L 102 Forslag til lov om ændring af lov om offentlig sygesikring, lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og lov om lægemidler.

(Ændring af regler om tilskud til lægemidler).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 14-12-2004

Lovforslag efter 2. behandling

20041_l102_efter_2behandling (html)

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 14. december 2004

Forslag

til

Lov om ændring af lov om offentlig sygesikring, lov om social
pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og
almindelig førtidspension m.v. og lov om lægemidler

(Ændring af regler om tilskud til lægemidler)

 

§ 1

I lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 509 af 1. juli 1998, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1045 af 23. december 1998, lov nr. 467 af 31. maj 2000, lov nr. 469 af 31. maj 2000, lov nr. 1031 af 23. november 2000, lov nr. 495 af 7. juni 2001, lov nr. 378 af 28. maj 2003, lov nr. 290 af 28. april 2004 og senest ved § 2 i lov nr. 441 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer:

1. §§ 7-7 f affattes således:

»§ 7. Den offentlige sygesikring yder tilskud til køb af receptpligtige lægemidler, som efter ansøgning fra den virksomhed, der bringer et lægemiddel på markedet i Danmark, er meddelt tilskud af Lægemiddelstyrelsen (generelt tilskud), jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan ved behandlingen af en ansøgning om generelt tilskud bestemme, at den offentlige sygesikrings tilskud er betinget af, at lægemidlet ordineres med henblik på behandling af bestemte sygdomme (generelt klausuleret tilskud).

Stk. 3. Den offentlige sygesikring yder tilskud til køb af håndkøbslægemidler, som er meddelt tilskud af Lægemiddelstyrelsen, såfremt lægemidlet ordineres på recept med henblik på behandling af bestemte sygdomme (generelt klausuleret tilskud) eller til personer, der modtager pension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Stk. 4. Der stilles ikke krav om fremsendelse af ansøgning om generelt tilskud til lægemidler, som er synonyme med lægemidler, hvortil Lægemiddelstyrelsen allerede har meddelt generelt tilskud.

Stk. 5. Lægemiddelstyrelsen kan herudover i særlige tilfælde meddele tilskud til et lægemiddel uden ansøgning fra den virksomhed, der har bragt lægemidlet på markedet i Danmark.

Stk. 6. Lægemiddelstyrelsen offentliggør meddelelser om generelt, herunder generelt klausuleret, tilskud på Lægemiddelstyrelsens netsted.

Stk. 7. I særlige tilfælde kan Lægemiddelstyrelsen efter ansøgning fra den behandlende læge eller tandlæge bestemme, at den offentlige sygesikring yder tilskud til køb af et lægemiddel, der er ordineret til en bestemt patient (enkelttilskud), uanset at lægemidlet ikke er meddelt generelt tilskud efter stk. 1-5.

§ 7 a. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for meddelelse og for tilbagekaldelse af meddelt tilskud.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere bestemme, at der skal fastsættes nærmere regler for revurdering af tilskud meddelt efter § 7, stk. 1-5.

Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilskud til et lægemiddel skal indeholde.

§ 7 b. Tilskud til køb af lægemidler med tilskud i henhold til § 7 ydes til personer (den sikrede), der er omfattet af kapitel 1 og 4.

Stk. 2. Tilskuddets størrelse afhænger af den samlede udgift opgjort i tilskudspriser, jf. § 7 d, til lægemidler med tilskud i henhold til § 7, som den sikrede har købt inden for en periode på 1 år, der regnes fra første indkøbsdato. En ny periode på 1 år indledes første gang, den sikrede køber lægemidler med tilskud i henhold til § 7 efter udløbet af foregående periode.

Stk. 3. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på 1 år ikke 520 kr., ydes ikke tilskud til personer over 18 år. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på 1 år 520 kr., udgør tilskuddet til personer over 18 år

1) 50 pct. af den del, som overstiger 520 kr., men ikke 1.260 kr.,

2) 75 pct. af den del, som overstiger 1.260 kr., men ikke 2.950 kr., og

3) 85 pct. af den del, som overstiger 2.950 kr.

Stk. 4. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på et år ikke 1.260 kr., udgør tilskuddet til personer under 18 år 50 pct. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på 1 år 1.260 kr., udgør tilskuddet til personer under 18 år

1) 75 pct. af den del, som overstiger 1.260 kr., men ikke 2.950 kr., og

2) 85 pct. af den del, som overstiger 2.950 kr.

Stk. 5. Fylder en person 18 år i en allerede indledt periode på 1 år, beregnes tilskud efter stk. 4, indtil denne periode udløber.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om regulering af udgiftsgrænserne i stk. 3 og 4 og egenbetalingsloftet i § 7 c, stk. 1.

Stk. 7. Er der ved køb af lægemidler ydet et tilskud, som overstiger det, som den sikrede efter reglerne i stk. 3 og 4 og § 7 c, stk. 1 og 2, var berettiget til, skal der reguleres herfor i forbindelse med den sikredes førstkommende køb af lægemidler med tilskud i henhold til § 7. Reguleringen kan dog i helt særlige tilfælde udskydes til det næstfølgende køb af tilskudsberettigede lægemidler. Tilgodehavender i den offentlige sygesikrings favør, der er opstået tidligere end 24 måneder før den 1. april 2005, afskrives. Er der ved køb af lægemidler ydet et tilskud, som er mindre end det, som den sikrede efter reglerne i stk. 3 og 4 og § 7 c, stk. 1 og 2, var berettiget til, reguleres der herfor i forbindelse med den sikredes førstkommende køb af lægemidler med tilskud i henhold til § 7.

Stk. 8. Ved sikredes død bortfalder den offentlige sygesikrings krav på regulering, mens krav mod den offentlige sygesikring skal fremsættes senest 1 år efter sikredes død. Oplysninger om lægemiddelkøb, herunder oplysninger om udligningsbeløb m.v., slettes fra Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister 1 år efter sikredes død.

§ 7 c. Lægemiddelstyrelsen kan efter ansøgning fra den behandlende læge bestemme, at for sikrede med et stort, varigt og fagligt veldokumenteret behov for lægemidler kan tilskuddet til køb af lægemidler med tilskud i henhold til § 7 udgøre 100 pct. af den del af den samlede egenbetaling opgjort i tilskudspriser, som udgør mere end 3.805 kr. årligt (kronikertilskud).

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen bevilger efter ansøgning fra den behandlende læge 100 pct. tilskud til lægeordinerede lægemidler til sikrede, der er døende, når en læge har fastslået, at prog­nosen er kort levetid, og at hospitalsbehandling med henblik på helbredelse må anses for udsigtsløs. Tilskuddet ydes til den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til lægemiddellovens § 22 udmeldte forbrugerpris for lægemidlet, uanset om denne pris overstiger en eventuel tilskudspris efter § 7 d (terminaltilskud).

Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for, hvilke oplysninger ansøgning efter stk. 1 og 2 skal indeholde.

§ 7 d. Ved beregning af tilskud anvendes lægemidlets tilskudspris. Tilskudsprisen udgør den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til lægemiddellovens § 22 udmeldte forbrugerpris for lægemidlet, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan inddele lægemidler, som anvendes på samme indikation, og som har behandlingsmæssig sammenlignelig virkning, i tilskudsgrupper med henblik på, at der fastsættes samme tilskudspris for de pågældende lægemidler.

Stk. 3. For lægemidler, der indgår i en tilskudsgruppe, jf. stk. 2, udgør tilskudsprisen den laveste forbrugerpris i tilskudsgruppen.

Stk. 4. I tilfælde, hvor patienter får udleveret en del af en pakning med lægemidler (dosisdispensering), beregnes en tilskudspris pr. lægemiddelenhed (enhedstilskudspris) på baggrund af den tilskudspris, der er fastsat i henhold til stk. 1. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om ydelse af tilskud til dosisdispenserede lægemidler, herunder om beregning af enhedstilskudsprisen.

Stk. 5. Lægemiddelstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde efter ansøgning fra den behandlende læge bestemme, at tilskuddet til et lægemiddel, der ordineres til en bestemt patient, skal beregnes på grundlag af den af Lægemiddelstyrelsen udmeldte forbrugerpris på lægemidlet, selv om denne pris overstiger tilskudsprisen (forhøjet tilskud). Lægemiddelstyrelsens afgørelse træffes senest 14 dage efter, at ansøgning om forhøjet tilskud er modtaget fra den behandlende læge.

§ 7 e. Den ansøgende læge eller tandlæge er part i sagen om ansøgning om tilskud efter § 7, stk. 7, § 7 c, stk. 1 og 2, og § 7 d, stk. 5.

Stk. 2. Sikrede er ikke part i sagen om ansøgning om tilskud efter § 7, stk. 7, § 7 c, stk. 1 og 2, og § 7 d, stk. 5.

Stk. 3. Uanset stk. 2 har sikrede ret til aktindsigt i sager om ansøgning om tilskud til vedkommende efter § 7, stk. 7, § 7 c, stk. 1 og 2, og § 7 d, stk. 5, efter principperne i forvaltningslovens kapitel 4.

§ 7 f. Lægemiddelstyrelsens afgørelser efter § 7, stk. 7, § 7 c, stk. 1 og 2, og § 7 d, stk. 5, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

2. I § 7 g, stk. 1, ændres »§§ 7-7 f« til: »§§ 7-7 d«.

3. I § 7 g, stk. 3, og i § 7 h, stk. 2, ændres »Sundhedsministeren« til: »Indenrigs- og sundhedsministeren«, og i § 7 h, stk. 1 , ændres »sundhedsministeren« til: »indenrigs- og sundhedsministeren«.

4. I § 7 i indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at den kommunale hjemmesygepleje kan få adgang til de oplysninger, der er registreret om en patient, når dette er relevant for behandlings- eller plejeopgaven.«

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.

5. § 7 i, stk. 5, der bliver stk. 6, affattes således:

»Stk. 6. De personer, som i medfør af stk. 2-4 har adgang til oplysninger i de personlige elektroniske medicinprofiler, må alene anvende oplysningerne med henblik på at sikre kvaliteten, sikkerheden og effekten af medicinbrugernes lægemiddelanvendelse.«

6. § 7 i, stk. 6, nr. 4 , der bliver stk. 7, nr. 4, affattes således:

»4) lægers, den kommunale hjemmesygeplejes, apotekeres, apotekspersonales og Lægemiddelstyrelsens adgang til registeret i medfør af stk. 2-5 og«.

7. § 30 a, stk. 1, nr. 1 og 2, ophæves.

Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 1 og 2.

§ 2

I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004, som ændret ved § 1 i lov nr. 319 af 5. maj 2004 og lov nr. 471 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 14 a, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»Tillæg til medicinudgifter beregnes i forhold til tilskudsprisen efter § 7 d i lov om offentlig sygesikring.«

2. I § 14 a, stk. 1, 2. pkt., som bliver 3. pkt., ændres »Tillægget« til: »Helbredstillægget«.

§ 3

I lov nr. 1164 af 19. december 2003 om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., som ændret ved § 3 i lov nr. 319 af 5. maj 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 18, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»Tillæg til medicinudgifter beregnes i forhold til tilskudsprisen efter § 7 d i lov om offentlig sygesikring.«

2. I § 18, stk. 1, 2. pkt., som bliver 3. pkt., ændres »Tillægget« til: »Helbredstillægget«.

§ 4

I lov om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 656 af 28. juli 1995, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 493 af 7. juni 2001, lov nr. 297 af 15. maj 2002 og senest ved § 1 i lov nr. 382 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:

1. I § 22 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om en mindstegrænse for ændringer af apoteksindkøbspriser for lægemidler.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

2. I § 22 indsættes efter stk. 3, der bliver stk. 4, som nyt stykke:

»Stk. 5. Den, der bringer et lægemiddel på markedet, skal efter anmodning fra Lægemiddelstyrelsen oplyse om, hvor stor en mængde af et givet lægemiddel virksomheden vil kunne levere til markedet. Lægemiddelstyrelsen kan på baggrund af disse oplysninger undlade at underrette apotekerne om prisen på lægemidlet.«

Stk. 4-9 bliver herefter stk. 6-11.

3. I § 22, stk. 8, der bliver stk. 10, ændres to steder »stk. 7« til: »stk. 9«.

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2005. Dog træder § 7 b, stk. 3 og 4, og § 7 c, stk. 1, som indsat ved § 1, nr. 1, i kraft den 1. januar 2005.

Stk. 2. § 2 i lov nr. 290 af 28. april 2004 om ændring af lov om offentlig sygesikring. (Ændring af medicintilskudsregler) ophæves den 1. april 2005.