L 28 Forslag til lov om offentligt hasardspil i turneringsform.

Af: Justitsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 10-12-2009

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 10. december 2009

20091_l28_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 10. december 2009

1. Ændringsforslag

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 7. oktober 2009 og var til 1. behandling den 29. oktober 2009. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

Betænkning nr. 1499/2009 indeholdende et lovudkast fra Udvalget om Hasardspil har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 23. marts 2009 betænkningen til udvalget, jf. folketingsåret 2008-09, REU alm. del - bilag 419. Den 7. oktober 2009 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 10 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.


Et mindretal i udvalget (DF og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.


Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter forslaget i sin helhed, men har et punkt, vi gerne så ændret i forslaget.


Det er bestemmelsen om, at en person, der søger om tilladelse til at afholde offentligt hasardspil i turneringsform, ikke samtidig må have en alkoholbevilling. En person må dog godt have en licens til at arrangere hasardspil og så afholde turneringen på f.eks. et værtshus, der har alkoholbevilling.


Reglerne vil være åbenlyst nemme at omgå, da man nemt kunne forestille sig, at en værtshusejer får en ven eller pårørende til at arrangere turneringen på stedet.


DF har den holdning, at reglerne for, hvornår man må arrangere hasardspil i turneringsform, skal være stramme, så man undgår bl.a. hvidvask af penge og mindsker spilleafhængigheden. Reglerne skal dog ikke laves, så de er så nemme at omgå, at folk vælger ikke at følge dem.


DF er klar over, at reglen om alkoholbevilling er med i lovforslaget med den begrundelse, at den, der afholder hasardspilsturneringer, ikke må tjene penge på afholdelse af turneringen. DF mener, det er uklart, hvorfor det kun er begrænset til alkohol, da det er tilladt at tjene penge på slik, sodavand eller merchandise.


Gevinstgivende spilleautomater må efter § 5 i lov om gevinstgivende spilleautomater opstilles i restauranter med alkoholbevilling. Efter DF's mening giver det ikke mening, at man må tjene penge på øl, mens folk putter penge i en spilleautomat, men åbenbart ikke, mens de spiller poker.


DF så derfor gerne, at reglerne om alkoholbevilling tages ud af forslaget, og har derfor også stillet et ændringsforslag om dette.


Samlet set støtter DF forslaget.


Liberal Alliances medlem af udvalget støtter op om lovforslaget, som er et lille skridt i den rigtige retning. Man gør det muligt for folk at spille poker i turneringsform. Det er godt, for der har været en uklarhed om reglerne for de mennesker, der gerne har villet arrangere og deltage i turneringer.


LA håber, at det er første skridt i retning af at liberalisere endnu mere, og ønsker, at lovforslagets § 1, stk. 2, om, at justitsministeren efter forhandling med skatteministeren kan fastsætte regler om, at andre hasardspil end poker kan afvikles som offentlige hasardspil, udnyttes. I øvrigt mener LA, at grænserne for, hvor meget man må indskyde på en aften, er for snævre.


LA mener, at aldersgrænsen på 18 år for at deltage i hasardspil er for højt sat, og vi stiller os uforstående over for grænsen på 18 år for at måtte overvære en offentlig pokerturnering. LA mener ikke, der er væsentlig forskel på at overvære en turnering i poker og at overvære turneringer i badminton, tennis eller fodbold.


Folk, som er afhængige af spil, og som har brug for hjælp, vil LA gerne hjælpe. Men vi synes, at det er forkert at tage udgangspunkt i, hvad der kunne ske. I stedet mener LA, at udgangspunktet bør være, at den danske befolkning er voksne mennesker, som godt kan overskue, hvad der kunne ske i deres liv.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 7

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (LA):

1) Nr. 5 udgår.

Nr. 6 og 7 bliver herefter nr. 5 og 6.


[Kravet om, at indehaveren af en alkoholbevilling ikke må få en hasardspilsbevilling, der gælder for samme sted som alkoholbevillingen, udgår]

Til § 8

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (LA):

2) Stk. 2, 2. pkt., udgår.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1]

Til § 10

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (LA):

3) Nr. 2 udgår.

Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 2 og 3.


[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1]

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (LA):

4) Stk. 2 udgår.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget indebærer, at det bliver muligt at indehavere af en bevilling til at afvikle offentligt hasardspil samtidig kan være indehavere af en alkoholbevilling.


Til nr. 2-4

Ændringsforslagene er en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1.


Kim Andersen V Søren Pind V Karsten Nonbo V Peter Skaarup DF fmd. Marlene Harpsøe DF Dennis Flydtkjær DF Tom Behnke KF Vivi Kier KF Simon Emil Ammitzbøll LA Karen Hækkerup S Maja Panduro S Mogens Jensen S Julie Skovsby S Anne Baastrup SF nfmd. Karina Lorentzen Dehnhardt SF Lone Dybkjær RV Line Barfod EL

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
25
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
1
Enhedslisten (EL)
4
   


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 28


Bilagsnr.


Titel


1
Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning
5
Ny tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
6
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 28


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvorledes straffelovens § 203 forholder sig til tjenesteydelsernes fri bevægelighed inden for EU-retten, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om redegørelse for lovforslagets nærmere sammenhæng med EU-retten, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om redegørelse for baggrunden for, at en arrangør ikke må have en alkoholbevilling, hvis han arrangerer pokerturneringer, men samtidig godt må tjene penge på f.eks. salg af slik, sodavand eller merchandise, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om redegørelse for begrundelsen for, at en restaurant eller værtshus med alkoholbevilling i følge loven om gevinstgivende spilleautomater § 5 godt må servere alkohol, mens en kunde sidder ved en spilleautomat, men ikke, hvis en person spiller poker, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om redegørelse for, hvorfor der skal være en grænse på mindst 10 deltagere til en offentlig pokerturnering og ikke f.eks. 8 eller 12, og om der er behov for denne regel, når der samtidig står i loven, at der kun må afholdes en turnering pr. dag, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, at det i forslaget fremgår, at tilsynsmyndigheden har mulighed for at tillade, at betalinger til og fra turneringspuljen kan ske på andre måder end efter reglerne i den foreslående § 20, stk. 1. Ministeren bedes i den forbindelse oplyse, om det vil være muligt, at man kan betale kontant i klubberne, så længe pengene registreres i et klubsystem, som kan håndtere medlemmer, events og økonomi for klubber og foreninger, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvorfor arrangøren gerne må tjene penge på f.eks. slik og sodavand og merchandise i forbindelse med afvikling af offentligt hasardspil, men ikke på salg af alkohol, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om en redegørelse for, hvorfor hensynet til, at personer under 18 år i mindst muligt omfang får adgang til gevinstgivende spilleautomater, og forbuddet i lovforslagets §§ 2 og 3 mod, at personer under 18 år må deltage i offentlige hasardspilturneringer som deltagere eller tilskuere, fører til forskellige resultater, i relation til om der kan gives tilladelse til udskænkning af alkohol, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, hvad de bagvedliggende grunde er til, at den, som får licens til at arrangere pokerturneringer, ikke må have en alkoholbevilling, men godt må afholde turneringen på f.eks. et værtshus, der har alkoholbevilling, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om teknisk bistand til udarbejdelsen af et ændringsforslag til L 28 om offentligt hasardspil i turneringsform, der gør, at arrangøren af turneringen godt må have en alkoholbevilling, til justitsministeren, og ministerens svar herpå