B 139 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre virksomheder og arbejdere mod uretfærdig
konkurrence.
Fremsat den 18. marts 2009 af
Frank Aaen (EL), Line Barfod (EL),
Per Clausen (EL) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL).
Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre virksomheder og arbejdere mod
uretfærdig konkurrence
Folketinget pålægger regeringen at sikre
virksomheder og arbejdere mod uretfærdig konkurrence og
øge respekten for arbejdstagerrettighederne ved at arbejde
for, at EU ikke indgår bilaterale frihandelsaftaler med noget
land eller blokke af lande, som ikke har tilsluttet sig og
overholder ILO's (Den Internationale Arbejdsorganisation)
kernekonventioner om arbejdstageres rettigheder.
Bemærkninger til forslaget
EU forhandler i disse måneder nye bilaterale
frihandelsaftaler med en række lande og blokke af lande. Det
drejer sig om ASEAN, Indien, Sydkorea, Andin-landene (Bolivia,
Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela) og Centralamerika (Costa
Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua).
Forhandlingerne har fået ekstra vægt og fart,
efter at forhandlingerne i WTO om en global handelsaftale er brudt
midlertidigt sammen.
Mange af de lande, man forhandler med, er blandt de
største krænkere af arbejdstagerrettigheder og
menneskerettigheder i verden. Det gælder f.eks. Colombia, som
er et af Andin-landene, og Filippinerne, som er medlem af
ASEAN.
Det er derfor et stort problem, at de forhandlingsmandater,
som der nu forhandles efter, ikke indeholder klare krav om, at de
nye bilaterale aftaler kommer til at indeholde forpligtende sociale
klausuler, om at deltagerlandene skal tilslutte sig og respektere
ILO's (Den Internationale Arbejdsorganisation) kernekonventioner om
arbejdstagerrettigheder, og at konsekvente brud på
konventionerne kan medføre, at aftalernes
toldpræferencer inddrages.
Godt nok indeholder forhandlingsmandaterne løse
hensigtserklæringer om samarbejde om menneskerettigheder og
arbejdsforhold, men både Europa-Kommissionen og
udenrigsministeren har i besvarelser til Enhedslisten og
Folkebevægelsen mod EU afvist, at EU arbejder for, at
aftalerne kommer til at indeholde egentlige forpligtelser til at
respektere ILO's konventioner.
Europa-Kommissionen er således lige nu tæt
på at afslutte en frihandelsaftale med Sydkorea - dette til
trods for, at Sydkorea ikke har ratificeret nogen af ILO's
konventioner om fagforeningsrettigheder og ret til kollektive
overenskomster. Sydkorea har tilmed samtidig med forhandlingerne
med EU ført en voldsom kampagne mod det sydkoreanske LO,
hvor bl.a. flere ledere er blevet fængslet.
Colombia, som Europa-Kommissionen nu overvejer at indlede
selvstændige forhandlinger med, er det land i verden, hvor
flest fagforeningsmedlemmer årligt myrdes. Filippinerne og
andre ASEAN-lande er også kendt for mange overgreb på
fagforeninger og manglende respekt for
arbejdstagerrettighederne.
USA, der ligesom Europa er i gang med at forhandle bilaterale
frihandelsaftaler med en række lande, har efter pres fra den
amerikanske fagbevægelse og fra Demokraterne inkluderet
forpligtende sociale klausuler i deres frihandelsaftaler.
Krav om tilslutning til og efterlevelse af ILO-konventionerne
indgår også i en række af EU's nuværende
toldpræferenceaftaler - de såkaldte GSP- og
GSP+-aftaler. Disse aftaler fremhæves ofte af EU selv som
gode redskaber til at få lande til at respektere faglige
rettigheder. Og aftalerne har givet mulighed for at straffe lande,
der konsekvent forbryder sig mod menneske- og
arbejdstagerrettigheder, som det f.eks. er sket i Hvideruslands
tilfælde.
Udenrigsministeren har selv i en besvarelse til Folketinget
(spørgsmål nr. S 2005 af 16. januar 2006 til Rune
Lund) udtalt sig positivt om sanktionsmulighederne i
GSP+-aftalerne:
»Som led i processen ligger truslen om fratagelse af de
særlige handelspræferencer, som Kommissionen er beredt
på at effektuere. Kommissionen kan nemlig suspendere et lands
deltagelse i GSP+-ordningen af en række grunde, herunder ikke
mindst manglende overholdelse af de ovennævnte
konventioner.«
For de lande, som i dag er omfattet af en GSP+-aftale, men som
forventes at underskrive bilaterale frihandelsaftaler (bl.a.
Colombia), bliver der altså tale om en klar svækkelse
af landenes forpligtelser til at respektere arbejdstagernes
rettigheder, idet EU ikke længere vil kunne straffe landene
med inddragelse af toldpræferencer.
Argumentet fra regeringen og Kommissionen er, at der nu er
tale om gensidige aftaler, hvor man ikke kan stille ensidige
betingelser ligesom GSP+-aftaler, som er ensidige
toldsænkninger fra EU's side.
Men det er et forvrøvlet argument, for EU stiller jo
mange andre krav i forhandlingerne - om toldadgang, markedsreformer
m.v. Og USA's eksempel viser, at det kan lade sig gøre at
inkludere forpligtende krav om arbejdstagerrettigheder.
Hvis EU indgår bilaterale aftaler og åbner sit
marked for lande, som ikke vil tilslutte sig ILO's konventioner om
arbejdstagernes rettigheder, herunder f.eks. fagforeningsfrihed,
vil virksomheder, der producerer i Europa, blive udsat for ulige
konkurrence fra virksomheder, der i f.eks. Sydkorea kan operere
uden hensyn til arbejdstagerrettighederne. Dette vil øge
virksomhedernes incitament til at flytte produktionen til de lande,
hvor arbejderne har færrest rettigheder, til alvorlig skade
for de europæiske lønmodtagere.
Ved at inkludere forpligtende klausuler om tilslutning til og
efterlevelse af ILO's kernekonventioner, sikres europæiske
lønmodtagere mod uretfærdig konkurrence, samtidig med
at der lægges et pres på aftalepartnerne for at
efterleve ILO's konventioner til gavn for lønmodtagerne i de
pågældende lande.
Dette beslutningsforslag vil, hvis det vedtages,
medføre, at den danske regering i EU skal arbejde for, at EU
ikke indgår handelsaftaler med lande, der ikke tilslutter sig
og efterlever ILO's kernekonventioner.
Skriftlig fremsættelse
Frank Aaen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
sikre virksomheder og arbejdere mod uretfærdig
konkurrence.
(Beslutningsforslag nr. B 139).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.