B 17 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om en vejledende folkeafstemning om den danske regerings stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union.

Fremsat den 19. oktober 2004 af Peter Skaarup (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Karina Sørensen (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om en vejledende folkeafstemning om den danske regerings stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union

Folketinget pålægger regeringen at afholde en vejledende folkeafstemning, hvor vælgerne skal besvare følgende spørgsmål med et ja eller et nej: »Bør den danske regering arbejde for at modvirke, at Tyrkiet optages som medlem af Den Europæiske Union?«

Bemærkninger til forslaget

Formålet med forslaget

Formålet med beslutningsforslaget er at pålægge regeringen at afholde en vejledende folkeafstemning, der kan tjene som orientering for regeringen om, hvorvidt den danske befolkning ønsker, at regeringen skal arbejde for eller imod Tyrkiets optagelse som medlem af EU.

Forslaget pålægger dermed regeringen at fremsætte et lovforslag om afholdelse af en vejledende folkeafstemning med følgende afstemningstema: »Bør den danske regering arbejde for at modvirke, at Tyrkiet optages som medlem af Den Europæiske Union?«

Baggrund og historik

Mange danske vælgere oplever en voksende afstand til de folkevalgte, bl.a. som følge af den stigende integration mellem EU-landene, der har medført, at flere beslutninger træffes uden for Danmarks grænser. Det kan føre til afmagt over for de beslutninger, der træffes på såvel det politiske plan som af de administrative myndigheder. Det bidrager desværre også til en manglende folkelig interesse i den demokratiske proces og kan på længere sigt være medvirkende til, at det demokratiske system ikke længere er i stand til at forny sig selv gennem folkeligt engagement og involvering. Mange har peget på brug af folkeafstemningsinstituttet som en virksom måde til at få befolkningen til at interessere sig for og deltage i den politiske proces, idet folkeafstemninger ansporer folk til at tage del i de politiske beslutninger og tage et medansvar for samfundsudviklingen.

Allerede under forarbejderne til den nuværende grundlov forudsås det, at der kunne blive behov for vejledende folkeafstemninger uden egentlig grundlovshjemmel. Alf Ross, der var datidens førende statsretsekspert, skrev herom i et memorandum til grundlovsbetænkningen i 1953 (Betænkning nr. 66/1953 s. 176 ff.):

»Det kan tænkes, at der opstår spørgsmål, som repræsentationen er betænkelig ved at afgøre i kraft af sit almindelige mandat. Den er måske selv i tvivl om, hvorledes sagen bør afgøres, og betænkelig ved at påtage sig ansvar herfor. Dette kan især tænkes at forekomme ved spørgsmål, der ikke står i typisk forbindelse med de interesser og ideer, der i første række afspejler den politiske inddeling, og hvor derfor repræsentationens politiske sammensætning ikke med sikkerhed kan antages at afspejle befolkningens indstilling netop til dette spørgsmål. De politiske partier er måske selv splittede« € »I sådanne tilfælde kan det være rimeligt at give repræsentationen adgang til at befri sig for ansvaret og gennem en appel til folket at skaffe sig det fornødne grundlag for en afgørelse.«

Netop ved en så vidtrækkende politisk overvejelse som den om Tyrkiets eventuelle optagelse i EU er der, jf. nedenfor, tvivl og splittelse inden for de forskellige politiske partier. Ingen af de politiske partier er hidtil gået til valg på et krav om, at Tyrkiet skal optages i EU. Der er derfor gode argumenter for at inddrage befolkningen i afgørelsen om, hvilken stilling den danske regering skal indtage på Danmarks vegne.

Folkeafstemning med eller uden grundlovshjemmel

Folketinget kan til enhver tid beslutte, at der skal afholdes en vejledende folkeafstemning i Danmark. Der er ingen begrænsninger i emnekredsen for vejledende folkeafstemninger. Af de i alt 16 landsdækkende folkeafstemninger, der har været afholdt her i landet, har to været vejledende. Der har her i landet været afholdt seks EU-relaterede folkeafstemninger. Den første var i 1972 om Danmarks medlemskab af EF. Den anden var en vejledende afstemning om Fællesakten i 1986, den tredje om Maastrichttraktaten i 1992, den fjerde i 1993 om Edinburghafgørelsen. Den femte var om Amsterdamtraktaten i 1998, og den sjette var euroafstemningen i 2000. Foruden Danmark har kun seks af de »gamle« EU-lande (EU-15) afholdt folkeafstemninger om EU-relaterede emner, mens de ti lande, der opnåede medlemskab af EU i 2004, alle på nær Cypern, har afholdt folkeafstemning om medlemskab af EU.

De fleste folkeafstemninger i EU-landene om EU-relaterede spørgsmål har drejet sig enten om, hvorvidt et lands befolkning har ønsket medlemskab, eller om man ønskede at afgive mere suverænitet til det europæiske samarbejde. Det eneste tilfælde, hvor en befolkning i et EU-land har fået lov til at tage stilling til, om samarbejdet skulle udvides til at omfatte andre lande, var i 1972, hvor de franske vælgere skulle tage stilling til, om EF skulle udvides med Storbritannien, Danmark og Irland. Valgdeltagelsen ved denne afstemning var på 60,2 pct. 68,3 pct. stemte for, og 31,7 pct. stemte imod.

Politiske overvejelser

Forslagsstillerne har den principielle opfattelse, at regeringen bør modarbejde enhver beslutning i Det Europæiske Råd, som kan føre til, at der stilles Tyrkiet et medlemskab af EU i udsigt. Forslagsstillerne mener, at Tyrkiets samarbejde med EU må finde sted inden for rammerne af EU€™s naboskabspolitik. Forslagsstillerne ser helst, at den danske regering og EU meget klart lader Tyrkiet forstå, at der ikke er grundlag for, at Tyrkiet kan have forventninger om at blive optaget som medlem af EU. Uanset om optagelsesforhandlinger indledes, bør det gøres klart for Tyrkiet, at de aldrig vil kunne føre til det resultat, Tyrkiet ønsker, nemlig EU-medlemskab.

Det er dokumenteret, jf. nedenfor, at denne opfattelse deles af en meget stor del af den danske befolkning og er den fremherskende opfattelse blandt vælgerne hos Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Venstre og Konservative og også i andre partier.

Der skal ikke herske tvivl om, at Tyrkiet selv gerne vil optages i EU. Det er åbenbart, at Tyrkiet kan have økonomiske fordele herved. For EU derimod ville det være den sikre vej til økonomisk kaos og opløsning, og det er i sig selv grund nok til, at Danmark bør modarbejde optagelsen af Tyrkiet i EU.

Den dybe uenighed mellem borgerne og de politikere, der ønsker tyrkisk optagelse, kan €" allerede hvis forhandlingerne sættes i gang mod befolkningernes ønske, for slet ikke at tale om, hvis dette fører til aftaler om tyrkisk medlemskab €" lede til store spændinger i såvel den danske som andre europæiske befolkninger samt til spændinger i forholdet mellem flertallet af borgerne på den ene side og de folkevalgte på den anden.

Forslaget om at afholde en folkeafstemning skal ses i dette lys. Danmark har en flot tradition for at afholde folkeafstemninger, når det gælder vigtige EU-relaterede spørgsmål. Erfaringerne fra Frankrig viser desuden, at en befolkning i ét EU-land efter en udbytterig folkelig debat er ganske udmærket i stand til at træffe en velovervejet og fornuftig beslutning med hensyn til andre landes eventuelle medlemskab af det europæiske samarbejde.

Argumenter mod optagelse af Tyrkiet i EU

Forslagsstillerne vil i det følgende angive en række argumenter, der taler mod optagelse af Tyrkiet i EU. Disse argumenter har også €" i forskellig udformning €" været fremført af en lang række prominente politikere og embedsmænd i Danmark og i udlandet.

1. Geografi

Tyrkiet er ikke et europæisk land i geografisk henseende. Kun en lille del af Tyrkiet, nogle få procent af landets areal, er placeret på det europæiske kontinent. Tyrkiet hører til Mellemøsten, og dets befolkning er ikke europæere. Lande som Rusland, Ukraine og Hviderusland er europæiske. Det virker grundlæggende forkert og ulogisk at søge Den Europæiske Union udvidet med ikkeeuropæiske lande.

2. Økonomi

Tyrkiet er i økonomisk henseende slet ikke udviklet i europæisk forstand. Landet er tilbagestående, det er et klassesamfund, og det er mere korrupt end noget andet EU-land, inklusive de ti lande, der blev medlemmer den 1. maj 2004.

Tabel nr. 1: Økonomiske nøgletal

Kilde: Eurostat. (1) fra 2001. (2) fra 2003 €" Tyrkiet data fra OECD. (3) fra 2003. (4) fra 2003 €" Tyrkiet dog 2002.

Tyrkiets meget svage økonomi viser sig også i et meget lavt bruttonationalprodukt (BNP). I ovenstående tabel er BNP pr. indbygger omregnet til den kunstige valutaenhed KKS (købekraftstandard), som anvendes for at udligne indvirkningen af prisforskelle for sammenlignelige produkter og tjenesteydelser i hvert land og dermed så vidt muligt nå frem til den reelle levestandard i de betragtede lande. Ifølge Eurostat var BNP pr. indbygger i Tyrkiet i 2001 5.400 KKS. Gennemsnittet for EU-15 var på 22.400 KKS.

Inflationen i Tyrkiet var ifølge OECD i 2001 på 54,4 pct. mod 2 pct. i EU-15. Den gennemsnitlige inflation i de ti lande, der blev medlem i 2004, var omkring 6 pct. Ifølge OECD Economic Outlook, juni 2004, faldt inflationen i Tyrkiet i 2002 til 45 pct. I 2003 udgør den 25,3 pct. Et fortsat fald forventes, men dog stadig på et niveau langt over EU-medlemslandenes niveau.

Arbejdsløsheden i Tyrkiet er tilsyneladende på niveau med EU-gennemsnittet, men det skyldes, at en meget mindre del af den tyrkiske befolkning deltager på arbejdsmarkedet, end det er tilfældet for befolkningerne i de europæiske lande. Det kan dertil nævnes, at en meget stor del af den tyrkiske arbejdsstyrke er beskæftiget inden for landbruget, nemlig omkring en tredjedel af alle i beskæftigelse. Til sammenligning kan det nævnes, at de tilsvarende tal for de ti nyeste medlemmer af EU var på 12,4 pct. i 2003 ifølge Eurostat. I EU-15 var 4,0 pct. af arbejdsstyrken beskæftiget inden for landbruget. Dette gør det aldeles klart, at eventuelt tyrkisk medlemskab af EU vil føre til enorme landbrugsreformer i Tyrkiet, der vil kaste mange millioner landarbejdere ud i arbejdsløshed med risiko for deraf følgende social uro.

Beskæftigelsesfrekvensen angiver den andel af befolkningen mellem 15 og 64 år, som er i arbejde ud af det samlede antal af de 15-64-årige. Som det fremgår af ovenstående tabel, er den tyrkiske beskæftigelsesfrekvens på omkring 45 pct., mens gennemsnittet for EU-15 er på næsten 65 pct. De mest interessante tal er dog kvindernes beskæftigelsesfrekvens. Så vidt det vides, findes der intet land i verden, hvor kvinder har en højere beskæftigelsesfrekvens end mænd. I de nordiske lande har kvindernes beskæftigelsesfrekvens tilnærmet sig mændenes, hvilket også ses af ovenstående tabel, hvoraf det for Danmark fremgår, at kvindernes deltagelse er på 70,5 pct. mod et gennemsnit på 75,1 pct. for hele befolkningen. Som det ses, er kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet lidt lavere i de øvrige europæiske lande. Kvinders beskæftigelsesfrekvens siger noget om et lands syn på kvinder. Stor forskel på kvinders og mænds beskæftigelsesfrekvens indikerer, at der er tale om en tilbage-stående kultur, hvor kvinder ikke har de rettigheder og muligheder, som de har i et moderne land. Den ekstremt lave beskæftigelsesfrekvens for kvinder i Tyrkiet indikerer, at kvinder bevidst holdes væk fra arbejdsmarkedet. Dette må siges at være i direkte modstrid med, hvad EU€™s medlemslande står for på ligestillingsområdet. Der er intet, der peger i retning af, at Tyrkiet nogen sinde vil kunne leve op til EU-landenes standarder på ligestillingsområdet.

Endelig kan det også nævnes, at Tyrkiet gennem mange år har haft et betydeligt underskud på statsbudgettet. I 2003 var det ganske vist faldet kraftigt, men udgjorde dog fortsat 8,8 pct. af BNP. Til sammenligning var underskuddet i EU-15 på 2,7 pct. af BNP, mens Danmark i 2003 havde et overskud svarende til ca. 0,3 pct. af BNP. Det er vanskeligt at forestille sig, at Tyrkiet kan vende underskuddet til positive tal i en overskuelig fremtid.

Det er således helt åbenbart, at Tyrkiets økonomi €" set i sammenligning med økonomien i landene i Europa €" er meget tilbagestående. Dette i sig selv gør enhver tanke om optagelse af Tyrkiet som medlemsland helt urealistisk.

3. Administration

Tyrkiet er utvivlsomt langt mere belastet af korruption end EU-landene. Transparency International er en uafhængig international organisation, hvis formål er at bekæmpe økonomisk korruption på verdensplan. Transparency fastsætter indekstal, der angiver udbredelsen af korruption. Jo mindre korruption, desto højere placering på listen. Seneste oversigt er »Transparency International Corruption Perceptions Index 2003«. Blandt de bedst placerede lande med mindst korruption er Finland på en førsteplads, Danmark på en tredjeplads og Sverige på en sjetteplads. Andre placeringer er Tyskland som nr. 16, Estland nr. 33, Italien nr. 35, Litauen nr. 41, Tjekkiet nr. 54 og Letland nr. 57. Polen er nr. 64 på listen over korrupte lande og dermed det værste af de ti nye medlemslande i EU. Tyrkiet er nummer 77 på listen og er således langt mere korrupt end de andre lande. Graden af korruption i et land kan tolkes som et tegn på underudvikling, idet omfattende korruption indikerer mangler i det administrative system. Demokratiske lande er afhængige af en saglig, objektiv og hæderlig administration €" både på lokalt, regionalt og centralt niveau. Dette er en forudsætning for, at det demokratiske system kan reproducere sig selv. Hvis der er udbredt korruption i forvaltningen, medfører det, at borgerne mister tilliden til systemet. Tyrkiets placering på korruptionslisten indikerer, at noget sådant kan ske €" eller allerede er sket €" i landet, og det vil være til gavn for yderligtgående kræfter.

4. Grundrettigheder

Det er fortsat et problem, at Tyrkiet ikke overholder almindelig lov og ret. Af den sammenfattende omtale af Tyrkiet i »Amnesty International Report 2003« side 253, fremgår følgende (oversat fra engelsk af forslagsstillerne): Juridiske reformer førte til afskaffelse af dødsstraf for forbrydelser begået i fredstid og til ændringer i love, der begrænsede ytringsfriheden. Imidlertid havde mange samvittighedsfanger fortsat udsigt til rettergang eller fængsling, i særdeleshed for at udtrykke synspunkter om det kurdiske spørgsmål eller højsikkerheds »F-type«-fængsler, eller for at udtale islamistiske synspunkter. Torturering i politiets varetægt er stadig udbredt og praktiseres systematisk i antiterrorafdelinger på politistationer i det sydøstlige Tyrkiet. Der holdes sjældent rettergang over gerningsmændene. Dusinvis af drab udført af sikkerhedsofficerer er blevet rapporteret; nogle af dem kan have været ulovlige henrettelser. Det kan i den forbindelse bemærkes, at man ved fængsler af F-typen forstår en type fængsler, der især er kendt for den bevidste ødelæggelse af personligheden €" via den såkaldt hvide tortur. Metoden går ud på at anbringe fangerne i højsikkerhedsceller, der er indrettet således, at fangerne berøves enhver stimulation af sanserne; bl.a. er vægge og udstyr totalt i hvidt. Deraf navnet den hvide tortur.

5. Kultur

Tyrkiet er præget af en kultur og nogle sociale normer, som ligger så fjernt fra EU€™s, at dette i sig selv udelukker landet fra at blive medlem af EU. Dette har senest afspejlet sig i en række lovforslag, som den tyrkiske regering har fremlagt. Frem til 1996 var utroskab strafbart i Tyrkiet, men denne lov blev ændret af den daværende regering. Det tyrkiske regeringsparti, AKP, med regeringsleder Tayyip Erdogan har bragt dette emne på banen igen, og et forslag om at strafbelægge utroskab med op til 2 års fængsel har været en del af den politiske debat i Tyrkiet i 2004.

Hidtil har tyrkiske sikkerhedsstyrker i visse tilfælde kunnet beslutte, om en kvindelig mistænkt skal underkastes en undersøgelse for at afgøre, om den mistænkte er jomfru. Et af de forslag fra det tyrkiske regeringsparti, der har været diskuteret, ville have ændret dette således, at undersøgelser fremover kun måtte foretages, hvis en dommer beordrede det. Ved en tidligere lejlighed har den nuværende tyrkiske regering foreslået, at en voldtægtsforbryder skulle kunne få straffen nedsat, hvis han giftede sig med sit offer.

De ovenfor beskrevne lovforslag fra det tyrkiske regeringsparti er kun nogle få eksempler på den store kulturelle afstand, der er mellem Europa og Tyrkiet. Forslagene virker decideret stødende over for en moderne, nordisk tankegang. Selv om forslagene tilsyneladende er blevet taget af bordet i den aktuelle debat i Tyrkiet, vidner deres fremkomst om en tankegang, der er uforenelig med moderne samfundsopfattelse, som den kendes i de fleste EU-lande.

6. Sekularisering

Tyrkiet er et islamisk land. Formelt er Tyrkiet et sekulariseret samfund, men under den overflade er landet islamisk. Det sekulariserede Tyrkiet opretholdes kun, så længe den uddannede elite og det tyrkiske militær har et fast greb om udviklingen. Disse har indset, at Tyrkiet må ændres fundamentalt, hvis demokratiet skal have en chance, men det store flertal i befolkningen og landet er tilbagestående, og det varer i bedste fald århundreder at ændre grundlæggende kulturelle vaner. Tyrkiet er ganske vist sekulariseret, men at hævde, at islam ikke betyder noget i det tyrkiske samfund, svarer til at påstå, at kristendommen ikke har nogen betydning i Europa. Hvis EU-landene i misforstået demokratisk ånd kræver demokratiske reformer i Tyrkiet, kan de risikere at få det modsatte i form af et islamisk præstestyre. Kemal Atatürk, generalen, som i 1923 styrtede Osmannerriget og oprettede republikken Tyrkiet, sagde: »Der findes kun én civilisation, den vesterlandske.« Desværre lykkedes det ikke for ham at få alle tyrkere overbevist om rigtigheden heraf, og de islamiske kræfter står stærkt i Tyrkiet. EU kan indgå forbedrede handelsaftaler med Tyrkiet, men at give landet medbestemmelsesret over de vesteuropæiske landes fremtid vil dramatisk ændre samarbejdsvilkårene i Europa.

7. Okkupationsmagt

Det er fortsat et stort og uløst problem, at Tyrkiet har besættelsestropper i et af EU€™s nuværende medlemslande, nemlig Cypern. Siden Tyrkiet i juli 1974 invaderede den selvstændige republik Cypern, har tyrkiske tropper besat 38 pct. af Cyperns areal, og siden har FN-tropper måttet opretholde en stødpudezone mellem den tyrkiske besættelseszone og republikken Cypern. Tyrkiet har fortsat store troppekontingenter på Cypern, og det er et overgreb, som i sig selv er nok til at forhindre Tyrkiets optagelse i EU.

8. Indvandring

Der er overvejende sandsynlighed for, at et tyrkisk medlemskab vil føre til en omfattende indvandring fra Tyrkiet til en række af de nuværende EU-lande. Tyrkiet indgav formelt ansøgning om optagelse i EF i 1987, men fik afslag. Ifølge den daværende tyske forbundskansler, Helmut Schmidt, var frygten for en større tyrkisk indvandringsbølge en af de væsentligste begrundelser for afslaget. Over halvdelen af alle tyrkere og personer af tyrkisk afstamning i EU er bosat i Tyskland. Det var også tilfældet i 1987. Helmut Schmidt vurderede på daværende tidspunkt, at yderligere tyrkisk indvandring ville umuliggøre integrationen af de tyrkere, som allerede var kommet til Europa, for slet ikke at tale om dem, der ville komme til (Berlingske Tidende den 28. oktober 2000, »Hvor går grænsen i Europa?«, 2. sektion side 7). Denne problematik er endnu mere udtalt i dag, hvor der allerede bor ca. 4 mio. tyrkere eller personer af tyrkisk afstamning i EU.

Udvidelse og folkelig opbakning

Det er forslagsstillernes opfattelse, at EU i de næste mange år vil have store udfordringer med optagelsen af de ti lande, som opnåede medlemskab af EU den 1. maj 2004. Med få undtagelser er disse lande økonomisk mere tilbagestående end selv de fattigste lande i »EU-15«. Og når det gælder kompetente offentlige administrationer, halter mange af de nye medlemmer også bag efter de gamle EU-lande. EU har aldrig tidligere optaget så mange nye medlemmer, og der ligger et stort arbejde i at få EU til at fungere. Det vil skræmme de allerfleste europæere fra nye vovede udfordringer i mange år. Man må huske på, at de vesteuropæiske lande aldrig før har været udsat for så omfattende forandringer som i de seneste årtier. Også Europa rammes af globaliseringens negative side: øget konkurrence i form af billige produkter udefra, udflytning af virksomheder, indvandring af store grupper ikkeuddannede mennesker, en kulturel trussel og terrortruslen. Forslagsstillerne er af den overbevisning, at udvidelsen med ti nye lande fra den 1. maj 2004 vil påføre den svageste del af den europæiske arbejderklasse en alvorlig konkurrence, og den vil koste de gamle EU-lande store beløb. En optagelse af Tyrkiet inden for en årrække vil yderligere svække EU økonomisk og kunne risikere at knække EU€™s og medlemslandenes økonomier.

Europa-Kommissionen har ikke fremlagt beregninger for, hvor meget det vil være nødvendigt at hæve EU-landenes bidrag til EU-budgettet, såfremt Tyrkiet skulle blive fuldgyldigt medlem med alt, hvad det indebærer af økonomisk støtte. Der er dog ikke nogen tvivl om, at det økonomisk meget tilbagestående Tyrkiet med dets 68 mio. indbyggere vil kunne kræve en strukturstøtte, der er langt højere end, hvad de ti nye medlemslande har krav på i år 2013. Disse ti lande har tilsammen en befolkning på ca. 75 mio. mennesker, men disse landes økonomier er samtidig langt stærkere end den tyrkiske.

Spørgsmålet om tyrkisk medlemskab af EU har medført stærke reaktioner, blandt både vælgere og politikere i alle EU-landene. Ifølge Ahtisaarirapporten (Report on the Independent Commission on Turkey, 2004) ser det dog ud til, at de stærkeste reaktioner kommer fra de lande, der har flest tyrkiske indvandrere. Ifølge rapporten er der kun foretaget meningsmålinger om spørgsmålet i et fåtal af EU-landene. Der er dog ingen tvivl om, at der er en udbredt skepsis over for tyrkisk medlemskab i befolkningerne. I rapporten advares der mod, at dette kan føre til en splittelse mellem befolkningen og de folkevalgte: »Should the European Council approve accession negotiations in December, a rift between government policy and public opinion could deepen in some countries. While this devide would not directly affect the negotiations, it could develop into a serious problem by the time an eventual accession treaty came to be ratified.«

I Danmark har der dog været foretaget flere meningsmålinger om, hvorvidt Tyrkiet bør optages i EU. Nedenfor er gengivet en meningsmåling foretaget af Gallup for Ugebrevet A4.

Tabel nr. 2: Svar på spørgsmålet: »Bør Tyrkiet optages i EU inden for en overskuelig årrække?«

Kilde: Ugebrevet A4 nr. 17, den 10. maj 2004.

Som det fremgår af målingen, er der stor folkelig modstand mod at optage Tyrkiet i EU. Selv blandt de mest EU-venlige partier er der større modstand, end der er opbakning. 47 pct. af Det Radikale Venstres vælgere er således imod, mens 46 pct. er for. I alt siger 53 pct. af de adspurgte, at de er imod tyrkisk optagelse. Hvis vælgerne i forbindelse med en sådan meningsmåling blev oplyst om prisen for tyrkisk medlemskab samt konsekvenserne for skatteopkrævningen i Danmark eller kvaliteten af velfærdsydelserne, ville endnu flere formentlig være betænkelige ved at optage Tyrkiet som medlem af EU.

Der er i september 2004 foretaget en ny meningsmåling, denne gang af Rambøll Management for Jyllands-Posten. Denne måling viser en mindst lige så stærk modstand mod tyrkisk medlemskab af EU, idet kun 31 pct. af de adspurgte €" mod 38 pct. i den førnævnte undersøgelse €" går ind for medlemskab. Modstanderne udgør i den nye undersøgelse 49 pct. mod 53 pct., mens ved ikke-procenten er øget fra 9 pct. til 20 pct. Inden for oppositionspartierne S, RV, SF, KD og EL er der i den nye undersøgelse 48 pct. modstandere og kun 36 pct. tilhængere, mens der blandt regeringspartiernes og Dansk Folkepartis vælgere er målt 61 pct. modstandere og blot 27 pct. tilhængere af tyrkisk medlemskab. Der er så vidt vides ikke gennemført målinger, der har vist enten dødt løb mellem tilhængere og modstandere eller flertal af tilhængere. Modstanden må således siges at være massiv, og det er den i øvrigt også i andre EU-lande.

Spørgsmålet om Tyrkiets medlemskab af EU er således en sag, der rummer uhyre meget konfliktstof. Ved den debat, der nødvendigvis må føres af danske politikere i det danske Folketing, er det en nyttig basisviden, at befolkningens flertal er imod tanken om, at Tyrkiet skal kunne indtræde i EU. Forslagsstillerne mener, at politikerne vil stå sig ved at lytte til befolkningen.

Politiske udtalelser m.v.

En lang række politikere har udtalt skepsis over for optagelse af Tyrkiet som EU-medlem. På det seneste har også en række fremtrædende embedsmænd advaret mod at optage Tyrkiet, herunder kommissæren for det indre marked, Frits Bolkestein, samt kommissæren for fiskeri og landbrug, Franz Fischler.

Som eksempler på politiske udtalelser kan nævnes tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der til Politiken den 15. marts 2004 udtalte: »Der kommer til at gå mere end én generation, før vi ser dem som medlemmer af EU. Tyrkiet har stadig alvorlige problemer med menneskerettigheder og med deres retssystem. Vi står over for en ret lang årrække, før de problemer er løst.«

Den udtalelse foranledigede en del debat, hvorfor Poul Nyrup Rasmussen i en række læserbreve uddybede sin holdning, således i et læserbrev i Jyllands-Posten den 19. marts 2004, hvoraf det fremgik: »I 1999 var jeg med til at give Tyrkiet status som kandidatland på topmødet i Helsinki. Den beslutning vedstår jeg fuldt og helt. Det perspektiv er stadig vigtigt. Men jeg har ikke tilrådet at give Tyrkiet en vurderingsdato og evt. forhandlingsstart allerede i år. Der er en meget afgørende forskel på at få status som kandidatland til EU og det, at EU og et land går i gang med reelle optagelsesforhandlinger. Lad os dog erkende fakta: Tyrkiet er ikke klar. Derfor har jeg sagt, at der kommer til at gå mange år, før vi ser det som fuldgyldigt medlem af EU. Tyrkiet har stadig alvorlige problemer med menneskerettigheder, med ligestilling mellem mænd og kvinder, med sit retssystem, med samfundsøkonomien, forholdet mellem demokratiet og militæret. Og vi står over for en ret lang årrække, før de problemer er løst. Tyrkiets situation understreger, at vi i mange år har været for optaget af, hvem der er medlem eller ikke medlem af EU. Vi skal ikke skubbe Tyrkiet fra os. I de kommende år må vi i stedet udvikle regionale samarbejder med de arabiske lande ved Middelhavet mere. Om handel, indvandring, socialt og økonomisk samarbejde. Vi skal gøre noget for landene omkring os i stedet for kun at tænke på at fare derudad med en videre udvidelse.«

Den tidligere statsminister bekræftede sine holdninger flere gange under den seneste valgkamp til Europa-Parlamentet, hvor han i et svar til MEP Mogens Camre om sine holdninger til tyrkisk medlemskab skrev: »Tyrkiet kan godt blive medlem en dag, men der er ingen forhåndsgaranti herfor €" og det vil i givet fald tage mange, mange år, og det vil i så fald være et helt andet moderne Tyrkiet, end det vi kender i dag.«

Tidligere indenrigsminister Karen Jespersen har også talt imod tyrkisk medlemskab. I et svar på et læserbrev i Politiken den 29. maj 2004 skriver hun, at en konsekvens af tyrkisk medlemskab vil være stigende indvandring fra Tyrkiet pga. reglerne for arbejdskraftens frie bevægelighed, samt at reglerne for familiesammenføring ikke længere vil være gældende for tyrkere. Hun advarer endvidere mod de økonomiske omkostninger ved en sådan indvandring: » Hidtil har indvandringen ikke styrket, men trukket fra samfundsøkonomien. Velfærdskommissionen peger på, at hvis indvandringen skulle løse de kommende årtiers økonomiske problemer, skulle indvandrerne have samme kvalifikationer som danskerne, og de skulle undlade at tage deres familie med (ellers er følgeomkostningerne for store).« Hun advarer endvidere mod, at en sådan indvandring » vil øge den opsplitning af samfundet i etniske parallelsamfund, som vi i forvejen arbejder hårdt for at begrænse« € »samtidig præges store dele af landet af en kultur og nogle sociale normer, der ligger langt fra de nuværende EU-lande, hvilket også afspejler sig på det politiske plan under den nuværende islamiske AKP-regering«. Som eksempler nævner hun, at den tyrkiske regering har foreslået, »at en voldtægtsmand kan slippe for straf, hvis han gifter sig med sit offer. Det afspejler et værdisæt, hvor familiens ære er vigtigere end kvindens rettigheder. Og nu er der en lov på vej, der vil give elever fra religiøse skoler adgang til alle højere uddannelser og dermed til alle offentlige embeder. De religiøse skoler er etableret for at uddanne religiøse ledere og giver i dag kun adgang til at studere religion«.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har fremsat modstridende udtalelser om Tyrkiets eventuelle medlemskab af EU. I bogen »I godtvejr og storm« fra 2000 udtaler han (side 226-227), at, »det er nødvendigt at gøre sig overvejelser om, hvor stort og omfattende EU-samarbejdet kan være, samtidig med at det skal fungere som en effektiv og beslutningsdygtig organisation«. Dette forklarede han, kunne opnås ved en model, som består i, »at der er en kerne af EU-lande, og udenom er der cirkler af lande med en stærkere eller løsere tilknytning til kernen«. Herefter gjorde Anders Fogh Rasmussen det meget klart, at han ikke kunne forestille sig Tyrkiet som medlem af EU: »Jeg kan ikke forestille mig Tyrkiet som medlem af EU. Politisk, økonomisk og kulturelt ville landet blive en fremmed fugl i samarbejdet, og et tyrkisk medlemskab kunne gøre samarbejdet ustabilt. Et tyrkisk medlemskab ville udvide EU€™s ydre grænse til Iran og Irak, og dermed vil vi bevæge os ind i Mellemøstens urocentre.« I en besvarelse af 20. november 2002 på spm. nr. US 27 gav statsministeren derimod udtryk for, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet kan påbegyndes, så snart landet opfylder Københavnskriterierne.

Frankrigs tidligere præsident Valéry Giscard d€™Estaing har tidligere advaret mod tyrkisk medlemskab på grund af den store religiøse og kulturelle afstand mellem Tyrkiet og Europa, men på det seneste har han også advaret om, at Tyrkiet vil få alt for stor indflydelse i EU. Dette skyldes for det første, at de ændringer, som den nye EU-forfatning lægger op til, vil give de store lande mere indflydelse, end de har i dag. Flere beslutninger vil fremover blive taget ved dobbelt flertal i Ministerrådet. Giscard d€™Estaing har udtalt, at »med de kommende regler i EU vil konsekvenserne af et tyrkisk EU-medlemskab blive meget større end med dem, der er i dag« € »hvis man bringer et land ind, som alene tæller 16-17 procent af EU€™s samlede befolkn ing, vil det ændre EU fuldstændig« ( Kristeligt Dagblad den 14. september 2004, »Fransk advarsel mod tyrkisk EU-medlemskab« side 5).

Medlem af Europa-Kommissionen Franz Fischler har i et brev til de andre medlemmer af Kommissionen advaret mod Tyrkisk medlemskab (Berlingske Tidende, 11. september 2004 side 12). Fischlers tre væsentligste begrundelser er for det første: »Tyrkiet er i bund og grund ikke et europæisk land, og muslimske fundamentalister kan hurtigt vende den demokratiske udvikling i landet. Tyrkiet er langt mere orientalsk end katolsk. Der må være en alvorlig bekymring for, om Tyrkiet i det lange løb kan forblive sekulært demokratisk.« For det andet mener han: »En optagelse af Tyrkiet vil sprænge EU€™s budget. Den årlige omkostning alene på landbrugsområdet vil blive større end for de 10 nye medlemslande tilsammen.« For det tredje frygter han, at optagelse af Tyrkiet vil ødelægge det fremtidige europæiske samarbejde. I den forbindelse gør han opmærksom på, at de to største støtter af tyrkisk medlemskab er USA og Storbritannien, og skriver, at disse lande »ikke er bekymret for, om optagelsen af Tyrkiet vil svække Unionens politiske udvikling«.

Kommissæren for det indre marked, Frits Bolkestein, udtrykte en stærk skepsis ved Tyrkiet som medlemsland af EU under en forelæsning på Leiden Universitet i Holland (Kristeligt Dagblad den 9. september 2004 side 5). Han udtalte: »Det vil blive enden på EU i dets nuværende form, hvis et land med 68 millioner indbyggere, der måske vokser til 83 millioner i 2010, lukkes ind.« Under forelæsningen citerede Bolkestein den meget omstridte amerikanske historiker Bernard Lewis, som bl.a. har udtalt, at Europa vil være islamiseret ved udgangen af dette århundrede. Kommissæren mener, at tyrkerne helt skal ændre deres identitet, hvis landet skal med i EU, og udtalte, at »hvis tyrkerne lukkes ind, er befrielsen (fra osmannerne) ved Wien i 1683 en spildt indsats«. Bolkestein gjorde endvidere opmærksom på de økonomiske konsekvenser, en optagelse af Tyrkiet vil få, og sagde, at det ville være umuligt at fortsætte med de nuværende landbrugsstøtte- og strukturstøtteordninger (Nyhedsbrevet »EUObserver.com« 7. september 2004). Endvidere påpegede han, at hvis Tyrkiet optages, bør nogle af de lande, der ligger langt tættere på Europa €" både geografisk og kulturelt €" også optages. Han nævnte bl.a. Ukraine og Hviderusland, men sagde, at i løbet af 15 til 20 år kan vi have et EU med op til 40 medlemmer.

Skriftlig fremsættelse

Peter Skaarup (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en vejledende folkeafstemning om den danske regerings stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union.

(Beslutningsforslag nr. B 17).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.