Man må sige, at det ikke er hver dag, at oppositionen får vedtaget et beslutningsforslag i Folketinget. Man må også sige, at det heller ikke er hver dag, at Enhedslisten får vedtaget beslutningsforslag i Folketinget. Man kan sige, at det er endnu mere sjældent, at Enhedslisten får vedtaget et beslutningsforslag om EU i Folketinget. Og man kan sige, at det er endnu mere sjældent, at det bliver vedtaget i enstemmighed i Folketinget. Ikke desto mindre er det faktisk tilfældet med det beslutningsforslag, der er fremsat her.
Vi havde en ret hård debat den 23. maj 2006 under førstebehandlingen. Der kunne man jo så have tænkt, at der ikke ville blive noget ud af det, at forslaget bare ville dø. Men jeg synes, vi har haft et godt udvalgsarbejde, hvor vi jo har fundet ud af, at der faktisk alligevel er en hel del ting, som vi er enige om. Det er jo også derfor, der så er kommet et ændringsforslag til det oprindelig fremsatte beslutningsforslag fra Enhedslisten. Og det er et ændringsforslag, der ikke er stillet af Det Radikale Venstre og SF, det er stillet af hele udvalget. Det er så det, som lige er kommet igennem behandlingen.
Så jeg vil bare takke for den opbakning, som Folketinget har givet det her beslutningsforslag. På grund af den meget positive behandling, som beslutningsforslaget har fået i Folketinget, vil jeg love Folketinget, at der, når sommerferien er slut, og når Folketinget starter sit arbejde igen, vil komme endnu flere beslutningsforslag fra Enhedslisten om at gennemføre mere åbenhed og mere demokrati
i EU.