Tak, formand. I dag står vi over for andenbehandlingen af et lovforslag, som vil få meget håndgribelige og meget konkrete konsekvenser for rigtig mange mennesker i vores land. Regeringen og et flertal herinde i Folketinget ønsker at hæve pensionsalderen til 70 år. Det vil de gøre for alle, der er født efter den 31. december 1970, altså for de mennesker, som arbejder i vuggestuer, i ældreplejen, på byggepladser, i industrien og i rengøringsbranchen – i rigtig mange af de dele, der er fuldstændig vitale for, at vores samfund hænger sammen. Der handler folkepensionsalderen om forskellen mellem et værdigt otium og en uværdig nedslidning.
Jeg vil gerne løfte de menneskers stemme herind på Christiansborg, og et af de mennesker er Dorte. Hun er 44 år og arbejder som rengøringsassistent her i denne kommune. Hun er en af de mange, der bliver direkte ramt af det her lovforslag. Dorte har været med længe. Hun elsker sit arbejde og er stolt af det. Hun fortæller, at det giver mening for hende at kunne se forskellen på, når hun har været der, og når hun ikke har. Men hun fortæller også om, at hun er træt, at hun er mærket i kroppen, at det gør ondt i albuen, og at hun hver dag må bruge tid på at komme sig, når hun kommer hjem. Hun siger noget, jeg tror vi er mange som har brug for at høre, og jeg citerer:
»Politikerne tænker kun på de penge, de får ind i statskassen. De tænker ikke på de faglærte og ufaglærte arbejdere, der slider deres røv i laser hver dag.«
Dorte er ikke alene. Hun er én blandt titusinder af mennesker i Danmark, som bliver ramt af denne automatiske stigning i pensionsalderen. Det, Folketinget nu kræver af hende og hendes kollegaer, er simpelt hen urealistisk. Et flertal i Folketinget kræver af dem, at de skal holde ud, til de er 70 år. Men mange er allerede slidt ned, når de nærmer sig de 60 år. Det er fuldstændig uacceptabelt, og jeg bliver nødt til at spørge: Hvordan kan man som politiker stå og kræve, at mennesker, der i forvejen knokler og fysisk og psykisk hver dag sætter sig selv på spil, skal holde ud endnu længere?
Vi ved, at levetiden i Danmark ikke er jævnt fordelt. Det gør pensionsalderen til et spørgsmål om ulighed. De rigeste lever 8½ år længere end de fattigste. Den måde, vi har indrettet systemet på, betyder, at dem, der har det tungeste job og de korteste liv, skal arbejde længst. Det er socialt skævt, det er urimeligt, og det er uretfærdigt. Lovforslaget, som vi andenbehandler i dag, kommer ikke alene. Det har afledte konsekvenser, som rammer dybt. Det betyder, at retten til både seniorpension og tidlig pension bliver skubbet med 1 år. For Dorte betyder det, at hun skal holde ud endnu længere i sit arbejde eller finde noget andet, hvis hun kan, for hun havde troet, at hun kunne søge seniorpensionen.
Derfor har vi i Enhedslisten stillet en række ændringsforslag. Vi stiller et forslag om, at aldersgrænsen for seniorpensionen skal fastfryses, så Dorte, som er født efter 1970, stadig kan få seniorpension. Det er ikke så meget at bede om. Det er det mindste, vi kan gøre for dem, der er ramt af sygdom og nedslidning. Vi foreslår også, at retten til tidlig pension, i folkemunde kaldet Arnepensionen, ligeledes bevares uafhængigt af folkepensionsalderen. For det vil sige, at de mennesker med lange arbejdsliv fortsat kan gå på pension tidligere.
Men vi stopper ikke der, for der er en anden ting, som vi i Enhedslisten finder dybt problematisk, ja faktisk direkte hyklerisk. Det er de dobbeltstandarder, hvor politikere, ministre og folketingsmedlemmer, stadig har lempeligere vilkår, lempeligere pensionsvilkår, end resten af befolkningen. Det, at flere politikere stadig kan vælge at få udbetalt pension før folkepensionsalderen, mens selv samme politikere kræver, at Dorte og hendes kollegaer, at de skal arbejde, til de er 70 år, er dobbeltmoralsk, og det underminerer tilliden til det politiske system. Derfor har vi stillet et ændringsforslag om at fjerne denne særlige ordning og gøre vores egne vilkår for pensionsalder fuldt ud ligestillede med resten af befolkningens.
Jeg vil gerne vende tilbage til det økonomiske argument, som regeringen og flertallet fremfører. Man siger, at det her er nødvendigt for at sikre velfærdssamfundets holdbarhed, og at vi skal arbejde længere, for at få råd til skoler, plejehjem og hospitaler, men vi har efterhånden hørt den sang mange gange, samtidig med at der er blevet skåret på selv samme, og samtidig med at man kan spørge: Hvor er lønarbejdernes indbetalte skattekroner gået hen, hver gang råderummet er blevet gjort større? Over 85 mia. kr. er blevet sendt af sted i skatterabatter, hvor de rigeste har fået 200 pct. mere end de fattigste, og velfærden har ikke fået de fornødne ressourcer, der er brug for.
Vi har råd til en pension, en værdig pension, for alle, også de mest nedslidte og dem uden svimlende formuer og indkomster, dem med lange arbejdsliv. Det handler om prioriteringer, og lige nu prioriterer flertallet økonomiske modeller over menneskelig realiteter. Regeringen vil hellere spænde ben for lønarbejdere og ramme dem bredt i stedet for at lægge sig i selen for at sikre jobåbninger til seniorer, og at vi kan fortsætte med at holde til at arbejde efter pensionsalderen.
Når regeringen og et flertal af partierne ser bort fra virkeligheden, lukker øjnene for, hvem det her forslag rammer, så er det et åbenlyst svigt – et svigt over for mennesker, der har båret det her samfund på deres skuldre, et svigt over for dem, der står tidligt op og slider på arbejdet, og som ikke har nogen buffer. Når flertallet hæver pensionsalderen til 70 år uden at sikre Dorte og hendes kollegaer en værdig tilbagetrækning, stiller de dem dårligere og gør det med åbne øjne. Det er derfor vi stiller de her ændringsforslag, og jeg appellerer til, at Folketingets medlemmer bakker dem op.
Derfor vil jeg også gerne takke Dansk Folkeparti og Alternativet, som allerede har tilkendegivet, at de bakker op om ændringsforslagene. Men uanset flertallet står vi fast på, at der skal være en vej ud for dem, der har givet det meste af deres liv til arbejdsmarkedet. Det skylder vi dem. Det skylder vi Dorte. Tak for ordet.