L 211 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring og lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.

(Nye principper for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer og for opgørelsen af årsløn, ændring af anmeldelsesfrist og ophævelse af underretningspligt).

Af: Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 28-05-2010

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 28. maj 2010

20091_l211_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 28. maj 2010

Forslag

til

Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring og lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.

(Nye principper for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer og for opgørelse af årsløn, ændring af anmeldelsesfrist og ophævelse af underretningspligt)

§ 1

I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009, som ændret ved § 3 i lov nr. 1272 af 16. december 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 17, stk. 6, ændres »4/5« til: »83 pct.«

2. § 24, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»Årslønnen udgør tilskadekomnes samlede arbejdsfortjeneste i året før arbejdsskadens indtræden. Årslønnen fastsættes med udgangspunkt i oplysningerne i indkomstregisteret og andre oplysninger fra SKAT.

Stk. 2. Årslønnen fastsættes efter et skøn, når

1) særlige indtægtsforhold eller ansættelsesforhold gør sig gældende,

2) tilskadekomne på grund af en erhvervssygdom ikke har været beskæftiget til samme løn i hele det foregående år,

3) tilskadekomne har været ude af erhverv i en kortere eller længere periode før datoen for sygdommens anmeldelse eller

4) årslønnen fastsat efter stk. 1, 2. pkt., ikke giver et retvisende billede af tilskadekomnes indtjening på skadetidspunktet.



Stk. 3. Ved beregning af erstatning trækkes arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov om arbejdsmarkedsbidrag, fra årslønnen.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 4-8.


3. I § 24, stk. 3, der bliver stk. 5, indsættes efter »367.000 kr.«: »inklusive arbejdsmarkedsbidrag«.

4. I § 24, stk. 4, der bliver stk. 6, indsættes efter »137.000 kr.«: »inklusive arbejdsmarkedsbidrag«.

5. I § 24, stk. 6, der bliver stk. 8, ændres »stk. 1-5« til: »stk. 1-7«.

6. I § 25, stk. 1, ændres »§ 24, stk. 3 og 4« til: »§ 24, stk. 5 og 6«.

7. I § 25, stk. 2, ændres »§ 24, stk. 6« til: »§ 24, stk. 8«.

8. § 31, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Er en arbejdsskade ikke anmeldt efter stk. 1, skal skaden anmeldes senest på 5-ugers-dagen for skadens indtræden, hvis tilskadekomne ikke forventes at kunne genoptage sit arbejde i fuldt omfang senest på dette tidspunkt.«

9. I § 38, stk. 2, ændres »§ 24, stk. 3« til: »§ 24, stk. 5«.

10. § 39, stk. 3, ophæves.

§ 2

I lov nr. 423 af 10. juni 2003 om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., som ændret ved § 2 i lov nr. 186 af 18. marts 2009 og § 4 i lov nr. 1272 af 16. december 2009, foretages følgende ændring:

1. § 5, stk. 3, ophæves.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2010, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1, nr. 1-7 og 9, træder i kraft den 1. januar 2011 og finder anvendelse på sager om arbejdsulykker, hvor arbejdsulykken er indtrådt den 1. januar 2011 eller senere, og erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. januar 2011 eller senere.

Stk. 3. § 1, nr. 8, anvendes ved anmeldelse af ulykker, hvor arbejdsulykken er indtrådt den 1. juli 2010 eller senere.

Stk. 4. For arbejdsskader indtrådt i perioden fra den 1. juli 2007 til den 31. december 2010 anvendes de kapitaliseringsfaktorer, der er fastsat efter § 27 i lov om arbejdsskadesikring for 2010 efter de indtil den 31. december 2010 gældende regler. Faktorerne anvendes også ved genoptagelse af sagerne efter lovens §§ 42 og 43 efter den 1. januar 2011.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft i Grønland med de ændringer, som følger af de grønlandske forhold.