B 121 Forslag til folketingsbeslutning om alkolås i busser m.v.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 10-03-2009

Beslutningsforslag som fremsat

20081_b121_som_fremsat (html)

B 121 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om alkolås i busser m.v.

Fremsat den 10. marts 2009 af Kim Christiansen (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Dennis Flydtkjær (DF), Marlene Harpsøe (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om alkolås i busser m.v.

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af indeværende kalenderår at fremsætte lovforslag, der får den virkning, at alle nye busser, der indsættes i drift, skal være udstyret med en alkolås. Forslaget skal endvidere indeholde initiativer, der pålægger busselskaber at gennemføre uanmeldte alkoholtest af deres chauffører mindst en gang om året.


Bemærkninger til forslaget

Forslagsstillerne ønsker med indeværende forslag at sikre, at alle nye busser, der indsættes i drift, udstyres med en alkolås samt at sikre, at busselskaber pålægges at gennemføre uanmeldte alkoholtest mindst en gang om året af deres ansatte chauffører.


Formålet med alkolås i busser er at sikre, at disse ikke kan startes af en chauffør med for høj promille. En alkolås er et instrument, der er tilsluttet bilens startsystem. Inden man kan starte bilen, skal bilens fører blæse i instrumentet. Bilen kan kun starte, hvis udåndingsluften har en alkoholpromille, der ligger under en valgt grænseværdi (www.sikkertrafik.dk). Typisk vil denne være lig med eller under grænsen for promillekørsel.


En række lande har allerede gennemført forsøg med alkolås. Flere stater i Canada og USA har gode erfaringer med alkolås i biler, busser, taxier m.v. I Sverige har man også gjort forsøg. I Sverige tilbydes alkolås som et alternativ til frakendelse af kørekort (www.sikkertrafik.dk). Det er således ikke kun buschauffører, der er omfattet af ordningen. Indeværende forslag lægger i første omgang op til, at det kun er buschauffører, ordningen skal gælde for.


En del busselskaber er allerede ad frivillighedens vej begyndt at installere alkolås i deres busser. Dette sker typisk, når gamle busser skal udskiftes med nye. Arriva er således i gang med at indsætte nye busser i Syd- og Sønderjylland, som alle bliver udstyret med alkolås. Arriva har på indeværende tidspunkt omkring 100 busser i hele landet, som er udstyret med alkolås. Arriva besluttede tilbage i 2006, at der skulle alkolås i selskabets busser, efterhånden som nye busser erstatter de gamle. Så vidt forslagsstillerne er orienteret, er dette det eneste selskab, der har truffet beslutning om at sætte alkolås i alle deres nye busser.


I december 2006 begyndte Arriva at teste deres ansatte for alkohol. Siden er syv chauffører og en mekaniker blevet bortvist på grund af positive resultater. De bortviste medarbejderes promille var 0,5 eller mere. Arriva tester omkring en fjerdedel af deres ansatte hvert år ved uanmeldte besøg. Ifølge Arriva har disse test virket præventive, da de har færre sager omkring spirituskørsel end tidligere. (www.jv.dk, »Syv chauffører bortvist efter alkotest«, 16. august 2008).


Forslagsstillerne vil gerne have flere til at køre med offentlige transportmidler, men det kræver, at passagerne skal kunne have tillid til, at chaufføren ikke er beruset. Derfor er det nødvendigt at lovgive om, at alle nye busser skal udstyres med en alkolås, når busselskaberne ikke vil gøre det frivilligt.


Rådet for Større Færdselssikkerhed ser også gerne, at alkolås i busser bliver mere udbredt: »Det markerer kraftigt, at buschaufførerne har et stort ansvar, og at alkohol er uacceptabelt«, udtaler dokumentationschef Jesper Sølund fra Rådet for Større Færdselssikkerhed (www.jv.dk, »DF: Alkolås i samtlige busser«, 16. januar 2009). Tidligere justitsminister Lene Espersen har også udtalt sig positivt om udbredelsen af alkolås i køretøjer generelt: »Jeg har skiftet holdning, fordi jeg har set, at man i Sverige har haft gode erfaringer. Og jeg tror på, at det også herhjemme kan være et godt redskab mod bilister, der har svært ved at lade bilen stå, når de har drukket« (www.dr.dk, »Justitsminister vil indføre alkolås«, 27. august 2008).


Regelmæssige alkoholtest af chauffører og alkolås i busser forhindrer, at spirituspåvirkede buschauffører udsætter medtrafikanter og passagerer for unødig fare. Desværre er Arriva det eneste busselskab, der har truffet beslutning om at lade alle deres nye busser udstyre med alkolås. Forslagsstillerne mener, at der bør lovgives på området, og er glad for at have opbakning fra både eksperter i Rådet for Større Færdselssikkerhed og en tidligere justitsminister.


Skriftlig fremsættelse

Kim Christiansen (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om alkolås i busser m.v.

(Beslutningsforslag nr. B 121).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.