Den næste sag på dagsordenen var:
2) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 31:
Forslag til folketingsbeslutning om suspension af Euro-Middelhavsassocieringsaftalen med Israel. Af Rune Lund (EL) m.fl. (Fremsat 9/11 2005).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Enhedslisten har som bekendt igen fremsat forslag til folketingsbeslutning om suspension af associeringsaftalen med Israel. Som jeg sagde før, ville det være noget af det tåbeligste, vi kunne gøre.
     Beslutningsforslaget er i øvrigt nummer fire i rækken af lignende beslutningsforslag. Det er heller ikke ændret overhovedet, og der er ikke taget højde for udviklingen, siden man genfremsatte det i april og i november 2004, så det er et rigtigt sjuskearbejde fra Enhedslistens side, som man bruger Folketingets tid på.
     Hver gang Folketinget har drøftet dette spørgsmål, har regeringen klart gjort rede for sin holdning i sagen, og regeringens holdning er uændret. Grundlæggende handler det om, at vi opnår størst mulig indflydelse på menneskerettighedssituationen i Israel og i de palæstinensiske områder gennem dialog og ikke gennem at afskære forbindelserne.
     Regeringen finder det afgørende, at vi fortsætter med at udnytte de muligheder, der ligger i associeringsaftalen med Israel, for at føre kritisk dialog med landet, herunder om menneskerettighedssituationen i de besatte områder.
     Derudover finder regeringen, at det forestående valg i Israel, som man ikke har taget højde for, og den politiske udvikling i området, som man naturligvis ikke har kunnet tage højde for, gør det endnu mere uhensigtsmæssigt at støtte beslutningsforslaget, end det altid har været.

Af den forudgåede debat har jeg forstået, at udenrigsministeren er enig i statsministerens udsagn om, at med hensyn til situationen i Palæstina er den nu op til Hamas. Hvis de vil respektere menneskerettigheder og andre ting, jamen så kan man snakke med dem, og så kan man give dem de fordele, som de får, når man støtter Palæstina.
     Så er det, at jeg ikke forstår, at man, når man har lavet den her associeringsaftale, hvor man siger, at vi har et redskab, som vi kan bruge over for Israel, ved at de har fået nogle fordele med handelsaftalen - det vil sige, at vi har en pisk, som vi kan bruge, hvis de ikke overholder menneskerettighederne - så ikke vil bruge den. Man vil gerne bruge den over for palæstinenserne, men man vil ikke bruge den over for israelerne.
     Så kan man sige, at hvis man rent faktisk bruger pisken, hvad så? Så har man den jo ikke mere, men så har de jo den gulerod, at de kan få den igen. Jeg forstår ikke, hvorfor der er forskel på israelere og palæstinensere, med hensyn til hvad der virker.

Der er ikke nogen forskel. Menneskerettighedskrænkelser må ikke finde sted hverken blandt palæstinensere eller blandt israelere.

Men når nu en EU-rapport om Østjerusalem slår fast, at der sker omfattende krænkelser af menneskerettighederne, at Israel de facto er i gang med at annektere dele af de besatte områder, hvorfor skal det så ikke have konsekvenser? Når man skriver det i en associeringsaftale, som giver nogle store fordele til Israel, hvorfor skal det så ikke have konsekvenser? Det er jo meningsløst at skrive, at man skal overholde menneskerettighederne, hvis aftalen fortsætter som hidtil, selv om man så ikke gør det.

Hvis nu hr. Kiel fik det, som han gerne ville have det, så ville vi ikke have nogen aftale, så ville vi ikke have nogen adkomst til overhovedet at sige til israelerne: I må ikke gøre det i Østjerusalem, som hr. Kiel påpeger. Så det ville da være fuldstændig tåbeligt at følge hr. Kiels forslag, for det ville betyde, at man overhovedet ikke havde nogen adkomst til at rejse det over for Israel, hvilket vi gør.

Tak til udenrigsministeren. Så går vi til ordførerrækken.
     Fru Charlotte Antonsen som den første ordfører.

Som udenrigsministeren netop har nævnt, er det jo ikke første gang, vi ser det her forslag fra Enhedslisten, det er fjerde gang, og vi kan stadig ikke støtte forslaget.
     Vi mener, at det er en fordel, at man holder en tæt kontakt til landene i Mellemøsten, at EU gør det. Og den aftale her sikrer faktisk, at man har denne tætte kontakt. Det er den måde, hvorpå vi lettest kan løse internationale konflikter.
     Man kan så sige, at lige i øjeblikket er det jo endnu mere uklart, end det har været et stykke tid i hvert fald, hvordan det politiske landskab ser ud både i det palæstinensiske selvstyre og i Israel. Så det ville være helt malplaceret i vores øjne, hvis man så fra dansk side forsøgte at presse de andre EU-lande til at opsige det her politisk-økonomiske samarbejde.

Jeg vil gerne spørge fru Charlotte Antonsen, hvor store krænkelser af menneskerettighederne der skal til, før man vil ophæve en associeringsaftale med EU.
     Det bliver skrevet ind i alle de her associeringsaftaler, at forudsætningen er, at man overholder menneskerettigheder og alle den slags ting. Det står klart og tydeligt. Når man så ikke gør det, må det vel få konsekvenser
- der står også, at man kan ophæve aftalen. Hvor store menneskerettighedskrænkelser skal der til, før Venstre mener, at man må skride til ophævelse af en associeringsaftale?

Det er jo sådan, at når man indgår en politisk aftale med et andet land, Israel, når EU gør det, har vi jo også inden for aftalen nogle muligheder for at bilægge nogle tvister. Det har man selvfølgelig især, når vi taler om handel, det er mere håndgribeligt. Men der er jo også en mulighed for, at man rejser sagerne inden for aftalen, og vi tror altså, at det er mere formålstjenligt.
     Jeg forstår slet ikke, at Enhedslisten næsten vil være bekendt at diskutere det i dag, hvor vi har den fuldstændig uafklarede, usikre situation i det palæstinensiske selvstyre. Vi aner ikke, om vi overhovedet har en regering, som vi kan diskutere med, for vi ved ikke, om de vil fortsætte den væbnede kamp, eller om de vil afsværge Israel. Vi har en premierminister i Israel - eller sådan en forhenværende premierminister - og vi har et forestående valg i Israel; en fuldstændig uafklaret situationen dernede.
     Det vil være bindegalt at foreslå det, som Enhedslisten her lægger op til, og det har i mine øjne ikke noget at gøre med menneskerettighederne.

Vi har jo ikke fremsat forslaget, fordi der har været valg hverken det ene eller andet sted, men fordi menneskerettighedssituationen er, som den er for palæstinenserne, med de overgreb der foregår fra Israels side. Det er der ikke sket nogen som helst ændring i, i hvert fald ikke til det bedre. EU har selv lavet en rapport om Østjerusalem, men det er jo meget fint med en rapport.
     Men så spørger jeg: Hvad er det så, EU har gjort for at få Israel til at rette op på den her situation omkring menneskerettighederne? Det er så det, jeg ikke rigtig har forstået. Så vidt jeg ved, har man faktisk forsøgt at hemmeligholde den rapport, som fremhævede nogle af de her menneskerettighedskrænkelser.

Så vel Danmark som EU går jo hele tiden i rette med Israel for at få sikret, at menneskerettighederne bliver rettet op, og det mener vi altså bedst foregår, hvis vi har en mulighed for direkte kommunikation. Det har vi dels i de firepartsforhandlinger, der foregår, hvor også amerikanerne er til stede, med de to parter i konflikten, dels også i det her samarbejde, som tillige har en økonomisk del, fordi Israel selvfølgelig har en interesse i at være med her.
     Den måde, hvorpå man lettest påvirker lande, er ved at sidde og diskutere tingene med dem og råbe op, hvis der sker overtrædelser af menneskerettighederne.

Tak til ordføreren. Næste ordfører bliver fru Mette Gjerskov.

Vi står i en situation lige nu, hvor hele verden holder vejret. Hvad kommer valgresultatet i Palæstina til at betyde? Vi Socialdemokrater mener faktisk, at det her er det værst tænkelige tidspunkt at skubbe til et læs, der er lige ved at vælte.
     Vi deler selvfølgelig frustrationen over Israels utilstrækkelige overholdelse af menneskerettighederne, hvilket vel er Enhedslistens formål med det her forslag, men vi deler ikke Enhedslistens ønske om at suspendere aftalen. Socialdemokraterne mener, at det rent politisk er det værst tænkelige tidspunkt.
     Situationen i Israel præges af Sharons sygdom og valget den 28. marts. Vi mener ikke, at den politiske situation i Israel tilsiger, at vi skal lægge Israel på is. Vi mener ikke, at det overraskende valgresultat med Hamas' store valgsejr i de palæstinensiske områder tilsiger, at det er lige nu, vi skal rykke ved magtbalancen. Vi mener, at det er en uheldig magtbalance, der er kommet efter det palæstinensiske valg, men det er lige nu, vi skal holde vejret og tage en tænkepause og se, hvad det udvikler sig til, før vi begynder at tage drastiske metoder i brug.
     Vi er godt klar over, at det her ikke er en sort-hvid konflikt. Vi synes, at der ikke kun er helte og skurke i denne sag. Begge parter har et ansvar, det gælder både palæstinenserne og israelerne. Vi er godt klar over, at mange af den israelske stats metoder og handlinger er forkastelige; vi snakker ulovlige bosættelser, brud på menneskerettighederne, ja, listen er lang. Og vi glemmer heller ikke, at selve kernen i problemet i den her konflikt netop er Israels ulovlige bosættelser. Men vi mener, at vi skal fortsætte den kritiske dialog inden for associeringsaftalen.
     Så samlet set er Socialdemokraternes budskab til Enhedslisten: Vi deler deres frustrationer, vi deler deres bekymringer, som er baggrunden for deres forslag. Vi deler deres hensigt, nemlig at sikre palæstinenserne en selvstændig stat i sikkerhed og fred, men vi mener ikke, at en suspension af associeringsaftalen er den rigtige metode, og derfor vil vi stemme nej til beslutningsforslaget.

Jeg vil gerne spørge fru Mette Gjerskov: Jeg kan forstå, at Socialdemokraterne deler hensigten, men at det ikke er det rigtige tidspunkt - hvornår er det rigtige tidspunkt? Er det, når det israelske valg er overstået, hvis Likud får magten, eller hvis Kadima får magten, eller hvis Arbejderpartiet får magten? Hvornår er det rigtige tidspunkt at sige til Israel:
Nu må det simpelt hen stoppe, I har magten, I har den militære overmagt, det er jer, der begår hovedparten af de voldelige overgreb og mordene på uskyldige mennesker, nu må det få konsekvenser, for vi har skrevet det ind i vores aftale med jer, der er en meget fordelagtig handelsaftale?
     Hvornår er det rigtige tidspunkt? Kunne fru Mette Gjerskov nævne bare et hypotetisk tidspunkt?

Når vi taler om situationen i Mellemøsten, vil jeg meget nødig komme med hypotetiske eksempler. Jeg tror, at valgresultatet i de palæstinensiske områder netop viser, at der kan komme overraskelser helt af sig selv, uden at vi andre behøver at finde på hypotetiske eksempler.

     Men jeg vil gerne medgive Enhedslisten, at Israel bør overholde den her aftale, og jeg vil også gerne medgive, at det her jo er en aftale mellem EU og Israel, og at Socialdemokraterne ikke synes, at EU gør tilstrækkeligt for at få Israel til at overholde aftalen inden for rammerne af aftalen. Der vil vi da gerne bede udenrigsministeren om at lægge pres på hans kolleger.

Hr. Jesper Kiel for en sidste bemærkning.

Hvis der f.eks. kommer en ny regering i Israel, som fortsætter Sharons linje og trækker israelske tropper tilbage ensidigt uden forhandlinger og sørger for at bygge en mur rundtomkring de dele af Vestbredden, som man gerne vil have, og som man så beholder, vil det så være et tidspunkt, hvor man, hvis det sker uden forhandling, siger: Nej, nu må vi simpelt hen sige til Israel, at nu må det være stop, nu opsiger vi den her aftale?
     Kunne det være et eksempel?

Det, vi fra Socialdemokratiets side synes er det allervigtigste i denne sag, er at holde den kritiske dialog med Israel. Det har vi faktisk gjort inden for rammerne af denne aftale.
     Enhedslisten vil jo være bekendt med vores holdning, for jeg ved ikke, hvor mange gange det her forslag har ligget på bordet, og jeg ved ikke, hvor mange gange vi har sagt, at det her ikke er den rigtige metode. Jeg vil ikke gå ind på de her hypotetiske situationer med, hvornår vi vil det ene, eller hvornår vi vil det andet. Jeg vil holde fast i, at vi vil have en kritisk dialog med Israel, og det kan vi faktisk inden for den her aftale, og det synes vi er vigtigt. Men vi vil også gerne presse på, for at man i EU skrider hårdere ind over for Israel for at få dem til at overholde aftalen.

Tak til ordføreren. Næste ordfører bliver hr. Morten Messerschmidt.

Fru Mette Gjerskov sagde, at dette ikke kun handler om helte og skurke. Der vil jeg sige, at det mener jeg nu at det gør, men der er helte og skurke på begge sider.
     Det er så fjerde gang, at vi behandler det her forslag fra Enhedslisten, og umiddelbart, når man får sådan et forslag præsenteret, kunne man jo undersøge, hvad der er af nye forhold, som gør, at Enhedslisten nu ønsker, at vi skal stoppe samarbejdet med Israel.
     Jeg granskede bemærkningerne for at finde de nye forhold, men fandt ikke rigtig noget, som kunne argumentere for Enhedslistens sag. Faktisk var der ikke rigtig noget nyt, eller det vil sige: Der var en masse nyt i Israelproblematikken, men det meste var til gavn for Israels sag. Tilbagetrækningen fra Gaza er gennemført; den storstilede plan, som Sharon har sat i værk, kører; der er sat en stopper for, og endda altså en begyndelse på tilbagetrækninger fra nogle af bosættelserne.
     Alligevel fremsætter Enhedslisten sit beslutningsforslag, som derfor kun ses som et ønske om at hetze imod Israel. Det er ikke et spørgsmål om at værne menneskerettighederne, men simpelt hen om at genere vore venner i Mellemøsten. Enhedslisten kan ganske enkelt ikke tilfredsstilles, uanset hvad Israel måtte gøre.
     I de her tider, hvor der tales så meget om, at venstrefløjen skal forene sig i et fælles valgprogram, glæder jeg mig meget til at se, hvordan den her fuldstændig uspiselige hadekampagne skal kombineres med den radikale cafelattementalitet og den socialdemokratiske midterlinje; det er vistnok der, man ender. Men i dag er det så Israel, der skal sparkes til.
     I virkeligheden er det jo slet ikke det, som beslutningsforslaget siger, der virkelig forarger. Det er faktisk i meget højere grad det, som det ikke siger noget om. For hører vi Enhedslisten beklage sig over, at palæstinenserne i dag står med en regering, der ønsker Israel udslettet, eller i hvert fald står med muligheden for at få en sådan regering? Hører vi Enhedslisten udtrykke bekymring over, at den palæstinensiske forsvarsminister i sidste uge bekræftede, at Iran inden for de sidste par år har støttet den palæstinensiske terror med omkring 100 mio. USD? Eller har vi hørt en beklagelse fra Enhedslisten over, at palæstinenserne som tak for opgivelsen af Gaza har bombet det nordlige Samaria? Nej, så tier Enhedslisten. Det er, som om dødstallene ikke rigtig tæller, når det er israelerne. Men det er selvfølgelig heller ikke til at kende fjenderne fra vennerne, når man ikke ved, hvordan det ender, som Kulsoen siger i Gøngehøvdingen. Men hvor Enhedslisten er i tvivl om, hvordan det hele ender, er vi i Dansk Folkeparti helt afklarede. For os er det tydeligt, at palæstinenserne ikke ønsker freden. Lad mig som illustration blot læse en enkelt artikel fra det charter, som danner ideologisk udgangspunkt for Hamas - jeg citerer: Allah er målet, Profeten er modellen, Koranen er forfatningen, jihad er vejen, og død for Allah er den mest sublime overbevisning. Citat slut. Med en sådan indstilling kan der aldrig blive fred. Islam, der er det ideologiske projekt for Hamas, så vel som for langt hovedparten af den muslimske verden, kan aldrig nogen sinde skabe fredelig sameksistens med sine naboer.

     Islams autoritære træk er umiskendelige og ufravigelige, fordi hele essensen i den islamiske levevis er fundamentalistisk. At tro, at man kan skabe et ordnet samfund ved en tekstnær fortolkning af koranen, er lige så dumt som at tro, at vi ville have et højteknologisk samfund, hvis vi byggede vort land på vikingernes runeskrifter. Koranen og islam har skabt klodens mest usunde, mest uudviklede og mest udemokratiske samfund. Det er denne kultur, som vi er oppe imod.
     I Europa har vi set enkelte glimt af denne ondskabens ideologi. I Israel lever de med den til daglig. Aldrig skal israelerne føle, at Danmark ikke er deres nære venner. Aldrig skal israelerne frygte, at vi ikke bistår dem i kampen mod den palæstinensiske terrorisme, og aldrig skal Israel bebrejdes at kæmpe den kamp, som vi alle er en del af: kampen mellem civilisationer, livsform og identitet. Det er den overlevelseskamp, som vi skal vinde, og derfor afviser vi Enhedslistens hadeangreb imod vore venner i Israel.

Det er jo rystende, må jeg sige.
     Skal jeg forstå det sådan, at Israel på grund af hr. Morten Messerschmidts voldsomme angreb på alle muslimer på baggrund af nogle citater fra nogle yderligtgående islamister skal have lov til at gøre, som det passer dem? Sådan var det tidligere på dagen. Bare det, at Hamas havde udtalt diverse ting og sager, skulle få meget alvorlige konsekvenser for palæstinenserne: Så skulle de søreme lære det, og så blev der stoppet for al støtte til dem.
     På trods af at der foregår kamphandlinger på begge sider - i 2005 er 197 palæstinensere blevet dræbt mod 50 israelere, og hovedparten på begge sider har været civile - så forstår jeg ikke, hvorfor hr. Morten Messerschmidt synes, at israelske liv og palæstinensiske liv ikke er lige meget værd. Det gør ikke noget, at Israel dræber en masse uskyldige børn og uskyldige palæstinensere. Det skal ikke have nogen som helst konsekvenser, fordi vi støtter dem i kampen mod islam. Derved forstår jeg, at hr. Morten Messerschmidt gør det til en kamp mod islam, og derfor vil han støtte Israel, uanset hvad de gør.
     Jeg vil gerne vide: Hvem er det så, der er heltene i Israel? Det synes jeg er meget spændende. Det lyder, som om det er nogle rimelig yderligtgående typer i Israel, der er hr. Morten Messerschmidts helte.

Nu ved jeg ikke, om det er hr. Kiel bekendt, at den juridiske beskyttelse, som Israel giver palæstinensere, er langt, langt større end den, der er på den modsatte side.
     Eksempelvis er det velkendt, at der faktisk er en meget, meget stor minoritetsgruppe i Israel, der er palæstinensere og bor dér. Det er faktisk velkendt, at de folk, der bliver taget til fange - det vil sige, inden de når at springe sig i luften for at slå jøder ihjel - bliver stillet for en dommer. De har præcis de samme rettigheder, som alle andre borgere har i ordnede samfund. Det er meget mere, end man kan sige om de tusinder, der er døde for den palæstinensiske terror.
     Jeg synes, det er beskæmmende, eller for at bruge hr. Kiels eget udtryk rystende, at man så ensidigt fra Enhedslistens side fokuserer på den sikkerhedskamp, som foregår fra israelsk side. Mig bekendt, og som jeg ser den her konflikt, bygger det ensidigt på, at man har at gøre med en islamisk befolkningsgruppe, som ønsker Israel fordrevet, og det søger israelerne selvfølgelig at beskytte sig imod.
     Og så til det om, hvorvidt det her er en kamp mod islam:
Hvad ellers? Havde hr. Kiel forestillet sig, at en kristen bevægelse ville sige, at Allah er målet? Nej, selvfølgelig ville de ikke det.

Jeg mener, det forholder sig sådan, at Israel rent faktisk har dræbt mange flere uskyldige civile palæstinensere end omvendt. Kan jeg få bekræftet, at det slet ikke er hr. Morten Messerschmidts opfattelse, for han har en helt anden form for optælling?
     Kan jeg få bekræftet, at hr. Morten Messerschmidt mener, at det er helt fejlagtigt, når Folkekirkens Nødhjælp opgiver, at der sidder 741 palæstinensere, som er administrativt fængslet, som ikke er anklaget for noget, og som ikke ved, hvornår de bliver løsladt? De sidder i israelske fængsler og rådner op uden nogen som helst form for en domstol. Er det et retssamfund?

Jeg kan fortælle hr. Kiel, at IDF, efterretningsvæsenet i Israel, i hele 2005 hver måned optrevlede planer fra hele 40 selvmordsaspiranter.

Jeg ved ikke, om det er et tal, som betyder ret meget for hr. Kiel i hans meget kyniske fremstilling af, hvad ret og retfærdighed er, det gør det givetvis ikke. Det betyder utrolig meget for mig. Det betyder utrolig meget, at jeg ikke har nogen anelse om, hvorvidt mine venner i Israel skal slås ihjel af en selvmordsbomber.

     Derfor har jeg også stor forståelse for, at IDF naturligvis har et behov for at optrævle de netværk, herunder Hamas, Hizbollah, Islamic Jihad osv., som står bag de her terroraktioner, som står bag finansieringen af dem, og som rekrutterer blandt de palæstinensiske befolkningsgrupper.
     Det gør meget stort indtryk på mig, og jeg synes, det er rystende, at man i Enhedslisten kan have en sådan kynisme, at man ikke kan se, at Israel da naturligvis har en helt legitim interesse i at holde disse mennesker ude af Israel. Det siger sig selv. Jeg ved ikke, om Enhedslisten er imod Israels eksistens, men forudsat at Enhedslisten støtter Israels eksistens, så må man vel også i en eller anden hypotetisk sammenhæng støtte, at Israel kan beskytte sin eksistens.

Taletiden er fortsat maksimalt 1 minut.

Jeg vil gerne starte med at komplimentere ordføreren, hr. Morten Messerschmidt, for hans brændende ildhu i ordførertalen, efter at vi nu i mere end 3 timer har diskuteret det her emne i salen. Det er imponerende, men det er også ærgerligt, at den ildhu bliver brugt på en så hadsk ordførertale.
     Hr. Morten Messerschmidt citerede mig og sagde, at der er helte og skurke, og han mente, at der var helte og skurke på begge sider. Mit ene spørgsmål er: Hvem er det på den palæstinensiske side, der er heltene? For det synes jeg ikke fremgik af resten af talen. Det, der blev sagt, var jo, at der aldrig kan blive fred i det land, sådan hørte jeg ordføreren, at der aldrig kan blive fred i Mellemøsten, og at man vil støtte Israel, uanset hvad Israel gør.
     Mit andet spørgsmål lyder: Hvordan kan Dansk Folkeparti så støtte den udtalelse, der kom tidligere på dagen, og som netop handler om, at der jo skal laves en tostatsløsning med en uafhængig stat også til palæstinenserne?

Nu ved jeg ikke, om fru Gjerskov har været til stede under den 3 timer lange debat, hun omtaler, men så vil hun i hvert fald kende svaret, for jeg er fuldstændig enig med den tidligere ordfører, hr. Søren Espersen, om, at det her ønske om en tostatsmodel simpelt hen handler om, at det er det, som parterne ønsker. Og når jeg siger, at der er helte på den palæstinensiske side, så er det naturligvis en direkte henvisning til de folk, der ønsker en fredelig sameksistens, som ønsker en fredelig oprettelse af en palæstinensisk stat, som kan leve i fred med naboerne i Israel.
     Det er desværre nok ikke - ja, man skal selvfølgelig passe på med at tage munden for fuld, men lad os sige, at det
i hvert fald ikke er et overvældende flertal af palæstinenserne, der ønsker en fredelig sameksistens med jøderne i Israel. Det er fuldstændig evident. Hvis fru Gjerskov gad gøre sig den ulejlighed at se på det undervisningsmateriale, man underviser med i Ramallah eller i andre palæstinensiske selvstyreområder, så vil hun se, hvilket had der i hele islam ligger til jødedommen.

At ordføreren mener, at der er had i islam, berettiger vel ikke til at være lige så hadsk fra Folketingets talerstol. Det her er vel et tidspunkt, hvor vi måske har brug for lidt dialog i stedet for. Det var en kommentar.
     Jeg har faktisk lyttet til debatten i de sidste 3 timer. Men jeg undrer mig altså stadig væk over, hvordan Dansk Folkeparti på den ene side kan sige, at det her aldrig bliver til noget, at der aldrig nogen sinde bliver en tostatsløsning, at der aldrig nogen sinde bliver nogen fred i Mellemøsten, og på den anden side samtidig glad og fro kan stemme for alverdens ting og sager, som handler om, at det netop er den løsning, vi arbejder hen imod. Hvordan hænger det sammen? Har man én holdning ude i verden, og så en anden, når man sidder og trykker på afstemningsknapperne herinde i Folketingssalen?

Jeg tror, der er en klog mand eller kvinde, der engang har sagt, at menneskets største dumhed er, at historien gentager sig, og man begår de samme fejl igen og igen. Når jeg hører fru Gjerskov sige, at det nu er tid til dialog, at det ikke nu er tid til at pege på hadet, så er det jo fuldstændig det samme som at høre Chamberlain efter mødet med Hitler tale om »peace in our time«, for selvfølgelig skal vi pege på det had, der er i de palæstinensiske grupper.
     Hvis vi vælger fru Gjerskovs vej og siger, at nej, det had taler vi ikke om, det had, som helt klart bliver udtrykt
i medierne, i skolebøgerne, og alle mulige andre steder i det palæstinensiske samfund, vil vi slet ikke tale om eller tage seriøst, hvordan kan vi så løse konflikten? Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Vi må tage parterne, som de er. Det er helt åbenbart, at palæstinenserne har et problem med at acceptere den israelske stat. Hamas har det i sit valgprogram, i sit oprindelige, stiftende program, at Israel skal udslettes. Hvordan kan man så overhovedet drage i tvivl, at det had eksisterer?

Nu forstår jeg på hr. Morten Messerschmidts flammetaler, at islam skulle være roden til alt ondt baseret på nogle citater fra islamistiske grupper, en retorik, som jeg godt er klar over, at hr. Morten Messerschmidt anvender, den holdning er jeg godt klar over, han har, selv om det giver mindelser om retorik mod andre religioner, som også er blevet brugt i tidens løb.
     Jeg vil godt lige spørge hr. Morten Messerschmidt, om den holdning så er det, der bliver afspejlet, når han omtaler Israels legitime interesse i at forsvare sig selv, og om det efter hr. Morten Messerschmidts mening omfatter, at Israel skal have mulighed for overtrædelse af menneskerettigheder. Det er notoriske overtrædelser af menneskerettigheder, hvad israelerne rent faktisk gør mod det palæstinensiske folk. Er det det, han mener med deres legitime ret til at forsvare sig selv? Det er sådan en form for relativisme med hensyn til, hvem der må gøre hvad, når det gælder menneskerettigheder.
     Jeg ved jo godt, at Dansk Folkeparti har et meget afslappet forhold til menneskerettigheder.

Jeg kan sige, at jeg af hele mit hjerte ønsker en fredelig sameksistens mellem den forhåbentligt kommende palæstinensiske stat og den nuværende siden vel egentlig 1922 eksisterende israelske stat. Det nærer jeg et brændende ønske om.
     Nu er jeg ikke borger i Palæstina, så jeg kan sådan trække mig lidt tilbage og observere. Jeg ved ikke, om det er sådan en Enhedslistendogmatik, som selvfølgelig stadig væk nok er forstærket og bygger på nogle andre kriterier end normale menneskers, at man bare kan se bort fra den åbenlyse hadretorik, der altid udgår fra islam imod jøder.
     Nu fik jeg at vide tidligere fra hr. Jørgen Kiel, at han ikke hører fredagsbønner. Det har jeg nu altid haft en stor interesse i, fordi det giver sådan en god forståelse for, hvad det er, de religiøse ledere inden for islam prædiker, og jeg synes faktisk, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr skulle prøve at læse nogle af de fredagsbønner, som bliver holdt her i Danmark, i Frankrig, ja, hele Europa, og i særdeleshed i Mellemøsten, så tror jeg, hr. Jørgen Arbo-Bæhr vil revidere sit syn på, hvordan muslimer - mange muslimer - ser på jøder.

Nu har jeg ikke nogen trang til at skulle vurdere menneskegrupper fordelt på religioner i denne verden. Jeg synes, at det som regel kun fører til noget ondt, når det sker. Jeg synes, man skal lade være med det. Det kunne aldrig falde mig ind, at fordi der er en, som er tilhænger af islam, der siger noget, så at tage sidekammeraten og sige, at så mener vedkommende nok det samme. Jeg tror, hr. Morten Messerschmidt ville lære lidt af virkeligheden, hvis han prøvede at tænke lidt i samme retning.
     Det er meget vigtigt for os i Enhedslisten, at man vurderer forholdet til menneskerettigheder ens, uanset hvem det er, der overtræder menneskerettighederne. Vi vil kritisere Hamas og alle mulige andre for deres overtrædelser af menneskerettighederne, vi vil kritisere Israel for deres overtrædelse af menneskerettighederne. Men når hr. Morten Messerschmidt lægger op til, at man ikke skal kritisere Israel på grund af deres modstandere, er det så virkelig det, Dansk Folkeparti mener?

Det viser jo den grundlæggende naive verdensanskuelse, som hr. Jørgen Arbo-Bæhr tilsyneladende er indehaver af, når han siger, at man altså ikke skal vurdere verden ud fra religiøse dogmer. Det kan hr. Jørgen Arbo-Bæhr og jeg blive meget enige om er ukonstruktivt og irrationelt. Problemet er bare, at der altså er omkring 6-7 mia. mennesker her i verden, som vi skal have overbevist om det først.
     De mennesker har jo også en vis form for interaktion med hinanden, og vi kan da ikke bare sætte kikkerten for det blinde øje. Når vi kan se, hvordan muslimer i Palæstina har en klar antisemitisk dagsorden, så kan man da ikke sidde og være hellig her i Enhedslistens partikontor og sige: Nå, men vi går slet ikke ind for religion. For det gør man altså i Palæstina, og man føler altså, at man har en eller anden form for koransanktioneret mulighed for eller retfærdighed til at fjerne Israel. Det kan man ikke bare lukke øjnene for, det er da et hamrende stort problem.

Tak til ordføreren. Næste ordfører bliver fru Helle Sjelle.

Det er jo allerede blevet sagt, at det ikke er første gang, vi står her og behandler det her forslag om en suspension af associeringsaftalen med Israel. Vi har behandlet dette forslag adskillige gange før.

     Lad mig derfor starte med at slå fast, at vi i Det Konservative Folkeparti ikke har ændret mening siden sidste gang, vi behandlede det her forslag. Det er stadig væk vores opfattelse, at en suspension af associeringsaftalen med Israel ville være meget uhensigtsmæssig.
     Jeg vil gerne endnu en gang henlede opmærksomheden på, at aftalen ikke blot er en handelsaftale, men altså også er en aftale, der forpligter Israel til at indgå i en politisk dialog med EU. Hvis vi suspenderer denne aftale, forringer vi efter vores opfattelse EU's muligheder for at føre en kritisk dialog med landet, og det synes vi ikke er hensigtsmæssigt. Hvis vi ønsker at have indflydelse på menneskerettighedssituationen i Israel og mulighed for at påvirke situationen i en positiv retning, er det efter vores opfattelse en forudsætning, at vi bevarer forbindelserne til landet.
     Som jeg tidligere har sagt, handler det om, at vi bl.a. bør bevare denne associeringsaftale med Israel, fordi det giver EU muligheden for at føre en kritisk dialog med landet. Samtidig er det værd at bemærke, at det er den udbredte holdning i EU, at en suspension af associeringsaftalen vil være et tilbageskridt. Vi står altså ikke alene med det her synspunkt.
     Naturligvis skal Israel ligesom alle andre lande overholde menneskerettighederne. Vi skal stille krav til landet og arbejde for, at Israel ikke krænker folkeretten i de besatte områder, men det arbejde kan ikke gøres, hvis vi vender ryggen til. Derfor er det vores holdning, at et samarbejde med Israel er nødvendigt. Og derfor støtter vi altså ikke forslaget.

Jeg vil bare gerne vide, om det er en generel holdning hos Det Konservative Folkeparti, som fru Helle Sjelle udtrykker, at hvis man har en stat, som konsekvent krænker menneskerettighederne, så er det bedst at sørge for, at denne stat indgår en handelsaftale eller en associeringsaftale med EU, sådan at man kan holde dem lidt i ørerne.
     Og så den anden del af det: Hvor er det så, at EU har holdt Israel i ørerne angående de menneskerettigheder? Det fortsætter jo i en uendelighed.

Der er naturligvis flere måder, man kan angribe det her spørgsmål på, men vi synes, det er bedst, at man opretholder en kritisk dialog med landet frem for at afskære muligheden for at kunne gøre det. Det er det, der er vores synspunkt, og det er derfor også, vi holder fast i denne aftale.

Ja, jeg fik jo ikke rigtig noget svar på, om det generelt gælder, at med lande, der krænker menneskerettighederne, er det klogest, at EU tegner en associeringsaftale. Er det det, der er De Konservatives politik?

Nu er det jo altså et meget forsimplet spørgsmål, må jeg sige, om de bare skal indgå en aftale med EU, og så går det hele nok. Nej, det er ikke sådan, det hænger sammen. Det hænger sådan sammen, at vi mener, at det er vigtigt, at vi bevarer denne aftale, fordi vi på den måde også ud over handel har mulighed for at påvirke den situation, der er i Israel. Vi foretrækker altså at opretholde dialogen frem for at afskære, at vi har en dialog.

Tak til ordføreren. Næste ordfører bliver hr. Niels Helveg Petersen.

Det Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget. Vi vil stemme imod.
     Vi har været, og vi er kritiske over for vigtige elementer i den israelske politik som f.eks. opførelsen af hegnet eller muren og bosættelserne, ikke mindst bosættelserne. Og Danmark har i EU og med radikal støtte støttet kritik af Israel i sådanne spørgsmål. Men vi er imod at opsige aftalen. Vi tror ikke, det vil fremme EU's og de europæiske landes muligheder for at lægge et pres på parterne
i Mellemøsten, inklusive Israel. Vi mener, at det vigtigste i situationen er det, som vedtoges under det forrige punkt på dagsordenen, nemlig at arbejde for køreplan for fred, hvor svært det end er. Dertil kommer så, at forslaget selvfølgelig er totalt udsigtsløst. I EU ville det synspunkt, jeg her har fremført, gøre sig stærkt gældende, og det ville være udsigtsløst i EU at skabe enighed om forslagets linje. Jeg vil slutte af med at sige, at jeg da meget gerne vil tage meget stærk afstand fra, hvad jeg opfatter som det meget fanatiske, uafbalancerede indlæg, hr. Messerschmidt kom med om sit syn på islam. Vi skal støtte vore venner i Israel, siger hr. Messerschmidt. Jeg er overbevist om, at vore venner
i Israel, hvis de hørte en sådan tale, ville sige til sig selv: Fri os for vore venner, vore fjender skal vi nok klare.

Ikke mindst jøder vil tage afstand fra en tale af den type, som hr. Messerschmidt holdt, fordi netop jøder i århundreder har været ramt af denne type generaliserende betegnelser, som har ført til store lidelser for jøder gennem historien.

Jeg vil gerne spørge hr. Niels Helveg Petersen om hans holdning til, at nogle af de fredsgrupper i Israel, som arbejder for, at Israel skal trække sig ud af de besatte områder, også bakker op om en boykot og mener, at EU skal presse på ved at true med at ophæve associeringsaftalerne. Kan der være nogen muligheder for at påvirke den israelske opinion ved at tage den slags skridt?

Nej, det tror jeg ikke der er, for jeg tror ikke, det spiller nogen særlig rolle i Israel. Når Israel træffer politiske beslutninger på dette område, spiller de handelspolitiske synspunkter ikke nogen særlig rolle. Hvis de gjorde det, og hvis hensynet til Israels økonomi var afgørende, ville det være meget nemmere at løse konflikten.
     Jeg er helt opmærksom på, at der er grupper i Israel, som har det synspunkt, men jeg har anlagt min egen politiske vurdering af sagen og er nået til det modsatte resultat.

Så vil jeg bare spørge, om hr. Niels Helveg Petersen ikke mener, at det forhold, at en tredjedel af eksporten kunne blive truet, hvis associeringsaftalen blev opsagt, kunne få en effekt i Israel, virkelig kunne sætte trumf på og også kunne bringe palæstinenserne håb, fordi de kunne se, at der faktisk er nogle, der vil arbejde for, at der ikke bare kommer en fredsløsning, men også en retfærdig fredsløsning. Det er jo betingelsen for, at det bliver en løsning, der holder i sidste ende.

Nej, i en sag af denne art tror jeg ikke økonomiske sanktioner ville have nogen virkning, og jeg er heller ikke tilhænger af dem, fordi jeg tror, vi står os bedre ved at være i en tæt dialog med israelerne end ved at afskære os selv fra at føre den. Derfor tror jeg ikke, det ville tjene noget fornuftigt formål at opsige aftalen og da slet ikke nu
i en situation som den, som nu eksisterer i Mellemøsten med de meget uafklarede nye elementer.

Foranlediget af det, hr. Helveg Petersen sagde om min tale, vil jeg egentlig gerne spørge: Efter tre en halv times debat, som man kan sige har været relativt ensidig, fordi den bortset fra Dansk Folkepartis indlæg har været en ret ensidig bebrejdelse af Israel på grund af hegnet, på grund af IDF osv., hvad er det så præcis, der er så forstemmende for hr. Helveg Petersen, fordi en ordfører vælger at pege på, at der er dybt antisemitiske toner i de palæstinensiske medier, i fredagsbønnerne i moskeerne, i de officielle palæstinensiske tv-kanaler og en lang række andre steder? De har helt klart deres udspring i det palæstinensiske muslimske område, og hvorfor er det så forstemmende for hr. Helveg Petersen, at man peger på det? Som jeg sagde før, er det da et hamrende vigtigt element at drage ind i billedet, hvis der skal findes en fredelig løsning.

Fanatisme af enhver art er en del af problemet i Mellemøsten; det er helt klart. Men det er også en del af problemet, når fanatikere i vor kulturkreds gør det til ikke et spørgsmål om nogle politiske løsninger, men til et spørgsmål om kamp mellem religioner, og det er det, jeg tager afstand fra.

Så vil jeg bare i al stilfærdighed spørge angående den hadske retorik, som jeg selvfølgelig indrømmer at ikke alle palæstinensere fører over for Israel, men dog føres i ret massivt omfang i Palæstina: Kan hr. Helveg Petersen finde eksempler på noget tilsvarende i Israels omtale af palæstinensere? Kan hr. Helveg Petersen pege på israelske skolebøger, som omtaler palæstinensere meget, meget grimt? Jeg tør næsten ikke gentage, hvordan jøderne bliver omtalt her fra Folketingets talerstol, men kan hr. Helveg Petersen give eksempler på taler i synagogerne, hvor der er talt imod Palæstina på den måde, man taler mod Israel på i moskeerne? Og hvis hr. Helveg Petersen ikke kan det, hvorfor er det så forstemmende at fremhæve det?

Jeg tager afstand fra enhver form for hadefuld omtale af andre, og det ganske uanset om det er fra israelsk side eller fra jødisk side i almindelighed, eller det er fra muslimer mod andre, eller det er fra kristne mod andre. Det er en tone, som er mig fuldstændig fremmed, og jeg synes, det er en del af problemet i Mellemøsten, at man ikke kan forholde sig til de politiske problemer, som findes, men oven i købet prøver at gøre det til et religiøst problem.

Tak til ordføreren. Næste ordfører bliver fru Anne Grete Holmsgaard.

Jeg vil godt starte med at sige, at jeg synes, det er positivt, at det ikke er et forslag om boykot, Enhedslisten har fremsat, men derimod et forslag, der handler om Euro-Middelhavsassocieringsaftalen med Israel. Jeg siger det, fordi hr. Kiel også har talt om boykot undervejs.
     I SF har vi støttet både denne og andre associeringsaftaler - der er jo temmelig mange af dem - med landene omkring Middelhavet og andre steder, men vi har bestemt ikke gjort det ukritisk. Vi er stærkt optaget af, at EU tager sine egne aftaler dybt alvorligt, og jeg vil godt tage fat i det, udenrigsministeren sagde i sit indlæg, hvor han understregede, at det er afgørende, at vi udnytter de muligheder, der ligger i aftalen for at føre en kritisk dialog med Israel. Jeg må sige, at jeg desværre synes, at EU på dette område leverer dobbeltmoral og også arbejder med dobbelte standarder. Det synes jeg er et stort problem, og jeg vil godt komme med nogle eksempler på det. Muren - nogle kalder den hegnet - er jo i vid udstrækning opført på besat jord og dømt illegitim af den internationale domstol i Haag. Det bakker EU ikke op, og det mener jeg er et stort problem. Østjerusalem: For ganske få måneder siden afgav EU's egen mission i Østjerusalem en rapport om Østjerusalem, som både er et vældig godt analysedokument og indeholder en række anbefalinger, men alligevel blev denne rapport stoppet undervejs. Den er tilgængelig, javel, men den kom ikke til egentlig drøftelse. Jeg ved ikke, om det var det engelske formandskab eller Rådet, der traf afgørelsen om, at den ikke skulle komme videre. De palæstinensiske partier, der stillede op til det valg, der netop er afholdt, har alle sammen skrevet under på en code of conduct om at respektere international lov. Jeg synes, det er godt, de har skrevet den under, og her har EU spillet en vigtig rolle i arbejdet med at få dem til at skrive under. Men når vi vender blikket mod Knesset i Israel, må vi jo desværre konstatere, at en række af partierne i Knesset ikke ville skrive under på en tilsvarende aftale. Det næste, jeg vil nævne, er, at EU aldrig for alvor har konfronteret Israel med dets manglende overholdelse af Genèveaftalerne, og Israels blokering af mulighederne for at få det, man kan kalde en bæredygtig økonomi i selvstyreområderne. Det er en kurs, der har svækket muligheden for at komme af med korruptionen i Fatah, som vi alle sammen kender til, og dermed også har banet vejen for den meget store valgsejr, Hamas vandt her for ganske nylig, og heller ikke her mener jeg, at EU for alvor har taget fat i problemet. Jeg mener, det må stå klart, at aftaler skal være baseret på Rule of Law, på internationale konventioner og på internationale retsforhold og retstilstande, og derfor mener jeg, vi bør bruge denne anledning til simpelt hen at gennemgå associeringsaftalen og se, på hvilke områder Israel overholder reglerne, og på hvilke områder Israel ikke overholder reglerne. Jeg vil godt understrege, at for os at se burde det faktisk være tilfældet for alle associeringsaftalerne, for vi har jo associeringsaftaler med andre lande, som ikke fuldt ud respekterer menneskerettighederne. Men jeg synes, det kunne være fornuftigt at bruge denne anledning til simpelt hen at gennemgå aftalen med Israel i det videre arbejde. Jeg må sige, at jeg er bekymret over, at EU står så svagt i forhandlingerne i Mellemøsten. Det er stadig USA, der er meget dominerende på scenen. Jeg er udmærket klar over, at med de regler, EU har for udenrigspolitik, er det ikke let for EU at fylde godt op i landskabet, men ikke desto mindre finder jeg det meget vigtigt, at EU kommer til at spille en meget mere offensiv rolle i arbejdet på at få løst Mellemøstenkonflikten, få den bilagt og få etableret en situation med to stater i området.

Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jesper Kiel.

Jeg synes, vi under debatten i dag har hørt utallige gange, at man er villig til at stille krav til palæstinenserne, for ellers vil det få konsekvenser. Alle de borgerlige ordførere har bakket op om statsministerens udtalelser om, at nu er det op til Hamas, for ellers bliver kassen klappet i for støtte til det palæstinensiske selvstyreområde, og jeg synes, det er besynderligt, at der er én logik, når det drejer sig om palæstinenserne, og en anden logik, når det drejer sig om israelerne.
     Enhedslistens forslag opfordrer regeringen til at arbejde for en suspendering af Israels associeringsaftale med EU, fordi det vil have en vigtig virkning og faktisk bidrage til at opnå den fred, som vil komme både palæstinenserne og israelerne til gode. Hvis vi ser på Israels eksport til EU, udgør den mellem en fjerdedel og en tredjedel af Israels samlede eksport, og en ophævelse af associeringsaftalen vil altså få mere end bare symbolsk betydning. En ophævelse vil få reel betydning for Israels økonomi og dermed også evnen til at opretholde et undertrykkelsesapparat over for palæstinenserne, for man kan sige, at aftalen er direkte med til at finansiere den undertrykkelse, som foregår.
     Vi skal ophæve associeringsaftalen med Israel, fordi Israel ikke overholder en af aftalens helt grundlæggende bestemmelser, nemlig artikel 2:
     »Forbindelserne mellem parterne samt alle bestemmelserne
i denne aftale bygger på respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper, som ligger til grund for deres interne og internationale politik, og som udgør et væsentligt element i aftalen.« Et af de demokratiske principper i international politik er accept af FN's Sikkerhedsråds resolutioner, og Sikkerhedsrådets resolution 242 siger klart og tydeligt, at Israel skal trække sig tilbage fra de besatte områder. Det er ikke sket efter utallige år, og det er også derfor, vi genfremsætter dette forslag igen og igen. Vi skal signalere klart og tydeligt, at Israel skal trække sig tilbage fra Vestbredden og Jerusalem. Vesten og ikke mindst EU har svigtet ved ikke at sætte Israel stolen for døren, og det er jo derfor, man nu ligger, som man har redt. Man har været med til at styrke Hamas ved det seneste palæstinensiske valg, og man har faktisk ført det palæstinensiske selvstyre ind i langtrukne forhandlingsprocedurer, hvor det ikke har opnået noget som helst, fordi man har ladet Israel fortsætte med at æde en større del af Vestbredden og sætte deres mur op. Hvis vi ser på en anden del af artiklen, som vedrører respekten for menneskerettighederne, kan vi konstatere, at Israel har opført muren på besat jord; den afskærer tusinder af palæstinensere fra deres egen jord, fra skolerne, fra sundhedsvæsenet, og jeg kunne fortsætte. Israel konfiskerer palæstinensisk jord i direkte strid med internationale konventioner, og Israel er i gang med at annektere store dele af Vestbredden. Israels premierminister har tidligere på ugen sagt, at det faktisk er det, man planlægger, og det er også det, EU har konkluderet i rapporten om Østjerusalem: Man er i gang med at annektere dele af Vestbredden og Østjerusalem. Det eneste, vi hører fra EU og fra regeringen, er, at man fordømmer opførelsen af muren og kræver den standset, men den udbygges fortsat. Regeringen er ikke villig til at tage konsekvensen af sin egen politik. Der er én standard for vennerne og en anden standard for dem, man ikke kan lide. Jeg mener ofte, det kan være svært at gøre de palæstinensiske myndigheder ansvarlige for at holde orden i eget hus, når de er udsat for en israelsk besættelsesmagt, som ikke alene myrder folk rundtomkring, men sprænger fængsler i luften, afvæbner politiet, forhindrer, at man kan bevæge sig mellem de forskellige dele af Palæstina, bryder ind på kontorer og ødelægger skøder til huse, så man ikke længere kan finde ud af, hvem der ejer husene i Palæstina. Israel har fuld kontrol, og det er helt bevidste aktioner, man gennemfører fra den israelske hærs side. Folkekirkens Nødhjælp, som jeg har nævnt tidligere i dag, opgør nogle tal fra den israelske menneskerettighedsorganisation B'Tselems årsrapport for 2005, og den illustrerer klart, at det er Israel, der fører an i krænkelser af menneskerettighederne. Der er krænkelser på begge sider, og det er vi imod, men Israel fører an, og det må få konsekvenser. Lad mig nævne: 197 palæstinensere blev dræbt i 2005, heraf var 54 børn, og 118 havde ikke deltaget i kamphandlinger. Der blev også dræbt 50 israelere, heraf 41 civile. Israel har 69 kontrolposter på Vestbredden, 12 alene
i den palæstinensiske by Hebron. Det er forbudt palæstinensere at bruge 41 vejstrækninger på Vestbredden, svarende til 700 km vej. 741 palæstinensere er fængslet rent administrativt, de er ikke anklaget for noget, og de ved ikke, hvornår de bliver løsladt.

     Det er lige præcis den politik, der gør, at palæstinenserne er blevet tvunget i armene på Hamas. Det er den logiske konsekvens af den fortvivlede politiske og sociale situation i Palæstina, og det afspejler Vestens og i særdeleshed USA's svigten af det palæstinensiske folk.
     Danmark og resten af verden må i den forbindelse erkende, at den israelske besættelse af palæstinensisk territorium er en stor forhindring for freden, men et lille bidrag til skabelsen af fred mellem Israel og Palæstina ville være en ophævelse af associeringsaftalen. Det ville fortælle Israel, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at international lov og ret skal overholdes, og Israel må acceptere, at det er basis for at finde en fredelig og retfærdig løsning.

Det er jo sådan, at når man står i en sådan situation, som vi står i med Israel, har man to muligheder. Man kan vælge at true med at blive, eller man kan vælge at true med at gå.
     Vi er i Socialdemokratiet meget enige i mange af de ting, Enhedslisten har ridset op om de problemer, der er i Israel, og om den israelske håndtering af menneskerettighederne, men vi synes også, det er utrolig vigtigt at fastholde den kritiske dialog med Israel. Jeg hørte ordføreren sige, at der må være en konsekvens. Det har vi også sagt, og vi har opfordret udenrigsministeren til at presse på for at få sine kolleger i EU til at lægge pres på Israel, men hvordan vil Enhedslisten sikre, at der også er en kritisk dialog i fremtiden, hvis man ophæver associeringsaftalen og det forum for dialog, der ligger i aftalen?

Der er jo masser af muligheder for at rette henvendelse til Israel. Vi har FN, og her er det ikke et krav at have handelsforbindelser med Israel for at kunne gøre det, og jeg tror såmænd, at nogle af de lande, der ikke har en associeringsaftale, meget gerne vil i dialog.
     Jeg har ikke hørt nogen begrundelser for, om pisk eller gulerod vil være den bedste motivation. Men hvis man risikerede at miste associeringsaftalen - hvis der var en debat i EU om, at man måske ville opsige den - kunne det jo være, at Israel sagde: Hov, nu må vi se at få gjort noget ved det.
     Jeg har ikke hørt nogen nævne her i dag, på hvilke områder EU har sagt, at nu må det være slut, og har fået rettet op på noget. Der er ikke nogen, der har kunnet nævne bare et enkelt eksempel, men det ville være en stor gulerod, hvis en ophævelse af associeringsaftalen ville betyde tab af en tredjedel af deres eksport. Så tror jeg såmænd, de gerne ville i dialog, for det var de jo nødt til.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.