Kan Danmark opsige parallelaftaler, der er indgået med EU på retsområdet?

Det korte svar er ja.

Danmark kan godt opsige parallelaftaler, som allerede er indgået med EU. Dette kan gøres på forskellige måder, og er bestemt af den specifikke parallelaftale. Parallelaftalen kan først og fremmest blive ophævet ved, at Danmark afskaffer retsforbeholdet, da dette vil gøre parallelaftalen overflødig. Aftalen kan også blive opsagt af enten Danmark eller EU, hvilket skal varsles seks måneder før. En opsigelse af en parallelaftale kan for eksempel blive relevant, hvis Danmark omdanner retsforbeholdet til en tilvalgsordning og derfor kan deltage i retsakten på EU retligt grundlag. I selve parallelaftalen vil der desuden stå hvilke muligheder, der er for både Danmark og EU til at opsige aftalen.

Et eksempel på dette findes i aftaleteksten om Danmarks tiltrædelse af Dublinforordningen. Her fremgår det i artikel 10 med overskriften “Ophør af aftalen” at:

  1. Denne aftale ophører, hvis Danmark meddeler de øvrige medlemsstater, at landet ikke længere ønsker at benytte sig af bestemmelserne i del I i protokollen om Danmarks stilling, jf. artikel 7 i protokollen.
  2. Hver af de kontraherende parter kan opsige denne aftale ved at give den anden kontraherende part meddelelse herom. Aftalen ophører seks måneder efter datoen for denne meddelelse.
  3. Anmodninger, der er blevet sendt inden datoen for aftalens ophør, jf. stk. 1 eller 2, påvirkes ikke heraf

 

Hele aftalen kan læses her:

EUR-Lex: Rådets afgørelse af 21. februar 2006 og aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark

Senest opdateret: [29.11.2023]
Sideansvarlig: Søren Pers Kaltoft