Folketinget pålægger regeringen som forudsætning for ratifikation af Lissabontraktaten at sikre Danmark en protokol til traktaten, der understreger, at den nordiske aftalemodel ikke kan forringes eller afskaffes af EU's institutioner, herunder EU-Domstolen.

Den 21. februar 2008 blev et flertal af Folketingets partier (regeringen, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance) enige om en politisk aftale om dansk europapolitik i en globaliseret verden. Ifølge aftalen skal »Danmarks holdning i EU fastlægges gennem en politisk proces herhjemme. Partierne bag aftalen indtager forskellige holdninger i dette arbejde, og forskellige holdninger når de arbejder i Europa-Parlamentet. Denne aftale ændrer ikke ved dette men opstiller nogle overordnede mål om, hvordan de nye rammer for EU-samarbejdet skal udnyttes.« Aftalen danner således det politiske udgangspunkt for partiernes forståelse af og samarbejdet under den nye Lissabontraktat.

Umiddelbart inden ovennævnte partier indgik den nævnte aftale, afsagde EF-Domstolen to overraskende domme, som med al sandsynlighed vil få omfattende konsekvenser for Danmark. Det drejer sig om henholdsvis sag C-438/05 Viking Line og sag C-341/05 Laval, der begge angriber den nordiske aftalemodel for arbejdsmarkedet. På baggrund af disse to domme indeholder ovennævnte aftale en passus om, hvordan Danmarks arbejdsmarkedspolitik i EU skal forstås. Partierne erklærer sig således »tilfredse med, at traktatgrundlaget understreger arbejdsmarkedsparternes rolle på EU-plan under hensyntagen til de nationale systemers forskelligartede karakter. Som led heri fastholdes i EUF-traktaten [EF-traktatens] artikel 138 (art. 154 [TEUF, ny nummerering]) og artikel 139 (art. 155 [TEUF, ny nummerering]) arbejdsmarkedsparternes adgang til at indgå frivillige overenskomstaftaler på EU-plan om social- og arbejdsmarkedspolitikken samt deres adgang til frit at vælge, om aftalerne skal gennemføres af EU. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det som hidtil overlades til medlemsstaterne selv at vælge form og midler for gennemførelsen, og at det danske aftalesystem på arbejdsmarkedet fastholdes. I den forbindelse lægger partierne stor vægt på at fastholde retten til at foretage kollektive kampskridt, der er en vigtig del af den danske arbejdsmarkedsmodel. Partierne vil derfor vende sig mod EU-tiltag, der er i modstrid med konfliktretten.«

Som anført er der tale om en politisk aftale. En sådan forpligter alene aftalens parter og har over for EU's aktører og institutioner ingen selvstændig værdi. Forslagsstillerne ønsker derfor, at der i forbindelse med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten indføjes en protokol, som slår fast, at den danske og nordiske aftalemodel er ukrænkelig.

Siden 1899 har det gældende princip for det danske arbejdsmarked været, at arbejdsmarkedets parter kunne aftale sig til gode resultater, når det gjaldt løn, ferie, pension m.v. Denne model har gjort de nordiske arbejdsmarkeder langt mere smidige og velfungerende end eksempelvis de sydeuropæiske landes, som baserer sig på lovgivning. Hvor man i de fleste EU-lande har lovbundne mindstelønninger, har vi i Danmark og resten af Norden aftalte overenskomster. Som led i disse overenskomster har begge parter en række kampskridt, som alle har det fælles formål at fremme indgåelse af en kollektiv overenskomst mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Dette system stammer fra septemberforliget i 1899, hvor arbejdsgiverne på den ene side blev indrømmet retten til at lede og fordele arbejdet, mens arbejderne på den anden side fik ret til at konflikte i nærmere bestemte situationer. Det er denne ret, EF-Domstolen nu er begyndt at æde sig ind på. Der er ingen tvivl om, at dommene er udtryk for en generel lede i EU ved, at medlemslandene er forskellige. Alle landene har hver især forskellige kulturelle, historiske og økonomiske karakteristika, som strider imod EU's ønske om en stadig snævrere union. Og i Norden er det altså en del af vor aftalemodel, at arbejdere må strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger, ligesom man må foretage sympatitilkendegivelser over for andre arbejdere og nedlægge arbejdet i forbindelse med arbejdsgivernes brud på overenskomsten m.v. Det er disse rettigheder, som EF-Domstolen indsnævrer.

Med sædvanlig nørklet sprog siger EF-Domstolen nemlig i Vikingdommen på spørgsmålet om de kollektive kampskridts lovlighed: »I denne henseende bemærkes for det første vedrørende de kollektive kampskridt, […], at da de har til formål at beskytte arbejdspladser og arbejdsvilkårene for medlemmerne af denne fagforening, der kan blive berørt af en udflagning af Rosella, kan de for en umiddelbar betragtning med rimelighed anses for at være omfattet af formålet om beskyttelse af arbejdstagere, men denne kvalifikation kan imidlertid ikke opretholdes, hvis det godtgøres, at arbejdspladserne og arbejdsvilkårene ikke bliver bragt i fare eller alvorligt truet.«Med andre ord er de kollektive kampskridt efter EF-Domstolens opfattelse kun forenelige med deres formål, når arbejdspladser eller arbejdsvilkår bringes i fare eller trues alvorligt. Det er så nu op til de nationale domstole at fortolke, hvad der ligger i dette - men der er næppe tvivl om, at det betyder en indskrænkning i mulighederne for at strejke og anvende kollektive kampskridt generelt.

Vender vi os mod Laval-dommen, er konklusionen også her ganske vidtgående. Præmis 91 slår således fast: »Retten til at iværksætte kollektive kampskridt skal […] anerkendes som en grundlæggende rettighed, der er en integrerende del af de generelle fællesskabsretlige principper, som Domstolen skal sikre overholdelse af, men det gælder dog ikke desto mindre, at udøvelsen af denne ret kan undergives visse begrænsninger.« Det kan naturligvis lyde godt, at EF-Domstolen slår fast, at man skal anerkende retten til kollektive kampskridt. Problemet er blot, at Domstolen i samme åndedrag tiltager sig retten til at definere de situationer, hvor kollektive kampskridt ikke kan anvendes. At Domstolen i øvrigt her også henviser til Charteret om Grundlæggende Rettigheder, er blot endnu et bevis på, at den fremførte påstand om, at Charteret ikke fører til en udvidelse af EU's kompetencer, er usand.

Kun i en række konkrete situationer kan henholdsvis arbejdsgiver og arbejdstager i dag bruge de kollektive kampskridt. Arbejdsgiveren må ikke efter forgodtbefindende udelukke arbejdere via lockout - og arbejdere må ikke arbitrært strejke. Der findes således et ganske veludviklet regelsæt fra både arbejdsretten og det faglige voldgiftssystem, som fastlægger, hvornår kampskridt er lovlige. Men nu bevæger EF-Domstolen sig også ind på dette område. De danske voldgifter og arbejdsretten er ikke længere suveræne, men skal følge EF-Domstolens begrænsninger og afgørelser, der primært varetager det indre markeds funktion. Dermed er den danske aftalemodel ikke længere uafhængig. Alt skal i EU-konformitetens hellige navn rettes ind efter definitioner og afgørelser fra EF-domstolen, der på dette som alle andre områder udgør den endelige og uomtvistelige autoritet. På den måde ødelægger de to domme den ligevægt, der siden 1899 har kendetegnet det danske og nordiske arbejdsmarked.

Ved samråd i Europaudvalget den 7. februar 2008 udviste beskæftigelsesministeren en usædvanlig tilbageholdende indstilling til følgerne af de to domme. Forslagsstillerne er af den opfattelse, at dette er en alt for slap indstilling over for det frontalangreb, vi er vidne til. Hvis vi ikke handler hurtigt, vil mange rundt om i EU snart se deres snit til at anlægge lignende sager, som yderligere vil begrænse retten til aftalefrihed i Norden.

Forslagsstillerne betragter den ovenfor citerede passus fra aftalen om dansk europapolitik som et udtryk for, at partierne bag aftalen tager problemet med de to domme og deres følger alvorligt. Derfor ønsker forslagsstillerne, at indholdet af den politiske aftale, som i dag ikke har bindende kraft over for EU's institutioner, men alene forpligter partierne på Christiansborg, som en betingelse for Danmarks accept af Lissabontraktaten indføres i en selvstændig protokol, der sikrer arbejdsmarkedets parter i Danmark og Norden retten til at konflikte samt sikrer landene retten til at fastholde et aftalebaseret arbejdsmarked.

Protokoller er almindeligt kendt som fortolkningsbidrag og undtagelser fra EU's hovedtraktater. Således er det danske sommerhusforbehold og de øvrige fire danske forbehold formuleret i selvstændige protokoller, der, jf. TEF, art. 311, udgør en integrerende del af traktaten og dermed har egentlig juridisk retskraft. Det samme gør sig gældende med de forbehold, som Storbritannien og Polen har taget over for Charteret om Grundlæggende Rettigheder, der med Lissabontraktaten gøres juridisk bindende.

Alene med en protokol kan det ønske, som partierne bag den politiske aftale har, imødekommes. Da forslagsstillerne fra start har erklæret sig enige i nødvendigheden af at beskytte den danske og de nordiske arbejdsmarkedsmodeller, foreslås det, at den politiske aftale løftes op på et niveau, hvor den nødvendigvis må tages alvorligt af EU's institutioner, således at angreb som de to EF-domme i fremtiden undgås.

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.