Med en forordning fra 2023 har EU fået mulighed for at indføre passende modforanstaltninger over for tredjelande, som bruger eller truer med økonomisk tvang.
EU vedtog i slutningen af 2023 en forordning, som kan beskytte EU og dets medlemsstater mod tredjelandes økonomiske tvang. Den gør EU i stand til at reagere ved at indføre passende modforanstaltninger over for tredjelandet. EU’s reaktion, eller den blotte mulighed for en sådan, skal afskrække tredjelande fra at anvende eller fortsætte med økonomisk tvang.
Økonomisk tvang kan være, når et tredjeland forsøger at presse et medlemsland eller et samlet EU til at træffe et bestemt politisk valg ved at anvende eller true handel og investeringer.
Det er Kommissionen, som undersøger, om der er tale om økonomisk tvang. Konkluderer de, at det er tilfældet, skal de orientere tredjelandet og anmode om ophør af den økonomiske tvang. Hvis tvangen ikke ophører efter dialog og mægling, kan Kommissionen vurdere, at der er behov for modforanstaltninger. På baggrund af en afgørelse fra Rådet kan Kommissionen vedtage en såkaldt gennemførselsretsakt, der indfører passende modforanstaltninger over for tredjelandet. Det kan bl.a. være:
- Forhøjede toldafgifter
- fratagelse af import- eller eksportlicenser
- restriktioner for handel med tjenesteydelser
- fjernelse af adgang til direkte at investere i medlemslandene
Reaktionen – også kaldet instrumentet – har endnu ikke været brugt.
Processen for vedtagelsen af forordningen
Kommissionen fremsatte forslaget til forordningen i december 2021. I forslaget brugte de bl.a. følgende begrundelse:
Nærværende forslag har til formål at afhjælpe et hul i lovgivningen for at løse det voksende problem med økonomisk tvang. Unionen har på nuværende tidspunkt ingen lovgivningsmæssige rammer til at bekæmpe økonomisk tvang. Ingen af de eksisterende retsakter omhandler spørgsmålet om økonomisk tvang. Samtidig er der en stigende og betydelig anvendelse af økonomisk tvang fra tredjelandes side, som truer med at underminere Unionens og medlemsstaternes rettigheder og interesser. Der er mange forskellige kilder til økonomisk tvang, som giver anledning til stor bekymring.
Kommissionen nævner i forslaget ingen eksempler på tredjelande, som har udøvet eller truet med økonomisk tvang. Men i oversigtsnotatet fra forskningsenheden EPRS fra Europa-Parlamentet er der et eksempel, hvor Litauen i 2021 blev påvirket af beslutninger truffet i et tredjeland.
Knapt to år efter forslaget til forordningen blev fremsat, blev forordningen endelig underskrevet i november 2023 med denne mundrette titel: Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af Unionen og dens medlemsstater mod tredjelandes økonomiske tvang.
Folketingets Europaudvalg gav i september 2022 regeringen mandat til at stemme i Rådet.
Læs mere:
ERPS' briefing om forordningen: EU Legislation in Progress: EU anti-coercion instrument
Rådets pressemeddelelse fra oktober 2023 om vedtagelsen
EU-Oplysningens statusblad om forslaget til forordningen - KOM (2021) 0775