L 89 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om aktiv socialpolitik.

(Pligt for unge under 25 år til at tage en uddannelse, supplering af udlændinges integrationskontrakter, tilbud til kontant- og starthjælpsmodtagere, som ikke er blevet aktiveret det seneste år, gentagen aktivering, særlig integrationsindsats, bortfald af kontanthjælp til hjemmegående ægtefælle og afskaffelse af ægtefælletillægget, styrket sygeopfølgning over for kontant- og starthjælpsmodtagere og ændring af refusionsbestemmelserne for kontanthjælp m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 30-11-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l89_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (30. november 2005)

 

 

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om aktiv socialpolitik (Pligt for unge under 25 år til at tage en uddannelse, supplering af udlændinges integrationskontrakter, tilbud til kontant- og starthjælpsmodtagere som ikke er blevet aktiveret det seneste år, gentagen aktivering, særlig integrationsindsats, bortfald af kontanthjælp til hjemmegående ægtefælle og afskaffelse af ægtefælletillægget, styrket sygeopfølgning over for kontant- og starthjælpsmodtagere og ændring af refusionsbestemmelserne for kontanthjælp mv.)

(Lovforslag nr. L 89).

Lovforslaget er sammen med et forslag til ændringen af integrations- og udlændingeloven en del af den lovgivningsmæssige gennemførelse af regeringens integrationsaftale "En ny chance til alle", som blev indgået den 17. juni 2005 med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Bag lovforslaget, der udmønter denne aftale, står Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Formålet med forslaget er at medvirke til, at integrationen forbedres i Danmark. Integrationsaftalen hviler på et grundlæggende princip om, at den enkelte udlænding skal mødes med samme forventninger og krav, som andre borgere i Danmark mødes med, og at udlændinge og efterkommere skal have de samme reelle muligheder som alle andre. En afgørende forudsætning for, at integrationen kan lykkes, er, at den enkelte udlænding selv tager ansvar og viser vilje til at lade sig integrere, finder beskæftigelse og bliver selvforsørgende.

Lovforslaget indeholder følgende elementer:

1. Pligt til uddannelse for unge kontant- og starthjælpsmodtagere under 25 år, der ikke har problemer ud over ledighed, og som ikke har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn

2. Alle udlændinge, der er eller har været omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven, og som skal have hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om arbejdsløshedsforsikring, skal have deres beskæftigelsesrettede indsats fastlagt i integrationskontrakten

3. "Ny chance for alle" €" kontant- og starthjælpsmodtagere med længerevarende passiv offentlig forsørgelse bag sig, uden deltagelse i aktive tilbud, skal have deres sag grundigt gennemgået og sikres en aktiv indsats

4. Ret og pligt til gentagen aktivering for modtagere af kontant- og starthjælp, der er over 30 år, og som har problemer ud over ledighed

5. Særlige regler for en beskæftigelsesrettet indsats for personer, der har særlig svært ved at blive integreret på arbejdsmarkedet

6. Bortfald af kontanthjælp til en hjemmegående ægtefælle og afskaffelse af ægtefælletillægget.

7. Styrket opfølgning over for kontant- og starthjælpsmodtagere, der melder sig syge

8. Ændring af refusionsbestemmelserne for kontanthjælp mv.

Forslaget skønnes samlet at betyde en merudgift for det offentlige på 43,6 mio. kr. i 2006, 162 mio. kr. i 2007, 29,9 mio. kr. i 2008 og €" 5,1 mio. kr. i 2009. Forslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser af betydning for det offentlige eller for erhvervslivet.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. marts 2006. Forslaget om gentagen aktivering træder dog først i kraft den 1. juli 2008. Forslaget om bortfald af kontanthjælp til en hjemmegående ægtefælle indfases over 2 år.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg på regeringens vegne anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.