Hvad er der sket i optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet?

Tyrkiet ansøgte om EU-medlemskab den 14. april 1987. I dag har landet status som EU-kandidatland.

Tyrkiet ansøgte om EU-medlemskab den 14. april 1987 og blev i 1999 anerkendt som kandidatland på Det Europæiske Råds møde i Helsingfors. Der blev dog ikke indledt optagelsesforhandlinger med landet, da Kommissionen og Rådet på det tidspunkt vurderede, at Tyrkiet ikke levede op til Københavnskriterierne. Begrebet dækker over en række politiske og økonomiske betingelser, som ansøgerlande skal opfylde for at blive medlem af EU.

Tyrkiet har i dag stadig vanskeligt ved at leve op til Københavnskriterierne, særlig bestemmelserne om, at et ansøgerland skal have stabile og uafhængige institutioner, der sikrer menneskerettigheder, demokrati og en retsstat.

Ved siden af disse udfordringer er der stadig en række mere tekniske forhold, der skal afklares i forbindelse med at tyrkiske love skal leve op til europæiske standarder (det tredje københavnskriterium).

Forhandlingerne om Tyrkiets medlemskab har stået på i over et årti, men er i øjeblikket sat på pause. I juli 2023 fremlagde Rådet konklusioner om Tyrkiets mulige medlemskab i EU i en statusrapport om udvidelse og stabiliserings- samt associeringsprocesser. Her udtrykte Rådet bekymring over Tyrkiets tilbageskridt på områderne demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder. 

Tyrkiet er fortsat et vigtigt kandidatland og en nøglepartner for EU på mange områder af fælles interesse herunder migration, terrorbekæmpelse, folkesundhed, klima og regionale spørgsmål. 

Læs mere: 

Associeringsaftale
Københavnskriterierne
Europa-Kommissionen: Aktuelle situation med Tyrkiet (dansk)
Den Fælles Udenrigstjeneste: Tyrkiets forbindelse til EU (engelsk)
EU-Oplysningen: Nye medlemslande

Senest opdateret: [14.12.2023]
Sideansvarlig: Bodil Marsden