Hvad er EU's tre søjler?
Udtrykket "EU’s tre søjler" blev tidligere brugt til at illustrere EU’s forskellige former for samarbejde.
Efter Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009, bruges udtrykket om de tre søjler ikke længere.
Søjlerne symboliserede forskellige politikområder, der blev holdt sammen af et fælles tag og et fælles fundament.
- Søjle 1: Det klassiske EU-samarbejde (f.eks. det indre marked)
- Søjle 2: EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
- Søjle 3: Politi- og retssamarbejde
Taget var EU’s mål og værdier, og fundamentet var bestemmelser om traktatændringer. Samarbejdet i søjle 1 var overstatsligt, mens søjle 2 og 3 var mellemstatslige.
Når man ikke længere taler om en søjleopdeling af EU’s politikområder, er det bl.a. fordi politi- og retssamarbejdet blev overstatsligt med Lissabontraktaten.
Læs mere:
EU-Oplysningen: Hvad er forskellen på mellemstatsligt og overstatsligt samarbejde?
EU-Oplysningen: Hvad handler Lissabontraktaten om?
Senest opdateret: [29.11.2023]
Sideansvarlig:
Tomas Heron