Østre Landsret har en sag, hvor en herboende tyrkisk statsborger fik nej til familiesammenføring med en anden tyrkisk statsborger. Landsretten har spurgt EU-Domstolen om, EU's aftaler med Tyrkiet skal fortolkes sådan, at de burde have fået et ja.

Dommen ventes først om et par måneder, men i dag er kommet et første forslag til, hvordan reglerne skal fortolkes. Forslaget argumenterer for, at det var i strid med EU-retten, de  gange Danmark sagde nej til ægtepar med tyrkisk statsborgerskab, som søgte om familiesammenføring.

Sagen

Folketinget strammede de danske regler om familiesammenføring i 2002. Det blev et krav, at et ægtepar skulle have en større tilknytning til Danmark end til andre lande, for at få familiesammenføring til Danmark. For herboende tyrkiske statsborgere betød det, at de mistede deres ret til familiesammenføring med personer fra Tyrkiet.

EU-Domstolen undersøger nu det danske tilknytningskrav. Spørgsmålet er om personer med et tyrkisk statsborgerskab har særlige rettigheder, som Danmark tilsidesatte med tilknytningskravet. Måske har Danmark ulovligt afvist ægtepars ansøgning om familiesammenføring.

Rettigheder for tyrkiske statsborgere

EF og Tyrkiet indgik tilbage i 1963 en aftale om handel og samarbejde også kaldet en associeringsaftale. Aftalen blev senere udvidet og konkretiseret, så virksomheder fik ret til at købe og sælge produkter på tværs af landegrænserne, og aftalen forpligtede Tyrkiet og EF-landene til for eftertiden at værne om rettigheder, som én gang var givet til udenlandske gæstearbejdere altså personer som var økonomisk aktive. Aftalen gav ikke ret til indvandring. Men ifølge aftalen skulle EF-landene bevare de rettigheder, som de allerede havde givet til tyrkiske gæstearbejdere, man taler om en såkaldt ”fastfrysningsbestemmelse” (eller på engelsk en stand still-bestemmelse).

Den danske sag

Tilbage i 2016 faldt der dom i en lignende sag. Holland havde strammet deres regler for familiesammenføring og EU-Domstolen fastslog, at reglerne ikke kunne gælde tyrkiske statsborgere, som f.eks. var i job, fordi det stred mod stand still-bestemmelsen i associeringsaftalen med Tyrkiet. Der er endnu ikke faldet dom i den danske sag, der er alene tale om et forslag til en dom. Forslaget flugter med den tidligere dom over Holland.

Sagens kerne ifølge generaladvokaten

Generaladvokaten mener, at det danske tilknytningskrav er ulovligt fordi det ikke overholder tre vigtige betingelser. Som udgangspunkt siger stand still-bestemmelsen, at Danmark ikke må forringe rettigheder for økonomisk aktive tyrkiske statsborgere. Men Domstolen har præciseret, at stramninger er i orden, hvis de skal sikre et meget vigtigt formål, og hvis stramningerne præcis sikre det formål, og hvis stramningerne ikke går videre end formålet. Og det er måske ikke tilfældet.

Hvilken betydning har et forslag til afgørelse?

I store principielle sager får EU-Domstolen hjælp af en såkaldt generaladvokat. Generaladvokaten arbejder uafhængigt af dommerne, og kommer inden den endelige dom med en udtalelse om, hvordan han eller hun mener, at EU-retten bør fortolkes. Dommerne får dermed et uafhængigt syn på deres sag fra en person, som ikke har været med i deres drøftelser. Dommerne skal ikke følge generaladvokaten, men får mulighed for at se sagen med andre øjne. Det står dommerne frit, om de vil følge generaladvokatens forslag. Der er ikke officielle opgørelser over, hvor ofte dommerne følger generaladvokaten, men det vurderes, at dommerne i ca. 70 % af sagerne kommer til samme konklusion som generaladvokaterne.