Den danske regering vil genoptage kampen for indeksering af børnepenge
Et velkendt slagsmål i EU om indeksering af børnechecken får nu fornyet styrke pga. en østrigsk sag ved EU-Domstolen. Kommissionen anklager Østrig for traktatbrud, fordi de siden januar 2019 har indekseret børnepengene. Den danske regering vil intervenere i sagen på Østrigs side, da det ifølge den danske regering har allerhøjeste prioritet at få lov til at indeksere børnepengene.
Østrig og Danmark står sammen i kampen for at få lov at indeksere børnepengene
Danmark har gennem en længere årrække under skiftende regeringer kæmpet for, at det skal blive muligt at indeksere børnepengene efter leveomkostningerne i det land, hvor barnet bor. Siden Storbritanniens udtræden af EU, har der dog ikke været stor gehør for danske synspunkter. Danmark har derfor også lidt et nederlag i de aktuelle forhandlinger om forordning 883.
Østrig var et af de lande, som bakkede op om danske synspunkter i forhandlingerne, og nu står Danmark og Østrig altså sammen på ny i sagen ved EU-Domstolen. Østrig har siden 1. januar 2019 indført en ordning for indeksering i deres nationale regler. Danmark har undladt at indføre en lignende ordning, da regeringen tidligere har vurderet, at ordningen var i strid med EU-reglerne. På trods af det argumenterer den danske regering altså stærkt til fordel for Østrig i sagen.
Kommissionen vurderer, at ordningen for indeksering er i modstrid med EU-reglerne, da det betyder ubegrundet diskrimination mellem EU-landene, mens Østrig og Danmark mener, det er begrundet i objektive hensyn i form af de forskelle, der er på leveomkostningerne i landene.
Dommen bliver afgørende for danske interesser
Det bliver nu op til EU-Domstolen at tage stilling til, om indeksering er i modstrid med EU-reglerne eller ej. Det er fortsat ikke planlagt, hvornår EU-Domstolen skal tage stilling i sagen, men sagens udfald bliver afgørende.
Hvis EU-Domstolen dømmer imod Østrig kan det blive det endegyldige dødsstød til danske ønsker om at kunne indeksere børnepengene. Dømmer domstolen modsat til fordel for Østrig vil det bane vejen for, at Danmark kan følge i Østrigs fodspor og uden videre indføre indeksering.
Den danske regering ser dommen som et afsæt for at få startet en ny diskussion om det rimelige og nødvendige i at kunne indeksere børnepengene efter leveomkostningerne i de enkelte EU-lande. Den danske regering skriver derfor også i sit notat om sagen, at det har allerhøjeste prioritet at få lov til at indeksere børnepengene.
Kontakt ved pressehenvendelser
Er du journalist, og har du spørgsmål til historien? Ring til os på 33 37 33 37 eller send en
e-mail.