Bruxelles, 18. oktober 2017

Formændene for EU-institutionerne og topledelsen blandt de europæiske arbejdsmarkedsparter mødtes til socialt trepartstopmøde i Bruxelles som et led i en bredere debat om Europas fremtid. Drøftelserne på topmødet drejede sig om EU's sociale dimension, inddragelsen af arbejdsmarkedets parter på nationalt plan og læring den digitale økonomi samt det digitale samfund.

Om mødet

Det sociale trepartstopmøde er en måde at fremme dialogen mellem EU-institutionerne og de europæiske arbejdsmarkedsparter. De deltagende EU-parter var således formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, formand for Kommissionen, Jean-Claude Juncker og den estiske premierminister, Jüri Ratas. Fra de europæiske arbejdsmarkedsparter deltog BusinessEurope, Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), De Offentlige Arbejdsgiveres Europæiske Organisation (CEEP), Den Europæiske Organisation for Håndværk og Små og Mellemstore Virksomheder (UEAPME) samt Eurocadres.

Fokus på mødet var især EU’s sociale dimension og læring i den digitale økonomi, samt hvordan arbejdsmarkedets parter kan bidrage til og inddrages i disse to. Desuden blev drøftelserne fra det sociale trepartstopmøde anvendt ved det EU-topmøde, der blev holdt i Göteborg d. 17. november 2017.

Idet mødet ikke var mellem EU’s stats- og regeringschefer, er der ikke nogen formelt vedtagne konklusioner fra mødet, men især investering i læring i en digital økonomi og i et digitalt samfund var et tema, som de europæiske arbejdsmarkedsparter interesserede sig for.