50 år sammen i EU – hvor skal vi hen nu?

10.02.2022

I anledning af 50-året for dansk EU-medlemskab, ønsker Folketinget at samle så mange forskellige perspektiver fra borgere og organisationer som muligt.

I år er det 50 år siden, at danskerne stemte sig ind i EF ved en folketingsafstemning den 2. oktober 1972. Siden har det danske medlemskab af EU haft kolossal betydning for os som danskere. Fra de store linjer, der forbinder os til resten af verden, til regler, der helt tæt regulerer den enkelte danskers daglige liv.  

Under overskriften: "50 år sammen i EU – hvor skal vi hen nu?" ønsker Folketinget at benytte 50-året som anledning til at skabe bred opmærksomhed og samle danskerne i en fælles dialog om, hvad det har betydet for den enkelte dansker, at vi stemte os ind i EF, og ikke mindst, hvad det skal betyde fremover.

Folketinget vil derfor indsamle fortællinger og holdninger til EU med afsæt i de to spørgsmål: 

  • Hvad har EU-medlemskabet betydet for Danmark indtil nu?  
  • Hvad skal være Danmarks kurs i EU fremover?  
Folketinget vil til oktober åbne en hjemmeside, hvor man selv kan uploade indlæg i form af tekst eller en video. De indsamlede fortællinger og holdninger vil i starten af 2023 blive præsenteret for et mini-Danmark med repræsentativt udvalgte borgere, som får til opgave at udvælge de vigtigste budskaber på baggrund af det indsamlede materiale. Budskaberne overleveres til Folketinget og regeringen og udstikker en retning for, hvilken kurs danskerne ønsker for Danmark i EU fremover.  

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til markeringen af 50-året for dansk medlemskab af EU, så kan du kontakte sekretariatet på [email protected], hvis du ønsker at indsende et indlæg allerede nu, så kan du gøre det til samme e-mailadresse.