L 172 Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

(Indførelse af mulighed for at gøre en del af statstilskuddet til kommunerne betinget).

Af: Velfærdsminister Karen Jespersen (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-03-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l172_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2008)

Velfærdsministeren (Karen Jespersen) :

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner (Indførelse af mulighed for at gøre en del af statstilskuddet til kommunerne betinget)

(Lovforslag nr. L 172).

Det foreliggende lovforslag er et led i udmøntningen af den del af finanslovsaftalen for 2008, som vedrører justering af aftalesystemet for den kommunale økonomi.


Aftalesystemet for den kommunale økonomi hviler på, at de indgåede aftaler mellem regeringen og KL overholdes. Aftalesystemet skal således gøres mere forpligtende med henblik på at understøtte kommunernes fælles ansvar for at sikre aftaleoverholdelse.


Formålet med lovforslaget er at understøtte aftalesystemet mellem staten og kommunerne ved at styrke kommunernes incitamenter til at overholde de indgåede aftaler om det kommunale udgiftsniveau.


Dette lovforslag indebærer, at en del af balancetilskuddet på op til 1 mia. kr. kan gøres betinget af, at kommunerne budgetterer i overensstemmelse med det aftalte. Hvis kommunernes budgetterede udgiftsniveau svarer til det aftalte, udbetales hele balancetilskuddet. Hvis kommunerne derimod budgetterer med et højere udgiftsniveau end aftalt, kan finansministeren bestemme, at den nævnte andel af balancetilskuddet ikke bliver udbetalt.


Det betingede balancetilskud på 1 mia. kr. vil blive udmeldt til kommunerne som led i Velfærdsministeriets udmelding af tilskuds- og udligningsbeløb til kommuner ultimo juni i året forud for tilskudsåret. Kommunerne kender således størrelsen af det betingede tilskud forud for deres budgetlægning for tilskudsåret.


Dermed gives kommunerne som helhed et incitament til at budgettere i overensstemmelse med økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne.


Det indgår i lovforslaget, at finansministeren efter vedtagelsen af de kommunale budgetter opgør, om det budgetterede udgiftsniveau er i overensstemmelse med det aftalte. Hvis det budgetterede udgiftsniveau er i overensstemmelse med det aftalte niveau, udbetales den betingede del af balancetilskuddet til kommunerne. Hvis det budgetterede udgiftsniveau derimod overstiger det aftalte niveau, kan finansministeren bestemme, at en tilsvarende del af det betingede balancetilskud ikke bliver udbetalt. Kommunernes budgetterede udgiftsniveau opgøres på grundlag af Danmarks Statistiks opgørelse af de kommunale budgetter, som foreligger i januar måned i budgetåret.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til hurtig og velvillig behandling i Det Høje Ting.