Hvordan startede EU?

EU startede så småt med etableringen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab tilbage i 1952, men det nuværende samarbejde blev grundlagt ved underskrivelsen af Rom-traktaten og dens ikrafttrædelse i 1958.

Kul- og Stålunionen skulle sikre fred i Europa

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) - eller bare Kul- og Stålunionen - blev startet af seks lande: Frankrig, Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Vesttyskland og Italien. Fællesskabet blev indgået med anden verdenskrig i frisk erindring og for at minimere risikoen for en ny krigsoprustning. Ideen var simpel: ved at gøre kul- og stålproduktionen til et fælles anliggende, gjorde man det meget svært for et enkelt land at opbygge en ny krigsmaskine, da kul og stål er afgørende elementer i en sådan oprustning. Selv om samarbejdet handlede om handel og produktion, var det er bagvedliggende mål at sikre freden i Europa.

Kul- og Stålunionen eksisterer ikke længere i dag. Traktaten, som var grundlaget for dette samarbejde udløb den 23. juli 2002. Det har dog ikke den store betydning for EU i dag, da samarbejdet gennem årene har udviklet sig til at omfatte langt mere end blot kul og stål.

Etableringen af et fællesmarked

Allerede 5 år efter oprettelsen af Kul- og Stålunionen, blev samarbejdsområderne mellem de seks lande udvidet. Romtraktaten etablerede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Euratomtraktaten etablerede Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). Disse to fællesskaber blev oprettet med virkning fra den 1. januar 1958.

Grundstenen i EØF var etableringen et fællesmarked mellem medlemslandene med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Handelsbegrænsninger og toldafgifter mellem landene blev afviklet (toldunionen). Dertil kom konkurrenceregler, en fælles landbrugs- og fiskeripolitik og regionsudvikling.

Euratom-traktaten skabte betingelser for hurtig dannelse og udvikling af atomenergiindustrien. Den blev en selvstændig traktat for ikke at blande den kontroversielle atomkraft sammen med kernen af samarbejdet i EØF-traktaten. Men Euratom-traktaten var altså også en del af det europæiske samarbejde

Maastricht-traktaten - grundlaget for Den Europæiske Union

Med Maastricht-traktaten fra 1993 blev Den Europæiske Union (EU) oprettet. Navneændringen til EU afspejler at samarbejdet, der blev grundlagt med Kul- og Stålunionen, gradvis har udviklet sig på områder som bl.a. transport, skatter og afgifter, sociale forhold, beskæftigelse, uddannelse, kultur, sundhed og forbrugerbeskyttelse, forskning, miljø og udviklingsbistand.

Find mere information

EU-Oplysningen: Hvem var Europa?
EU-Oplysningen: Topmødet i Madrid 26.-27. juni 1989

Senest opdateret: [21.03.2024]
Sideansvarlig: Tomas Heron