Den sidste sag på dagsordenen var:
10) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 75:
Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af strategi for afvikling af EU's landbrugsstøtte. Af Lone Dybkjær (RV) m.fl. (Fremsat 16/1 2007).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Lad mig slå fuldstændig fast, at det er regeringens holdning, at det kommende sundhedstjek af landbrugsreformen fra 2003 og midtvejsevalueringen af EU-budgettet skal bruges proaktivt. Regeringen ser både sundhedstjekket og EU-budgetevalueringen som brikker i den fortsatte reformproces af EU's landbrugspolitik.
     Regeringen finder, at en yderligere hurtig liberalisering og markedsorientering er helt nødvendig. EU's budget må gøres mere fremadrettet, og det betyder, at EU-midlerne på landbrugsområdet eksempelvis hellere skal anvendes på fremadrettet forskning og innovation end på gammeldags pris- og markedsstøtte.
     Det var regeringens politik i går, det er vores politik
i dag, og det vil også være regeringens politik i 2008 og 2009, når sundhedstjekket og midtvejsevalueringen af EU-budgettet finder sted. Nøgleordene for regeringens politik om den fælles landbrugspolitik er derfor frihandel, markedsorientering, konkurrenceevne, bæredygtighed, viden og innovation. Og EU's landbrugspolitik er allerede på vej i den rigtige retning, men indsatsen skal styrkes fremover.

Dette er nemlig helt afgørende, hvis EU's landbrugspolitik og vores landmænd skal klare sig i en globaliseret verden. Ellers bliver vi ikke i stand til at udnytte alle de muligheder, som globaliseringen medfører.

     Den politik arbejder regeringen aktivt for, og jeg kan konstatere, at der i Danmark generelt er bred opbakning til den politik - i både Folketinget, befolkningen og de berørte interesseorganisationer, eksempelvis Dansk Landbrug, Forbrugerrådet og miljøorganisationerne.
     Så regeringen arbejder aktivt for at fremme danske synspunkter i EU. Det gør jeg på de månedlige landbrugs- og fiskeriministerrådsmøder i Bruxelles eller Luxembourg, ligesom jeg arbejder for den politik, når jeg deltager i bilaterale eller regionale møder, det være sig med de kolleger, vi har, det være sig med formandskabslandene. Vi diskuterer de her ting alle steder.
     Det er også den linje, vi fremfører, når vi i Fødevareministeriet mødes med vores nordiske og baltiske kolleger forud for de månedlige rådsmøder for at koordinere vores politik og søge maksimal indflydelse; eller når mine embedsmænd jævnligt mødes med de EU-lande, vi er mest enige med, for at drøfte den langsigtede udvikling af den fælles landbrugspolitik. På møderne deltager lande som UK, Tyskland, Holland, Sverige, Estland, Letland og Tjekkiet, og det er jo positivt, at det er lykkedes for Danmark og andre ligesindede lande at udbygge alliancen af reformvenlige lande med tre af de nye EU-medlemsstater. Og med tiden kunne flere lande komme til, blandt alle de nye medlemslande kunne det f.eks. være Slovakiet.
     Endelig søger regeringen i international sammenhæng at fremme danske synspunkter, bl.a. i verdenshandelsorganisationen WTO. I alle disse fora kender man på grund af en aktiv dansk indsats gennem en årrække vores synspunkter, hvilket jeg da også gerne vil kvittere tidligere regeringer for. Og det er vigtigt for at få regeringens politik igennem.
     Men det er ingen hemmelighed, at de politiske ønsker er vidt forskellige rundtom i EU-landene, og derfor er det regeringens strategi, at man aktivt også fra sag til sag søger at maksimere dansk indflydelse. Det betyder, at vi i løbet af forhandlingsforløbet nøje vurderer, hvilke resultater Danmark skal opnå, før man kan stemme for et forslag. Nogle gange kan det efter regeringens vurdering være taktisk klogt at lægge stemmer til et forhandlingsresultat, der bevæger sig i en reformvenlig retning, men måske ikke er helt perfekt, for dermed kan man nemlig undgå, at der i stedet samler sig et flertal for en politik, der går i en helt forkert retning, og den overvejelse har jo også været fremherskende i Folketinget.
     Regeringen må i politikfastlæggelsen også tage forhandlingstaktiske hensyn. Vi skal altid undgå, at de reformvenlige lande bliver isoleret i en gruppe, der kommer til at stå uden for indflydelse. Hvis Danmark stiller et forslag i EU om at fjerne hele EU's landbrugsstøtte i morgen, eller lad os bare sige i 2008-09, ville vi risikere, at vi med meget stor sandsynlighed aldrig kommer til at høste frugterne af den indsats, som skiftende danske regeringer har investeret mange ressourcer i de sidste mange år med henblik på at reformere og markedsorientere CAP'en.
     Lad mig nu gå lidt mere i detaljer om de enkelte elementer i CAP'en. Den fælles landbrugspolitik har altid være omdrejningspunktet for at sikre ensartede konkurrencevilkår på EU-plan. Det er regeringens politik at fastholde, at landbrugspolitikken også fremover skal være fælles, så vi undgår renationalisering. EU's landbrug vil kun opleve vækst og udvikling, hvis vi åbner endnu mere op for samhandel. Et stærkt WTO med en klar landbrugsaftale giver fælles spilleregler på verdensmarkedet. Regeringen arbejder derfor aktivt i EU og WTO for en klar landbrugsaftale, og det er vigtigt, at den tilbageværende støtte under EU's landbrugspolitik er målrettet og kan falde under WTO's grønne boks.
     CAP-reformen fra 2003 har bragt os et vigtigt skridt fremad, men der er stadig behov for justeringer og tilpasninger, i takt med at kravene til landbruget hele tiden ændres. EU's klassiske landbrugsstøtte skal reduceres, samtidig med at der sker en delvis overførsel af midler til landdistriktsstøtte. Budgetdisciplinen er udgangspunktet for dansk holdning til alle tilpasninger af EU's landbrugspolitik.
     De budgetmæssige omkostninger ved den fælles landbrugspolitik har altid være betydelige, men det er vigtigt at slå fast, at værdien af den direkte landbrugsstøtte udhules over tid. Det er ikke så mange, der tænker over det, men støttebeløbene er jo fastsat i nominelle beløb. Det vil sige, at hvis støtten i 1992 er fastsat til
200 euro pr. ha, så vil støtten også i 2007 udgøre 200 euro pr. ha og dermed reelt være udhulet med ca. 33 pct. ved en gennemsnitlig inflation på omkring 2 pct. siden 1992. Med hensyn til landbrugspolitikkens søjle 1 - det er altså den søjle, der har direkte støtte og markedsstøtte - er det vigtigt, at vi fortsætter processen hen imod fuld afkobling af støtten.

     Jeg vil godt gøre opmærksom på, at landbrugsstøtten i EU med den seneste reform for 84 pct.s og i Danmark faktisk for
95 pct.s vedkommende nu er afkoblet fra produktionen og samtidig i vid udstrækning blevet WTO-medholdelig. Det er godt. På længere sigt skal den direkte støtte til landmændene reduceres kraftigt, således at denne støtte til sidst helt kan ophøre. Hurtigere udfasning bør ske for andre pris- og markedsforanstaltningers vedkommende, eksempelvis eksportstøtte, kvoter, prisstøtte og intervention, der bør kunne ophøre i et hurtigere tempo. Hvad angår landbrugspolitikkens søjle 2, som er landdistriktsstøtten, lægges der nu langt mere vægt på denne del af den fælles landbrugspolitik end tidligere. En del af midlerne fra søjle 1 skal overføres til søjle 2, men det er vigtigt, at den samlede landbrugsstøtte i EU, både nationalt og EU-finansieret, reduceres. Med øgede midler til landdistriktspolitikken er det vigtigt, at denne udvikles således, at midlerne anvendes målrettet og effektivt.
     I det danske landdistriktsprogram er der fokus på vækst og udvikling samt natur og miljø. Støtte til innovation og udvikling i fødevareproduktionen skal fremme en konkurrencedygtig produktion af danske højkvalitetsprodukter, som kan leve op til forbrugernes krav om fødevaresikkerhed og hensynet til miljøet. Programmet støtter også den lokale udvikling gennem lokale aktionsgrupper i de dele af landet, hvor udviklingen ikke altid sker med samme hast som i resten af samfundet. Og med programmet støtter vi også en bæredygtig forvaltning af Danmarks mange naturrigdomme, så landbrugets produktion kan gå hånd i hånd med bevarelsen af naturen og et sundt miljø. Så samlet set etablerer vi det bedst mulige grundlag for at opretholde og udvikle landdistrikterne. Nu vil jeg så gerne redegøre for regeringens tidsplan. Regeringen vil hurtigst muligt, efter at Kommissionen har forelagt sit udkast til sundhedstjek og midtvejsevaluering af EU-budgettet, forelægge sagerne for Folketinget. Og regeringen vil derudover orientere Folketinget om eventuelle løbende afgørende udmeldinger fra Europa-Kommissionen, der måtte kræve stillingtagen fra regeringen forud for det egentlige sundhedstjek og EU-budgetevalueringen. Efter en gennemgang af de mere detaljerede elementer i regeringens politik og vores tidsplan må jeg så tilføje, at det er med tilfredshed, at jeg kan konstatere, at der i Folketinget ofte er bred opbakning til denne linje. Lad mig her nævne et par af de vigtigste debatter i Folketinget om EU's landbrugspolitik og WTO de seneste år, hvor det har vist sig, at der i Folketinget faktisk er bred opbakning til en fælles dansk strategi for EU's landbrugspolitik og WTO. Jeg noterer mig, at et stort flertal bestående af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale og SF i forbindelse med F 8 og F 14 den 8. november 2005 opfordrede regeringen til under hensyntagen til forbrugerne, miljøet, dyrevelfærden og udviklingslandene at arbejde for, at der sker en afvikling af handelsforvridende landbrugsstøtteordninger og en yderligere markedsåbning. Ved samme debat blev regeringen i øvrigt også opfordret til at arbejde for, at EU medvirker til yderligere fremskridt på landbrugsområdet ved at fastholde og udbygge sine tilbud, herunder medvirke til udfasning af eksportsubsidier og til reduktion af toldsatser på landbrugsprodukter. Hertil kommer, at Folketinget med støtte fra samme partier som ovenfor i forbindelse med F 34 den 23. maj 2006 som supplement til vedtagelsen fra november 2005 bl.a. har fastlagt et mål om, at størstedelen af al eksportstøtte målt
i både mængde og værdi afvikles inden 2010. Derudover har der også tidligere været bred opbakning til regeringens linje. Må jeg eksempelvis henvise til F 11 fra den 5. november 2002, hvor et stort flertal bestående af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale og Kristendemokraterne opfordrede regeringen til at arbejde for en langsigtet afvikling af den direkte landbrugsstøtte, at udfase eksportrestitutioner og prisstøtte i forbindelse med WTO-forhandlingerne, afkobling af den samlede støtte fra produktionen i næste budgetperiode, at tillægge landdistriktspolitikken større betydning og målrette indsatsen for forbrugerhensyn, fødevaresikkerhed, fødevarekvalitet, miljø og dyrevelfærd. Efterfølgende har et flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti så med F 33 af 25. marts 2004 med tilfredshed noteret resultaterne af forhandlingerne i Rådet af EU's landbrugs- og fiskeriministre om en midtvejsevaluering af den fælles landbrugspolitik i EU i 2003, idet reformen indebærer øget markedsorientering, samt at landdistriktspolitikken tillægges større betydning. Ved samme lejlighed udtrykte et flertal i Folketinget bl.a. tilfredshed med, at reformens gennemførelse i Danmark betyder, at mere end 95 pct. af den mulige støtte afkobles. Endelig vil jeg nævne, at der i Folketinget også ofte er et bredt politisk flertal bag de mandater, der gives i Europaudvalget forud for det månedlige landbrugs- og fiskeriministerrådsmøde, når det gælder løbende justeringer og tilpasninger af den fælles landbrugspolitik. Lad mig blot som et eksempel nævne sukkerreformen, som var en vanskelig sag at få igennem Rådet, men hvor vi i Danmark havde et godt samarbejde.

     Jeg forventer selvfølgelig også, at der i Folketinget fremover vil være en bred opbakning til regeringens strategi for afvikling af EU's landbrugsstøtte.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Fru Lone Dybkjær, værsgo.

Jeg vil gerne takke for ministerens meget lange redegørelse for, hvordan livet er gået på landsbrugspolitikkens område her i Folketinget. Det er selvfølgelig et nyttigt resumé at have til forskellige debatter senere hen.
     Men jeg vil sådan set gerne bede ministeren om at tage stilling til forslaget. Det har ministeren nemlig ikke gjort. Det, det her forslag omhandler, er at udarbejde en strategi for afvikling af EU's landbrugsstøtte, og der må ministeren jo også vide, at det, han har fremlagt, ikke har noget med en strategi at gøre, det er sådan nogle tidsplaner og løbende justeringer, og hvad ved jeg.
     Jeg gider ikke høre nogen som helst ord om, at hvis man afvikler den i 2008, så falder det hele sammen. Det er ikke det, der fremgår af det her forslag. Det, der fremgår af det her forslag, er, at hvis ikke man laver en langsigtet strategi, så får vi aldrig den landbrugsstøtte afviklet på en ordentlig måde hen over et langt tidsrum, sådan at vi ikke skader alle mulige mennesker, der er inden for landbruget.
     Så hvad mener ministeren egentlig om forslaget?

Jo, men man kan da godt til udvalget sende en beskrivelse af de her ting - hvordan de foregår, og hvilke ting man forventer vil komme. Men sandheden er jo, at det netop er lykkedes at afvikle den. Sandheden er jo netop, at hele det her med reformprocesser er kommet i gang, på grund af at man har lagt en plan for, hvad man gerne vil.
     Der er jo ingen tvivl om, at man gerne vil afvikle landbrugsstøtten. Derfor er der alle de elementer, og det er derfor, jeg har brugt tid på at gennemgå dem. Folk kan jo godt, når de sidder med sådan et forslag, have overset, hvilke enorme forbedringer der har været gennem årene. Det er jo lidt ærgerligt, hvis det bliver overset.
     Om der skal udarbejdes en decideret handlingsplan, som jeg lidt hører forslagsstillerne spørge: Den opfattelse har jeg ikke, men det tager vi da gerne en diskussion om. Jeg mener, det vigtige er resultaterne. Og der vil jeg da gerne oversende noget om, dels hvordan det er foregået, dels hvordan det kommer til at gå. Det var faktisk også det, jeg gennemgik i min tale, nemlig at så snart vi ser, hvad der kommer af forslag ved midtvejsevalueringen, tager vi selvfølgelig forslagene og diskuterer dem i Folketinget. Og det er den måde, man gør det på.

Jeg synes sådan set, det er lidt, hvad skal man sige, under bæltestedet, at ministeren ikke ligesom erkender, at Det Radikale Venstre gennem alle årene har deltaget aktivt i de her diskussioner, og at vi derfor selvfølgelig er opmærksomme på, hvad der er sket af ændringer. Det er jo ikke alt, man får med i sit beslutningsforslag, men det ved ministeren jo lige så godt, som jeg ved.
     Hvis man skal være proaktiv - og det var det, ministeren sagde han ville være - tager man ikke bare nogle udspil til efterretning, så har man sin egen plan og strategi for, hvad man synes er det rigtige. Og det hører jeg ikke at ministeren vil have. Der er altså bare ingen sammenhæng imellem alle de fine ord om at være proaktiv, og at man så i realiteten bare tager de der forskellige forslag til efterretning.
     Det, vi gerne vil have at vide, er: Hvordan forestiller ministeren sig at vi for alvor kommer af med landbrugsstøtten?
     Jeg kan sige, at fru Mariann Fischer Boel i dag jo meget ærligt på det møde, vi havde, hvor det var ministerens kollegaer, der var der, sagde: Jeg tror ikke, vi kommer af med landbrugsstøtten på noget tidspunkt, jeg tror altid, der vil være en lille del tilbage, og så kunne vi måske supplere den med nogle tilskud.
     Det er da ærlig snak. Jeg håber, det kan gå anderledes, men det er ærlig snak. Der er er da sådan en fremadrettet tænkning. Her er det bare ord om, hvad der er gjort, men ikke noget om, hvordan regeringen forestiller sig at der overhovedet kan komme handling bag de der sætninger om, at vi alle sammen går ind for, at landbrugsstøtten skal afvikles.

Jeg vil sige, at jeg jo netop i min tale roste den tidligere regering for at have været med til at arbejde for, at vi får omlagt hele landbrugsstøtten og får den reduceret. Og den reduceres jo - langsomt, men den reduceres.
     Nu kan jeg godt forstå, at kommissæren har lidt lettere ved at sige, hvordan hun mener sådan noget skal ordnes, når man ved, at landbrugspolitikken er et fællesanliggende. Det skulle kommissæren næsten også have et bud på, idet udspillet jo skal komme direkte fra dem, der har initiativretten. Så det synes jeg jo er meget rigtigt.
     Jeg tror så til gengæld, at landbrugsstøtten vil forsvinde. Jeg tror simpelt hen ikke, vi kan overleve i et system, hvor vi bliver ved med at have landbrugsstøtten. Og det, jeg siger om de her ting, når vi diskuterer dem, er: Det kan da meget vel være, at når vi laver det sundhedstjek, skal vi sætte os sammen og prøve at finde ud af, om vi skal gøre det, jeg ved ikke, om man kan kalde det mere operationelt, men vi kan da godt sætte nogle datoer ind i det.
     Men vi er bare nødt til at sige, at vi jo har politikken. Politikken er, at vi skal afskaffe landbrugsstøtten, og hver gang vi får et forslag op, siger vi, at det hele tiden er det mål, vi forfølger. Så jeg synes faktisk, vi gør det, og det har i hvert fald ikke været min hensigt at gøre noget andet, for jeg siger det hver gang på rådsmøderne i Bruxelles.

Jeg synes, ministeren indtager en meget national holdning til det her. Hele talen bestod sådan set i, hvad Danmark har gjort, og hvad vi har vedtaget i fællesskab, forskellige konstellationer i Folketinget.
     Hvis man skal overbevise andre lande i en forening, som man alle sammen er medlemmer af, om, at det er en god idé at afvikle landbrugsstøtten, så er det jo åbenlyst fornuftigt at have nogle svar på det, som vil være de problemer, der opstår, og de problemer, som opleves af andre lande, der er ved at skulle sænke landbrugsstøtten og helt afvikle den.
     Så jeg synes faktisk, det er for bagudskuende og for lidt fremadrettet, og det harmonerer ikke med, at man er proaktiv, hvis man bare siger, at man løbende vil orientere Folketinget om de forslag, der kommer fra Europa-Kommissionen. Ja, naturligvis vil man det.
     Jeg læser det her forslag, som jeg synes er vældig godt, som et spørgsmål om, at man faktisk laver en strategi. Hvis man vil overbevise sydeuropæerne f.eks., skal man også have noget konstruktivt at bidrage med. Er ministeren ikke enig i, at det faktisk er det, forslaget går ud på?

Jeg kan i hvert fald sige, at jeg er enig i, at det jo præcis er det, vi gør. Når vi diskuterer mælkekvoter f.eks., er det jo der, vi hele tiden går frem og siger: Venner, I er nødt til at forstå, at de mælkekvoter skal væk; vi kan ikke blive ved med at have sådan nogle støtteordninger. Om det er mælkekvoter, vi diskuterer, eller intervention eller restitution, eller om det for den sags skyld er den direkte landbrugsstøtte, så er det altid den melding, vi kommer med.
     Som jeg sagde, da jeg svarede på fru Lone Dybkjærs spørgsmål, vil jeg da gerne sende det over i et skema, så man kan se, hvad det i grunden er af ting, vi gør hele tiden, og hvad det er af ting, vi vil gøre frem til 2013.
     Det drejer sig om yderligere liberalisering, afskaffelse af kvoter, garanterede priser og intervention skal væk. Den støtte, der skal ydes, skal være målrettet og fremadrettet - det siger vi hver gang - og det er jo klart, at det sker efter en forhandling. Vi mener, der skal være en øget obligatorisk modulation, men ikke en øget samlet støtte. Vi har jo sagt hele tiden, at vi synes, at vi skal have den øget. Det, vi bare hele tiden skal huske på, er, at det jo ikke bliver her, det bliver afgjort. Det bliver som altid afgjort der, hvor vi diskuterer, i EU, om vi kan blive enige om at få en større moduleret støtte væk. Det tror jeg på vi kan, men det kræver da en indsats, og vi yder den hver gang.
     Jeg har sådan set ikke noget imod, at vi skitserer det og skriver det op i en punktplan; den sender jeg gerne over til udvalget.

Jeg synes, det er interessant, at det ikke er her, men der, det afgøres. »Der« er jo også »her«. Vi er jo medlemmer af EU, og hvis man skal have en vision for, hvordan man får afviklet støtten, skal man også have en vision, som har nogle konstruktive forslag til, hvordan man håndterer de problemer, som der jo også er ved afviklingen af støtten. Jeg mener, det er helt givet, at vi skal ud af den støtte. Ministeren tror så på, vi kommer ud af den.
     Men der er efter min mening pokkers til forskel på den hast, man kan komme ud af den med, afhængigt af om man har en vision, eller om man ikke har en vision. Så jeg vil gerne spørge igen: Er ministeren ikke enig i, at det, der ligger i det radikale beslutningsforslag, faktisk er det at have en operationel vision for, hvordan man kan overbevise de andre om, at det skal gå stærkere at komme af med den landbrugsstøtte, end det ser ud til at gøre i øjeblikket?

Jo, men det er jo altså altid farligt, når man siger sådan noget, for så bliver man jo tit misforstået. Jeg siger bare, at det ikke hjælper noget, at vi har en plan. Det, der hjælper noget, er handling - den handling, vi ved hvert rådsmøde foretager os, den handling, vi ved hvert forslag foretager os. Det er det, der giver resultat.
     Man kan da godt stille det op og spørge, hvad det er for nogle ting, men det er i den førte politik, og det er i argumentationen ved hvert eneste rådsmøde, man skal kæmpe for den her sag, og det gør regeringen.

Dermed er der ikke flere spørgsmål til ministeren, og vi siger tak for denne omgang. Så er vi tilbage i ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Jens Kirk.

Det er jo en spændende debat, som De Radikale foranlediger her. Men jeg kan ikke lade være med at gå tilbage, endda 50 år, helt tilbage til 1955, hvor vi startede Fællesskabet i det små. Der var der hunger, der snakkede man om hunger i Europa. Danmark har været medlem siden den 1. januar 1973. Statsminister Anker Jørgensen sagde så sent som i 1982: Der er plads til 2-3 pct. vækst om året. Hvad skete der?
I 1984 fik vi mælkekvoter og eksportstøtterestitutioner. Braklægningsordninger er kommet til, og hektartilskud er kommet til. Alle har kunnet se det, og det er gået op for alle - vel før i nord end i syd - at det her ikke kunne fortsætte.

     Efter lang tids diskussion fik vi aftalt en CAP-reform, hvor EU's landbrugspolitik er aftalt frem til 2013. Vi har i Danmark afkoblet 95 pct. og i EU 84 pct. i gennemsnit. Eksportrestitutioner er næsten udfaset. I 1992 fik Danmark 5,4 mia. kr., i 2006 1 mia. kr., og i år når vi vel op på 0,5 mia. kr. Det går den rigtige vej, der er en plan for det. Der er lagt loft over pengeforbruget, hvilket medfører, at landbrugsområdets andel af EU's budgetter er på rette kurs. For ca. 30 år siden udgjorde det omkring 70 pct. af budgettet, og i 2013 er vi vel nede på en tredjedel.
     Vinområdet er efter lange og vanskelige forhandlinger kommet med. Sukkerområdet, som er et meget vanskeligt område, er kommet med. Der er sket noget. Det har været vanskeligt. Der har altså hele tiden været noget undervejs, og det er gået den rigtige vej, fordi man kunne se, at det, man havde bygget op, kollapsede i 1980'erne og op til først i 1990'erne.
     Venstre og regeringen har hele tiden været i front. Vi har godt vidst, at vi skulle den vej, men vi har også lært, at hvis nord og syd skal mødes, skal man ikke komme og diktere noget sydpå, men nærmest prøve at snakke dem tilrette.
     Derfor går vi i Venstre altid ind for en lige og fair afvikling af støtten modsat andre partier her på Christiansborg. Tag eksempelvis diskussionen om modulation. Det er vel ikke ligeværdigt at sige, at der skulle tages mere af den i Danmark end i de øvrige lande. Det er jo heller ikke helt rigtigt, når fru Lone Dybkjær siger, at der er mange mærkelige regler, som landbruget ikke har. Så kan jeg måske fortælle fru Lone Dybkjær, at der også er mange mærkelige regler, som landbruget har, og som andre slet ikke har.
     Når jeg læser f.eks. De Radikales forslag, som nok aldrig kommer til en gennemførelse, for der står noget med, at der skal 90 mandater til, så ville vi faktisk afskaffe bondegårdsreglen og pålægge landbruget en ekstraskat på en totalsum på 7 mia. kr. Det er vel ikke en lige behandling i en diskussion om, at vi skal afvikle landbrugsstøtten.
     Vi håber, at sundhedstjekket bliver brugt til en yderligere liberalisering på landbrugsområdet, men ikke på den måde, at landmændene skal gå fra hus og hjem. Det skal ske på lige og fair vilkår både inden for EU og WTO, og vi venter gerne på udspillene til sundhedstjekket. Målet for Venstre er et støttefrit og selvhjulpet landbrug med gode rammebetingelser og klare og letforståelige regler.

Tak til ordføreren. Vi går over til næste ordfører i rækken, som er hr. Svend Auken.

Jeg må sige, at vi helhjertet kan støtte det her forslag fra Det Radikale Venstre. Der er behov for, at der bliver udarbejdet den strategi, som forslaget efterlyser, og jeg vil tro med min vurdering og ud fra de udsagn, vi har hørt hidtil
i Europaudvalget, at der vil kunne samles et flertal bag en sådan vedtagelse. Det skal bruges konstruktivt til at konfrontere mange af de problemer, der er med afviklingen af EU's landbrugsstøtte. Vi ved, at det er et meget stort politisk problem i mange lande. En af grundene til, at det aldrig har været nogen god idé helhjertet at inddrage Europa-Parlamentet i EU's landbrugspolitik, er, at støtten så formentlig ville ligge på et betydelig højere niveau, end den ligger i dag, så det afspejler bare, at der er en betydelig politisk tilslutning til en høj landbrugsstøtte. Det er derfor ikke bare vanskeligt at komme igennem med en afvikling, men man må også forudse, at der er betydelige problemer i retning af, at lande så vil insistere på at give en national støtte i stedet for, altså at renationalisere landbrugsstøtten. Jeg spurgte i dag under vores høring kommissæren, og hun var rimelig optimistisk med hensyn til at overvinde det der renationaliseringsproblem, og jeg håber, hun har ret. Men se bare på Danmark, hvor et flertal her i Folketinget har indgået en aftale om, at der for hver krone, dansk landbrug mister i EU i støtte, skal gives kompensation i form af skattelettelser, og indtil videre har man fået tre gange så store skattelettelseskompensationer, som der er afgivet i forbindelse med omlægningen af EU's ordninger.

     At høre en Venstremand tale om, at nu skal man have afviklet landbrugssubsidierne i EU, er ligesom at høre regeringsmedlemmer tale om klimaproblemer: store, flotte ord og meget lidt handling. Derfor tror jeg, det er vigtigt at tvinge en sådan strategi igennem, og vi støtter Det Radikale Venstre. Vi er ikke enige i alle formuleringerne. Jeg synes også, at man godt kan formulere sig langt mere positivt
f.eks. om landdistriktsstøtten. For os er det ikke først og fremmest et spørgsmål om at skære mange penge væk fra landdistrikterne, men vi vil bare gerne give pengene på en bedre måde. Når ministeren siger, at det er et fremskridt, at man har afkoblet støtten fra produktionsstøtte over til en støtte, der ikke er knyttet direkte til produktionen, så er det jo rigtigt i den forstand, at man så undgår en række af forvridningerne og overproduktionen, som var indbygget i de gamle støtteordninger, men samtidig bruger man altså mange, mange milliarder kroner til at give penge til folk for ikke at lave noget. Tidligere har vi talt om, hvor vigtigt det var, at selv meget syge kræftpatienter var nødt til at have et kontanthjælpsloft for at motivere dem til at gå ud på arbejdsmarkedet, men når det drejer sig om EU's landbrugsordninger, så er det altså fint nok med en passiv støtte afkoblet produktionen. Der er det tværtimod en pointe, at man ikke skal lægge en ekstra indsats. Der er mange paradokser i den her politik, og den fortjener en meget, meget grundig belysning, og det vil vi gerne være med til, og vi tror, at hvis et flertal kan holde sammen om at gøre dette, så vil det også stille ministeren over for den udfordring ikke bare at bruge nogle flotte ord, men også at lægge en strategi for, hvordan dette kan gennemføres. Når samarbejdet mellem regeringen og Socialdemokratiet på EU's landbrugsområde i øjeblikket er inde i en krise, så hænger det sammen med den helt uantagelige måde, ministeren har optrådt på i sagen om den frivillige modulation. Det er klart, at det betyder et afgørende tillidsbrud, at der er handlet sådan. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke stadig væk vil kunne diskutere konkrete sager sag for sag, men vi føler os også på den baggrund motiverede til at gå ind i en meget, meget åben diskussion med alle Folketingets partier om, hvordan vi i fællesskab fra Danmarks side kan lægge sådan en fremsynet strategi. Jeg vil foreslå, at vi, når vi arbejder med det til sin tid, sætter en tidsgrænse. Desværre er det ikke indeholdt i forslaget, at der eksempelvis den 1. november eller noget lignende skal ligge en sådan dansk strategi og, håber jeg også, et grundlag for en bred folkelig debat om dette vigtige spørgsmål.

Nu har hr. Svend Auken jo en vis tendens til at svinge sig lidt op, og han er jo en stor mand i forvejen. Men jeg vil nok sige, at når hr. Svend Auken mener, at vi skal afvikle en støtte, som Venstre også vil, under lige og fair vilkår, så lyder det skingert, når hr. Svend Auken siger, at så skulle vi bare tage mere modulation, hvis ikke de andre lande skal gøre det. Mener hr. Svend Auken ikke, at den politik, der skal føres fremover i EU, bør være under lige og fair vilkår, og at det er det, der skal arbejdes for; især skal vi overbevise Sydeuropa om, at vi her godt kan røre noget? Det går Venstre også ind for, men det bør vel være de samme procentsatser, vi bruger her og der, hvis der skal være lighed for loven.

Statsministeren, Venstres formand, sad sammen med 24 kolleger
i december 2005 og vedtog denne ordning om frivillig modulation. Så har der været en diskussion om, hvorvidt vi skulle gøre brug af den i Danmark eller ej, og der har et flertal bestående af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti sagt nej med nogle af de begrundelser, som hr. Kirk her anfører. Det er ikke det, der har udløst bruddet. Det, der har udløst bruddet, er, at man så efterfølgende har støttet et forslag i EU, der afskærer et kommende flertal fra at gøre brug af denne ordning - et kommende flertal. Et parti, der kalder sig et frit valg-parti, og hvad ved jeg, vil afskære ikke bare det nuværende flertal fra at gøre brug af denne fornuftige omlægning, som statsministeren har været med til at anbefale, men også afskære et kommende flertal. Det har vi syntes var uacceptabelt.

Hr. Jens Kirk for sin anden korte bemærkning.

Det skal jeg gøre meget kort. Mener hr. Svend Auken, at det ville være lige og fair, hvis ikke procentsatsen var ens i de forskellige lande?

Der er meget forskellige vilkår for landbruget i alle lande. Der er forskel på beskatningen. I Danmark betaler man f.eks. stort set ikke skat. Der er meget stor forskel på lønniveau og renteniveau, og der er meget stor forskel på samfundets engagement i forskning og udvikling. Der er meget stor forskel. Man kan ikke pille et enkelt element ud og sige, at der, fordi det er forskelligt, ikke er tale om lige og fair konkurrence.
     Vi har også med støtte fra mit parti i årtier og igennem generationer favoriseret dansk landbrug; støttet dansk landbrug på alle leder og kanter. Det har der været mange gode begrundelser for. Men nu er tiden kommet til, at vi omlægger landbrugspolitikken. Jeg tror, de fleste mennesker vil erkende, at det ikke bare er i EU, der er behov for det, men også i Danmark.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Christian H. Hansen.

I respekt for det, der skete sidst, holdt jeg denne gang nærmest vagt ved talerstolen. Vores sædvanlige ordfører, hr. Morten Messerschmidt, kan desværre ikke være til stede i dag, så jeg har med hjælp fra teknologien lovet at sige de ord, han ville have sagt, hvis han havde været her. Han er i Strasbourg. Det er svært at finde gode argumenter for at opretholde EU's landbrugs- og strukturstøtte. Begge ordninger er med til at skævvride og på en urimelig måde forfordele nogle lande, områder og produktionsenheder i forhold til andre. Stod det til Dansk Folkeparti, burde begge afskaffes. Dette forslag handler så alene om landbrugsstøtten. Den udgør med sine 33 pct. af EU's samlede budget også en anseelig del. Dansk Folkeparti medvirker gerne til ethvert initiativ, der kan føre til en reduktion eller en hel afvikling. For det første skævvrider støtten markedet på en sådan måde, at priserne holdes kunstigt oppe. Det er velkendt, at fri konkurrence fører til lavere forbrugerpriser. Og når vi ikke på landbrugsprodukter har den frie konkurrence, betyder det, at forbrugerne må betale alt for høje priser. For det andet umuliggør den høje toldbarriere og den kraftige subsidiering, at den fattige verden, særlig i Afrika, kan finde et marked til sin landbrugsproduktion. Det er og bliver uholdbart, at Europas naboer fortsat lever i dyb fattigdom. Vi har set, hvordan den direkte ulandsbistand kun
i få tilfælde bringer samfundene op på et højere velstandsniveau, og vi bør tage konsekvensen af denne viden og i langt højere grad betragte frihandel som en fattigdomsbekæmper end den passive pengehjælp, som vi for tiden giver over ulandshjælpen. Endelig er der grund til at dvæle ved EU's konkurrencemæssige situation i forhold til vores omverden. Det er klart for de fleste, at vi for tiden er under hårdt pres fra både USA, Kina, Indien og også andre regioner i verden. Vores produktionsforhold vil i det nye århundrede ikke afhænge af råstoffer eller billig arbejdskraft. Det, der skal være Danmarks og EU's styrke og bringe os sikkert ind i den globaliserede verden, er, at vi på viden, uddannelse og forskning er i førerfeltet. EU sakker i dag langt bagud i forhold til vore konkurrenter, når det kommer til forskningen. På den baggrund giver det ganske enkelt ikke mening at bruge op imod en tredjedel af EU's budget på noget så tåbeligt som landbrugsstøtten. Pengene kunne bruges langt bedre. Med andre ord er der kun gevinster ved at afskaffe landbrugsstøtten. Det er klart, at de lande i EU, som i dag er nettobidragsmodtagere, det drejer sig primært om Frankrig, Irland, Grækenland og nye medlemmer i Øst, havde meget lidt interesse i at tilslutte sig en sådan afvikling. Det er også, hvad vi har set i forbindelse med de budgetforhandlinger, der har været i EU. Dansk Folkeparti kan derfor tilslutte sig, at der lægges en langsigtet strategi. Men strategien skal ikke kun tage sigte på EU's medlemslande, men også tage sigte på vore landmænd. Med afskaffelse af landbrugsstøtten går vi nye tider i møde. Vi ved fra Landbrugsraadet, at dansk landbrug er meget konkurrencedygtigt, ikke bare på pris, men også på kvalitet, økologi, dyrkningsformer og indhold, og vi er faktisk blandt nogle af verdens bedste. Vi har derfor alle forudsætninger for at kunne holde til en afskaffelse af landbrugsstøtten. Men danske landmænd må med på råd. At afskaffe landbrugsstøtten vil være en stor omvæltning af deres produktion. Derfor skal deres forhold også indgå i den videre langsigtede strategi.

Jeg vil gerne takke for ordførertalen, og man kan da sige, at teknologien har virket. Nu vil jeg undlade at spørge særlig meget, fordi det er en anden ordfører, der er på sagen, selv om jeg godt er klar over, at hr. Christian H. Hansen ved noget om det her, så det er ikke det, jeg mener med det. Men det er jo klart nok, at en strategi selvfølgelig også er en strategi, der indebærer, at man ved, hvad man kommer ud i, om man så må sige, når man afvikler på lang sigt. Det gælder selvfølgelig også danske landmænd, og det gælder selvfølgelig også en diskussion om landmænd i al almindelighed i EU.
     Men jeg vil gerne takke for det positive tilsagn, som jeg føler er kommet fra Dansk Folkeparti her i dag, og se frem til, at vi kan arbejde videre med det.

Har ordføreren nogen bemærkninger til det?

Ikke andet end at sige tak for det og sige, ligesom det også er sagt fra Socialdemokratiets side, at vi ser frem til den udvalgsbehandling, der nu kommer. Vi tror også på, at man kan opnå noget i enighed.

Ønsker fru Lone Dybkjær flere korte bemærkninger? Nej, det er ikke tilfældet. Så siger vi tak til ordføreren.
     Den næste ordfører i rækken er hr. Allan Niebuhr.

Jeg skal ikke gøre det her langt. Jeg vil sige, at i modsætning til det, der blev sagt fra både Det Radikale Venstres side og fra SF's side i forbindelse med ministerens indlæg, synes jeg da bestemt, at det var en strategi at bruge for fremtiden. Jeg synes netop, at en strategi om, at man vil handle frem for at begynde at stille en katalogisering og en oplistning af tidsplan op, er vigtig. Jeg synes virkelig, at det er vigtigere, at man ser noget handling, og det synes jeg også der blev givet udtryk for.
     Der er jo ikke nogen tvivl om, at vi ønsker al mulig afvikling af landbrugsstøtten. Vi ønsker, at det skal ske på en fornuftig måde. Vi ved også godt, at vi fra dansk side er oppe imod nogle modsatrettede kræfter andre steder fra i EU, som måske ikke har helt de samme intentioner om, så hurtigt som det kan lade sig gøre, at få fjernet landbrugsstøtten. Det synes jeg man skal respektere, og det må vi arbejde frem imod. Hellere tage det i små tag og nå nogle fornuftige resultater, og det var også det, jeg hørte ministeren sige.
     Jeg synes også om ministerens tilbud om at ville oversende et notat, som vi kunne arbejde videre på med henblik på det efterfølgende omkring det sundhedstjek, vi ved kommer i 2008, også med hensyn til en gennemgang af EU-halvvejsbudgettet. Så vi er jo på vej til at kunne få en god drøftelse: Hvad er det for en vej, vi fra dansk side ønsker at komme hen til?
     Jeg synes, det er rigtigt, at vi tager nogle små grader, så vi får moderniseret omkring landbruget, således at vi i EU's landbrugspolitik kan overleve ved en modernisering, ved en tilpasning, ved, at der bliver plads til midler omkring landdistrikterne, ved, at der bliver plads til midler for miljø, for økologi; at der bliver noget andet at sætte i stedet for. Det synes jeg vi skal se i møde, og det er jo fremtiden, som det også blev sagt fra ministerens side. Hvis ikke vi ser det i øjnene, er der ikke nogen mulighed for at få en fornuftig fremtid for EU's landbrugspolitik. Så det er jo den vej, vi alle sammen ønsker at gå.
     Jeg vil godt sige noget om snakken om den frivillige modulation. Der er ikke nogen tvivl om, at regeringen ikke har nogen ønsker om at indgå i nogen form for frivillig modulation. Det er der flere årsager til, men hovedårsagen er, at hvis vi indgår i frivillig modulation, betyder det alt andet lige, at det bliver meget, meget sværere at få den samlede modulation i EU, for så vil man hele tiden hænge sig op på: Jamen det går jo godt, for der er nogle, der gør det ad frivillighedens vej.
     Det er ikke den vej, vi ønsker. Vi ønsker, at der skal være lige og fair konkurrence for landmændene overalt i EU, og hvis det sker, er vi ikke i tvivl om, at dansk landbrug også godt kan klare sig i fremtiden, også med en modernisering, også med en tilpasning af gode fødevarer. Det ønsker vi, og det ser vi frem til.
     Men jeg synes, at vi skal tage imod tilbuddet, som ministeren kom med, og sige: Vi vil se på det her, lad os nu få det notat, lad os få en drøftelse af fremtiden. Det er da bestemt en strategi, der er noget handling og indhold i, frem for at begynde at lave en eller anden mere eller mindre kunstig tidsplan. Vi ønsker selvfølgelig at arbejde med på den her tanke om strategi, men vi vil gerne have det på det grundlag, og derfor synes jeg, at vi skal tage imod det tilbud, som ministeren kom med.

Det er en interessant diskussion i retning af, at det, når vi siger, at der skal laves en strategi for, hvordan man kan afvikle EU's landbrugsstøtte, så ikke skulle indebære noget som helst med handling. Det kan jeg simpelt hen ikke forstå. Det almene begreb at lave en strategi indebærer, at man laver en tidsplan, som er meget konkret, også med hensyn til, hvordan der handles der og der.
     Jeg vil bare gerne slå fast, at det jo ikke er, fordi vi ikke mener, at der skal handles. Nu har jeg hørt på det et par gange, og jeg er blevet lidt træt af det, og nu har jeg lovet hr. Svend Auken, at jeg ikke ville sige noget til hr. Jens Kirk, fordi hr. Svend Auken skulle ud af salen. For ellers havde jeg selvfølgelig taget diskussionen også der. Nu må ordføreren altså undskylde, at det lidt går ud over ham.
     Men det er klart nok, at i den almindelige gængse forståelse af ordet strategi ligger, at man handler, men at man har en tidsplan at handle efter. Det er det, der er afgørende, altså om man har et mål, man gerne vil nå inden for en eller anden tidsramme. Men jeg vælger så med det nikkeri, jeg ser i øjeblikket, at tolke det sådan, at det mener hr. Allan Niebuhr sådan set også.

Jamen fru Lone Dybkjær behøver bestemt ikke at undskylde. Jeg synes altid, at det er spændende med en politisk diskussion. Det, jeg sagde om handling, er, at det, jeg hørte, var, at man klandrede regeringen for, at ministeren mere fortalte om, hvad der var sket, hvilke mål man havde nået, end måske at være så opsat på den her tidsplan. Der siger jeg, at for mig at se er det vigtigt, at man kan fremvise, at man ved handling når nogle små skridt hen ad vejen. Vi ved jo godt, at det her er en langsigtet plan, og at det er en langsigtet tidshorisont, vi arbejder ud fra for at få fjernet støtten i landbruget.
     Men jeg synes stadig væk, at vi må have tålmodighed til at sige: Vi skal nå det via de handlinger, som ministeren sagde, og lad os så, når ministeren nu kommer med det notat, som han har lovet os, tage drøftelsen af, hvorvidt der så er nogen baggrund for at begynde at sætte nogen nærmere tidsplan på, hvordan det her skal gøres.
     Men jeg synes bestemt, at der da var indhold i det indlæg, som ministeren kom med. Det fortalte i hvert fald mig ganske udmærket, at regeringen har en plan om og en strategi for, at landbrugsstøtten skal fjernes i det fornuftige tempo, som vi alle sammen ved der skal til for at nå nogle mål i EU.

Med forslaget har vi jo netop gerne villet sikre, at det var over et eller andet tidsrum, så man kunne indrette sig efter det. Og det er det.
     Jeg indrømmer gerne, at der har været en masse handling, men jeg har det altså sådan, at det er meget klogt, at man sætter de handlinger ind i en større sammenhæng og har et konkret mål, man gerne vil nå med det, som er andet, end at landbrugsstøtten skal afvikles, for det siger ikke noget som helst. Jeg vil bare gerne vide: Hvornår er det overhovedet realistisk at få den landbrugsstøtte afviklet?
     Men jeg vælger stadig væk at tolke det sådan, at ordføreren i hvert fald godt vil indgå i en fornuftig dialog om det her.

Jeg anser heller ikke det her forslag som noget egentlig stærkt modspil til det, som vi arbejder på i regeringen. Det er også derfor, jeg siger: Lad os nu tage det ud fra det, der kommer, og lad os så få den videre bearbejdning af det. Jeg synes bare stadig væk, at det, som ministeren fremlagde, for mig med al tydelighed viser, at vi har en strategi. Regeringen har en strategi for at få afviklet landbrugsstøtten, men vi må også være så realistiske - det var så også det, jeg i hvert fald hørte - at sige, at der sker noget. I nogle forhandlinger og under nogle drøftelser når man nogle vegne, man når nogle små skridt ad gangen, men at tro, at vi bare lige kan planlægge os ud af det her, og at så følger alle andre med, ville jo være rart, men utroværdigt, for der er jo så stærke kræfter andre steder i EU, der ikke vil helt det samme, som vi vil. Derfor siger jeg bare: Lad os nu få den der drøftelse af det, og lad os så se.
     Vi så gerne, at dansk landbrug kunne komme til at konkurrere på frie og lige vilkår med de øvrige landmænd i Europa. Det er vi ikke spor bange for. Det vil vi sagtens kunne klare. Men en frivillig modulation, en forskellighed i forhold til konkurrenceevnen har regeringen ikke villet, og det kan man så klandre regeringen for, men det har vi stået fast på og sagt hele vejen igennem. Vi vil gerne være med til, at der bliver flyttet rundt på pengene, men det skal gøres ensartet i hele Europa. Alt, hvad der hedder frivillig modulation, vil efter min bedste overbevisning være at ødelægge muligheden for en samlet modulation i EU.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører i rækken er fru Anne Grete Holmsgaard.

Jeg kan altså ikke lade være med at starte med den frivillige modulation. Vi har faktisk stillet et spørgsmål til fødevareministeren om det her, for det er jo sådan, at den støtte, den indgår i, indgår i den grønne boks i WTO. Og den grønne boks er det, der ikke er konkurrenceforvridende. Derfor har regeringen selvfølgelig heller ikke kunnet undgå at svare, at det her ikke er konkurrenceforvridende eller kun
i minimal grad konkurrenceforvridende. Jeg henviser til svaret på spørgsmål nr. S 5396, der er givet til hr. Steen Gade. Det er bare, fordi jeg synes, at der bliver sagt mange ting heroppe om den frivillige modulation, som i hvert tilfælde ikke passer. Så vil jeg godt sige, at SF varmt støtter det forslag, der er fremsat af Det Radikale Venstre, om, at der skal udarbejdes en strategi for afviklingen af EU's landbrugsstøtte. Det er jo netop her, skillelinjen går. Vil man nøjes med at sige, at man principielt er for, at landbrugsstøtten afvikles, og at man i øvrigt vil reagere, når Kommissionen kommer med forslag til midtvejsevalueringen, eller vil man være proaktiv - ministeren brugte faktisk selv det ord - og sige: Hvordan kan man komme ud af landbrugsstøtten hurtigst muligt og på en ordentlig måde? Det handler jo om, at man skal overbevise nogle andre i EU om, at det er fornuftigt at komme ud af landbrugsstøtten, og hvis man skal overbevise dem om det, handler det også om, at man skal kunne fremlægge nogle forslag til, hvad der så skal gøres. Nogle vil naturligvis gå konkurs, fordi landbrugsstøtten har været med til at jobbe jordpriserne op. Anderledes kan det ikke være. Hvad er det for en gældssanering, man vil fremlægge, og efter hvilke principper? Hvad vil man gøre med de dele af marginaljordene, hvor man må sige, at det er vigtigt stadig væk at have en eller anden aktivitet, som ikke skal overgå til natur? Hvordan vil man sikre en ordentlig måde at gøre det på? Hvad vil man gøre for de mennesker, der ikke har deres job mere? Vil man give dem en eller anden form for personlig støtte over en længere periode, og hvordan vil man dele den opgave mellem EU-finansiering og national finansiering? Hvordan vil man skabe andre job i landområderne? Med andre ord: Hvordan vil man styre den støtte, der er til landdistrikterne i øjeblikket, på en mere hensigtsmæssig og prioriteret måde, end det sker nu? Det er sådan nogle ting, der skal indgå i det, og der skal også indgå en tidsplan i det. Så det er ret åbenlyst, og jeg er da sikker på, at hvis regeringen stod over for et andet område, der ikke handlede om landbruget, ville den også sige, at når vi gerne vil ud af et eller andet, så vil vi selvfølgelig også have en strategi for, hvordan vi kommer ud af det. Der er jo ingen tvivl om, at den landbrugspolitik, vi har i EU, uanset at den er ændret adskillige gange over de seneste i hvert tilfælde 10-15 år, i bedste fald er spild af penge, og det er i bedste fald. Men der er jo ikke engang tale om bedste fald, for den er skadelig for den tredje verden, mange i den tredje verden i hvert tilfælde. Det er også sagt heroppe flere gange. Den er skadelig for naturen og biodiversiteten i EU. Den koster skatteyderne en temmelig stor sum penge, og den dræner jo EU's budget, som er begrænset af, hvor stort det kan være, for midler, som kunne bruges til andre og mere fornuftige ting, bl.a. forskning og udvikling, men også etablering af nye grønne arbejdspladser og bekæmpelse af den globale opvarmning, som er et problem for EU og for hele kloden. Så vil jeg også sige, at WTO-forhandlingernes sjette ministermøde, der var i Hongkong sidste år, jo også viste, at EU stort set ikke har nogen bevægelsesfrihed, når det kommer til stykket, i forhandlingerne om at gøre Doharunden til det, den egentlig skulle være, nemlig en egentlig udviklingsrunde, og det er et stort problem. Man må også sige, at den er en trist gevinst for landmændene, for den giver dem jo ikke et normalt indtægtsniveau. Det hænger sammen med, at den her støtte bliver kapitaliseret i jordpriserne. Så jeg synes sådan set, det er ret evident, at med så mange minusser i karakterbogen og så uendelig få plusser vil det være såre fornuftigt at lave en strategi og en form for handlingsplan. Hvordan kan man afhjælpe de problemer, der også vil komme af det? Hvordan kan man gå frem? Hvordan kan man hurtigere gå frem? Hvordan kan man overbevise de andre lande, hvor det jo allerede har været nævnt, hvem der måske er mindst interesseret i det i øjeblikket, om at få afviklet den her landbrugsstøtte? Det er jo trist at skulle se frem til, at der måske skal gå mange årtier, før man kan få afviklet landbrugsstøtten. Det synes jeg egentlig regeringen også burde kunne indse og derfor sige: O.k., det er ikke os selv, der har fundet på, at der skulle udvikles en strategi, men det er faktisk såre fornuftigt. Jeg håber naturligvis, at det flertal, der har været i dag for det, også vil holde fast i, at vi i realiteten skal have en sådan strategi og have gennemarbejdet alle de problemområder, der er i forbindelse med det, og komme frem med konstruktive bud på, hvordan man kan afvikle landbrugsstøtten hurtigst muligt.

Tak til ordføreren. Der er ikke bedt om korte bemærkninger. Vi går så til den sidste ordfører i den almindelige række, og det er hr. Per Clausen.

I Enhedslisten opfatter vi et forslag om at udarbejde en strategi for afvikling af EU's landbrugsstøtte som en klar erkendelse af, at den der taktik med bare at satse på engang ad åre at få den afviklet, og så går udviklingen med udgangspunkt i markedskræfterne i sin gode gænge, som en forkert strategi. Vi mener jo også, at det er sådan, at hvis man skal afskaffe landbrugsstøtten i den form, den har nu, så er det jo mange opgaver, der skal løses i den forbindelse. For hr. Jens Kirk har jo ret et eller andet sted. Hvis man bare afvikler landbrugsstøtten i dag og ikke foretager sig noget i forhold til landdistrikterne, i forhold til landbruget, risikerer vi at få en meget uhensigtsmæssig og kedelig udvikling. Så jeg synes, at det er et meget fornuftigt forslag, der kommer fra Det Radikale Venstre, uden at jeg vil sige, at alt, hvad der står i hver eneste bemærkning, er i overensstemmelse med Enhedslistens politik. Det ville vel også være sært, hvis det var sådan. Men selve ideen med at lave en strategi synes vi er en meget god idé. Og det, som for os ville være et meget afgørende element i det, er også at se, hvordan kan man bruge de midler, der i dag bruges til landbrugsstøtte, til at skabe en fornuftig udvikling i landdistrikterne. Et eller andet sted synes vi jo ikke, at det er noget godt alternativ i forhold til landbrugsstøtten bare at bruge den til passivitet. Vi mener faktisk, at der er brug for at give støtte til en omlægning af det danske landbrug, hvor der kommer meget mere fokus på natur og miljø, meget mere fokus på økologisk omstilling og meget mere fokus på dyrevelfærd. Jeg er sådan set helt indforstået med, at det i en periode vil koste penge, koste midler, som skal investeres i den her omlægning. Jeg tror så også, at der bare på den lidt halvlange sigt ville være en fornuftig økonomisk gevinst, som man kunne få ud af det - i hvert fald en miljømæssig gevinst. Og det er jo der, hvor diskussionen om den frivillige modulation kommer på banen, fordi når hr. Jens Kirk og hr. Allan Niebuhr beskriver det, får man indtrykket af, at vi er en samlet front af oppositionspartier, der vil frastjæle det danske landbrug deres retmæssige ejendom, nemlig adgangen til de her støttemidler, og så bruge dem til tant og fjas. Jeg kan ikke afvise, at der er nogen, der har det synspunkt, selv om jeg ikke har hørt det sådan for alvor. Men
i Enhedslisten er vores grundsynspunkt faktisk, at det, der er det dumme, er, at vi ikke bruger muligheden for at omlægge en del af det, der i dag går til landbruget, til at skabe den udvikling i landdistrikterne og i det danske landbrug, som man jo da ved højtidelige lejligheder i hvert fald er lidt enige om retningslinjerne for. Det er derfor, jeg synes, at det er så kedeligt, at vi ikke kunne få en diskussion om den frivillige modulation, der tog udgangspunkt i, at vi måske godt kunne erkende, at de midler, som var afsat til landbrugsstøtte, også skulle gå til udvikling og forandring af landbruget, men så kunne vi så være enige om, at vi brugte dem for at komme et sted hen, hvor vi ønskede at komme hen, i stedet for at give en meget, meget blind støtte. Så det er sådan set med udgangspunkt i de synspunkter, at vi i Enhedslisten synes, at det at få en strategi, som både baserer sig på, hvad det er, vi skal gøre her i Danmark for at sikre os, at vi får en fornuftig udvikling i landdistrikterne i forbindelse med, at vi afvikler EU's landbrugsstøtte, og også udvikler nogle svar på, hvad det er, der skal til i andre europæiske lande. For det er da indlysende, at hvis man i nogle europæiske lande kan konstatere, at en direkte afvikling af landbrugsstøtten vil føre til meget, meget store sociale problemer, så bliver man jo nødt til at forholde sig til det og være med til at løse de problemer. Og der må man sige, at med de midler, der er afsat til landbrugsstøtte, er der også gode muligheder for det. For jeg mener da helt bestemt, at spørgsmålet om landbrugsstøtten ikke kun har en national synsvinkel. Det handler også om at have nogle løsninger på eller nogle modeller for, hvordan man kan sikre en fornuftig udvikling, også i landdistrikter i andre dele af EU, og så i sidste instans selvfølgelig sørge for, at man indretter EU-systemet på en sådan måde, at det ikke virker direkte nedbrydende på mulighederne for at udvikle landbrugsproduktion og landbrugseksport i tredjeverdenslande. Så selv om der sikkert kan udspinde sig en livlig debat, når vi kommer dertil, om, hvad strategien skal gå ud på, så synes vi faktisk i Enhedslisten, at det er en meget god idé at diskutere en sådan strategi. Når der så er et politisk område, hvor der er en lille kurre på tråden mellem de traditionelt EU-venlige partier, vil vi selvfølgelig benytte lejligheden til også der at komme til at diskutere politisk substans i forhold til EU's politik. Og det håber vi så på, vi får mulighed for i den fortsatte diskussion om det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke bedt om korte bemærkninger. Så er det endelig ordføreren for forslagsstillerne, fru Lone Dybkjær.

Jeg vil da gerne starte med at takke for debatten og selvfølgelig specielt takke de ordførere, som har været positive over for forslaget om at udarbejde en strategi, men det kan jeg komme ind på lidt senere.
     Ministeren - og vi har jo været inde på det - kom med en lang række ting, som man allerede gjorde. Jeg synes sådan set, det kunne være udmærket. Nu har vi så talen her om, at man arbejder på de her ting, men da ministeren så remsede alt det her op, sad jeg hele tiden og ventede på et men. Nu kom der altså ikke et men. Der var så til gengæld ikke et svar på, om ministeren syntes, at man skulle udarbejde en strategi, men jeg oplevede også, at man måske ikke lukkede totalt for, at man kunne diskutere det.
     Jeg synes nemlig, at noget af det, som bl.a. hr. Per Clausen og fru Anne Grete Holmsgaard sagde - også hr. Svend Auken, men specielt de to sidste ordførere - jo er noget af det, som vi skal gå ind på, når vi laver sådan en strategi. Det er altså, hvilke problemer det rejser, ikke bare i Danmark, men også i en lang række andre lande. Og hvordan kan vi så imødekomme nogle af de problemer, hvordan kan vi bruge midlerne mere fornuftigt, end vi gør, sådan at det faktisk bliver til gavn for Europa, at vi får omlagt den landbrugsstøtte til måske noget mere perspektivrigt og fremadrettet?
     Det er sådan set det, der ligger i hvert fald i mine begreber om at udvikle en strategi. Det er ikke bare et spørgsmål om at lave en tidsplan, det er også at prøve på at se, hvad det så er for problemer, det løser. Og det er jo fuldstændig rigtigt, at vi alle sammen ved, at Frankrig vil slå sig noget i tøjret, men det kan jo godt være, at Frankrig, uanset alt hvad der siges i øjeblikket, også godt kan se, at de har brug for at modernisere ikke bare deres landbrug, men måske også andre dele af deres - hvad kan man kalde det - virksomhedskultur, og at det måske derfor på en måde også kunne få en eller anden positiv opbakning der.
     På grund af at hr. Svend Auken gerne ville gå, så fik jeg ikke sagt noget til hr. Jens Kirk, fordi hr. Svend Auken bad mig meget mindeligt om, at jeg ikke ville tage nogle korte bemærkninger her, fordi han altså skulle af sted til noget andet, og det synes jeg er helt i orden.
     Så vil jeg bare lige sige et par ord også til hr. Kirk nu, hvor jeg har lejlighed til at få ordet her som den sidste. Jeg er jo fuldstændig enig i, at landbrugsstøtten har haft berettigelse. Det var jo rigtigt, at der var hungersnød
i Europa i 1955 og umiddelbart efter krigen. Og det var da et godt mål, at man dengang sagde, at man gerne ville være selvforsynende, og det var et fuldstændig forståeligt mål. Jeg vil da også sige, at jeg jo selv stemte for vores indtræden i 1972, og det var i meget høj grad også dikteret af det økonomiske område og hele spørgsmålet om den landbrugspolitik. Så det forstår jeg helt. Men vi bliver også bare nødt til at sige, at der er gået 50 år siden, og at der har været en lang række problemer med store udgifter, overskudsproduktion, høje fødevareudgifter og bremseklodser på den internationale handel. Og vi kan diskutere, hvordan det har virket i forhold til udviklingslandene, men i nogle sammenhænge har det i hvert fald virket dårligt. Må jeg ikke lige spørge, har jeg ikke 10 minutter?

Jo.

Er der gået så lang tid?

Nej. Det er dirigenten, der ikke har været klar over, hvor mange minutter der faktisk var til rådighed.

O.k. Jeg skal nok prøve at gøre det kort, men jeg undrede mig bare lidt over, at jeg allerede havde talt så længe - trods alt.

Der er nu korrigeret for fejlen.

Tak, fru formand. Det er en meget venlig formand, for normalt får man jo ikke lov til den slags dialoger heroppe fra talerstolen.
     Så på den måde er der jo slet ikke nogen uenighed, og jeg vil gerne sige om det oprindelige mål, at det var fornuftigt nok, men der er jo også nogle mål, man kan have i en periode, hvor man så siger, at nu må man ændre politikken, og det synes jeg jo da også at regeringen indimellem giver udtryk for i den danske politik.
     Så det, jeg bare gerne vil appellere til, er, at man ligesom læser forslaget efter dets hensigt, og den er, at vi gerne vil lave en eller anden strategi for en langsigtet afvikling. Så jeg vil slet ikke gå ind i de der modulationsdrøftelser, fordi jeg synes sådan set, ligesom hr. Svend Auken sagde, at forholdene mellem de forskellige lande er meget forskellige, og det kan vi jo tage på et tidspunkt. Det, der er afgørende, er, at vi får udviklet en langsigtet strategi, der igen, som understreget til hr. Allan Niebuhr, altså også indeholder handling. Det er ikke bare sådan et eller andet ord på et stykke papir og nogle tidsrammer og sådan noget. Det er handling, og det er frem for alt en gåen ned i dybden med en lang række af problemerne.
     Men da der netop har været en række ordførere, der har været meget inde og illustrere, hvad der egentlig ligger i ordet strategi, så tror jeg ikke i betragtning af tidspunktet på dagen, at jeg vil benytte mig af mine 10 minutter, men det er bare meget rart at have dem, og så håbe på, at også regeringspartierne måske vil prøve at gå ind i en drøftelse for at se, om vi ikke kan komme et stykke længere med det her.

     Afslutningsvis vil jeg sige, at det, vi synes er vigtigt, er, at arbejdet starter nu, så vi har et eller andet, vi kan byde på, når vi har det, vi kalder sundhedstjek eller midtvejstjek, eller hvad ved jeg. Jeg har ingen ambitioner om, at de der landbrugsstøtteordninger er afviklet
i 2013 eller noget i den stil, men jeg mener bare, at skal vi have en fornuftig linje for 2014 og fremefter til 2020 eller noget i den retning, så skal vi starte nu, for ellers når vi det ikke. Og det er egentlig bare det, jeg har villet lægge op til med den der langsigtede strategi, nemlig at vi får startet de diskussioner nu, så vi får et realistisk bud på, hvornår det så er, vi kan få afviklet landbrugsstøtten, og hvornår det så er, vi kan få sat nogle andre ting i gang, sådan at vi faktisk også får styrket Europas konkurrenceevne. Vi snakker meget om videns- og informationssamfund, og vi skal være konkurrencesamfund nr. 1, og hvad det nu er, statsministeren går og siger, men det kan vi altså ikke blive, medmindre vi får omlagt nogle ting, herunder altså også omlagt nogle af de økonomiske midler, der er i Europa, hvoraf landbruget jo altså stadig væk får en stor del. Så det er min appel til det - og at vi måske kan få et fornuftigt udvalgsarbejde om det.

Jeg er selvfølgelig glad for fra fru Lone Dybkjær at få stillet de spørgsmål, som fru Lone Dybkjær måske ville have stillet til mig før.
     Først vil jeg gerne sige, at jeg sagde ja til EF, men ikke på grund af penge eller nogen ting, men fordi jeg ønskede fred og fordragelighed i Europa dengang. Det synes jeg er lykkedes.
     Når jeg brugte den der, kan vi sige, kurve med, hvordan det i grunden startede i EU med, at vi indviklede os i støtte, så må vi også sige, at allerede under den forrige regering, under Nyrupregeringen, erkendte vi vel, at der var noget galt her. Det startede vel allerede i Schlüters tid med, at der var noget galt, da vi havde bjergene. Vi skulle ned ad de bjerge igen, og vi er vel godt på vej ned i lavningen allerede i dag, og jeg vil sige, hvordan kommer vi
i grunden videre? For fru Lone Dybkjær er vel også enig med undertegnede i, at i EU er muligheden de små skridts muligheder, og man skal gribe dem, når de er der. Alle ved, at målet er et støttefrit og selvhjulpet jordbrug, det er det, vi ønsker, men vi skal gribe lejligheden, når den er der. Med den placering, fru Lone Dybkjær har haft før også i Parlamentet, ved hun jo om nogen, hvordan man i hvert fald ikke skal pådutte en syg europæer nogen ting, man skal nærmest stryge dem lidt med hårene, så har de nemmere ved at sluge tingene. Det tror jeg fru Lone Dybkjær vil give mig ret i.

For en ordens skyld vil jeg lige sige, at jeg stemte så absolut ja til EF af alle andre end økonomiske grunde, men jeg må dog erkende, at landbrugspolitikken var der på det tidspunkt som et vigtigt element. Jeg mener også, at det ikke kan nytte noget, at vi lader som om, at det ikke har betydet noget på det tidspunkt for den økonomiske udvikling i Danmark. Det er bare det. Det vil jeg gerne anerkende, men det er bare ikke ensbetydende med, at jeg mener, det skal fortsætte.
     Så vil jeg gerne sige: Ja, jeg er fuldstændig enig i det med de små skridts politik. Det gælder såmænd ikke bare i EU. Det kan også gælde andre steder, at man er nødt til at anvende de små skridts politik. Men det er altså også min oplevelse, at hvis ikke man har sådan en plan eller vision for, hvad det er, man vil og på den måde har tænkt nogle ting igennem, så kan man heller ikke gribe til de små skridt, når muligheden viser sig.

Vi har jo et fælles mål, men om det er om 20 eller 30 år, det lykkes, kan vi jo ikke svare på. Det er jo, at støtten skal være væk, og så må vi gribe chancen, når den er der.
     Jeg tror, at alle af os har en eller anden idé i baghovedet om, at vi skal slå til, når der kommer en mulighed for det. Men der er også andre ting, vi skal vente lidt med, for de bliver bedre næste gang.

Men vi har en mulighed for at få et svar på, om det er 20 eller 30 år, hvis vi udarbejder en strategi, for så kan vi jo se, hvad der er en realistisk plan.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Hr. Jens Kirk har opbrugt sine to. Vi siger tak til ordføreren.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Den fg. formand (Elisabeth Arnold):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.