Folketingsmedlemmer lytter til borgere i digitalt forsamlingshus

06.02.2023

En stor onlinehøring skal gøre politikerne klogere på danskernes ønsker til EU-politikken. Med initiativet afprøver Folketinget en ny måde at holde høringer om aktuelle politiske emner på, hvor borgere fra hele landet kan deltage. 

Bestemmer EU for meget? Giver EU håb om et bedre klima? Og hvad med Ukraine og landene på Balkan, som gerne vil optages i EU? 

Folketinget går nye veje for at blive klogere på danskernes holdninger til Danmarks EU-medlemskab. Knap 500 borgere fra hele landet vil de kommende dage diskutere EU-medlemskabet og møde en lokal folketingspolitiker eller et medlem af Europa-Parlamentet i en stor digital høring. Borgernes tanker og anbefalinger samles og overbringes Folketinget og regeringen.

– Vi inviterer danskerne til at gøre status over EU-medlemskabet og sætte ord på, hvad Danmark skal arbejde for i EU. Anbefalingerne vil være en hjælp for politikerne til at sætte klare mål og prioriteter for Danmarks kurs i EU. Det er i hele Danmarks interesse, siger Folketingets formand, Søren Gade. 

Onlinehøringen er en del af Folketingets markering af 50-året for Danmarks EU-medlemskab, hvor Folketinget gennem en lang række aktiviteter inviterer danskerne til at tage del i debatten om, hvad medlemskabet har betydet, og hvordan medlemskabet skal udvikle sig.


Fakta om den digitale høring

Den digitale høring afholdes 6.-9. februar. Deltagerne er repræsentativt udvalgt og inviteret via digital post. Tilsammen repræsenterer de befolkningen i forhold til alder, køn og politiske holdninger. Knap 70 medlemmer af Folketinget og Europa-Parlamentet deltager i høringen.

Sådan markerer Folketinget 50-året for Danmarks EU-medlemskab

Reportagefilm lægger op til debat

Tv-vært Christian Degn undersøger danskernes holdninger til EU. Det handler om barselsregler, grænsekontrol, atomkraft, nethandel, og om EU-flaget skal hejses. 

Podcastserie: En tidsrejse i Danmarks EU-historie

Podcastvært Anne Sofie Allarp og en række centrale aktører genoplever EF-afstemningen i 1972, danskernes nej til Maastrichttraktaten og EU-udvidelsen mod øst. 

Særomvisninger i Folketinget: 50 år sammen i EU

Folketingets formidlingsbetjente tager besøgende med på en særomvisning, der fokuserer på de begivenheder, der førte frem til et Danmark i EU.

Undervisningsmateriale til grundskoler og ungdomsuddannelser

Elever kan tage en quiz, se debatskabende reportagefilm og dykke ned i elevopgaver.

Digital høring med repræsentativt udvalgte borgere

Et repræsentativt udsnit af befolkningen (et Mini-Danmark) diskuterer medlemskabet med folketingspolitikere og medlemmer af Europa-Parlamentet. De vigtigste budskaber overleveres til Folketinget og regeringen.