B 152 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om Europa-Parlamentets beslutningsgrundlag for at godkende
Rådet for Den Europæiske Unions regnskab.
Fremsat den 31. marts 2009 af
Per Clausen (EL), Line Barfod (EL),
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om Europa-Parlamentets beslutningsgrundlag for at
godkende Rådet for Den Europæiske Unions regnskab
Folketinget pålægger regeringen at arbejde aktivt
for, at Rådet for Den Europæiske Union giver alle
oplysninger om sit regnskab til Europa-Parlamentet som grundlag
for, at Europa-Parlamentet kan behandle og godkende Rådets
regnskab, herunder at regeringen øjeblikkeligt henvender sig
til de øvrige 26 medlemmer af Rådet og opfordrer til,
at Europa-Parlamentets spørgsmål angående
Rådets regnskab for 2007 besvares fuldt ud.
Bemærkninger til forslaget
Det er uacceptabelt og helt i modstrid med den
grundlæggende idé om parlamentarisk kontrol, at
Europa-Parlamentet skal tage stilling til Rådet for Den
Europæiske Unions regnskab uden at kunne få svar
på de mest elementære spørgsmål. Derfor
bør Rådet udlevere de oplysninger, som
Europa-Parlamentet beder om (om påkrævet i fortrolig
form).
Der henvises til:
-
Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalgs vedtagne betænkning
om Rådets regnskab for 2007.
-
Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalgs spørgsmål til
Rådet om dets regnskab for 2007.
- Orientering til
Europaudvalget fra Folketingets repræsentant ved EU af 19.
marts 2009 (jf. EU-note (08) E 40).
Europa-Parlamentets foreløbige betænkning samt
ændringsforslag om decharge for gennemførelsen af Den
Europæiske Unions almindelige budget for
regnskabsåret 2007 kan findes på:
http://www.europarl.europa.eu/activities/committees/editoDisplay.do?language=DA&menuId=2058&id=3&body=CONT
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
Europa-Parlamentets beslutningsgrundlag for at godkende Rådet
for Den Europæiske Unions regnskab.
(Beslutningsforslag nr. B 152).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.