L 71 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af færdselsloven og pasloven. (Befordring af børn
på motorcykel og trehjulet knallert, måling og vejning
af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte
køretøjer og betaling af pasgebyr).
Fremsat den 15. november 2006 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af færdselsloven og
pasloven
(Befordring af børn på
motorcykel og trehjulet knallert, måling og vejning af
børn, reservation af parkeringspladser til bestemte
køretøjer og betaling af pasgebyr)
§ 1
I færdselsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14. november 2005, som
ændret bl.a. ved lov nr. 303 af 19. april 2006 og senest ved
lov nr. 543 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændringer:
1. I § 51 indsættes
efter stk. 6 som nyt
stykke:
» Stk. 7. Passagerer under 5
år må ikke befordres på trehjulet knallert,
medmindre passagersiddepladsen er forsynet med
sikkerhedssele.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 8.
2. I § 52 indsættes
som stk. 5:
» Stk. 5. Passagerer under 5
år må ikke befordres på motorcykel og i sidevogn
hertil, medmindre passagersiddepladsen er forsynet med
sikkerhedssele.«
3. I § 80 a indsættes
som stk. 7:
» Stk. 7. Med henblik på
kontrol af, at bestemmelserne i stk. 1, 2 og 4 samt regler
fastsat i medfør af stk. 5, jf. stk. 6, 1. pkt.,
er overholdt, kan politiet til enhver tid kræve, at et barn,
der befordres i bil, på motorcykel eller på knallert,
måles og vejes. Målingen og vejningen foretages af
politiet.«
4. I § 81, stk. 3,
ændres »8 år« til: »5 år«
og efter »styrthjelm« indsættes: »,
medmindre passagersiddepladsen er forsynet med
sikkerhedssele«.
5. I § 92 indsættes
som stk. 3:
» Stk. 3. Når
særligt tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejbestyrelsen
og vejmyndigheden efter stk. 1 træffe bestemmelse om, at
en parkeringsplads skal reserveres til et eller flere bestemte
køretøjer, som anvendes af en person med
handicap.«
6. I § 125, stk. 2, nr.
1, indsættes efter »§ 37,
stk. 4,«: »§ 51, stk. 7,
§ 52, stk. 5,«.
§ 2
I lov om pas til danske statsborgere m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 586 af 1. september 1986, som
ændret bl.a. ved lov nr. 386 af 20. maj 1992, lov nr. 288 af
12. maj 1999, lov nr. 1103 af 29. december 1999 og senest ved lov
nr. 557 af 24. juni 2005, foretages følgende
ændringer:
1. § 4 a, stk. 5,
ophæves.
Stk. 6 bliver herefter stk. 5.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i
kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 3 og 5,
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. | Indledning
............................................................................................... | 3 |
| | |
2. | Befordring af børn på
motorcykel og knallert
...................................... | 3 |
| 2.1. | Gældende ret
.................................................................................. | 3 |
| | 2.1.1. | Befordring af passagerer
........................................................ | 3 |
| | 2.1.2. | Anvendelse af styrthjelm
......................................................... | 3 |
| 2.2. | Justitsministeriets overvejelser
.......................................................... | 4 |
| | | |
3. | Politiets måling og vejning
af børn, der befordres i bil mv.
.................. | 4 |
| 3.1. | Gældende ret
.................................................................................. | 4 |
| | 3.1.1. | Anvendelse af sikkerhedsudstyr til
børn .................................. | 4 |
| | 3.1.2. | Måling og vejning af børn
....................................................... | 5 |
| 3.2. | Justitsministeriets overvejelser
.......................................................... | 5 |
| | | |
4. | Parkering for personer med
handicap
................................................... | 6 |
| 4.1. | Gældende ret
.................................................................................. | 6 |
| 4.2. | Forslag fra interesseorganisationer mv.
............................................. | 7 |
| 4.3. | Justitsministeriets overvejelser
.......................................................... | 8 |
| | | |
5. | Betaling af pasgebyr
.............................................................................. | 8 |
| 5.1. | Gældende ret
.................................................................................. | 8 |
| 5.2. | Justitsministeriets overvejelser
.......................................................... | 8 |
| | |
6. | Forslagets økonomiske og
administrative konsekvenser ................... | 8 |
| | |
7. | Hørte myndigheder
................................................................................ | 9 |
1. Indledning
Lovforslaget har for det første til
formål at sikre, at børn, der befordres på
motorcykel eller knallert, anvender enten sikkerhedssele eller
styrthjelm med henblik på at beskytte de
pågældende børn mod risiko for tilskadekomst i
trafikken.
Lovforslaget indeholder derfor et forslag om
at forbyde befordring af børn, som er under 5 år og
dermed kan være for små til at anvende styrthjelm,
på motorcykel og trehjulet knallert, hvor der ikke er
sikkerhedssele. Overtrædelse af forbuddet vil i henhold til
lovforslaget medføre klip i kørekortet. Samtidig
udvides den gældende pligt for føreren af en
motorcykel eller knallert til at påse, at passagerer i
alderen 8-14 år anvender styrthjelm, så pligten
også gælder børn i alderen 5-7 år.
Lovforslaget har for det andet til
formål at sikre en effektiv håndhævelse af
reglerne om sikkerhedsudstyr til børn, der befordres i bil
mv.
Færdselslovens § 80 a, som
trådte i kraft den 1. maj 2006, indeholder regler om
anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn, der befordres i
bil, på knallert eller på motorcykel. Barnets
højde og vægt er i mange tilfælde bestemmende
for, hvilket sikkerhedsudstyr barnet skal anvende. Endvidere er
barnets højde i visse tilfælde bestemmende for, hvor
barnet skal placeres i køretøjet.
På den baggrund foreslås det, at
politiet får hjemmel til at foretage måling og vejning
af børn med henblik på at kontrollere, om
føreren har iagttaget sin pligt til at påse, at mindre
børn anvender korrekt sikkerhedsudstyr og er korrekt
placeret.
For det tredje indeholder lovforslaget en
regel om, at vejbestyrelser og vejmyndigheder, når
særligt tungtvejende hensyn taler herfor, med politiets
samtykke kan reservere parkeringspladser til bestemte
køretøjer, der anvendes af personer med handicap.
Endelig indebærer lovforslaget, at
bestemmelsen i paslovens § 4 a, stk. 5, om, at
betaling af gebyr for udstedelse af pas skal ske ved indgivelsen af
pasansøgningen, ophæves. Formålet med forslaget
er, at kommunerne frit kan tilrettelægge
betalingsprocedurerne i forbindelse med pasansøgninger,
når kommunerne som led i kommunalreformen den 1. januar 2007
overtager ekspeditionsopgaverne i forbindelse med ansøgning
om pas.
2. Befordring af børn på
motorcykel og knallert
2.1. Gældende ret
2.1.1. Befordring af
passagerer
Det følger af færdselslovens
§ 51, stk. 6, at der på tohjulet knallert ikke
må befordres andre personer end føreren. På
trehjulet knallert må ikke befordres flere personer, end
knallerten er konstrueret til.
På en motorcykel og i sidevogn hertil
må der ikke befordres flere personer, end den er beregnet
til. Dog må der derudover i en sidevogn medbringes et barn
under 10 år, jf. færdselslovens § 52,
stk. 4.
Det fremgår endvidere af de generelle
bestemmelser i færdselslovens § 82, stk. 1 og
2, at passagerer ikke må være anbragt på en
sådan måde, at føreren ikke har frit udsyn og
tilstrækkelig mulighed for at manøvrere
køretøjet, og at passagerer ikke må medtages i
et sådant antal eller være anbragt på en
sådan måde, at der kan opstå fare for dem selv
eller andre.
Der gælder ingen alderskrav for
passagerer på knallert og motorcykel.
2.1.2. Anvendelse af
styrthjelm
Det følger af færdselslovens
§ 81, stk. 1, at føreren af en motorcykel og
knallert og enhver passager, som er fyldt 15 år, under
kørsel skal anvende en fastspændt styrthjelm. Der skal
dog ikke anvendes styrthjelm, hvor der er pligt til at anvende
sikkerhedssele, jf. færdselslovens § 81,
stk. 2. Der er pligt til at anvende sikkerhedssele ved
benyttelse af en siddeplads, som er forsynet med en sådan,
jf. § 80, stk. 1.
Føreren skal i henhold til
færdselslovens § 81, stk. 3, påse, at
passagerer, der er fyldt 8 år, men endnu ikke 15 år,
anvender fastspændt styrthjelm.
Denne pligt gælder dog ikke, hvis
barnet benytter en siddeplads med sikkerhedssele, da barnet i
så fald i stedet skal anvende sikkerhedssele, som eventuelt
skal kombineres med særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, jf.
§ 81, stk. 2, jf. § 80, stk. 1, og
§ 80 a, stk. 1. Det påhviler i disse
tilfælde føreren at påse, at barnet anvender
sikkerhedssele/særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, jf.
§ 80, stk. 4, og § 80 a, stk. 6.
Hvis føreren af et
motorkøretøj, hvortil der kræves
kørekort, ikke overholder sin pligt til at påse, at
barnet benytter enten styrthjelm eller sikkerhedssele/særligt
tilpasset sikkerhedsudstyr, tildeles den pågældende et
klip i kørekortet, jf. færdselslovens § 125,
stk. 2, nr. 1.
Aldersgrænsen for personer, der under
kørsel på motorcykel skal anvende styrthjelm, blev ved
lov nr. 468 af 10. juni 1997 nedsat fra 12 år til 8
år.
Det fremgår af forarbejderne til loven,
jf. Folketingstidende 1996-97, Tillæg A, s. 3718, at
børn i 8-års alderen efter Sundhedsstyrelsens
vurdering har en struktur i hals og nakke, der er
tilstrækkeligt udviklet til at tåle den belastning, som
en styrthjelm medfører ved deceleration (opbremsning mv.),
hvorfor styrelsen ikke havde indvendinger imod, at
aldersgrænsen for børns brug af styrthjelm under
kørsel på motorcykel blev nedsat til 8 år.
2.2. Justitsministeriets
overvejelser
Det er Justitsministeriets opfattelse, at
børn ikke bør befordres på motorcykel, herunder
i sidevogn, eller trehjulet knallert uden anvendelse af enten
sikkerhedssele (for børn med en legemshøjde på
under 135 cm kombineret med særligt tilpasset
sikkerhedsudstyr) eller styrthjelm. Det bemærkes i den
forbindelse, at risikoen for alvorlig personskade på
motorcykel i henhold til oplysninger fra Vejdirektoratet er langt
større pr. kørt kilometer end i bil.
Sundhedsstyrelsen har over for
Justitsministeriet bemærket, at styrthjelme i Danmark
ifølge Færdselsstyrelsen skal være godkendt
efter FN€™s Regulativ 22. I henhold til dette regulativ
er der mulighed for at godkende styrthjelme til
hovedstørrelser ned til 48 cm.
Sundhedsstyrelsen har endvidere oplyst, at
hals- og nakkestrukturen hos børn med et hovedomfang
på 48 cm og derover sædvanligvis vil være
tilstrækkeligt udviklet til at tåle den belastning, som
en styrthjelm medfører ved deceleration. Dette gælder
uanset, om der er tale om befordring på en knallert med en
hastighedsbegrænsning på 30 km/t eller 45 km/t eller en
motorcykel, der med de gældende hastighedsgrænser
højst må køre 130 km/t.
Sundhedsstyrelsen har endelig oplyst, at et
hovedomfang på 48 cm vil være opnået af stort set
alle børn på 5 år, mens det ved 3 års
alderen vil være opnået af ca. 90 pct. af drengene og
ca. 70 pct. af pigerne.
Justitsministeriet finder på den
baggrund, at den pligt, føreren har til at påse, at
børn, der befordres på motorcykel eller knallert, hvor
der ikke er sikkerhedssele, anvender fastspændt styrthjelm,
bør udvides til at gælde børn fra 5 års
alderen.
Under hensyn til, at børn under 5
år kan være for små til at anvende styrthjelm
finder Justitsministeriet endvidere, at befordring af børn
under 5 år på motorcykel eller trehjulet knallert, hvor
der ikke er sikkerhedssele, bør forbydes.
Det skal fremhæves, at der ikke kan
sluttes modsætningsvis fra det foreslåede forbud mod
befordring af børn under 5 år, således at
børn over 5 år altid kan transporteres på
motorcykel og trehjulet knallert, hvor der ikke er sikkerhedsseler,
hvis blot barnet anvender styrthjelm.
Befordring af børn kræver
således i alle tilfælde, at færdselslovens
§ 82, stk. 1 og 2, er overholdt, jf. pkt. 2.1.1.
ovenfor. Det betyder bl.a., at barnet skal have en sådan
størrelse og fysisk og psykisk udvikling i øvrigt, at
barnet kan sidde ordentligt fast på køretøjet
under kørslen. F.eks. skal et barn, der sidder bag på
en tohjulet motorcykel, kunne hvile fødderne på
fodstøtterne og fastholde et sikkert greb om
føreren.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at
overtrædelse af det foreslåede forbud mod at befordre
børn under 5 år på motorcykler og trehjulede
knallerter, hvor der ikke er monteret sikkerhedssele, bør
medføre klip i førerens kørekort, jf.
klippekortsystemet i færdselslovens § 125,
stk. 2.
Dermed sker der en naturlig og
nødvendig ligestilling af reglerne om førerens pligt
til at påse, at børn i alderen 8-14 år (efter
lovforslaget 5-14 år, jf. § 1, nr. 4) anvender
styrthjelm ved benyttelse af siddepladser uden sikkerhedssele
€" som allerede er omfattet af klippekortsystemet, jf. pkt.
2.1.2. €" og det foreslåede forbud mod at befordre
børn under 5 år på siddepladser uden
sikkerhedsseler.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 1, 2, 4 og 6.
3. Politiets måling og vejning af
børn, der befordres i bil mv.
3.1. Gældende ret
3.1.1. Anvendelse af
sikkerhedsudstyr til børn
Den 1. maj 2006 trådte nye bestemmelser
i færdselsloven om sikkerhedsseler, sikkerhedsudstyr til
børn og antallet af passagerer, der lovligt kan befordres, i
kraft, jf. lov nr. 303 af 19. april 2006 om ændring af
færdselsloven.
Det fremgår herefter af
færdselslovens § 80 a, stk. 1, at børn
med en legemshøjde på under 135 cm ved befordring i
andre biler end busser og på motorcykel eller knallert, der
har passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, under
kørslen skal anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset
barnets højde og vægt.
Begrebet »godkendt sikkerhedsudstyr
tilpasset barnets højde og vægt« er
nærmere defineret i Færdselsstyrelsens
bekendtgørelse nr. 357 af 19. april 2006 om krav til
sikkerhedsudstyr for børn i biler. Det fremgår
således af bekendtgørelsen, at det særligt
tilpassede sikkerhedsudstyr, som er nævnt i
færdselslovens § 80 a, stk. 1, kun må
sælges, markedsføres og anvendes, hvis det er godkendt
og mærket i henhold til nærmere angivne standarder
eller forskrifter. Det pågældende udstyr bærer
godkendelsesmærker, som er optrykt i bekendtgørelsen.
Færdselsstyrelsen har endvidere oplyst, at udstyret er
mærket med et vægtinterval eller et vægtmaksimum
eller -minimum.
Efter færdselslovens § 80 a,
stk. 2, må børn under 3 år ikke befordres i
andre biler end busser, der ikke har passagersiddepladser forsynet
med sikkerhedsseler, hvortil der kan monteres godkendt
sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt.
Endvidere må børn på 3 år og derover med
en legemshøjde på under 135 cm i sådanne biler
alene befordres på et andet sæde end
forsædet.
I færdselslovens § 80 a,
stk. 4, er det bestemt, at børn på 3 år og
derover med en legemshøjde på under 135 cm ved
befordring i bus skal anvende sikkerhedssele eller andet godkendt
sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er forsynet hermed.
Efter færdselslovens § 80 a,
stk. 5, kan justitsministeren fastsætte regler om
anvendelse af sikkerhedsudstyr ved befordring af børn med en
legemshøjde på under 135 cm, herunder om, at
stk. 1, 2 og 4 helt eller delvis ikke skal finde anvendelse. I
henhold hertil har Justitsministeriet i kapitel 2 i
bekendtgørelse nr. 324 af 7. april 2006 om brug af
sikkerhedsseler m.v. (sikkerhedsselebekendtgørelsen) fastsat
visse undtagelser fra bestemmelsen i færdselslovens
§ 80 a, stk. 1.
Det påhviler efter færdselslovens
§ 80 a, stk. 6, 1. pkt., føreren af
køretøjet at påse, at bestemmelserne i
§ 80 a, stk. 1-4, samt regler fastsat i
medfør af stk. 5, overholdes. Buschauffører er
dog undtaget fra denne pligt i medfør af
sikkerhedsselebekendtgørelsens § 7, stk. 1,
jf. færdselslovens § 80 a, stk. 6, 2. pkt.
Overtrædelse af § 80 a,
stk. 6, 1. pkt., straffes som udgangspunkt med bøde,
jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, og
stk. 2. Straffen kan dog under visse omstændigheder
stige til fængsel i 1 år, jf. § 118,
stk. 6. Vedrører overtrædelsen § 80 a,
stk. 1 eller 2, tildeles føreren desuden et klip i
kørekortet, jf. § 125, stk. 2, nr. 1.
3.1.2. Måling og vejning
af børn
Politiets foretagelse af straffeprocessuelle
tvangsindgreb er reguleret i retsplejeloven. Nærmere regler
om adgangen til at foretage legemsindgreb er indeholdt i
retsplejelovens kapitel 72 (§§ 792 €" 792
f).
Måling og vejning af en persons legeme
anses for et legemsindgreb i form af en legemsbesigtigelse, jf.
retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 1.
Måling og vejning af et barn med
henblik på kontrol af, at reglerne om sikkerhedsudstyr til
børn i færdselslovens § 80 a er overholdt,
vil være et legemsindgreb rettet mod en person, der ikke er
sigtet for et strafbart forhold. Dette skyldes, at kun
føreren af køretøjet er strafsubjekt i forhold
til bestemmelsen, jf. punkt 3.1.1. ovenfor.
I henhold til retsplejelovens § 792
d, stk. 1, er legemsindgreb over for en person, der ikke er
sigtet, ikke omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 72,
hvis den pågældende giver samtykke til indgrebet. Er
den pågældende under 15 år, skal samtykket
meddeles af forældremyndighedsindehaveren, jf.
retsplejelovens § 821 b, stk. 3. I tilfælde af
interessekonflikt kan samtykket meddeles af en ad hoc
værge.
Uden samtykke kan legemsbesigtigelse, der
ikke kræver afklædning, foretages over for en person,
der ikke er sigtet, hvis efterforskningen vedrører en
lovovertrædelse, der efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og
indgrebet må antages at være af afgørende
betydning for efterforskningen, jf. retsplejelovens § 792
d, stk. 2.
Kompetencen til at træffe beslutning om
legemsbesigtigelse omfattet af retsplejelovens § 792 d,
stk. 2, er som udgangspunkt henlagt til retten. Politiet kan
dog træffe beslutning herom, såfremt indgrebets
øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes
(»periculum in mora«). I så fald skal politiet
snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for
retten, medmindre der efter indgrebet meddeles skriftligt samtykke
hertil, jf. § 792 d, stk. 3, jf. § 792 c,
stk. 2, 2. og 3. pkt. og stk. 3.
Idet straffen for overtrædelse af
færdselslovens § 80 a, stk. 6, 1. pkt.,
maksimalt er 1 års fængsel, jf. punkt 3.1.1. ovenfor,
forudsætter politiets måling og vejning af børn
i biler med henblik på kontrol af førerens
overholdelse af sin pligt til at påse, at barnet er korrekt
fastspændt, samtykke fra forældremyndighedsindehaveren
eller €" ved interessekonflikt €" fra en ad hoc
værge.
3.2. Justitsministeriets
overvejelser
Reglerne om sikkerhedsudstyr til børn
har til formål at beskytte børnene mod tilskadekomst i
trafikken. Efter Justitsministeriets opfattelse er det derfor
vigtigt at sikre, at der tilvejebringes mulighed for effektivt at
håndhæve reglerne om børns anvendelse af
sikkerhedsudstyr.
Som det fremgår af punkt 3.1.1.,
afhænger kravene i færdselslovens § 80 a om
anvendelse af særligt tilpasset sikkerhedsudstyr til
børn, der befordres i eller på
motorkøretøjer, i vidt omfang af barnets højde
og vægt. Barnets højde har endvidere i visse
tilfælde betydning for, hvor i et køretøj
barnet skal placeres.
Der vil i praksis være situationer,
hvor det er åbenbart €" både umiddelbart i
forbindelse med politiets kontrol og under en eventuel senere
straffesag €" at føreren ikke har overholdt sin pligt
til at påse, at det pågældende barn anvender
korrekt sikkerhedsudstyr. Dette er eksempelvis tilfældet,
hvis meget små børn befordres uden anvendelse af nogen
form for sikkerhedsudstyr, eller hvis et lille barn anvender
udstyr, der kun er godkendt til langt større
børn.
I en række andre tilfælde vil det
imidlertid kunne være vanskeligt med det blotte øje at
konstatere, om barnet f.eks. er under 135 cm og dermed skal anvende
særligt tilpasset sikkerhedsudstyr, og/eller om det udstyr,
der anvendes, passer til barnets vægt. Det kan endvidere i
mange tilfælde være hensigtsmæssigt, at der
på kontroltidspunktet foretages bevissikring i form af en
måling eller vejning af barnet, da barnets højde og
vægt typisk vil have ændret sig i perioden mellem
politiets kontrol og en eventuel retssag.
Justitsministeriet har overvejet, om den
under punkt 3.1.2. nævnte adgang til at foretage
legemsbesigtigelse med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren (eller en ad hoc værge),
jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 1, 1. pkt., er
tilstrækkelig til at tilgodese behovet for at foretage
måling og vejning af børn i relation til
færdselslovens § 80 a.
Hvis føreren selv er
forældremyndighedsindehaver, kan måling og vejning af
barnet føre til bødestraf samt klip i
kørekortet for den pågældende, hvis
målingen eller vejningen viser, at færdselslovens
§ 80 a, stk. 6, 1. pkt., er overtrådt. Den
pågældende kan derfor have en interesse i ikke at give
samtykke.
Er føreren ikke
forældremyndighedsindehaver, skal politiet identificere og
lokalisere forældremyndighedsindehaveren med henblik på
at opnå samtykke, hvilket føreren €" som kan have
en interesse i at undgå måling og vejning af barnet
€" ikke i alle tilfælde kan forventes at være
behjælpelig med. Finder politiet frem til
forældremyndighedsindehaveren, kan det endvidere ikke
afvises, at et eventuelt interessefællesskab med
føreren kan føre til afvisning af at give
samtykke.
Giver forældremyndighedsindehaveren
ikke samtykke, vil måling og vejning alene kunne foretages,
hvis statsamtet finder grundlag for at beskikke en ad hoc
værge, der kan meddele samtykke til indgrebet, jf.
værgemålslovens § 50, stk. 1, jf.
§ 47.
Det er på denne baggrund
Justitsministeriets opfattelse, at de nuværende regler, der
indebærer, at der alene kan foretages måling og vejning
af børn i forbindelse med kontrol af overholdelsen af
bestemmelserne om sikkerhedsudstyr til børn med
forældremyndighedsindehaverens samtykke, ikke sikrer en
tilstrækkelig effektiv håndhævelse af reglerne.
En effektiv håndhævelse forudsætter derimod efter
Justitsministeriets opfattelse, at politiet som led i sin
rutinemæssige kontrol med overholdelse af
færdselsreglerne uden videre kan måle og veje de
pågældende børn. Hertil kommer, at måling
og vejning efter Justitsministeriets opfattelse må anses for
et legemsindgreb af meget ringe intensitet.
På den baggrund foreslås det at
indsætte en ny bestemmelse i færdselslovens
§ 80 a, der giver politiet mulighed for uden
forældremyndighedsindehaverens samtykke at foretage
måling og vejning af børn, der befordres i bil,
på motorcykel eller på knallert med henblik på at
kontrollere overholdelsen af bestemmelserne i færdselslovens
§ 80 a om anvendelse af godkendt sikkerhedsudstyr
tilpasset barnets højde og vægt.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 3.
4. Parkering for personer med
handicap
4.1. Gældende ret
I henhold til færdselslovens
§ 92, stk. 1, kan vejbestyrelsen for en offentlig
vej med samtykke fra politiet træffe
færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på
vejens udnyttelse eller indretning. Vejmyndigheden for en privat
fællesvej omfattet af afsnit I, III og IV i lov om private
fællesveje, jf. lovens § 13, stk. 1 og 2, kan
med samtykke fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser.
Der kan bl.a. træffes bestemmelse om parkering og standsning,
etablering af fodgængerfelter og forbud mod visse
færdselsarter, herunder med henblik på etablering af
gågader.
Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for at
reservere bestemte parkeringspladser til køretøjer,
der er forsynet med et parkeringskort (invalideskilt), jf.
bekendtgørelse nr. 465 af 8. juni 2005 om parkeringskort for
personer med handicap, således at de pågældende
parkeringspladser kan anvendes af enhver med parkeringskort.
Sådanne handicapparkeringspladser markeres med et
invalidesymbol, jf. § 49 i bekendtgørelse nr. 784
af 6. juli 2006 om vejafmærkning, jf. færdselslovens
§ 95, stk. 1, jf. § 92 c, stk. 4.
Det fremgår af en pressemeddelelse af
16. maj 2006 fra Københavns Kommune, at kommunen fra
1980€™erne til 2001 fulgte en praksis, hvorefter
personer med et særligt handicap kunne få reserveret en
parkeringsplads nær deres bolig, hvor der blev opsat en tavle
med registreringsnummeret for den pågældende persons
køretøj. Hvis tavlen ikke blev respekteret, kunne der
dog ikke pålægges afgift eller bøde. Det
fremgår endvidere af pressemeddelelsen, at kommunen i 2001
ophørte med at opsætte de pågældende
tavler på grund af manglende lovgrundlag. Justitsministeriet
har ikke nærmere kendskab til praksis på dette
område i andre kommuner.
Til spørgsmålet om, hvorvidt
færdselslovens § 92, stk. 1, giver hjemmel til
at reservere bestemte parkeringspladser til bestemte
køretøjer, der anvendes af personer med handicap,
bemærkes følgende:
Bestemmelserne i § 92, stk. 1,
er i vidt omfang en videreførelse af § 3 i
færdselslov nr. 129 af 14. april 1932. Efter denne
bestemmelse kunne politiet give bestemmelser til regulering af
færdslen på steder, hvor det skønnedes
nødvendigt. Ved anvisning af parkeringspladser og ved
udfærdigelse af bestemmelser, hvorved offentlig færdsel
på en gade, vej eller plads helt eller delvist blev forbudt,
eller hvorved ensrettet færdsel blev påbudt for alle
eller visse færdselsarter, krævedes dog samtykke fra
vedkommende kommunale myndighed, medmindre den
pågældende foranstaltning var af midlertidig
karakter.
Af forarbejderne til bestemmelsen
fremgår bl.a., at oprettelsen og den rette anbringelse af
parkeringspladser på den ene side er af indgribende
færdselsmæssig betydning, og at der på den anden
side ved sådanne afgørelser må tages hensyn til
gadeanlægget som helhed, næringsdrivendes interesser,
æstetiske hensyn osv. Der henvises til Folketingstidende
1931-32, Tillæg A, sp. 3587-3588.
Bestemmelsen blev med få
ændringer videreført som § 57, stk. 3,
i færdselslov nr. 153 af 24. maj 1955 og som § 92,
stk. 1, i færdselslov nr. 287 af 10. juni 1976.
Af forarbejderne til færdselsloven af
1976 fremgår, at der fortsat ikke vil være noget til
hinder for, at der ved beslutning om foranstaltninger i
medfør af § 92, stk. 1, også tages
hensyn til andet end de færdselsmæssige forhold, f.eks.
miljømæssige hensyn. Der henvises til
Folketingstidende 1975-76, Tillæg A, sp. 410.
§ 92, stk. 1, fik sin
nuværende affattelse ved lov nr. 292 af 28. april 2000. Ved
loven blev den hidtil gældende § 92 ophævet
og erstattet af de nyaffattede bestemmelser i §§ 92
€" 92 c. Kompetenceforholdet mellem politiet og kommunerne
blev herved ændret, således at kompetencen til at
træffe afgørelse om færdselsregulerende
foranstaltninger, herunder færdselsindskrænkninger, med
enkelte undtagelser blev flyttet fra politiet til kommunerne, dog
med krav om politiets samtykke.
Bestemmelsens rækkevidde i relation til
reservation af parkeringspladser til bestemte
køretøjer eller personer har været behandlet
ved domstolene.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for
Retsvæsen 1961, side 369, fastslog Højesteret, at
politiet med hjemmel i den dagældende færdselslovs
§ 57, stk. 3, kunne reservere parkeringspladser til
brug for køretøjer med ærinde på en
ambassade. Højesteret fremhævede i den forbindelse, at
myndighederne efter indholdet af færdselslovens
§ 57, stk. 3, ikke er afskåret fra at tage
andre hensyn af mere almen karakter i betragtning end de rent
færdselsmæssige ved regulering af
parkeringsforholdene.
I afgørelsen refereret i Ugeskrift for
Retsvæsen 1984, side 1005, fastslog Vestre Landsret, at der
med hjemmel i den dagældende færdselslovs
§ 92, stk. 1, nr. 1, med samtykke fra politiet kunne
etableres en ordning, hvorefter nogle parkeringspladser ved et
sygehus var forbeholdt sygehusets personale. Landsretten fandt
imidlertid ikke, at den interne fordeling af de reserverede
parkeringspladser, som sygehusets forvaltning havde foretaget ved
at forbeholde hver enkelt parkeringsplads til et bestemt bilnummer,
kunne håndhæves i medfør af bestemmelser i
færdselsloven.
Det er på denne baggrund
Justitsministeriets opfattelse, at der ikke er hjemmel i
færdselslovens § 92 til at reservere bestemte
parkeringspladser til bestemte køretøjer, idet de
bestemmelser, der træffes efter færdselslovens
§ 92, skal være færdselsmæssigt
begrundet eller begrundet i hensyn af mere almen karakter.
4.2. Forslag fra
interesseorganisationer mv.
Det Centrale Handicapråd og Dansk
Handicapforbund har i efteråret 2005 rettet henvendelse til
Justitsministeriet med en anmodning om, at der indføres
hjemmel til at reservere parkeringspladser til bestemte personer
med handicap i nærheden af disse personers bolig eller
arbejde, hvor behovet for en sådan parkeringsplads er
særligt udpræget.
Det Centrale Handicapråd har i sin
henvendelse fremhævet, at risikoen for lange afstande til
bolig eller arbejde kan medføre en urimelig
indskrænkning af bevægelsesfriheden for personer med
handicap. Muligheden for at oprette personligt reserverede
handicapparkeringspladser er derfor af afgørende betydning,
hvis personer med handicap skal have den fornødne sikkerhed
for at kunne komme på arbejde og i øvrigt forlade sin
bolig efter behov.
Dansk Handicapforbund har oplyst, at de
gældende regler giver foreningens medlemmer store
vanskeligheder, f.eks. når der ikke er adgang til en
parkeringsplads i nærheden af den pågældendes
bolig. Forbundet har endvidere fremhævet, at de
gældende regler efter forbundets opfattelse er i strid med
kompensationsprincippet, hvorefter den enkelte handicappede person
skal kompenseres på en sådan måde, at vedkommende
bliver i stand til at indrette sin tilværelse på samme
betingelser som personer uden handicap.
Også Københavns Kommune har i
efteråret 2005 foreslået, at der indføres en
generel hjemmel til at reservere bestemte parkeringspladser til
bestemte køretøjer, der anvendes af personer med
handicap. Kommunen har i den forbindelse bl.a. peget på, at
det er vanskeligt at kontrollere overholdelsen af reglerne for
parkering på handicapparkeringspladser. Kontrollen vil efter
kommunens opfattelse blive lettet og respekten for
parkeringsrestriktionerne større, hvis en
handicapparkeringsplads reserveres til et bestemt
køretøj.
På et møde i juni 2006 mellem
Justitsministeriet, Det Centrale Handicapråd og De
Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) har DSI endvidere
tilkendegivet, at der er et stort behov for i særlige
tilfælde at kunne reservere bestemte parkeringspladser til
bestemte køretøjer. DSI henviste i den forbindelse
særligt til de generelt stigende parkeringsproblemer i
samfundet og parkeringsbetingelsernes betydning for handicappede
personers mulighed for at deltage i samfundslivet.
4.3. Justitsministeriets
overvejelser
Efter de gældende regler kan personer
med parkeringskort (invalideskilt) anvende enhver
handicapparkeringsplads med ethvert køretøj. Samtidig
har vejbestyrelsen/vejmyndigheden mulighed for med samtykke fra
politiet at tilpasse antallet af handicapparkeringspladser på
et givent sted efter behovet herfor.
Invalideorganisationerne har anmodet om, at
der tilvejebringes en ordning, der skaber mulighed for etablering
af individuelle handicapparkeringspladser, jf. punkt 4.2. ovenfor.
På baggrund af de hensyn, som invalideorganisationerne har
anført, finder Justitsministeriet, at der bør
indføres hjemmel hertil.
Det foreslås derfor, at der i
færdselslovens § 92 indsættes en bestemmelse
om, at der i tilfælde, hvor særligt tungtvejende hensyn
taler herfor, kan ske reservation af parkeringspladser til et eller
flere bestemte køretøjer, som anvendes af personer
med handicap.
Der er ikke herudover tilsigtet nogen
ændring af den hidtil gældende retstilstand efter
færdselslovens § 92.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 5.
5. Betaling af pasgebyr
5.1. Gældende ret
I henhold til paslovens § 4 a,
stk. 5, skal betaling af gebyr for udstedelse af pas ske ved
indgivelsen af pasansøgningen.
Bestemmelsen blev indsat i pasloven ved lov
nr. 386 af 20. maj 1992 i forbindelse med, at en række
bestemmelser vedrørende gebyrer og afgifter på
Justitsministeriets område efter opfordring fra
Rigsrevisionen blev optaget direkte i lovgivningen. Der er tale om
en videreførelse af bestemmelsen i § 27,
stk. 4, i bekendtgørelse nr. 575 af 27. august 1987 om
pas mv. med senere ændringer.
5.2. Justitsministeriets
overvejelser
Som et led i aftalen om kommunalreformen
overtager kommunerne den 1. januar 2007 ekspeditionsopgaverne i
forbindelse med ansøgning om pas, herunder modtagelsen af
betaling for udstedelse af pas.
Med henblik på at sikre, at det
står kommunerne frit, hvordan de vil tilrettelægge
betalingsprocedurerne, herunder at der kan ske omlægning til
elektroniske indbetalingsløsninger, foreslås det, at
bestemmelsen i paslovens § 4 a, stk. 5,
ophæves.
Der henvises til lovforslagets
§ 2.
6. Forslagets økonomiske og
administrative konsekvenser
Den foreslåede ændring af
pasloven sikrer som anført under pkt. 5 ovenfor, at det
står kommunerne frit, hvordan de vil tilrettelægge
betalingsprocedurerne i forbindelse med den fremtidige
pasekspedition. Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at
have økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
| Positive konsekvenser/ Mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen af betydning |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Lovforslaget sikrer, at det står
kommunerne frit, hvordan de vil tilrettelægge
betalingsprocedurerne i forbindelse med den fremtidige
pas-ekspedition | Ingen af betydning |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
7. Hørte
myndigheder
Advokatrådet, Amtsrådsforeningen,
Børnerådet, Børnesagens Fællesråd,
Danmarks Transportforskning, Dansk Handel og Service, Dansk
Industri, Dansk Knallert Union, Dansk Retspolitisk Forening, Danske
Motorcyklisters Råd (DMC), De Samvirkende
Invalideorganisationer, Den Danske Dommerforening, Det Centrale
Handicapråd, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere
(FDM), Foreningen af Politimestre i Danmark, Foreningen Liv og
Trafik, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening
(KL), Landsforeningen af Beskikkede
Advokater, Landsforeningen Kommunale Servicecentre,
Landsorganisationen Børns Vilkår,
Politidirektøren i København, Politiforbundet i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, præsidenterne for
Vestre Landsret, Østre Landsret, Københavns Byret og
retterne i Odense, Roskilde, Ålborg og Århus, Red
Barnet, Retssikkerhedsfonden, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen og
Rådet for Større Færdselssikkerhed.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 og 2
De foreslåede bestemmelser
indebærer, at det forbydes at befordre børn under 5
år på motorcykel og i sidevogn til motorcykel samt
på trehjulede knallerter, medmindre barnet anvender en
siddeplads, som er forsynet med sikkerhedssele.
Befordring af børn på de
nævnte køretøjer forudsætter i alle
tilfælde fortsat, at færdselslovens § 82,
stk. 1 og 2, er overholdt. Bestemmelserne indebærer, at
passagerer ikke må være anbragt på en sådan
måde, at føreren ikke har frit udsyn og
tilstrækkelig mulighed for at manøvrere
køretøjet, ligesom passagerer ikke må medtages
i et sådant antal eller være anbragt på en
sådan måde, at der kan opstå fare for dem selv
eller andre.
Der henvises til punkt 2.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Bestemmelsen giver politiet mulighed for uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren til enhver tid at
måle og veje et barn, der befordres i bil, herunder bus,
på motorcykel eller på knallert, med henblik på
at kontrollere, om føreren har overholdt sin pligt efter
færdselslovens § 80 a, stk. 6, 1. pkt., til at
påse, at barnet anvender sikkerhedsudstyr i overensstemmelse
med reglerne i § 80 a, stk. 1, 2 og 4, samt regler
fastsat i medfør af stk. 5.
Det er en betingelse for at gennemtvinge
måling og/eller vejning af et barn, at dette sker med henblik
på at kontrollere, om bestemmelserne i § 80 a,
stk. 1, 2 og 4, samt bestemmelser fastsat i medfør af
stk. 5, jf. stk. 6, 1. pkt., er overholdt.
Den foreslåede bestemmelse giver
således ikke hjemmel til legemsbesigtigelse i et omfang, der
går ud over, hvad der er nødvendigt for at konstatere,
om de nævnte regler er overholdt. Dette betyder, at der
f.eks. ikke kan foretages andre målinger af barnet end
måling af barnets legemshøjde. Der kan heller ikke
foretages f.eks. vejning af børn, der befordres i biler uden
passagersiddepladser med sikkerhedsseler, da barnets vægt i
disse tilfælde er uden betydning for kravene om
sikkerhedsudstyr, jf. § 80 a, stk. 2 og 4.
Kravet om nødvendighed indebærer
også, at der alene kan foretages måling og/eller
vejning af børn i sager, hvor der er tvivl €" eller
hvor det ikke kan udelukkes, at der under en eventuel senere
retssag vil kunne kan rejses tvivl €" om, hvorvidt barnets
højde på tidspunktet for politiets kontrol er under
135 cm, eller hvorvidt barnets vægt står i misforhold
til det anvendte sikkerhedsudstyr.
Måling og vejning skal foretages med
størst mulig skånsomhed over for barnet, ligesom
indgrebet skal ske under iagttagelse af
proportionalitetsgrundsætningen.
Den almindelige
skånsomhedsgrundsætning indebærer, at indgrebet
skal foretages så skånsomt, som omstændighederne
tillader. Dette indebærer bl.a., at måling og vejning
så vidt muligt bør foretages uden beføling af
barnet og med barnet fuldt påklædt. Det kan dog efter
omstændighederne, f.eks. ved vejning af meget små
børn, være nødvendigt at holde på
barnet.
Politiet er som nævnt endvidere
underlagt den almindelige proportionalitetsgrundsætning.
Dette indebærer bl.a., at et indgreb ikke må foretages,
hvis det efter indgrebets formål, sagens betydning og den
krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at
forvolde de personer, indgrebet rammer, må anses for at
være et uforholdsmæssigt indgreb.
Politiet bør derfor normalt undlade at
foretage måling og vejning af børn i tilfælde,
hvor det vurderes, at barnets højde og vægt set i
forhold til det anvendte sikkerhedsudstyr højst afviger
marginalt fra kravene.
Det kan endvidere ikke udelukkes, at politiet
også i andre helt særlige tilfælde bør
afstå fra at foretage måling og vejning, f.eks. hvis et
barn reagerer meget voldsomt, eller der i øvrigt
opstår en tilspidset situation i forbindelse med kontrollen.
Også forhold knyttet til vejrliget, tid og sted for politiets
kontrol mv., kan efter omstændighederne tale imod, at der
foretages måling eller vejning af et barn.
Beslutning om måling og/eller vejning
træffes af politiet uden forudgående retskendelse, og
indgrebet skal ikke efterfølgende godkendes af retten.
Måling og/eller vejning
forudsættes iværksat på stedet. Politiet
bør forud for målingen og/eller vejningen orientere
føreren af køretøjet om beslutningen og om
baggrunden for indgrebet.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.2. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4.
Førerens pligt til at påse, at
børn, der befordres på knallert eller motorcykel,
anvender fastspændt styrthjelm, udvides med den
foreslåede bestemmelse fra at omfatte børn i alderen
8-14 år alderen til at omfatte børn i alderen 5-14
år. Det præciseres samtidig, at denne pligt kun
gælder, hvor der ikke er sikkerhedssele.
Den nye aldersgrænse modsvares af det i
lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, foreslåede forbud
mod at befordre børn under 5 år på trehjulet
knallert og motorcykel, hvor der ikke er sikkerhedssele.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at vejbestyrelsen og vejmyndigheden i
tilfælde, hvor særligt tungtvejende hensyn taler
derfor, med samtykke fra politiet kan reservere parkeringspladser
til bestemte køretøjer, der anvendes af personer med
handicap.
Justitsministeriet antager, at det navnlig
vil kunne være relevant at etablere individuelle
handicapparkeringspladser med henblik på at sikre, at
personer med svære handicap kan parkere tæt på
bopæl og arbejdsplads eller lignende. Den foreslåede
bestemmelse udelukker dog ikke, at der oprettes individuelle
handicapparkeringspladser andre steder, hvor der måtte
være et særligt behov herfor.
Det følger af færdselslovens
§ 92 c, stk. 4, at foranstaltninger af den art, der
nævnes i §§ 92 og 92 a, skal tilkendegives ved
afmærkning i overensstemmelse med de bestemmelser, der
fastsættes af transport- og energiministeren i medfør
af § 95, stk. 1 og 3. Dette vil også
gælde for parkeringspladser, som efter den foreslåede
bestemmelse i § 92, stk. 3, reserveres til bestemte
køretøjer, som anvendes af personer med handicap.
Der henvises i øvrigt til punkt 4.3. i
de almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Efter færdselslovens § 81,
stk. 3, påhviler det føreren af motorcykel og
knallert at påse, at passagerer, der er fyldt 8 år
(foreslås med lovforslagets § 1, nr. 4, nedsat til
5 år), men endnu ikke 15 år, anvender fastspændt
styrthjelm, medmindre barnet benytter en siddeplads, der er
forsynet med sikkerhedssele, jf. § 81, stk. 2.
Tilsidesættelse af den nævnte
pligt er omfattet af det såkaldte klippekortsystem, jf.
færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at overtrædelse af det i lovforslagets
§ 1, nr. 1 og 2, foreslåede forbud mod at befordre
børn under 5 år på trehjulet knallert og
motorcykel, herunder i sidevogn, hvor der ikke er monteret
sikkerhedssele, også omfattes af klippekortsystemet.
Der henvises til punkt 2.2. i de almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Den 1. januar 2007 overtager kommunerne
ekspeditionsopgaverne i forbindelse med ansøgning om pas,
herunder modtagelsen af betaling for udstedelse af pas.
Ændringen indebærer, at bestemmelsen i paslovens
§ 4 a, stk. 5, om, at betaling for udstedelse af pas
skal ske ved indgivelsen af pasansøgningen, ophæves.
Hermed sikres det, at kommunerne frit kan tilrettelægge
betalingsprocedurerne i forbindelse med pasansøgningen.
Der henvises til punkt 5 i de almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Bestemmelsen fastlægger
ikrafttrædelsestidspunktet for de foreslåede
bestemmelser.
Det foreslås i stk. 1 ,
at lovforslagets § 1, nr. 1, 2, 4 og 6, vedrørende
befordring af børn på knallert og motorcykel og
§ 2 om ophævelse af paslovens § 4 a,
stk. 5, om tidspunktet for betaling for udstedelse af pas
træder i kraft den 1. januar 2007.
Det foreslås i stk. 2 ,
at § 1, nr. 3, om adgang til måling og vejning af
børn i forbindelse med politiets kontrol af overholdelsen af
reglerne i færdselslovens § 80 a om
sikkerhedsudstyr til børn og § 1, nr. 5, om adgang
til reservation af parkeringspladser til bestemte
køretøjer, der anvendes af personer med handicap,
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 I færdselsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14. november 2005, som
ændret bl.a. ved lov nr. 303 af 19. april 2006 og senest ved
lov nr. 543 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændringer: |
§ 51. Knallert må
ikke føres ved siden af andet køretøj. | | |
Stk. 2. § 49, stk. 2 og
3, om placering på vej og kørsel i vejkryds
gælder også for lille knallert. | | |
Stk. 3. Tohjulet knallert skal
trækkes over fortov eller gangsti. Knallert kan dog
køres over fortov eller gangsti, når
overkørslen sker fra en sidevej. | | |
Stk. 4. Fører af tohjulet
knallert skal under kørslen have begge fødder
på pedalerne eller fodhvilerne og mindst den ene hånd
på styret. | | |
Stk. 5. Knallertkører må
ikke under kørslen holde fast i andet køretøj
eller i fører af eller passager på et andet
køretøj. | | |
Stk. 6. På tohjulet knallert
må ikke befordres andre personer end føreren. På
trehjulet knallert må ikke befordres flere personer, end
knallerten er konstrueret til. | | |
Stk. 7. På knallert må
ikke medføres genstande, der er mere end 2 m lange eller 70
cm brede. Genstande, der medføres, må ikke hindre
knallertkøreren i at have fuldt herredømme over
knallerten eller i behørig tegngivning.
Knallertkørere må heller ikke medføre
genstande, der i øvrigt er til ulempe for den øvrige
færdsel. Transport- og energiministeren kan fastsætte
bestemmelser om største længde, bredde, højde
og vægt for genstande, som befordres på knallerter, der
er særligt indrettet til varetransport eller som
invalidekøretøj. | | 1. I
§ 51 indsættes efter stk. 6
som nyt stykke: » Stk. 7. Passagerer under 5
år må ikke befordres på trehjulet knallert,
medmindre passagersiddepladsen er forsynet med
sikkerhedssele.« Stk. 7 bliver herefter stk. 8. |
| | |
§ 52. Motorcykel må
ikke føres ved siden af andet køretøj. | | |
Stk. 2. Motorcyklist må kun
anvende fortov eller gangsti i de tilfælde, der er
nævnt i § 27, stk. 2. | | |
Stk. 3. En passager på en
motorcykels bagsæde skal sidde med et ben på hver side
af motorcyklen. | | |
Stk. 4. På motorcykel og i
sidevogn hertil må ikke befordres flere personer, end den er
beregnet til. Dog må der derudover i sidevogn medbringes et
barn under 10 år. | | |
| | 2. I
§ 52 indsættes som stk. 5: » Stk. 5. Passagerer under 5
år må ikke befordres på motorcykel og i sidevogn
hertil, medmindre passagersiddepladsen er forsynet med
sikkerhedssele.« |
| | |
§ 80 a. Ved befordring i
andre biler end busser og på motorcykel eller knallert, der
har passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, skal
børn med en legemshøjde på under 135 cm under
kørslen anvende godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets
højde og vægt, jf. dog stk. 5. | | |
Stk. 2. I andre biler end busser, der
ikke har passagersiddepladser forsynet med sikkerhedsseler, hvortil
der kan monteres godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets
højde og vægt, må børn under 3 år
ikke befordres, mens børn på 3 år og derover med
en legemshøjde på under 135 cm alene må
befordres på et andet sæde end forsædet, jf. dog
stk. 5. | | |
Stk. 3. Børn må ikke
befordres i bil i en bagudvendende barnestol på en
passagersiddeplads med frontairbag, medmindre airbaggen er
deaktiveret. | | |
Stk. 4. Ved befordring i bus skal
børn på 3 år og derover med en
legemshøjde på under 135 cm anvende sikkerhedssele
eller andet godkendt sikkerhedsudstyr, i det omfang siddepladsen er
forsynet hermed, jf. dog stk. 5. | | |
Stk. 5. Justitsministeren kan
fastsætte regler om anvendelse af sikkerhedsudstyr ved
befordring af børn med en legemshøjde på under
135 cm, herunder om, at stk. 1, 2 og 4 helt eller delvis ikke
skal finde anvendelse. | | |
Stk. 6. Det påhviler
føreren at påse, at bestemmelserne i stk. 1-4
samt regler fastsat i medfør af stk. 5 overholdes.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, at føreren
af en bus helt eller delvis fritages for den i 1. pkt. nævnte
pligt, samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet
skal træffe. | | |
| | 3. I § 80
a indsættes som stk. 7 : » Stk. 7. Med henblik på
kontrol af, at bestemmelserne i stk. 1, 2 og 4 samt regler
fastsat i medfør af stk. 5, jf. stk. 6, 1. pkt.,
er overholdt, kan politiet til enhver tid kræve, at et barn,
der befordres i bil, på motorcykel eller på knallert,
måles og vejes. Målingen og vejningen foretages af
politiet.« |
| | |
§ 81. € | | |
Stk. 3. Føreren skal
påse, at passagerer, der er fyldt 8 år, men endnu ikke
15 år, anvender fastspændt styrthjelm. Stk. 4-5. € | | 4. I § 81,
stk. 3 , ændres »8 år« til:
»5 år« og efter »styrthjelm«
indsættes: », medmindre passagersiddepladsen er
forsynet med sikkerhedssele«. |
| | |
§ 92. Vejbestyrelsen for
en offentlig vej kan med samtykke fra politiet træffe
færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på
vejens udnyttelse eller indretning. Vejmyndigheden for en privat
fællesvej omfattet af afsnit I, II og IV i lov om private
fællesveje, jf. lovens § 13, stk. 1 og 2, kan
med samtykke fra politiet træffe tilsvarende bestemmelser.
Der kan bl.a. træffes bestemmelse om | | |
1) parkering og standsning 2) etablering af fodgængerfelter og 3) forbud mod visse færdselsarter, herunder
med henblik på etablering af gågader. | | |
Stk. 2. Vejbestyrelsen kan endvidere
efter stk. 1 træffe bestemmelse om hel eller delvis
afspærring af offentlig vej, såfremt afspærringen
gennemføres ved afmærkning, opsætning af bomme
eller på anden tilsvarende måde. | | |
| | |
| | 5. I
§ 92 indsættes som stk. 3: » Stk. 3. Når
særligt tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejbestyrelsen
og vejmyndigheden efter stk. 1 træffe bestemmelse om, at
en parkeringsplads skal reserveres til et eller flere bestemte
køretøjer, som anvendes af en person med
handicap.« |
| | |
§ 125. € | | |
Stk. 2. Føreren skal endvidere
betinget frakendes retten til at føre et sådant
køretøj, hvis føreren inden for en periode af
3 år har gjort sig skyldig i tre forhold, der ikke i sig selv
medfører frakendelse af førerretten efter
stk. 1, men som er omfattet af | | 6. I
§ 125, stk. 2, nr. 1 , indsættes
efter »§ 37, stk. 4,«:
»§ 51, stk. 7, § 52,
stk. 5,«. |
1) § 5, stk. 2, § 15,
stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 16, stk. 2,
§ 18, stk. 1 og 2, § 21, stk. 1-3,
§ 22, stk. 1, § 24, stk. 1,
§ 25, § 27, stk. 4, § 80,
stk. 4, 1. pkt., § 80 a, stk. 1-2, jf.
stk. 6, 1. pkt., § 80 b, stk. 4, 2. pkt., og
§ 81, stk. 3. 2)-5)€ Stk. 3-5. € | | |
| | |
| | § 2 I lov om pas til danske statsborgere mv.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 586 af 1. september 1986, som
ændret bl.a. ved lov nr. 386 af 20. maj 1992, lov nr. 288 af
12. maj 1999, lov nr. 1103 af 29. december 1999 og senest ved lov
nr. 557 af 24. juni 2005, foretages følgende
ændringer: |
§ 4 a. For udstedelse af
pas til personer, der er fyldt 18 år, men ikke fyldt 65
år, for personer født før den 1. juli 1939 dog
67 år, betales 600 kr. € | | |
Stk. 5. Betaling skal ske ved
indgivelsen af pasansøgning. | | 1. § 4 a, stk. 5 ,
ophæves. |
Stk. 6. Stk. 1-4 gælder
også ved ombytning af pas, udstedelse af ekstra pas og
udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden. Dog udstedes nyt pas
uden betaling, hvis et pas på grund af forhold, der må
tilregnes den pasudstedende myndighed, lider af væsentlige
mangler. | | Stk. 6 bliver herefter stk. 5. |
| | |
| | § 3 Stk. 1. Loven træder i
kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2. Stk. 2. § 1, nr. 3 og 5,
træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i
Lovtidende. |