B 118 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om EF-Domstolens arbejde.
Fremsat den 20. marts 2007 af Morten
Messerschmidt (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Martin Henriksen (DF),
Pia Kjærsgaard (DF),
Hans Kristian Skibby (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om EF-Domstolens arbejde
Folketinget pålægger regeringen at
arbejde for en ændring af reglerne for EF-Domstolens arbejde,
således at domstolen direkte pålægges alene at
holde sig til at træffe afgørelser i juridiske
uoverensstemmelser og fremover afstår fra at træffe
politiske beslutninger, såkaldt policymaking.
Bemærkninger til forslaget
EF-Domstolen adskiller sig på en
række både formelle og indholdsmæssige
områder fra almindelige domstole. Dette skal dels ses i lyset
af, at EU-samarbejdet som et overstatsligt organ adskiller sig fra,
hvad man kender fra medlemslandene €" således er det
naturligt, at EF-Domstolens afgørelser har præjudiciel
karakter over for medlemslandene, idet det i et fællesskab
som det europæiske er nødvendigt med konneksitet i
lov- og domsforståelsen €" dels ses i lyset af, at
EF-Domstolen særlig udspringer af en fransk, aktivistisk
domspraksis, der adskiller sig fra eksempelvis den danske. Der
knytter sig på denne baggrund et særligt problem til
EF-Domstolens virke, nemlig begrebet policymaking. Begrebet, der er
vidt behandlet i den juridiske litteratur, dækker over det
forhold, at EF-Domstolen i en lang række sager ikke har holdt
sig til alene at træffe afgørelser af rent juridisk
karakter, men derimod har truffet afgørelser med
vidtrækkende politiske konsekvenser €"
afgørelser, der på ingen måde kan siges at
høre hjemme ved en domstol, men derimod burde have
været truffet af medlemslandenes politikere. Politiseringen
af EF-Domstolens afgørelser er et udtryk for, at domstolens
dommere fortolker integrationsforpligtelserne i traktaten langt
mere vidtgående end politikerne, som af demokratiske
årsager må have opbakning i deres befolkninger.
Forslagsstillerne ønsker, at udviklingsprocessen i EU skal
ske i overensstemmelse med, hvad Europas befolkninger
ønsker, og ønsker derfor, at EF-Domstolens politiske
aktivisme hører op.
Inden for det seneste par år er der faldet
en række domme, hvis indhold er af større politisk end
juridisk rækkevidde. Således har EF-Domstolen
udøvet policymaking i forbindelse med den meget omtalte sag
C-176/03 (den såkaldte miljødom), hvor domstolen
besluttede, at kompetence fra søjle III kunne flyttes til
søjle I. Der var i denne sag tale om et traktatmæssigt
anliggende, der på enhver måde må defineres som
politisk €" ikke juridisk €" og derfor ikke burde have
været et anliggende for EF-Domstolen, men derimod for
Ministerrådet. Adskillelsen mellem de tre søjler i
EU-samarbejdet er central, fordi der heri ligger en adskillelse af
magtudøvelsen. Mens søjlerne II og III er
mellemstatslige og det suverænt er medlemsstaterne, der har
magten, fordi forslagene vedtages i enighed, og EF-Domstolen kun
har meget begrænset kompetence, har EF-Domstolen under
søjle I fuldstændig magt til at fortolke og
afgøre retsakter, ligesom det er Kommissionen, der har
eneret til at fremsætte forslag, der som oftest vedtages med
flertalsafgørelse, efter at Europa-Parlamentet er blevet
hørt. Der er derfor afgrundsdyb forskel på, hvem der
inden for de tre søjler har indflydelse på
udformningen af lovene. Af den grund er det skræmmende, at
EF-Domstolen træffer beslutninger om ophævelse af
skellet mellem søjlerne. At der er tale om en rent politisk
afgørelse, som desværre blev truffet af en juridisk
instans, ses tydeligt, hvis man studerer den EU-forfatning, der
faldt ved Nederlandenes og Frankrigs afvisning i sommeren 2005. I
forfatningen smelter de tre søjler sammen til én,
ligesom art. III-271 åbner mulighed for, at EU kan
strafpålægge handlinger. Der er således
slående lighed mellem denne artikel og dommen i C176/03.
Derfor forekommer det foruroligende, at EF-Domstolen aktivt trodser
afvisningen af forfatningen og med sin politiserende
afgørelse medvirker til at indføre dele af
forfatningen €" uden befolkningernes eller politikernes
medvirken. Denne praksis er stærkt betænkelig, men
desværre ikke enestående.
Det er talrige gange vist, at den aktive domstol,
når det gælder om at skabe yderligere integration i EU
og skabe en stadig snævrere Union, ikke er et folkevalgt
organ. Det er derimod EF-Domstolen, der i dom på dom udvider
EU€™s magtområder og tillægger
EU-institutionerne kompetencer, som traktaterne ikke har
tiltænkt dem, eller overfører kompetencer mellem
traktater og ændrer de traktatfæstede spilleregler.
Forslagsstillerne er stærkt bekymrede over denne udvikling
med en domstol som politisk aktør og ser det som en trussel
imod de grundlæggende demokratiske principper, at en domstol
kan træffe afgørelser om traktaternes
grundlæggende udformning. Det er på denne baggrund,
forslagsstillerne ønsker indført et forbud imod, at
EF-Domstolen træffer politiske afgørelser. En
vedtagelse af nærværende forslag pålægger
regeringen at tage diskussionen op ved først kommende
lejlighed i kredsen af medlemslandenes regeringer.
Problemet knytter sig særlig til den
såkaldt teleologiske fortolkningsstil, som Domstolen
anvender, altså en formålsfortolkning, ifølge
hvilken den konkrete retsakts fortolkning lægges til grund.
Dette fører i sagens natur ofte til en mere politisk end
juridisk tilgang. Herom skriver professor, dr.jur. Ulla Neergaard
og lektor, ph.d. Ruth Nielsen i »EU-ret«, 4. reviderede
udgave, 2005, på side 164: » EU€™s og
Fællesskabets formål (…) har stor retlig
betydning, da EU-retten som hovedregel fortolkes teleologisk,
hvilket indebærer, at retsanvenderne søger at finde
den forståelse af en omtvistet bestemmelse, der mest
effektivt kan realisere dens målsætning. De
målsætninger, der opstilles i traktatkomplekset, findes
som nævnt i kap. 1 navnlig i art. 2 EF og art. 2
EU.« Disse to artikler foreskriver de politiske
målsætninger for samarbejdet. Eksempelvis siger art. 2
TEF: » Fællesskabet har til opgave gennem
oprettelsen af et fælles marked og en Økonomisk
Monetær Union samt gennem iværksættelsen af
fælles politikker eller aktioner som omhandlet i artikel 3 og
4 i Fællesskabet som helhed at fremme en harmonisk,
afbalanceret og bæredygtig udvikling af den økonomiske
virksomhed, et højt beskæftigelsesniveau, et
højt socialt beskyttelsesniveau, ligestilling mellem
mænd og kvinder, en bæredygtig og
ikke-inflationær vækst, høj konkurrenceevne og
en høj grad af konvergens med hensyn til de
økonomiske resultater, et højt niveau for
miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten,
højnelse af levestandarden og livskvaliteten,
økonomisk og social samhørighed samt solidaritet
mellem medlemsstaterne.«, ligesom art. 2 TEU indeholder
en lignende formulering. Det synes således klart, at
EF-Domstolens formålsfortolkningsstil (teleologi) har en
klart politisk baggrund.
Fra retspraksis ses som et udslag af den
politiske domstolspraksis bl.a. Keck-dommen (C-268/91), hvor
EF-Domstolen detaljeregulerede inden for
markedsføringsreglerne. I bogen »EU-ret i
kontekst« s. 218 formulerer professor i EU-ret, dr.jur.
Hjalte Rasmussen det således: » Keck-dommen
illustrerer godt et aspekt af det problem, som handler om
EF-Domstolens angivelige policymaking eller ligefrem dens
judicielle aktivisme, dens judicial activism, som er omhandlet i
kapitlerne 1 og 6 ovenfor. Dette problem handler om, hvorvidt det
er videnskabeligt hensigtsmæssigt at underkaste en
institution som Domstolen en policy-analyse, hvilket jo
forudsætter, at den i større eller mindre grad er
involveret i politiceren €" i politikmageri.«
Af andre domme, hvor EF-Domstolen har
optrådt politisk eller har ændret de
grundlæggende spilleregler, skal nævnes:
€" Tjernobyl-dommen C-70/88, hvor domstolen
ved at tillægge Europa-Parlamentet
søgsmålskompetence ændrede magtdelingen i
traktaterne.
€" Costa-ENEL-dommen C-6/64, hvor EU-retten
blev givet forrang frem for national ret og i øvrigt
suppleres af C-106/77 (det italienske finansministerium mod Spa
Simmenthal), der tillægger de nationale domstole kompetence
til at tilsidesætte de nationale parlamenters love,
såfremt de er i strid med EU-retten.
€" Cassis de Dijon-dommen C-120/78, som
udvidede undtagelsesbestemmelserne i TEF art. 30.
Hertil knytter sig den nylige afgørelse
fra Retten i Første Instans, der flytter dele af
søjle II om det forsvars- og udenrigspolitiske samarbejde
til søjle I, jf. T-306/01 (Yusuf og Albarakaat International
Foundation). Der er i den juridiske teori bred enighed om, at disse
domme er eksempler på markante ændringer i
EF-traktaternes indhold. Blandt nylige afgørelser, der
understreger de alvorlige problemer med EF-Domstolens politiske
virksomhed, kan endvidere nævnes ophævelsen af den
danske bopælspligt ved erhvervelse af landbrugsejendom
(C-370/05). Der er utvivlsomt her tale om en særdeles udvidet
fortolkning, grænsende til det politiske, idet domstolen
allerede i sine bemærkninger til dommen understreger, at der
ikke er tale om en diskriminerende regel i den danske lov.
Således er der ikke tale et egentligt traktatbrud i TEF art.
28€™s forstand, og domstolen træffer sin
afgørelse ud fra en politisk vurdering af de danske
bestemmelser. En sådan ønsker forslagsstillerne ikke
skal kunne finde sted. Ligeledes synes dommen om de danske
pensionsafskrivningsregler (C-150/04) klart at have en mere
politisk end stringent juridisk begrundelse.
Som politiker må man spørge sig
selv, om det virkelig er en domstols opgave at træffe
afgørelse om EU-rettens forrang, Europa-Parlamentets
søgsmålskompetence, udvidelse af
politikområderne under søjle I eller
tilføjelser til traktaternes eksisterende bestemmelser. Med
vedtagelsen af nærværende forslag udtaler Folketinget,
at sådanne sager naturligvis ikke hører hjemme i en
domstols virke, hvorfor regeringen må søge at
modarbejde denne tendens samt arbejde for en ændring af det
retsgrundlag, der regulerer domstolens arbejde.
Danske regeringer har i årtier accepteret
udviklingen og bøjet sig for den, uagtet
tiltrædelsesloven af 1972 kun forpligter Danmark til at
respektere de indgåede traktater, jf. lovens § 2, jf.
§ 4. Det hidtil mest bemærkelsesværdige eksempel
på EF-Domstolens politiseren er miljødommen C-176/03,
hvor EF-Domstolen opfandt ny hjemmel til inden for det indre marked
€" søjle I €" at kunne strafpålægge
manglende overholdelse af vedtagne regler. En sådan hjemmel
findes ikke i nogen af de i tiltrædelsesloven nævnte
traktater eller konventioner. Uanset at tiltrædelsesloven
ikke indeholder denne hjemmel, har justitsministeren i flere
udtalelser, bl.a. i et samråd i Europaudvalget den 14.
oktober 2005 (Europaudvalget, alm. del €" svar på
spørgsmål 6, folketingssamlingen 2005-06), givet
udtryk for, at den danske regering agter at følge
EF-Domstolens politiske beslutning om at overføre magt fra
den mellemstatslige del af EU-samarbejdet (søjle III) til
det overstatslige samarbejde i det indre marked (søjle I) og
således vil lade sig forpligte af de beslutninger, denne nye
institutionelle indretning vil afstedkomme. Dette skyldes, at
regeringen har den grundopfattelse, at man skal følge
domstolsafgørelser. En sådan grundopfattelse giver
også langt hen ad vejen god mening. Men når
EF-Domstolen i talrige sager overtræder den naturlige
afgrænsning mellem jura og politik, er det mindst lige
så meningsfyldt at arbejde for, at grænsen bliver
genskabt. For uanset at danske regeringer har sat kikkerten for det
blinde øje, når EF-Domstolen har optrådt
politiserende, er der god grund til at huske, hvad
Højesteret sagde om grundlovens § 20 i sin dom af 6.
april 1998 (grundlovssagen 361/1997). Her anføres
følgende under punkt 9.6 (Højesterets
bemærkninger): » Danske domstole må derfor
anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle
opstå den ekstraordinære situation, at det med den
fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt, der
er opretholdt af EF-Domstolen, bygger på en anvendelse af
Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen
ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med
hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som
beror på EF-Domstolens praksis. « Der ses med
andre ord helt klart at være taget stilling til, at Danmark
ikke er bundet af afgørelser, som ikke har klar hjemmel i
tiltrædelsesloven. Dette er netop kerneområdet for
denne sag. Det afgørende ved forståelsen af
grundlovens § 20 er, at enhver form for
suverænitetsafgivelse til mellemfolkelige sammenslutninger
skal være fastslået »ved lov«. Den
nuværende tiltrædelseslov, ifølge hvilken
EF/EU€™s regler (traktaterne om Den Europæiske
Union og Det Europæiske Fællesskab) får retskraft
i Danmark, omtaler ikke EF-Domstolens politiske domme som en af de
»traktater m.v.«, der ifølge
tiltrædelseslovens § 4 kan udøves af
fællesskabets institutioner. Da dette, jf. det fra
grundlovssagen citerede ovenfor, er en ufravigelig betingelse for,
at Danmark kan lade sig forpligte, er det hensigten med dette
lovforslag at forpligte regeringen til at arbejde for en
ændring af domstolens statut, således at de politiske
afgørelser i EU-regi fremover alene træffes af
politikere.
Forslagsstillerne er utilfredse med, at det i EU
er EF-Domstolen, som træffer de afgørende beslutninger
om, i hvilken retning samarbejdet skal udvikle sig. En lang
række domme understreger, hvordan EF-Domstolen har tiltaget
sig kompetence til at foretage grundlæggende ændringer
i de eksisterende traktater for derved at virke for øget
politisk integration. Det er uacceptabelt, at folkevalgte
politikere skal se passivt til, mens EF-Domstolen politiserer.
Som forslagsstillerne ser det, er der to
muligheder for at pålægge domstolen at ophøre
med sit politiske virke: Enten kan der i traktatartiklerne om
Domstolens virke €" art. 220- 225 A TEF €"
indsættes bestemmelser, der direkte forbyder domstolen at
træffe politiske afgørelser, eller der kan arbejdes
for en ændring af protokol vedrørende statutten for
domstolen (nr. 6). Det må bero på regeringens
vurdering, hvilken en af disse metoder der vælges. Under alle
omstændigheder finder forslagsstillerne det
nødvendigt, at det direkte i enten traktat- eller
statutteksten formuleres, at EF-Domstolens virksomhed alene
angår juridiske uoverensstemmelser og ikke må
berøre afgørende politiske spørgsmål,
jf. den ovenfor nævnte retspraksis, som har haft til hensigt
at fremme integrationsprocessen i EU.
Skriftlig fremsættelse
Morten Messerschmidt (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
EF-Domstolens arbejde.
(Beslutningsforslag nr. B 118).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.