L 47 Forslag til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-11-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l47_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (9. november 2005)

 

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme (Hvidvaskloven)

(Lovforslag nr. L 47).

Lovforslaget skal sikre, at Danmark bidrager til den internationale kamp mod hvidvask af penge og terrorfinansiering.

Det vurderes, at der er områder, som i dag ikke er omfattet af hvidvaskloven, hvor der er risiko for at gennemføre hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. For at gøre det sværere at hvidvaske penge og finansiere terrorisme foreslås det derfor, at lovens anvendelsesområde udvides til at omfatte udbydere af tjenesteydelser til virksomheder, f.eks. personer der erhvervsmæssigt opretter selskaber for tredjemand og kontorhoteller.

Det foreslås ligeledes at indføre et kontantforbud, så forhandlere af genstande og auktionsholdere ikke må modtage kontantbetalinger på 15.000 euro eller derover. Dette vurderes at være en effektiv måde at dæmme op for, at disse kanaler anvendes til hvidvask og terrorfinansiering.

Det foreslås endvidere, at kravene til kundekendskab skærpes, eksempelvis ved, at der stilles øgede krav til kendskabet til kunder, der vurderes at være såkaldte "politisk udsatte personer". Kravet er begrundet særligt med hensynet til at bekæmpe korruption. Af hensyn til ikke at pålægge de af loven omfattede virksomheder og personer uforholdsmæssige store administrative byrder, foreslås det, at oplysningerne kan indhentes efter en risikovurdering.

Lovforslaget skal endvidere søge at forhindre hvidvask af og terrorfinansiering med midler, der stammer fra andre overtrædelser end straffelovsovertrædelser. Det foreslås derfor, at pligten til at underrette Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet ved mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering ændres fra alene at gælde overtrædelser af straffeloven til at gælde overtrædelser af al lovgivning, der kan straffes med fængsel i over 1 år.

Af hensyn til at sikre lovens overholdelse foreslås det endelig, at tilsynet med loven udvides.

Lovforslaget skal desuden sikre, at Danmark lever op til de internationale forpligtelser til at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering, som fremgår af 3. hvidvaskdirektiv og af anbefalingerne fra Financial Action Task Force on Money Laundering (FATF), der blev vedtaget i juni 2003.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. februar 2006. For at sikre at branchen kan nå at omstille sig til de skærpede krav, foreslås det imidlertid at udskyde ikrafttrædelse af dele af lovforslaget til 1. januar 2007.

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.