Tak for det, formand, og også tak til ordførerne for en, synes jeg, positiv modtagelse af det her lovforslag. Det er jo som altid sådan, at oppositionen synes, at det, regeringen laver, er for lidt, for sent og for dårligt, men ud over det, har der jo været en relativt positiv modtagelse, trods alt, af intentionerne i det her lovforslag.
Det har til formål at udmønte den del af regeringsgrundlaget, som handler om, at regeringen vil udvise flest muligt kriminelle udlændinge inden for konventionerne. De kriminelle udlændinge har selvfølgelig ikke noget at gøre i vores samfund, og heldigvis er det også sådan, at vi flere gange har strammet op, sådan at vi ikke gentager fortidens fejl. En del af det er selvfølgelig også at have en konsekvent indsats over for kriminelle udlændinge, det mener jeg er rimeligt. Som jeg også har sagt mange gange før, er det helt uacceptabelt, når udlændinge så misbruger deres ophold i Danmark til at begå kriminalitet. Derfor skal skærper vi udvisningsreglerne konkret ved at afskaffe den såkaldte trappestigemodel for alle udlændinge, der bliver idømt en ubetinget fængselsstraf. Trappestigeordningen blev indført med den allerførste udlændingelov i 1983, og hensynet var dengang, at udlændinge med længerevarende ophold skulle nyde bedre beskyttelse mod udvisning. For mig at se er det et misforstået hensyn. Kriminelle udlændinge, der misbruger vores gæstfrihed til at begå kriminalitet, hører ikke hjemme her i landet, og selv om trappestigemodellen løbende er blevet suppleret af flere og flere regler, der udvider adgangen til udvisning for forskellige former for kriminalitet, er det stadig muligt at gå endnu længere inden for konventionerne.
Det er det, som regeringen gør nu. Ved at afskaffe trappestigeordningen sikrer vi, at alle udlændinge, der idømmes en ubetinget fængselsstraf, kan udvises. Det vil derefter alene være Danmarks internationale forpligtelser, der udgør den retlige grænse for, hvornår en udlænding, der idømmes en ubetinget fængselsstraf, kan udvises. Det er kun, hvis det med sikkerhed vil være i strid med vores internationale forpligtelser, at en udvisning kan undlades. Hvis udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, vil der i stedet skulle gives en advarsel om udvisning. Det er en løftet pegefinger og et klart signal om, at vi vil udvise udlændinge, men at vi lige nu ikke kan inden for de internationale forpligtelser.
Lovforslaget indeholder også forslag om at ændre reglerne om indrejseforbud, så alle udlændinge, der idømmes ubetinget fængselsstraf, skal meddeles et indrejseforbud af mindst 6 års varighed. Der vil derefter alene meddeles et indrejseforbud af kortere varighed ved ubetinget fængselsstraf, hvis et længere indrejseforbud vil betyde, at udvisningen med sikkerhed vil være i strid med vores internationale forpligtelser. Udlændingelovens bestemmelser om udvisning finder også anvendelse for udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, og i det omfang det er i overensstemmelse med EU-retten. For at tydeliggøre adgangen til at udvise udlændinge omfattet af EU-reglerne, foreslås det, at EU-opholdsdirektivets regler om ud- og afvisning, som i dag er gennemført i EU-opholdsbekendtgørelsen, indarbejdes i udlændingeloven. Dermed samles reglerne om udvisning i udlændingeloven, hvilket bidrager til at skabe større klarhed om sammenhæng i reglerne, men det indebærer ikke ændringer af gældende ret.
Lovforslaget indeholder også forslag om nogle andre ændringer, bl.a. et forslag om at tilpasse reglerne om hjælp til repatriering til de nye udvisningsregler. Det er mit håb og min forventning, at vi med de ændringer, som jeg har nævnt her, får sendt et klart signal til udlændinge i Danmark om, at man er velkommen, hvis man opfører sig ordentligt og bidrager til samfundet, men kriminalitet tolererer vi ikke.
Så vil jeg bare sige et par bemærkninger oven på debatten her i salen. Det er jo farverigt, at vi nu i nogle år har stået her i salen og lyttet til, at borgerlige politikere, især fra Danmarksdemokraterne, har fortalt os, at det eneste, vi manglede at gøre, og det vigtigste, vi skulle gøre nu, var at afskaffe trappestigeordningen, og når vi så afskaffer den, så synes man, at det nærmest er en ligegyldighed, det er en teknisk tilpasning, og det synes jeg er farverigt, at man på den måde kan være så fleksibel i sin måde at vurdere forskellige forslag på.
Så spørger fru Zenia Stampe, om det her er pengene værd. Det vil jeg sige at det i allerhøjeste grad er. Den vurdering, vi ligger til grund for det her lovforslag, er en vurdering fra Justitsministeriet, der siger, at der vil være mellem 24 og 70 udvisninger om året. Ordningen koster ca. 60 mio. kr. sammenlagt og er fuldt finansieret i vores finanslovsforslag. Hvis jeg kan få en udvisning for 1 mio. kr., vil jeg sige, at det er alle pengene værd. Hvis jeg kunne have en finanslovdebat, hvor der var en, der kom og sagde til mig, at jeg kunne få alle de udvisninger, jeg ville, de koster 1 mio. kr. stykket, ville jeg sige: Hvor mange kan jeg få? Altså, jeg ville ikke være ét sekund i tvivl om, at det var pengene værd. Tænk, at man for 1 mio. kr. kan slippe af med en person, som i årevis kan skabe utryghed i et lokalsamfund, som kan begå ny kriminalitet, som kan lave alle mulige ting, og som sandsynligvis ikke er i arbejde, og som sandsynligvis er blevet forsørget af det offentlige. Det er da på alle måder pengene værd. Der er meget få formål, jeg kan forestille mig, hvor jeg synes, at pengene er bedre brugt, end at bruge 1 mio. kr. på at udvise en kriminel udlænding.
Så siger fru Zenia Stampe, at det kun er folk, der har været mere end 5 år. Jo jo, men det er jo bl.a. folk, der kommer som arbejdstagere, som Radikale Venstre sammen med Liberal Alliance og Konservative vil åbne fuldstændig op for; bare man kender en i Danmark, der har et cvr-nummer, kan man komme uden videre. Så hvis KLAR-alliancen får sin vilje, bliver det jo altså en del mennesker, som den her ordning kommer til at gælde for, som kommer til landet som arbejdstagere uden at have nogen som helst forudsætninger for at være i det danske samfund. Men bare for at sige det: Eksempelvis nogle af de paragraffer, det her drejer sig om, i forhold til hvidvask og tyveri, er da noget, som også bliver overtrådt af folk, der er kommet på arbejds- og opholdstilladelse. Så jeg er fantastisk glad for, de penge bliver brugt. Jeg synes, det er en god dag for Danmark. Jeg er enig i – det skal jeg ikke lægge skjul på – at det her ikke kommer til at betyde, at alle kriminelle udlændinge bliver udvist, det er der heller ikke nogen, der har påstået, men det kommer til at betyde, at flere udvises end før, og jeg synes, vi får det til en god pris. Tak for ordet.