Jeg vil også godt sige tak for debatten. Jeg synes, debatten har afspejlet, at det var godt, at vi fik indkaldt til den. Når det så er sagt, er der ikke nogen grund til at lægge skjul på, at der ligger to forskellige forslag til vedtagelse, som peger i forskellige retninger.
Det ene forslag til vedtagelse lægger til grund, at vi her i Folketinget – regeringen og Folketinget – har bestilt faktisk ikke to, men tre undersøgelser. Den ene var ikke en uafhængig undersøgelse, det var en, som forsvarsministeren bestilte Søfartsstyrelsen til selv at lave, men der har været tre undersøgelser, som alle sammen arbejder i retning af, at Søfartsstyrelsens argumenter i den her sag ikke har holdt. Vi ønsker at konkludere på de tre undersøgelser og sige undskyld til de efterladte. Vi synes, der er grundlag for det, for når man har haft tre undersøgelser, hvoraf de to har været uafhængige og bemandet med nogle dygtige juridiske eksperter, så ligger grundlaget for os til at sige: Ja, okay, der er begået myndighedsfejl. Vi undskylder. Det er ligesom det ene forslag, der ligger.
Så er der det andet forslag, der ligger, som består af fire afsnit, hvoraf de tre er vældig gode. For det første slår man jo fast, at branden på »Scandinavian Star« var en tragisk hændelse, og det er jo rigtigt. For det andet slår man i andet afsnit fast, at der er behov for at få en afslutning på den her sag. Det synspunkt deler vi fuldstændig. Og for det tredje noterer man sig så konklusionerne i de undersøgelser, jeg har omtalt, og inviterer til drøftelser, formentlig til efteråret, om den kritik, der indgår i det. Det er jo også, synes vi, rigtig fint og godt.
Problemet er, at forslaget til vedtagelse så ikke stopper der. Vi kunne godt leve med, at man ikke følger vores forslag til en konklusion, hvis vi diskuterer det videre. Men så kommer der jo så en ekstra konklusion i afsnit fire, der siger, at fordi der verserer de der retssager ved domstolene, skal vi afvente en endelig afsagt dom – en endelig afsagt dom – og det vil i sidste ende sige i Strasbourg ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol 10 år ude i fremtiden, og derefter skal partierne indkaldes. Jeg ved ikke, hvor mange af os, der sidder her, der er her om 10 år, men der er jo nok nogle folketingsmedlemmer, man så kan indkalde til den tid. Og så har de efterladte og de pårørende ventet i 45 år – i 45 år!
Det er klart, at for os, som har fremsat det andet forslag til vedtagelse, er det noget, vi bare ikke kan være med til. Vi kan ikke på baggrund af de klare undersøgelser og konklusioner i de undersøgelser, der er gennemført, gå ud og sige til ofrene: Ja, vi har fået uafhængige undersøgelser lavet; konklusionerne var klare; og i øvrigt skal I bare lige vente i 10 år mere, så I i alt venter i 45 år. Det går ikke.
Så det kompromis, der er muligt, hvis man ønsker et kompromis, er jo, at vi enes om de tre første afsnit og så dropper det fjerde afsnit, og så kan vi mødes en gang til efteråret at tage en diskussion. Den mulighed er der. Hvis der er interesse for det, og det kan ordførerne for Socialdemokratiet og for Venstre og for Moderaterne jo gå op og sige om der er interesse i, så kan vi hurtigt få fjernet det afsnit og få leveret forslaget ind, sådan at vi overholder forretningsordenen. Så er der ovenikøbet 5 minutter mere til hver af dem, som ikke har mere taletid tilbage til at redegøre for deres holdning til det, ifølge forretningsordenen. Så det er fuldt ud muligt, men det kræver selvfølgelig, at der er en politisk vilje.
Hvis den politiske vilje ikke er der, må man sige, at det jo er, fordi man ønsker at udskyde afgørelsen i op til 10 år. Der synes jeg bare, at de argumenter, man bruger for det, ikke er særlig gode. Det argument, man bruger, er det, at vi nu skal lade domstolene tale. Det er sådan noget, der er fuldstændig uafhængigt af os. Det er jeg fuldstændig enig i: at dommerne er fuldstændig uafhængige af os. Men det er jo ikke sådan, at de to parter i en retssag ved en domstol er uafhængige. De fremfører nogle synspunkter. Dem, der søger om at få en erstatning, fremfører deres synspunkter, og dem baserer de så i øvrigt på de to rapporter, der er kommet. Men dem, der forsvarer statens interesser, hvad baserer de sig på? Baserer de sig på de argumenter, Søfartsstyrelsen har brugt i 35 år, og som er blevet underkendt af de to undersøgelser, eller baserer de sig på de to undersøgelsers konklusioner, som vi har snakket om her i dag? Det er jo et ret interessant spørgsmål.
Det er jo i virkeligheden det, der viser, hvad man fra politisk hold, fra regeringens side ønsker. Det er klart, at insisterer man på at gentage den 35 år gamle historie, som er blevet underkendt, så lægger man sig jo desværre i et spor, vil jeg sige, hvor man gør det vanskeligt.
Men for nu at slutte, vil jeg spørge, om der er en oprigtig interesse i at lave et fælles forslag til vedtagelse, hvor vi siger mange af de ting, der kom til udtryk her, og så siger, at vi mødes til efteråret, og så snakker vi det igennem. Det forhindrer jo ikke nogen i at fastholde den opfattelse, at det skal være domstolene, og det må vi jo så snakke om der. Men den mulighed eksisterer. Det kræver nok, at en af ordførerne fra et af de tre regeringspartier eller fra Det Konservative Folkeparti beder om ordet, før jeg slutter med at tale, for jeg har på fornemmelsen, at når jeg slutter med at tale, vil formanden afslutte mødet, og så er det ligesom for sent at gøre noget. Tilbuddet ligger der, indtil jeg slutter med at tale: fem-fire-tre-to-en.
Tak for ordet.