Kommissionen vil have bedre regler for drone-flyvning

16.12.2020

Kommissionen har fremsat et forslag til regulering, der skal integrere drone-flyvning bedre med mere traditionel luftfart.

Der kommer flere og flere droner. Især behovet for drone-flyvning, hvor dronen flyver uden for førerens synsvidde over en længere periode, er stigende. Som det er i dag, er det behov ikke tilgodeset i hverken dansk eller europæisk lovgivning.

Det skyldes bl.a. at eksisterende lufttrafiksystemer og sikkerhedssystemer er baseret på radar, som ikke er egnet til at overvåge droner, der flyver i lav højde. Det vil Kommissionen lave om på.

Derfor har den offentliggjort et forslag til en rammeregulering af et såkaldt lufttrafikstyringssystem for droner – i EU-regi kaldet U-Space, der skal integrere droneflyvning bedre med traditionel luftfart. Det involverer bl.a. autorisation af flyvetilladelser, elektronisk identifikation og kortlægning af geografisk position af dronen.

Formålet med U-Space er dels at opretholde et højt niveau af sikkerhed i den nedre del af luftrummet, hvor der både er dronetrafik og bemandet flytrafik, og dels at skabe bedre grundlag for dronemarkedet.

Kontakt ved pressehenvendelser

Er du journalist, og har du spørgsmål til historien? Ring til os på 33 37 33 37 eller send os en e-mail.