Fremsat den 21. februar 2006 af Morten Messerschmidt (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF).

Forslag til folketingsbeslutning

om at pålægge regeringen at meddele, at Danmark afviser den retspraksis, der er skabt af EF-Domstolen med dom C-176/03, hvor kompetence er flyttet fra søjle III til søjle I

Folketinget opfordrer regeringen til at afvise den retspraksis, som EF-Domstolen har skabt med dom C176/03, hvor kompetence er flyttet fra søjle III til søjle I. Med dommen har EF-Domstolen flyttet kompetencen uden parlamentarisk eller demokratisk indflydelse og gjort strafferetten til et område, som kan afgøres med flertalsafgørelser.

Bemærkninger til forslaget

Det er forslagsstillernes opfattelse, at EF-Domstolens politiske virke må høre op, og at den danske regering klart må sige fra over for den integrationsivrige linje, som bliver ført af EF-Domstolen uden parlamentarisk eller demokratisk indflydelse.

Begrundelse

Det er talrige gange vist, at aktøren, når det gælder om at skabe yderligere integration i EU, ikke er et folkevalgt organ. Det er derimod EF-Domstolen, som i dom på dom udvider EU€™s magtområder, tillægger EU-institutionerne kompetencer, som traktaterne ikke har tiltænkt dem, eller overfører kompetencer mellem traktater og ændrer på de traktatfæstede spilleregler. Forslagsstillerne er stærkt bekymrede over denne udvikling med EF-Domstolen som politisk aktør og ser det som en trussel mod de grundlæggende demokratiske principper, at en ikke-folkevalgt domstol kan træffe afgørelser om traktaternes grundlæggende udformning.

Eksempelvis sås det i Keckdommen (C-268/91), hvor EF-Domstolen detaljeregulerede inden for markedsføringsreglerne. I bogen »EU-ret i kontekst« side 218 formulerer Hjalte Rasmussen det således: »Keck-dommen illustrerer godt et aspekt af det problem, som handler om EF-domstolens angivelige policymaking eller ligefrem dens judicielle aktivisme, dens judicial activism, som er omhandlet i kapitlerne 1 og 6 ovenfor. Dette problem handler om, hvorvidt det er videnskabeligt hensigtsmæssigt at underkaste en institution som Domstolen en policy-analyse, hvilket jo forudsætter, at den i større eller mindre grad er involveret i politiceren €" i politikmageri.« (Hjalte Rasmussen: »EU-ret i kontekst« 5. udgave, 2003)

Af andre domme, hvor EF-Domstolen har optrådt politisk eller ændret i de grundlæggende spilleregler, skal følgende nævnes:

·        Tjernobyldom i C-70/88, hvor domstolen ved at tillægge Europa-Parlamentet søgsmålskompetence ændrede på magtdelingen i traktaterne.

·        Costa/ENEL-dommen C-6/64, hvor EU-retten blev givet forrang frem for national ret, og i øvrigt komplimenteres af C-106/77, der tillægger de nationale domstole kompetence til at tilsidesætte de nationale parlamenters love, såfremt de er i strid med EU-retten.

·        Cassis de Dijon-dommen C-120/78, som udvidede undtagelsesbestemmelserne i TEF, artikel 30.

Hertil knytter sig den nylige afgørelse fra Retten i Første Instans, der flytter dele af søjle II om det forsvars- og udenrigspolitiske samarbejde til søjle I, jf. T-306/01. Der er i den juridiske teori bred enighed om, at disse domme er eksempler på markante ændringer i EF-traktaternes indhold.

Danske regeringer har i årtier accepteret denne udvikling og bøjet sig for den €" upåagtet at tiltrædelsesloven af 1972 kun forpligter Danmark til at respektere de indgåede traktater, jf. lovens § 2, jf. § 4. Det hidtil mest bemærkelsesværdige eksempel på EF-Domstolens politiseren er dommen C-176/03, hvor EF-Domstolen opfandt ny hjemmel til inden for det indre marked (søjle I) at kunne strafpålægge manglende overholdelse af vedtagne regler. En sådan hjemmel findes ikke i nogen af de i tiltrædelsesloven nævnte traktater eller konventioner.

Uanset at tiltrædelsesloven ikke indeholder denne hjemmel, har justitsministeren i flere udtalelser €" bl.a. i samråd i Europaudvalget den 14. oktober 2005 €" givet udtryk for, at den danske regering agter at følge EF-Domstolens politiske beslutning om at overføre magt fra den mellemstatslige del af EU-samarbejdet (søjle III) til det overstatslige samarbejde i det indre marked (søjle I) og således vil lade sig forpligte af de beslutninger, denne nye institutionelle indretning vil afstedkomme.

Uanset at danske regeringer i årtier har siddet denne udvikling overhørig, er der god grund til at huske, hvad Højesteret sagde om grundlovens § 20 i sin dom af 6. april 1998 (grundlovssagen). Her anføres følgende under punkt 9.6: »Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-Domstolen, bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på EF-Domstolens praksis.«

Der ses med andre ord helt klart at være taget stilling til, at Danmark ikke er bundet af afgørelser, som ikke har klar hjemmel i tiltrædelsesloven. Dette er netop kerneområdet for denne sag.

Det afgørende ved forståelsen af grundlovens § 20 er, at enhver form for suverænitetsafgivelse til mellemfolkelige sammenslutninger skal være fastslået »ved lov«. Den nuværende tiltrædelseslov, ifølge hvilken EF€™s/EU€™s regler (Traktaterne om Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab) får retskraft i Danmark, omtaler ikke EF-Domstolens politiske domme som en af de »traktater mv.«, der ifølge lovens § 4 kan udøves af fællesskabets institutioner. Da dette, jf. det fra Maastricht-dommen citerede ovenfor, er en ufravigelig betingelse, for at Danmark kan lade sig forpligte, er det hensigten med dette lovforslag at forpligte regeringen at meddele EF-Domstolen, at Danmark ikke kan lade sig forpligte af denne som så mange andre politiske domsafgørelser.

Forslagsstillerne er utilfredse med, at det i EU er EF-Domstolen, som træffer de afgørende beslutninger om, i hvilken retning samarbejdet skal udvikle sig. En lang række domme understreger som beskrevet ovenfor, hvordan EF-Domstolen har tiltaget sig kompetence til at foretage grundlæggende ændringer i de eksisterende traktater for derved at virke for øget politisk integration. Det er uacceptabelt, at folkevalgte politikere skal se passivt til, mens EF-Domstolen træffer de virkelig afgørende beslutninger i EU som i C-176/03, hvor der flyttes kompetence fra søjle III til søjle I, der i sit væsen er afgørende forskellige fra hinanden, jf. nedenfor. Opdelingen af EU-samarbejdet mellem de tre søjler er ingenlunde inferiør. Søjlerne II og III er mellemstatslige, og det er suverænt medlemsstaterne, som gennem deres regeringer har magten. Forslagene vedtages i enighed, og EF-Domstolen har kun meget begrænset kompetence over disse. Under det indre marked i søjle I har EF-Domstolen fuldstændig magt til at fortolke og afgøre retsakter, og det er Europa-Kommissionen, der har eneret til at fremsætte forslag, som oftest vedtages med flertalsafgørelse, efter at Europa-Parlamentet er blevet hørt. Der er derfor afgrundsdyb forskel på, hvem der inden for de tre søjler har indflydelse på udformningen af lovene. Af den grund er det skræmmende, at EF-Domstolen træffer beslutninger om ophævelse af skellet imellem søjlerne.

Som bekendt skulle den nu hedengangne EU-forfatning have smeltet de tre søjler sammen til én, og artikel III-271 skulle have åbnet mulighed for, at EU kunne strafpålægge handlinger. Der er en slående lighed mellem denne artikel og den dom, som nærværende lovforslag angår. Artikel III-271 må anses for død efter afstemningerne i Holland og Frankrig. Det forekommer derfor foruroligende, at EF-Domstolen aktivt trodser afvisningen af forfatningen og tænkepausen i EU og med sine dybt politiserende afgørelser medvirker til at indføre dele af forfatningen €" uden befolkningernes opbakning. Det er politisk uholdbart i en tid, hvor regeringen har lovet befolkningerne en tænkepause. Og det er juridisk uhæderligt, fordi der hverken er hjemmel i EF/EU-traktaterne eller i tiltrædelsesloven.

På denne baggrund indstiller forslagsstillerne nærværende beslutningsforslag til Tingets velvillige behandling, idet det er håbet, at et samlet flertal klart og utvetydigt vil signalere, at det i EU er politikere €" og ikke dommere €" der skal bestemme udviklingen, og at Danmark ikke vil lade sig binde af politiske domme fra EF-Domstolen, som går langt ud over, hvad den danske grundlov og tiltrædelseslov muliggør.

Virkningen af en vedtagelse af nærværende beslutningsforslag vil være, at den danske regering klart meddeler EF-Domstolen, at Danmark fremover vil afholde sig fra at følge decideret politiske domme, som udbygger eller ændrer EF- og EU-traktaternes magtfordeling, in casu altså C176/03. Derfor indstiller forslagsstillerne forslaget til Tingets velvillige behandling og vedtagelse.

Skriftlig fremsættelse

Morten Messerschmidt (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at pålægge regeringen at meddele, at Danmark afviser den retspraksis, der er skabt af EF-Domstolen med dom C-176/03, hvor kompetence er flyttet fra søjle III til søjle I.

(Beslutningsforslag nr. B 81).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.