, og jeg mener også, at det er farligt. Man får faktisk fornemmelsen af, at regeringen ikke helt har forstået situationens alvor.
Med den her aftale giver Danmark i vidt omfang afkald på muligheden for at retsforfølge forbrydelser, der bliver begået i Danmark. Når jeg stiller et spørgsmål, nemlig spørgsmål nr. 22, til lovforslag nr. L 188, hvor jeg spørger, hvor hyppigt Danmark vil insistere på retten til selv at retsforfølge forbrydelser, der bliver begået, ja, så lyder svaret, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at udtale sig om dette spørgsmål. Det er jeg helt uenig i. Jeg synes i høj grad, at det er hensigtsmæssigt, at man som folketingsmedlem, der skal stemme, og som borger i det her land kan få et svar på det, sådan at ofre for kriminalitet i Danmark kan vide, om de kan regne med, at deres sag bliver retsforfulgt af danske myndigheder, eller om det er militær, politifolk, anklagere og dommere i amerikanske uniformer, som står for efterforskning, tiltalerejsning og domfældelse. Ud fra svarene kan vi trods alt forstå, at eventuelle danske volds- eller voldtægtsofre fremover må indstille sig på, at sager behandles af netop amerikanske myndigheder, hvis gerningsmanden er en amerikansk soldat. Vi kan forstå, at private vagter ved baserne vil have tilladelse til at bære skydevåben.
Vi har forsøgt at få belyst mange forskellige aspekter af aftalen, men på grund af den lukkethed og arrogance, som regeringen har mødt de her anmodninger med, er det kun delvis lykkedes. På de punkter, hvor det er lykkedes at kaste mere lys over fakta, er vi ikke blevet beroliget på nogen som helst måde. Tværtimod har det givet nye spørgsmål. For et par uger siden var der en eksperthøring i Landstingssalen. Den juridiske sagkundskab, der deltog, var enig: Aftalen er uklar og sjusket formuleret på en meget lang række punkter, og det vil give Trumps USA meget store friheder til at fortolke aftalens bestemmelser i egen interesse. Det er ret utrygt. Hvad det betyder i forhold til grundloven, er også i en gråzone.
Flertallet af Folketingets medlemmer, som i dag vil støtte det her lovforslag, ved dårlig nok, hvad de juridiske konsekvenser vil være fremadrettet af vedtagelsen af den her lov. For vi kan ikke få nogen konkrete svar. Det er en skændsel, og det er et gevaldigt demokratisk problem i behandlingen af et lovforslag med så vidtrækkende konsekvenser. Jeg finder det faktisk også skræmmende, fordi det her måske er den mest indgribende aftale, som dette Folketing i SVM-regeringens første og i parentes bemærket forhåbentlig eneste regeringsperiode kommer til at vedtage. Det, der står tilbage, er mest af alt en skødesløs blankocheck til fremmede militære styrker, som vi som folkevalgte bliver bedt om at godkende, mens vores verdensorden er ved at brase sammen, uden klare hegnspæle om vores demokrati, vores selvstændighed, vores retsstat og vores retsstatsprincipper.
Det flertal, der tegner sig her i Folketinget, står i skærende kontrast til det faktum, at flertallet af de danske vælgere ikke ønsker den her aftale. I marts måned viste en meningsmåling foretaget for Berlingske, at 30 pct. af de adspurgte danskere mente, at aftalen med USA burde godkendes, mens 42 pct. ønskede den forkastet. Kort tid efter var der en ny måling, der viste, at 43 pct. afviste aftalen, mens kun 28 pct. støttede den. På den dag, hvor vi førstebehandlede lovforslaget, blev der offentliggjort en meningsmåling, der viste, at 47 pct. af danskerne var imod aftalen – en ganske fin og markant stigning. Det peger i samme retning: Vælgerne ønsker ikke den her aftale vedtaget.
Vi har stillet et ændringsforslag om en folkeafstemning. Den blev afvist, fordi regeringen og flertalspartierne åbenbart mener, at de er meget klogere end de vælgere, der kommer til at leve med konsekvenserne af den her lov.
Ud over problemer med grundloven, borgernes retssikkerhed og manglende dansk kontrol med, hvilke aktiviteter der kan finde sted på vores eget territorium, er der så regeringens yndlingsargument: Danmarks sikkerhed. Men den her aftale skaber ikke sikkerhed; den skaber usikkerhed. For Donald Trump er en usikker præsident at have siddende i USA, og USA er en usikker partner i det internationale samarbejde, og det er helt utroligt, at den erkendelse ikke har indfundet sig endnu. Vores udenrigsminister har gennem mange måneder, ikke i den her sammenhæng, men i andre anliggender, ganske ofte påpeget, at vi skal forholde os til verden, som den er – ikke som vi ønsker at den skal være. Det kunne man håbe at nogle flere ville gøre i den her situation. Vi kommer ikke til at genvinde dansk sikkerhed ved at bukke og skrabe for de trusler, som USA udsætter os for.
Endelig bryder det her lovforslag med mange årtiers konsekvente danske politik om, at vi ikke vil tillade stationering af fremmede tropper på dansk jord i fredstid. Vi aner ikke, hvor vi har USA. Vi aner ikke, om vi har fælles sikkerhedspolitiske interesser. Det er ikke alene truslen mod Grønland, men også den utilregnelighed og de herskerambitioner, som den amerikanske præsident giver udtryk for, der er en global trussel mod den regelbaserede verdensorden, som vi som et lille land er ekstremt afhængige af. I sidste instans kan det true verdensfreden. I en tid, hvor alt peger i retning af, at Danmark og Europa skal gøre alt, hvad vi kan, for at gøre os mindre afhængige af Trumps USA, og hvor Trump altså klart siger, at han vil få fingrene i Grønland på den ene eller den anden måde, vælger et flertal i Folketinget så, at vi skal kaste os i armene på selv samme Trump.
Statsministeren har flere gange sagt, at vi ikke bøjer os, når det gælder de amerikanske trusler mod Grønland. Men det gør vi jo så alligevel. Vi bøjer os helt ned i støvet for en stormagt, som i disse dage har sat militæret ind mod sine egne borgere, som truer med at annektere Grønland, og som truer den globale retsorden. Det er vel nærmest diplomatisk at kalde det her for et sørgeligt selvmål, som vil gå over i danmarkshistorien som et absolut lavpunkt. Et meget stort flertal i det her Folketing påtager sig et meget stort ansvar. Danmark vil, hvis den her forsvarssamarbejdsaftale bliver godkendt i Folketinget, blive en brik i det amerikanske baseimperium, hvorfra USA kan føre sin egen forsvarspolitik. Med det øgede netværk af amerikanske baser i Norden, som de amerikanske baser er en del af, bliver det faktisk også nemmere for USA at omgå den europæiske modstand mod den amerikanske udenrigspolitik.
Så jeg vil gerne her i sidste sekund opfordre partierne fra SF til Dansk Folkeparti til at trække i nødbremsen og stå vagt om Danmarks suverænitet og sikkerhed. Tak for ordet.