L 106 Forslag til lov om ændring af lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forældreansvarsloven.

(Terminaladgang til økonomiske oplysninger, klagefrist m.v.).

Af: Justitsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-01-2009

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l106_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (28. januar 2009)

Justitsministeren (Brian Mikkelsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forældreansvarsloven (Terminaladgang til økonomiske oplysninger, klagefrist m.v.)

(Lovforslag nr. L 106).

Det overordnede formål med dette lovforslag er at effektivisere og forenkle behandlingen af sager om fastsættelse og ændring af underholdsbidrag på tre områder.


Det foreslås, at statsforvaltningerne og justitsministeren (Familiestyrelsen) til brug for behandlingen af bidragssager og sager om afholdelse af udgifter til transport af barnet i forbindelse med samvær kan få terminaladgang til de nødvendige oplysninger om parternes økonomiske forhold hos told- og skatteforvaltningen (SKAT), herunder i indkomstregistret.


Det foreslås desuden, at der i bidragssager indføres en klagefrist på et år.


Endvidere foreslås det, at en parts manglende medvirken til oplysning af en bidragssag kan medføre, at der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag (såkaldt processuel skadevirkning).


Endelig indebærer lovforslaget enkelte administrative og tekniske ændringer af bidragslovgivningen, bl.a. på grund af ressortomlægning m.v.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til Det Høje Tings velvillige behandling.