Miljøgarantien er populærnavnet for en bestemmelse i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (tidligere EF-traktaten), der under visse omstændigheder giver medlemslandene lov til at opretholde deres nationale regler, selvom der er vedtaget EU-harmoniseringsregler om det indre marked på området. Bestemmelsen giver også mulighed for, at et medlemsland kan indføre nationale regler baseret på nyt videnskabeligt grundlag vedrørende miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet på grund af et problem, der er specifikt for den pågældende medlemsstat.

Sådan fungerer miljøgarantien

Et medlemsland kan på baggrund af miljøgarantien meddele Kommissionen, at det ønsker at opretholde nationale regler på et område, eller at indføre nye regler. Kommissionen skal undersøge om de nationale regler er et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem EU-landene, og om reglerne udgør en hindring for det indre markeds funktion. Kommissionen har seks måneder til at foretage denne undersøgelse og afgøre om de pågældende nationale bestemmelser kan opretholdes under henvisning til miljøgarantien.

Hvis Kommissionen ikke har truffet afgørelse inden for de seks måneder betragtes de nationale bestemmelser som godkendt. Kommissionen kan også meddele det pågældende medlemsland, at undersøgelsesperioden forlænges med en ny periode på op til seks måneder, hvis spørgsmålet er kompliceret, eller der ikke er risiko for menneskers sundhed.

Hvis et medlemsland på baggrund af miljøgarantien får lov til at opretholde eller indføre nationale bestemmelser, der er en undtagelse fra nogle harmoniseringsregler, undersøger Kommissionen omgående, om der skal foreslås en tilpasning af EU-reglerne.

Det bygger reglerne på

art. 114 TEUF indeholder det juridiske grundlag for at harmonisere national lovgivning for at få det indre marked til at fungere. Derudover indeholder art. 114 TEUF, stk. 4 en undtagelse, hvorefter et land kan opretholde særlige nationale regler af hensyn til miljø, arbejdsmiljø og sundhed m.m., og ifølge art. 114 TEUF, stk. 5 har et land under visse betingelser mulighed for at indføre nationale regler.

Miljøgarantiens rækkevidde har været genstand for diskussion mellem EU-modstandere og tilhængere. Kriterierne for anvendelsen af miljøgarantien er fastlagt via Kommissionens og EU-Domstolens praksis på området. Senest har Domstolens dom i den såkaldte Madsminkesag sat gang i debatten om miljøgarantiens rækkevidde.